lørdag den 8. marts 2008

Merkur Bank, Steiner og Hohlenberg

Sidste lørdag, den 1. marts, var der årsmøde i Borgerlønsbevægelsen, hvor jeg deltog som bestyrelsesmedlem. Mødet foregik i Merkur Banks hovedsæde i København og var ret velbesøgt, især i forhold til tidligere år. Der var desuden virkelig meget 'food for thought' i form af glimrende oplæg fra både bankens ledelse og bevægelsen.

Jeg vil lige citere fra en stemningsrapport som en af deltagerne, Lotte Haubart, har skrevet:

Der var mødt ca. 25 personer op til årsmødet i Borgerlønsbevægelsen, og vi sad alle omkring det næsten ovale bord i bankens bagerste mødelokale på Vesterbro, lige overfor Torvet. Jeg vil tro, at vi kun var tre stykker under 50. Gennemsnitsalderen var betydelig højere, hvilket blot gjorde det mere imponerende, at nogen kunne være så engageret i et projekt, de nok næppe ville komme til at opleve - i dette her liv anyway! :-)

Mødet startede med en kort intro til filosofien bag Merkur Bank - af bestyrelsesformanden Morten Gunge. Jeg har skrevet nogle notater, som ikke på nogen måde er fyldestgørende. Her blot en orientering om nogle punkter, jeg fandt særligt interessante.

Filosofien går i al sin enkelthed ud på: Jo mere man giver af sin egen fortjeneste til at opfylde andres behov - jo mere vil alle få - og man vil få rigeligt tilbage. Filosofien er også brugbar i forhold til basisindkomst - samfundet.

Udbetalingen af gerninger (arbejdsløn!) skal skilles fra selve arbejdet.

Rudolf Steiner har formuleret det som en lovmæssighed og lavet en tredeling:

  1. Vi skal dække hinandens behov.
  2. Hvad giver vi hinanden lov til? hvordan indretter vi os? Hvilke rettigheder og pligter har vi?
  3. Man skal kunne se en mening i det, man gør - indsigt og evner - se en mision.

Alt dette kan man fordybe sig i i disse værker af Rudolf Steiner: Bogen Fremtidssamfundet og de tre artikler i et hæfte: Åndsvidenskaben og de sociale spørgsmål.

Herefter fortsatte bankens direktør Lars Pehrson og fortalte mere generelt om banken. Den 25 år gamle Merkur Bank finansierer bæredygtige projekter som f.eks. økologisk landbrug, fødevarevirksomheder, Hertha, et levefællesskab for voksne udviklingshæmmede og "normale", der lever sammen i et landsbysamfund. De støtter også kultur, som f.eks. Jytte Abildstrøms Økologiske Teater.

Præsentation af Johannes Hohlenbergs tanker om basisindkomst på grundlag af artikler af Simon Birnbaum og Erik Christensen ved Lektor (politolog!) Erik Christensen fra Ålborg Universitet.

Johannes Hohlenberg bliver af Erik betegnet som et universalgeni. Han skrev allerede om basisløn i 30erne, var redaktør og udgiver af flere blade og har skrevet adskillige bøger, bl.a. om store filosoffer. Han var Steiner-orienteret, men udviklede selv f.eks. pædagogikken og var mere rationel, logisk og nem at forstå end Steiner. Han sammenligner samfundet med en organisme (krop!) - hvor egoisme er direkte nedbrydende.

Ærlig talt, det lyder vildt spændende og der var meget kød på, umuligt at fortælle meget mere om uden at skulle skrive en hel ny bog! :-)

Den bedste bog, han har skrevet, der er relevant for os her og nu er: Mellem enevælde og diktatur.

Hos Hohlenberg tales om tre sfærer: under overskriften "Brugsret fremfor ejendomsret!"

  • Kulturel sfære
  • Arbejdets sfære
  • Økonomisk sfære

For at tage stilling til et eksistensminimum, skal vi først belyse følgende tre områder:

  1. Hvad man behøver af livsfornødenheder.
  2. Hvordan vi skal fordele arbejdet og
  3. Hvorledes den enkelte får indhold i livet - også i fritiden

Arbejdsdelingen er således, at man ikke arbejder for sig selv - men alle arbejder for alle.

Forbruget af ydelsen (eksistensminimum!) er modydelse nok - og hjulene holdes i gang.

Bagefter var der debat, spørgsmål og diverse indlæg.
Der blev talt om forskellige måder at finansiere projektet og også nævnt, at det ville være en fordel med et vidst niveau af bevidsthed blandt deltagerne i et sådant samfund.

Bent Straarup kom bl.a. med et godt og inspirerende indlæg om, hvordan han mente at basislønnen skulle finansieres. Han omsendte en artikel/brev, som jeg vil citere fra og nævnte i øvrigt også det gamle parti Retsforbundet.

Jeg citerer det væsentligste (min vurdering!):

"Et godt udgangspunkt kunne være FNs menneskeretserklæring, der hævder at alle mennesker er født lige med lige rettigheder."

"I et markedsøkonomisk samfund skal vi betale for en plads på jorden til dem, der kom før os og som har ejendomsret, fordi de har betalt for jorden til tidligere ejere eller gældsat sig til kreditinstitutioner."


"Opkrævning af "grund-ydelse" ville kunne holde grundpriserne stabile og ikke som skatter gøre alle ting dyrere. Her vil man have retfærdige midler til en basisindkomst."


Tak til Lotte fordi jeg måtte benytte hendes glimrende referat fra mødet!

