Det umulige sker hele tiden

lørdag den 8. marts 2008

Merkur Bank, Steiner og Hohlenberg

Sidste lørdag, den 1. marts, var der årsmøde i Borgerlønsbevægelsen, hvor jeg deltog som bestyrelsesmedlem. Mødet foregik i Merkur Banks hovedsæde i København og var ret velbesøgt, især i forhold til tidligere år. Der var desuden virkelig meget 'food for thought' i form af glimrende oplæg fra både bankens ledelse og bevægelsen.

Jeg vil lige citere fra en stemningsrapport som en af deltagerne, Lotte Haubart, har skrevet:

Der var mødt ca. 25 personer op til årsmødet i Borgerlønsbevægelsen, og vi sad alle omkring det næsten ovale bord i bankens bagerste mødelokale på Vesterbro, lige overfor Torvet. Jeg vil tro, at vi kun var tre stykker under 50. Gennemsnitsalderen var betydelig højere, hvilket blot gjorde det mere imponerende, at nogen kunne være så engageret i et projekt, de nok næppe ville komme til at opleve - i dette her liv anyway! :-)

Mødet startede med en kort intro til filosofien bag Merkur Bank - af bestyrelsesformanden Morten Gunge. Jeg har skrevet nogle notater, som ikke på nogen måde er fyldestgørende. Her blot en orientering om nogle punkter, jeg fandt særligt interessante.

Filosofien går i al sin enkelthed ud på: Jo mere man giver af sin egen fortjeneste til at opfylde andres behov - jo mere vil alle få - og man vil få rigeligt tilbage. Filosofien er også brugbar i forhold til basisindkomst - samfundet.

Udbetalingen af gerninger (arbejdsløn!) skal skilles fra selve arbejdet.

Rudolf Steiner har formuleret det som en lovmæssighed og lavet en tredeling:

  1. Vi skal dække hinandens behov.
  2. Hvad giver vi hinanden lov til? hvordan indretter vi os? Hvilke rettigheder og pligter har vi?
  3. Man skal kunne se en mening i det, man gør - indsigt og evner - se en mision.

Alt dette kan man fordybe sig i i disse værker af Rudolf Steiner: Bogen Fremtidssamfundet og de tre artikler i et hæfte: Åndsvidenskaben og de sociale spørgsmål.

Herefter fortsatte bankens direktør Lars Pehrson og fortalte mere generelt om banken. Den 25 år gamle Merkur Bank finansierer bæredygtige projekter som f.eks. økologisk landbrug, fødevarevirksomheder, Hertha, et levefællesskab for voksne udviklingshæmmede og "normale", der lever sammen i et landsbysamfund. De støtter også kultur, som f.eks. Jytte Abildstrøms Økologiske Teater.

Præsentation af Johannes Hohlenbergs tanker om basisindkomst på grundlag af artikler af Simon Birnbaum og Erik Christensen ved Lektor (politolog!) Erik Christensen fra Ålborg Universitet.

Johannes Hohlenberg bliver af Erik betegnet som et universalgeni. Han skrev allerede om basisløn i 30erne, var redaktør og udgiver af flere blade og har skrevet adskillige bøger, bl.a. om store filosoffer. Han var Steiner-orienteret, men udviklede selv f.eks. pædagogikken og var mere rationel, logisk og nem at forstå end Steiner. Han sammenligner samfundet med en organisme (krop!) - hvor egoisme er direkte nedbrydende.

Ærlig talt, det lyder vildt spændende og der var meget kød på, umuligt at fortælle meget mere om uden at skulle skrive en hel ny bog! :-)

Den bedste bog, han har skrevet, der er relevant for os her og nu er: Mellem enevælde og diktatur.

Hos Hohlenberg tales om tre sfærer: under overskriften "Brugsret fremfor ejendomsret!"