En af de ting der virkelig slog mig var med hvilken klar logik Lars Pehrson redegjorde for princippet om bæredygtighed, når man driver bankvirksomhed. Der er ingen modsætning mellem at drive en god forretning og tage hensyn til natur, miljø og mennesker. For hvis man ikke tager hensyn og kun tænker på profit, har man ikke taget højde for de sekundære omkostninger, og hvor længe vil det gå godt? Lars nævnte som ekempel en svinefarm, som flytter til Hviderusland, fordi virksomheden ikke længere kan få lov at forurene i det omfang i Danmark. Men, som han sagde, det er jo kun et spørgsmål om tid før de dernede finder ud af hvor meget det ødelægger deres vandløb og får sat en stopper for det, og så er det pludselig ikke længere så god en forretning. En bæredygtig forretning er en der holder på længere sigt, nøjagtig ligesom naturen gerne skulle gøre det.

Hvad angår Hohlenberg, kan jeg måske lige tilføje at han i sin videreudvikling af de steinerske principper tænkte sig den franske revolutions idé om frihed, lighed og broderskab udmøntet i samfundet på følgende måde: Frihed, og endda en mere udstrakt frihed end tilfældet er i dag, i det civile samfund, fx inden for kultur og åndsliv, lighed i den politiske/retslige sfære, og broderskab på det økonomiske område.

Når man læser Hohlenberg, fornemmer man tydeligt at han var stærkt kritisk over for en for stor statsmagt. Staten, selv i sin demokratiske udformning, griber for meget ind i folks liv og accepterer stiltiende, eller understøtter gennem lovgivning, kapitalens kolonisering af livsverdenen og kommodificering (varegørelse) af borgerne. Men det er ikke statens opgave at tilrettelægge det enkelte menneskes liv på alle områder. Staten skal blot gennem sine love sikre lighed og retfærdighed. Enhver må kunne udfolde sit eget livsprojekt i fuld frihed, uden at være helt i markedskræfternes vold.

Som det er nu, og også på Hohlenbergs tid, har staten i vid udstrækning underlagt sig markedet og dets betingelser. Det afspejler sig især på social- og beskæftigelsesområdet, hvor den, i stedet for blot at skabe de optimale betingelser for at mennesker kan udvikle deres potentiale, medvirker til at undergrave den frihed der er helt nødvendig for et dynamisk samfund, hvor livskvalitet også spiller en rolle.

Staten må altså ikke være i ledtog med kapitalen, men skal derimod sikre den enkelte økonomisk uafhængighed og frihed til at vælge markedet til eller fra. Den bedste måde at tilvejebringe det på er gennem en grundlovssikret ret til en ubetinget grundydelse, en borgerløn om man vil. Det vil kunne tilgodese den enkeltes reelle frihed, og ikke blot den formelle som demokratiet er garant for.

Man kan sige at staten, i Hohlenbergs optik, i sin rolle over for borgeren både bliver begrænset, men også udvidet. Staten ophører med at være kontrolinstans i relation til borgernes livsprojekter og økonomiske dispositioner, men, i modsætning til minimalstaten, øver den større direkte indflydelse på den enkeltes liv, i kraft af den ubetingede grundydelse, om end det netop er den der sikrer borgeren reel frihed. Det er en frihed på statens betingelser, ikke markedets.

Selv om Hohlenberg var kritisk over for demokratiet i sin nuværende form, var han endnu mere kritisk over for de totalitære systemer, der dominerede i 1930'erne, altså kommunismen, fascismen og nationalsocialismen. Det er umiddelbart indlysende hvorfor. Ingen totalitære systemer kan tilbyde begrænset statsmagt endsige personlig frihed. Derfor var demokratiet, for Hohlenberg, trods alt det mindst ringe system. Det kræver blot nogle justeringer.

En anden grund til at Hohlenberg gik så stærkt ind for en ubetinget grundydelse var at han kunne se hvordan industrialiseringen gjorde stadig flere mennesker overflødige på arbejdsmarkedet. I stedet for at se det som et problem, opfattede han det snarere som en mulighed for at flere mennesker end tidligere kunne hellige sig noget andet og mere værdifuldt end blot at arbejde. Hvorfor desperat forsøge at få alle i arbejde, når behovet for livsfornødenheder kunne dækkes af en forholdsvis begrænset arbejdsstyrke/tid?

Mit eget bud på velfærdsstatens videre udvikling er at den bør gå i retning af en form for kontrolleret anarki. Det er i og for sig blot en omskrivning af nogle af de hohlenbergske idéer. I anarkistisk filosofi er der pr. definition begrænset eller ingen statsmagt. Jeg mener dog ikke det er holdbart at overlade alt til individet og dets medfødte socialiseringsevne og spontane tilbøjelighed til at danne små kooperativer og autonome vækstlag, sådan som de tidlige anarkister mente. En eller anden form for overordnet styring eller rammebetingelser er nødvendig for at sikre sig mod kaos, men statens indflydelse skal være så tilpas tilbagetrukket at den næsten er umærkelig.

Man kunne også formulere det sådan at det er statens opgave at skabe tryghed i videst muligt omfang, men især på det retslige og på social- og sundhedsområdet. Desværre er vi i vores civilisation ikke nået videre end til at meget af denne tryghed er bundet til (løn)arbejdet. Hvis man fx betragter lovgivningen på det sociale område, sådan som den reelt er skruet sammen, sikrer den ikke engang individets fysiske overlevelse! I hvert fald kun på betingelser. Ingen kan modtage ydelser fra det offentlige uden modydelse. Dette ifølge aktiveringsloven fra 1997. En kontanthjælpsmodtager mister sin månedlige ydelse og dermed hele sit eksistensgrundlag ved at sige nej til et jobtilbud. Det kan dårligt tolkes anderledes end at det ikke er en fundamental og betingelsesløs rettighed at få lov at eksistere! Man skulle ellers mene at dette må være et minimumskrav man kunne stille til en moderne velfærdsstat.