  • Kulturel sfære
  • Arbejdets sfære
  • Økonomisk sfære

For at tage stilling til et eksistensminimum, skal vi først belyse følgende tre områder:

  1. Hvad man behøver af livsfornødenheder.
  2. Hvordan vi skal fordele arbejdet og
  3. Hvorledes den enkelte får indhold i livet - også i fritiden

Arbejdsdelingen er således, at man ikke arbejder for sig selv - men alle arbejder for alle.

Forbruget af ydelsen (eksistensminimum!) er modydelse nok - og hjulene holdes i gang.

Bagefter var der debat, spørgsmål og diverse indlæg.
Der blev talt om forskellige måder at finansiere projektet og også nævnt, at det ville være en fordel med et vidst niveau af bevidsthed blandt deltagerne i et sådant samfund.

Bent Straarup kom bl.a. med et godt og inspirerende indlæg om, hvordan han mente at basislønnen skulle finansieres. Han omsendte en artikel/brev, som jeg vil citere fra og nævnte i øvrigt også det gamle parti Retsforbundet.

Jeg citerer det væsentligste (min vurdering!):

"Et godt udgangspunkt kunne være FNs menneskeretserklæring, der hævder at alle mennesker er født lige med lige rettigheder."

"I et markedsøkonomisk samfund skal vi betale for en plads på jorden til dem, der kom før os og som har ejendomsret, fordi de har betalt for jorden til tidligere ejere eller gældsat sig til kreditinstitutioner."


"Opkrævning af "grund-ydelse" ville kunne holde grundpriserne stabile og ikke som skatter gøre alle ting dyrere. Her vil man have retfærdige midler til en basisindkomst."


Tak til Lotte fordi jeg måtte benytte hendes glimrende referat fra mødet!

En af de ting der virkelig slog mig var med hvilken klar logik Lars Pehrson redegjorde for princippet om bæredygtighed, når man driver bankvirksomhed. Der er ingen modsætning mellem at drive en god forretning og tage hensyn til natur, miljø og mennesker. For hvis man ikke tager hensyn og kun tænker på profit, har man ikke taget højde for de sekundære omkostninger, og hvor længe vil det gå godt? Lars nævnte som ekempel en svinefarm, som flytter til Hviderusland, fordi virksomheden ikke længere kan få lov at forurene i det omfang i Danmark. Men, som han sagde, det er jo kun et spørgsmål om tid før de dernede finder ud af hvor meget det ødelægger deres vandløb og får sat en stopper for det, og så er det pludselig ikke længere så god en forretning. En bæredygtig forretning er en der holder på længere sigt, nøjagtig ligesom naturen gerne skulle gøre det.

Hvad angår Hohlenberg, kan jeg måske lige tilføje at han i sin videreudvikling af de steinerske principper tænkte sig den franske revolutions idé om frihed, lighed og broderskab udmøntet i samfundet på følgende måde: Frihed, og endda en mere udstrakt frihed end tilfældet er i dag, i det civile samfund, fx inden for kultur og åndsliv, lighed i den politiske/retslige sfære, og broderskab på det økonomiske område.

Når man læser Hohlenberg, fornemmer man tydeligt at han var stærkt kritisk over for en for stor statsmagt. Staten, selv i sin demokratiske udformning, griber for meget ind i folks liv og accepterer stiltiende, eller understøtter gennem lovgivning, kapitalens kolonisering af livsverdenen og kommodificering (varegørelse) af borgerne. Men det er ikke statens opgave at tilrettelægge det enkelte menneskes liv på alle områder. Staten skal blot gennem sine love sikre lighed og retfærdighed. Enhver må kunne udfolde sit eget livsprojekt i fuld frihed, uden at være helt i markedskræfternes vold.

Som det er nu, og også på Hohlenbergs tid, har staten i vid udstrækning underlagt sig markedet og dets betingelser. Det afspejler sig især på social- og beskæftigelsesområdet, hvor den, i stedet for blot at skabe de optimale betingelser for at mennesker kan udvikle deres potentiale, medvirker til at undergrave den frihed der er helt nødvendig for et dynamisk samfund, hvor livskvalitet også spiller en rolle.

Staten må altså ikke være i ledtog med kapitalen, men skal derimod sikre den enkelte økonomisk uafhængighed og frihed til at vælge markedet til eller fra. Den bedste måde at tilvejebringe det på er gennem en grundlovssikret ret til en ubetinget grundydelse, en borgerløn om man vil. Det vil kunne tilgodese den enkeltes reelle frihed, og ikke blot den formelle som demokratiet er garant for.

Man kan sige at staten, i Hohlenbergs optik, i sin rolle over for borgeren både bliver begrænset, men også udvidet. Staten ophører med at være kontrolinstans i relation til borgernes livsprojekter og økonomiske dispositioner, men, i modsætning til minimalstaten, øver den større direkte indflydelse på den enkeltes liv, i kraft af den ubetingede grundydelse, om end det netop er den der sikrer borgeren reel frihed. Det er en frihed på statens betingelser, ikke markedets.

Selv om Hohlenberg var kritisk over for demokratiet i sin nuværende form, var han endnu mere kritisk over for de totalitære systemer, der dominerede i 1930'erne, altså kommunismen, fascismen og nationalsocialismen. Det er umiddelbart indlysende hvorfor. Ingen totalitære systemer kan tilbyde begrænset statsmagt endsige personlig frihed. Derfor var demokratiet, for Hohlenberg, trods alt det mindst ringe system. Det kræver blot nogle justeringer.

En anden grund til at Hohlenberg gik så stærkt ind for en ubetinget grundydelse var at han kunne se hvordan industrialiseringen gjorde stadig flere mennesker overflødige på arbejdsmarkedet. I stedet for at se det som et problem, opfattede han det snarere som en mulighed for at flere mennesker end tidligere kunne hellige sig noget andet og mere værdifuldt end blot at arbejde. Hvorfor desperat forsøge at få alle i arbejde, når behovet for livsfornødenheder kunne dækkes af en forholdsvis begrænset arbejdsstyrke/tid?

Mit eget bud på velfærdsstatens videre udvikling er at den bør gå i retning af en form for kontrolleret anarki. Det er i og for sig blot en omskrivning af nogle af de hohlenbergske idéer. I anarkistisk filosofi er der pr. definition begrænset eller ingen statsmagt. Jeg mener dog ikke det er holdbart at overlade alt til individet og dets medfødte socialiseringsevne og spontane tilbøjelighed til at danne små kooperativer og autonome vækstlag, sådan som de tidlige anarkister mente. En eller anden form for overordnet styring eller rammebetingelser er nødvendig for at sikre sig mod kaos, men statens indflydelse skal være så tilpas tilbagetrukket at den næsten er umærkelig.

Man kunne også formulere det sådan at det er statens opgave at skabe tryghed i videst muligt omfang, men især på det retslige og på social- og sundhedsområdet. Desværre er vi i vores civilisation ikke nået videre end til at meget af denne tryghed er bundet til (løn)arbejdet. Hvis man fx betragter lovgivningen på det sociale område, sådan som den reelt er skruet sammen, sikrer den ikke engang individets fysiske overlevelse! I hvert fald kun på betingelser. Ingen kan modtage ydelser fra det offentlige uden modydelse. Dette ifølge aktiveringsloven fra 1997. En kontanthjælpsmodtager mister sin månedlige ydelse og dermed hele sit eksistensgrundlag ved at sige nej til et jobtilbud. Det kan dårligt tolkes anderledes end at det ikke er en fundamental og betingelsesløs rettighed at få lov at eksistere! Man skulle ellers mene at dette må være et minimumskrav man kunne stille til en moderne velfærdsstat.