Det der måske savnes er en normativ etisk begrundelse for dette betingelsesløse eksistenskrav, navnlig en begrundelse der enten tilfredsstiller reciprocitetsprincippet (modydelse, gensidighed), eller gør det overflødigt. Hvis man ikke direkte kan eller vil formulere det som en menneskeret at få adgang til et udkomme, der rækker til ens overlevelse, uden noget krav om modydelse, findes der måske andre argumenter der kan føre til samme resultat. Ét argument kunne være det der allerede for et par hundrede år siden blevet leveret af filosoffen Thomas Paine. Han var fortaler for at alle borgere skulle have en slags fødselsret til jorden, forstået på den måde at ingen som sådan ejer jorden, men alle har ret til en andel af den profit eller værditilvækst der skabes ved at nogle udnytter den. Han kaldte princippet for 'jordrente', og det er et der genfindes senere i forskellige afskygninger, bl.a. hos Retsforbundet. 'Jordrenten' kan også komme på tale, selv om mennesker rent faktisk ejer jorden, fx i form af beskatning af friværdier. Uanset hvad er det afgørende at det kan formuleres som en menneskeret at alle indvider får en andel af 'jorden' udbetalt i en eller anden form, hvor ’jord' også kan opfattes mere generelt som 'eksterne ressourcer', hvilket især filosoffen Philippe Van Parijs har udviklet nogle teorier omkring.

torsdag den 6. marts 2008

Ågerup og den nye fattigdom

Martin Ågerup fra den liberale tænketank CEPOS mener at omfanget af den nye fattigdom er overdrevet. Det sagde han i forbindelse med offentliggørelsen af en rapport fra Københavns Kommune om at omkring hver sjette lever under EU’s fattigdomsgrænse. På landsplan er det op mod 90.000 børn som vokser op i fattige familier. Ågerup mener at en meget stor del af dem måtte være midlertidigt fattige, fordi de er på vej fra ét job til et andet eller på anden måde midlertidigt væk fra arbejdsmarkedet. Desuden kunne man jo af og til finde en fladskærm eller en mobiltelefon, for ikke at sige en internetopkobling hos de fattige, så er der i virkeligheden tale om ’rigtig’ fattigdom?

Nu er det jo påfaldende at det næsten altid er velbjærgede nyliberalistiske medlemmer af samfundet som har travlt med at fortælle hvor meget eller især hvor lidt andre kan klare sig for. Det ser man ikke alene i denne her sag, men også når der tales om løn og overenskomstforhandlinger for de dårligst lønnede på arbejdsmarkedet. Her maner de nyliberale økonomer sædvanligvis til forsigtighed og løntilbageholdenhed. Der må ikke stilles for store eller ’urealistiske’ krav til lønnen af SOSU’er og andre lavtlønsgrupper, selv om disse grupper har en årlig indtægt som ofte ikke overstiger hvad hvad visse direktører får i månedligt tillæg.

Nyliberale tænkere mener åbenbart der gælder forskellige standarder for velfærd: en for dem selv med de gode lange uddannelser, og en for dem der ikke kom med på den vogn. Hvis man som dårligt lønnet sparer på andre ting for at få en internetopkobling så ens børn ikke skal sakke agterud i forhold til andre, er man ikke længere fattig nok i Martin Ågerup og andre borgerlige økonomers øjne. Jeg ved ikke om de forestiller sig at alt hvad der ligger ud over tag over hovedet, tøj på kroppen og mad er luksus, i hvert fald for den gruppe. For dem selv ville målestokken naturligvis være en anden. Her ville armaturer i massivt guld måske falde ind under den kategori.

Noget af det borgerlige økonomer har så svært ved at forstå, er at man ikke kan anvende samme målestok for fattigdom i et højteknologisk velfærdssamfund som i et udviklingsland. For at kunne deltage i samfundet på et anstændigt niveau, kræver det at man har økonomiske ressourcer der modsvarer det samfund man lever i. Derfor kan man godt være ludfattig i vores samfund, selv om man for de samme penge kunne leve fyrsteligt i et eller andet afrikansk land. Lad os så kalde det ’velfærdsfattigdom’. Det er måske ikke ’rigtig’ fattigdom, men det giver fattige liv.

Nu er det ikke alene det at de velfærdsfattige ikke har råd til at give børnene en Tivoli-tur eller tage dem med på ferie, men også at den dårlige økonomi ganske enkelt ikke tillader dem at deltage i samfundets elementære demokratiske processer.. Den daglige avis bliver sparet væk. Det samme med kurser og foredrag, som kunne forbedre deres situation i form af viden og netværker. De er for bekostelige eller direkte forbeholdt mennesker på arbejdsmarkedet, og det er de fattige jo typisk ikke. De fattige kommer derved ikke alene til at kæmpe med dårlig økonomi, men også med marginalisering og en følelse af ikke at høre til i fællesskabet. Dermed bliver vejen ud af fattigdommen endnu længere og tungere end den behøvede at være.

En af de ting der på afgørende vis kunne medvirke til at gøre denne vej kortere, er en sikring af alle borgere i samfundet et eksistensminimum i form af en basisindkomst som udbetales månedeligt uden krav om modydelse i form af arbejde eller andet. Med det som grundlag ville enhver borger, uanset øvrig indtægt, have noget at falde tilbage på og ville dermed kunne fokusere mere på andre værdier end blot den rene overlevelse. Til glæde for både liberale og socialistiske økonomer,, ville det altid kunne betale sig at arbejde da indtægter ud over borgerlønnen ikke vil blive modregnet. Den såkaldte fattigdomsfælde vil være fortid, og deltidsarbejde en reel mulighed. Man vil ikke længere være dømt enten inde eller ude i forhold til arbejdsmarkedet, men kan stå med et ben i hver lejr.

fredag den 15. februar 2008

CO2-forbrug giver prestige

Hvis man lagde to grafer oven på hinanden, den ene for CO2-forbrug og den anden for samfundsmæssig status, ville man formentlig finde at de var stort set sammenfaldende. Det giver status at være forbruger, og det giver endnu mere status at være storforbruger. Lad mig nævne nogle eksempler.

Det er velkendt at firehjulstrækkere er de mest miljøbelastende biler på markedet. Alligevel kan man dårligt sige andet end at de gennem et længere stykke tid har redet på en modebølge. Jeg ved ikke om den er for aftagende, men hvis den er, skyldes det sandsynligvis ikke en tiltagende respekt for miljøet eller den massive mediedækning af de globale CO2-problemer, men at enhver modebølge nu engang har sin tid.

Man kun undre sig over hvorfor dette fænomen slår igennem gang på gang, at miljøet bliver sorteper, også når det trodser enhver sund fornuft. Firehjulstrækkere i Danmark er en joke. Men en dårlig joke. Stort set ingen har brug for dem. Alligevel finder man nu disse landbrugsmaskiner overalt, selv midt inde i København, hvor de sikkert kører omkring 2 km på literen.

Alt det er velkendt. Men hvad værre er: det er langt fra et isoleret tilfælde. Langt ind i folksjælen er der en dyb og inderlig skepsis over for en øget miljøbevidsthed. Ganske vist stiger salget af økologiske varer, og mange hævder i hvert fald at miljø- og naturbeskyttelse betyder noget for dem. Men hver gang chancen er der for gøre oprør mod ’den politisk korrekte’ miljøadfærd, griber store dele af befolkningen begærligt efter den. Sådan kunne det i hvert fald se ud.

Hvis vi bliver i CO2-problematikken, kan man som det mest oplagte eksempel på denne trodsreaktion nævne hele Lomborg-sagaen, hvor mange mennesker med kyshånd tog imod det bevisligt fejlagtige budskab om at der var fred og ingen fare når det gjaldt menneskeskabte drivhusgasser. Til trods for at Lomborg stod over for en hel hær af forskere, som var eksperter i det han ikke selv var ekspert i, altså miljøspørgsmål, valgte mange at lytte til ham, for ikke at sige slet og ret ’tro’ på ham. Videnskab blev en trossag. Og et modelune. Det var sådan set ligegyldigt hvad videnskaben havde at sige, for folk havde ganske enkelt behov for at tro noget andet. Mange tørstede efter gode nyheder, især når det gjaldt miljøet, efter mange års 'sortsyn' og 'dommedagsprofetier', og det i en sådan grad at selv hvis dommedag vitterligt stod for døren (og det er der faktisk meget der tyder på, hvis man ser på klimaeffekterne), var der ikke mange der var villige til at tro på det.

Nu har økologien ganske vist efterhånden fået bidt sig fast, men det har været et langt sejt træk, og der er stadig mange som mener der er noget frelst over den. Det giver sig blandt andet udslag i ejendommelige udtalelser om at der sikkert bliver snydt med de økologiske varer, underforstået at de nok ikke er så økologiske alligevel, hvorfor det er mere 'sikkert' at købe konventionelle varer. Jeg plejer at svare om det så er bedre at købe varer hvor man er sikker på at blive snydt!

Men alt det er ikke meget anderledes end man har set det på andre områder hvor nye tiltag først er blevet latterliggjort, siden heftigt imødegået og til sidst generelt accepteret (jf. Schopenhauer). Tænk på rygning. Det er lige pludselig gået stærkt, ikke så stærkt godt nok som i andre lande, men i forhold til for få år siden, er der virkelig sket et skred i retning af at det er blevet uacceptabelt at ryge. Fra at man var til grin hvis man forslog folk at lade være med ryge i nærheden af en, er rygning nu bandlyst de fleste offentlige steder, og det ender sandsynligvis med at det bliver en praksis vi med en vis gysen ser tilbage på i lighed med andre af tidligere tiders barbariske skikke.

Noget lignende vil givetvis finde sted med det konventionelle landbrug. Det vil også blive fortid i den form vi kender det nu. Allerede nu forekommer det utidssvarende, og inden for en årrække vil anvendelse af gift i landbruget blive vurderet som en uacceptabel omkostning. Til gengæld kan jeg forestille mig at genteknologi i fremtiden vil komme til at spille en stor rolle for økologien. Konsekvenserne heraf er dog på nuværende tidspunkt umulige at forudse. Det kan både blive en velsignelse og en forbandelse eller begge dele.

torsdag den 14. februar 2008

Den ubegribelige last

Rygning er en af de laster jeg simpelthen ikke forstår. Jo mere jeg tænker over den, jo mere indser jeg hvor dybt irrationelt mennesket egentlig er, vel at mærke irrationel på en måde som kun mennesket formår. For der skal naturligvis fornuft, en særlig form for fornuft, til for at være irrationel, og mennesker er netop i besiddelse af en sådan type fornuft, der er i stand til at udtænke de mest horrible og naturstridige ting.

Alt ved denne last er mærkværdigt. For det første er det mærkværdigt at noget der er så umiddelbart frastødende (gule tænder, dårlig ånde, usund hud), og efter sigende ubehageligt (i hvert fald i starten) overhovedet kan finde nogen udbredelse. Og alligevel ryger stadig omkring mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen. Og det til trods for at det nedbryder kroppen på stort set alle områder.

Jeg kan sådan set bedre forstå at folk tager heroin eller andre euforiserende stoffer, da der trods alt må være en eller anden form for lystfølelse forbundet med det, og jeg kan på en måde også bedre acceptere det, da det i modsætning til rygning er en privatsag. Rygning er ifølge sagens natur aldrig en privatsag, til trods for hvad nogle rygere stadig hævder.

Forleden stod jeg et sted heroppe ved nordkysten og nød udsigten over vandet. Ikke langt fra tændte en mand en cigaret, og jeg var nødt til at flytte mig temmelig langt væk, fordi jeg befandt mig lige der hvor røgen drev hen (det gør man af en eller anden grund altid), og jeg havde ikke noget særligt ønske om at havluften skulle blandes med tobaksrøg. Jeg er sikker på at manden ikke skænkede det en tanke. Han var udenfor, og der hører jo rygning til under privatlivets fred, ikke sandt? Hvordan der overhovedet stadig kan være nogen diskussion af om rygning skal være tilladt i offentlige lokaler, uanset størrelse, er mig ubegribeligt. Jeg mener endda det bør være forbudt i etagebyggerier, hvor det kan genere andre mennesker.

Med det vi ved i dag om skadevirkningerne ved rygning - både den aktive og den passive del af den - ville det være forbudt overhovedet at dyrke tobaksplanten, hvis det var noget man lige havde fundet på, ligesom det i dag er forbudt at dyrke hamp i sin have. Man ville sikkert også brænde marker med tobaksplanter af på samme måde som man nu gør det med valmuer til opiumsfremstilling for at forhindre illegal handel. Der er ikke nogen rationel, videnskabeligt underbygget forklaring på at rygning af tobak er tilladt, mens rygning af hamp eller opium ikke er det. Det er kun et spørgsmål om tradition. Jeg mener det hele er noget skidt og ville ikke drømme om at røre noget af det, men hvis man skulle se meget nøgternt på det, er der ingen grund til ikke at sidestille tobak med andre former for narkotika. Det er lige så vanedannende, og det er mindst lige så skadeligt som heroin, kokain eller hvad folk ellers finder på at tage.

Der er heldigvis sket en udvikling i retning af røgfrihed i det offentlige rum, og selv om det går langsomt i forhold til mange andre lande, er det et kæmpe fremskridt i forhold til for få år siden, hvor der ikke var et gran af forståelse for at det måtte være en menneskeret at have adgang til ren luft, ikke mindst på offentlige steder, hvor man ikke har mulighed for at sige fra.

onsdag den 13. februar 2008

Søren Krarup og renhedsbudet

For nogle dage siden hørte jeg Søren Krarup i et P1-program. Det er altid med en vis interesse at jeg lytter til ham, fordi jeg stort set er uenig med ham i alt, hvilket på en bekvem måde medvirker til at skærpe mine egne synspunkter og argumenter, idet jeg hele tiden bliver tvunget til at gøre klart for mig selv hvorfor jeg egentlig mener som jeg gør.

I betragtning af at han måtte dele tiden med en anden teolog er det egentlig ret forbløffende hvor meget han nåede at få sagt i løbet af udsendelsen om så forskellige emner som næstekærlighed, drivhuseffekt, biodiversitet og rygepolitik på Christiansborg.

I spørgsmålet om næstekærlighed gentog han sit velkendte synspunkt at det i kristendommen angiveligt skulle betyde kærlighed til den nærmeste, fx familien, og ikke medmennesket som sådan, uanset hvor det befinder sig, og i hvilket forhold det står til os. Med den udlægning har han med ét slag gjort lignelsen om den barmhjertige samaritaner meningsløs. Ganske vist siger Søren Krarup andetsteds at næstekærlighed er "øjeblikkets og situationens gerning så sandt som næsten er ham eller hende, jeg falder over på vejen", men pointen i historien er jo ikke at kærligheden blot omfatter dem jeg tilfældigvis møder på min vej, men at den også bør række ud til dem vi bryder os mindst om. Samaritanere var foragtede af jøderne, og derfor må det have virket provokerende på jødiske tilhørere at høre Jesus sige at det kun var samaritaneren der forbarmede sig over den forslåede mand. Med andre ord, vægten i historien ligger ikke på det arbitrære forhold at man befinder sig i samaritanerens fysiske nærhed, men at det gode i mennesket ikke har noget at gøre med om man er ’omskåret’ eller ej. Der er en dobbelthed i lignelsen. Den viser på én gang at kærligheden potentielt kan bo i et hvilket som helst individ, og den minder tilhøreren om den forhærdelse og fordomsfuldhed der stiller sig i vejen for hans egen kærlighed.

Det centrale tema i udsendelsen var imidlertid mere Krarups holdning til miljøspørgsmål, herunder blandt andet CO2-udledningen til atmosfæren. Interessant i den forbindelse var ikke så meget at han var kritisk over for om der overhovedet findes nogen nævneværdig menneskelig indflydelse på klimaet. Det har andre været før ham. Det bemærkelsesværdige var at nu hvor selv hårdnakkede optimister som Lomborg efterhånden har erkendt at mennesket påvirker klimaet i ugunstig retning, vælger Krarup at gøre det til en trossag. Han tror ganske enkelt ikke på den fortælling, men vælger en anden han synes bedre om, eller som bedre matcher de fordomme han i øvrigt har om verden. Åbenbart finder han det lettere at tro at et guddommeligt væsen har skabt vores klode end at stigningen af CO2-niveauet i atmosfæren skyldes menneskers indflydelse, til trods for at sidstnævnte er særdeles veldokumenteret og nyder konsensus blandt stort set alle denne verdens førende forskere inden for området.

Ganske vist indrømmede Krarup at han ikke vidste så meget om emnet, men det afholdt ham altså ikke fra at have en temmelig uforbeholden mening. For en mand som er vant til at arbejde med tro snarere end med facts er det måske ikke så underligt, men det er alligevel ejendommeligt at det er så svært for et sikkert ellers velbegavet menneske at fæste lid til solide forskningsresultater som bygger på evidens, hvorimod rene trosanliggender uden videre accepteres.

Krarup blev endvidere udfordret på spørgsmålet om biodiversitet. Det lod ikke til at bekymre ham synderlig meget at denne er for stærkt aftagende i Danmark, men han indrømmede dog at det ville være trist hvis der ikke længere fandtes så mange harer og andet vildt han kunne skyde, når han gik på jagt i Sønderjylland! Hver gang han udtalte sig om naturen, understregede han det ’brugsforhold’ mennesket har til den, og jeg fornemmede tydeligt den underliggende kristendomsforståelse af naturen som en indretning der er til for mennesket og mennesket som kronen på hele skaberværket.

Endelig fik Krarup også lige leveret en bredside mod den nye rygepolitik på Christiansborg. Han gjorde det hurtigt klart at det er fanatisk at forhindre folk i at ryge og understregede det ved at citere historien om den urene ånd der, efter at være blevet fordrevet fra en person, vender tilbage med syv andre endnu værre ånder og tager bolig i samme ’hus’, som nu er ’fejet og prydet’. Der ligger formentlig heri det det samme opgør Krarup altid har med alt hvad der er menneskeskabt (det ses fx også i hans opgør med menneskerettighederne), med andre ord, det udtrykker hans modvilje mod at mennesket gennem sine handlinger forsøger at gøre sig ’ren’ (det samme som Jesus havde imod jødernes renhedsbud og ritualer), fordi kun Gud kan rense mennesket (gennem syndernes forladelse).

Det forekommer mig at være en noget søgt forklaring på en meget enkel problemstilling. Igen handler det ikke om tro men om faktuelle forhold. Forskningen har vist at passiv rygning er skadelig, ja ligefrem livsforkortende. Desuden bør det vel være en menneskeret at have adgang til frisk luft, eller i hvert fald luft der ikke er direkte farlig. Men her kan Krarup naturligvis altid spille sit trumfkort ud og sige at han slet ikke anerkender begrebet menneskerettigheder!

søndag den 27. januar 2008

Pædofiliforskrækkelse

Sagen med drengen fra Hellebækskolen, som skolens leder ville have bortvist fordi han i internetforumet Arto kaldte en lærer for ‘pedo’ (sic), er interessant fordi den endnu engang afslører hysteriet omkring pædofili i vores kultur. Drengen, som intetanende havde brugt udtrykket som et hvilket som helst andet kraftudtryk, blev midlertidigt borvist fra skolen og kastet ud i en mediestorm, fordi samfundet lider af en kollektiv fobi over for en seksuel minoritet. Er det rimeligt at drengen skal straffes hårdere fordi han træder på en særlig øm tå, som han ikke kan have nogen viden om eksisterer, eller fordi han ikke har tilegnet sig seksuelle normer eller tabuer som hører voksenlivet til?

Heldigvis blev skolelederens beslutning omstødt af Helsingør byråd, efter pres fra forældrene, som tilmed havde måtte hente advokatbistand, men at sagen overhovedet skal nå så vidt, grænser til det absurde. Drengen har allerede tilbagekaldt sin påstand og har undskyldt over for læreren, og det burde sådan set have været nok. Nu skal han i stedet skifte klasse, hvilket var det kompromis byrådet nåede frem til.

Kristeligt Dagblad forsvarer i en leder d. 16/1 skolelederens beslutning og taler om at byrådet ‘sender uheldige signaler om folkeskolens værdier’. Det er faktisk en del af artiklens overskrift. Men hvad er det for værdier vi skal værne om her? Det bliver ikke uddybet i artiklen. Er det at børnene lærer at tale pænt til hinanden, eller er det at de så tidligt som muligt tilegner sig samfundets tabuer, så vi kan sikre os at også næste generation deltager i den bevidstløse heksejagt på pædofile? Men når alt kommer til alt er det måske ikke overraskende at en avis, der i forvejen støtter religiøs indoktrinering, også fastholder indoktrineringen på andre områder. For nogen er salmevers stadig vigtigere end kritisk tænkning.

Det er selvfølgelig synd for læreren at han bliver hængt ud som pædofil, men hvorfor det skulle være mere synd for ham end hvis han var blevet kaldt noget andet grimt, er ikke noget der let lader sig forklare, og i hvert fald ikke noget en dreng på 11 år kan gennemskue. Anklagen for utilbørlig opførsel har forkert adresse. Det er ikke drengen der er ansvarlig for den kollektive angst samfundet lider af, og som blandt andet fører til at pædofile er den laveste underklasse i samfundet som alle frit kan sparke på, ja som det faktisk ikke er god tone ikke at sparke på.

Pædofiliforskrækkelsen er et forholdsvis nyt fænomen, i hvert fald i den størrelsesorden den har nu. Man kan se det af de reaktioner der kom på offentliggørelsen i Politiken oktober sidste år af Nan Goldins fotografi at to legende småpiger, hvoraf den ene tilfældigvis blotter sit køn. Billedet er i sig selv helt uskyldigt, men var alligevel blevet fjernet af politiet fra en kunstudstilling i England. Forargelsen over billederne var næsten på højde med den der ramte Jørgen Leth efter udgivelsen af hans ‘Det uperfekte menneske’. En kronik i Politiken af Vibeke Tøjner fra d. 21. oktober forklarer at det problematiske er at fotoet bliver revet ud af sin kunstneriske sammenhæng. Kunstens rum er, ifølge kronikken, anarkistisk, et ‘helle’ hvor man kan vise ting der i andre sammenhænge ville blive betragtet som anstødelige. Og jeg som troede at det netop var en af kunstens opgaver at forage og vække anstød. Kronikøren, som selv er kunstner, mener tilsyneladende at billederne af de dansende småpiger er uskyldige, når de hænger på et museum, hvorimod de er pornografiske og ‘vrides’ (et udtryk hun bruger flere gange) op i hovedet på beskueren, når de bliver vist i en avis, hvilket i parentes bemærket ud fra en journalistisk betragtning må anses for naturligt al den stund de var blevet fjernet af politiet fra en kunstudstilling.

Det er som om hun ikke rigtig kan blive enig med sig selv om kunsten skal forarge eller være harmløs. Tilsyneladende mener hun at kunsten gerne må forarge og udfordre vores fordomme, hvis det bare sker på de ‘ambassader’ der er udset til formålet, altså museerne, åbenbart fordi vi så godt er klar over at det ‘ikke rigtig gælder’. Iscenesættelsen bliver ikke blandet sammen med virkeligheden på en for betragteren uigennemskuelig måde. Man kunne spørge om det ikke netop kunne være en af kunstens opgaver at forsøge at udfordre det skel!

Men tilsyneladende er det ikke kronikørens opfattelse at kunsten skal provokere når det handler om et billede af to halvnøgne piger der leger og tilfældigvis kun er halvt påklædte. Hun medgiver endda at hun kan have set billedet tidligere på en udstilling uden at have tænkt nærmere over det, med andre ord, det har ikke på det tidspunkt givet anledning til at hun har udfordret sine eventuelle latente fordomme over for udstillingen af børns kønsdele, men når hun ser det samme billede i en avis føler hun sig som ‘voyeur’, hun inddrages, mod sin vilje, i den pædofiles verden, idet hun med ét betragter billedet fra den pædofiles perspektiv. Det er ikke længere blot børn der leger (hvilket ellers er fuldstændig åbenbart), men kun seksualitet (hvilket man nærmest skal være pædofil for at kunne se).

Ud fra det må man konkludere at det meget omtalte foto hverken er kunst når det befinder sig i et af kunstens templer, eller ‘ambassader’, for så ville det have vakt et eller andet i hende, provokeret eller noget andet, og ikke bare have været ‘uskyldigt’, som hun faktisk kalder det, inden det bliver ‘revet ud af sin sammenhæng’, og det er bestemt heller ikke kunst når det først er sluppet ud af kuvøsen, ud i det ‘farlige’ offentlige rum, for så er det åbenbart kun pornografi og helt igennem anstødeligt, for ‘...et blik er aldrig ’rent’. I det øjeblik vi ser noget, lades det, vi ser, med betydning og vores egne associationer’, som hun skriver. Det kan hun jo have ret i, men hvis det er en af kunstens fornemste opgaver at udfordre vores fordomme, kan hun jo begynde lige netop der, med at betragte sit eget blik og spørge sig selv hvorfor det ikke er rent, frem for at blive hængende i de fordomme hun så tydeligt vedgår at hun har. I en vis forstand har hun med sin reaktion netop bevist billedets værdi som kunst. Billedet har ved at træde ud af sin æggeskal klædt hende af til skindet og vist hende som den hun er, og meget mere kan man vel ikke forlange af kunsten.

Når jeg siger at pædofiliforskrækkelsen er eskalerende er det ikke tilfældigt. Det samme billede af småpigerne ville ikke have vakt forargelse i ‘70’erne. Jeg tror faktisk ikke nogen ville have skænket det en tanke, uanset hvor det var blevet bragt. Hvorfor denne forskel? I Apropos på P1 for nogle dage siden var der en forsker som bekræftede at denne udvikling har fundet sted, men forklarede det ved at pornoficeringen af det offentlige rum havde medført en tiltagende lede ved udstillingen af halv- og helnøgne mennesker i alle mulige sammenhænge. Derfor reagerer vi nu på billedet af småpigerne, mente hun.

Jeg mener det er en fuldstændig forkert analyse. Det er to helt parallelle spor der intet har med hinanden at gøre. For det første fordi der intet seksuelt er ved billedet. Period. Ikke engang undertoner. Derfor har det slet ikke nogen andel i den påståede pornoficering af det offentlige rum. Forklaringen skal efter min mening søges et helt andet sted, og det er foreløbig kun et gæt, men det er formentlig i at indstillingen til børn har ændret sig dramatisk i de sidste 20 - 30 år. Børn fylder ganske enkelt meget mere i folks liv, og der er kommet langt større fokus på børns vilkår. Jeg er ikke sikker på at børnene har fået det bedre, men de er i hvert fald langt mere beskyttede, for ikke at sige overbeskyttede. Samtidig er der en nærmest kollektiv skyldfølelse over at vi tager os for lidt af børnene, fordi vi ikke har tid til det. Vi overlader børnene til andre og føler dermed vi svigter dem. Kombinationen af denne næsten overdrevne omsorg og fornemmelsen af omsorgssvigt kan godt være netop den cocktail der gør at mange reagerer så stærkt på pædofili og ser overgreb på børn alle vegne. Og det rammer åbenbart også billeder der ud fra en ganske nøgtern betragtning er fuldstændig uskyldige, uanset hvor de bliver bragt.

mandag den 14. januar 2008

Kreativ tvivl

Jeg har mødt flere tvivlere inden for videnskaben end blandt troende, og flere vidende blandt troende end nogensinde i videnskabens verden. Tro er mere etableret som viden end viden er i nogen videnskab, for i videnskaben er viden altid foreløbig og til diskussion. Og ikke alene til diskussion, hele videnskabens metode består i at forsøge at finde huller i, eller noget som ikke stemmer overens med, denne foreløbige viden, mens troen af princip altid springer over hullerne. Videnskabens metode er kreativ uvidenhed, konstruktiv tvivl. Den søger ikke 'sandheden', men modsigelsesfrihed, og når den én gang er fundet, går den på jagt efter nye modsigelser.

Det siges at troende lever længere end ateister. Nogle undersøgelser tyder i hvert fald på det. Så er det jo bare ærgerligt hvis man ikke er født med et trosgen. Eller er det? Jeg vil mene det har meget at gøre med hvordan man forvalter sin manglende tro. Er trosfriheden fuld af frygt, fordi det man i virkeligheden ønsker er at slå rødder et eller andet sted i stedet for at svæve frit i tvivlens lufttomme rum, så er det sikkert livsforkortende, men hvis tvivlen er blevet en livsform, kreativ, stærk og fuld af livskraft, fordi der ikke findes nogen døre som er blevet stænget af den særlige afart af viden man kalder tro, så hviler man sikkert lige så uforstyrret i sin trosforladthed som i nogen tro. Det er kun når man søger mening at man finder meningsløshed. Hvis man som ikke-troende stadig søger mening, er det fordi man ikke har opgivet troen i sit hjerte, og det fører kun til endnu større fortvivelse. Der er derimod ikke noget mere sikkert end en urokkelig tvivl. Den fører til en ro der ikke kan rystes af noget, netop fordi den ikke har noget grundlag.

Mange mener tilsyneladende at fordi stort set hele menneskeheden bekender sig til – eller rettere fødes ind i – en religion, så må mennesker være udstyret med et religiøst gen, et trosgen. I mine øjne er der snarere tale om en fejlprogrammering af den software der ligger i hjernen. Mennesket har kapacitet til en omprogrammering – eller er det en afprogrammering? - af sin hjerne. Det behøver ikke længere at være slave af religionerne og alle deres tåbelige ritualer og såkaldte hellige bøger. De bedste af de organiserede religioner har, i hvert fald momentvist, fattet det. Både i kristendommen, men især i buddhismen, findes et opgør med både stivnede regler og hellige skrifter og påbud, men troen er ikke sat ud af kraft. En mere subtil teologisk udlægning af troen i kristendommen vil nok hævde at tvivlen er en del af den troendes liv, eller endda en del af selve troen, netop fordi den er tro og ikke viden, og fordi man overgiver sit liv til mysteriet, til noget stort og ufatteligt. Så også her svæver man i en vis forstand i det lufttomme rum.

Det kunne se sådan ud, men når man taler med kristne eller andre troende, finder man hurtigt ud af at det absolut ikke handler om den konstruktive og kompromisløse tvivl jeg beskrev før. Det kan bedre beskrives som en tvivl som troen har afbødet lige præcis så meget af den ikke leder til fortvivlelse. Men det er ikke den tvivl jeg taler om. Det er ikke den ægte vare. Udgangspunktet er forkert. Man kan ikke starte med troen. Man skal starte med tvivlen, dvs. man skal starte forfra. Hele tiden. Først må man opgive ethvert håb, finde sit åndelige nulpunkt, så at sige. I praksis vil det sige at man erkender at der ikke er noget man kan gøre, ikke engang tro.

Hvordan kan man 'gøre' det? Lige så snart man har sagt 'hvordan', har man fjernet sig fra sit åndelige nulpunkt og har bevæget sig over i mere fastlagte rammer. Man er ved at finde grunden under fødderne, og man er derfor ikke længere urokkelig, dvs. man er ikke tryg. Og er der noget vi søger, er det tryghed. Det er et paradoks at vi fjerner os endnu mere fra den tryghed hver gang vi spørger 'hvordan?'.

Den første erkendelse består altså i at der ikke er noget vi kan gøre. Hvert øjeblik bliver til en aflæring af det vi mener at vide om verden og os selv. Vi skal være så årvågne at vi fanger os selv når vi mindst aner det, helst allerede inden vi begynder at mene noget, eller inden vi reagerer med den viden vi tror vi har. Krishnamurti kalder det at blive ved 'det som er'. Hvis vi ikke går videre end det som er, når hverken tro eller viden at få nogen plads i sindet, hvilket vil sige at der er plads til noget nyt. Det er umuligt at fortælle hvad dette er, og det er sådan set også underordnet. Det er pladsen der er det vigtigste.