Det der måske savnes er en normativ etisk begrundelse for dette betingelsesløse eksistenskrav, navnlig en begrundelse der enten tilfredsstiller reciprocitetsprincippet (modydelse, gensidighed), eller gør det overflødigt. Hvis man ikke direkte kan eller vil formulere det som en menneskeret at få adgang til et udkomme, der rækker til ens overlevelse, uden noget krav om modydelse, findes der måske andre argumenter der kan føre til samme resultat. Ét argument kunne være det der allerede for et par hundrede år siden blevet leveret af filosoffen Thomas Paine. Han var fortaler for at alle borgere skulle have en slags fødselsret til jorden, forstået på den måde at ingen som sådan ejer jorden, men alle har ret til en andel af den profit eller værditilvækst der skabes ved at nogle udnytter den. Han kaldte princippet for 'jordrente', og det er et der genfindes senere i forskellige afskygninger, bl.a. hos Retsforbundet. 'Jordrenten' kan også komme på tale, selv om mennesker rent faktisk ejer jorden, fx i form af beskatning af friværdier. Uanset hvad er det afgørende at det kan formuleres som en menneskeret at alle indvider får en andel af 'jorden' udbetalt i en eller anden form, hvor ’jord' også kan opfattes mere generelt som 'eksterne ressourcer', hvilket især filosoffen Philippe Van Parijs har udviklet nogle teorier omkring.

torsdag den 6. marts 2008

Ågerup og den nye fattigdom

Martin Ågerup fra den liberale tænketank CEPOS mener at omfanget af den nye fattigdom er overdrevet. Det sagde han i forbindelse med offentliggørelsen af en rapport fra Københavns Kommune om at omkring hver sjette lever under EU’s fattigdomsgrænse. På landsplan er det op mod 90.000 børn som vokser op i fattige familier. Ågerup mener at en meget stor del af dem måtte være midlertidigt fattige, fordi de er på vej fra ét job til et andet eller på anden måde midlertidigt væk fra arbejdsmarkedet. Desuden kunne man jo af og til finde en fladskærm eller en mobiltelefon, for ikke at sige en internetopkobling hos de fattige, så er der i virkeligheden tale om ’rigtig’ fattigdom?

Nu er det jo påfaldende at det næsten altid er velbjærgede nyliberalistiske medlemmer af samfundet som har travlt med at fortælle hvor meget eller især hvor lidt andre kan klare sig for. Det ser man ikke alene i denne her sag, men også når der tales om løn og overenskomstforhandlinger for de dårligst lønnede på arbejdsmarkedet. Her maner de nyliberale økonomer sædvanligvis til forsigtighed og løntilbageholdenhed. Der må ikke stilles for store eller ’urealistiske’ krav til lønnen af SOSU’er og andre lavtlønsgrupper, selv om disse grupper har en årlig indtægt som ofte ikke overstiger hvad hvad visse direktører får i månedligt tillæg.

Nyliberale tænkere mener åbenbart der gælder forskellige standarder for velfærd: en for dem selv med de gode lange uddannelser, og en for dem der ikke kom med på den vogn. Hvis man som dårligt lønnet sparer på andre ting for at få en internetopkobling så ens børn ikke skal sakke agterud i forhold til andre, er man ikke længere fattig nok i Martin Ågerup og andre borgerlige økonomers øjne. Jeg ved ikke om de forestiller sig at alt hvad der ligger ud over tag over hovedet, tøj på kroppen og mad er luksus, i hvert fald for den gruppe. For dem selv ville målestokken naturligvis være en anden. Her ville armaturer i massivt guld måske falde ind under den kategori.

Noget af det borgerlige økonomer har så svært ved at forstå, er at man ikke kan anvende samme målestok for fattigdom i et højteknologisk velfærdssamfund som i et udviklingsland. For at kunne deltage i samfundet på et anstændigt niveau, kræver det at man har økonomiske ressourcer der modsvarer det samfund man lever i. Derfor kan man godt være ludfattig i vores samfund, selv om man for de samme penge kunne leve fyrsteligt i et eller andet afrikansk land. Lad os så kalde det ’velfærdsfattigdom’. Det er måske ikke ’rigtig’ fattigdom, men det giver fattige liv.

Nu er det ikke alene det at de velfærdsfattige ikke har råd til at give børnene en Tivoli-tur eller tage dem med på ferie, men også at den dårlige økonomi ganske enkelt ikke tillader dem at deltage i samfundets elementære demokratiske processer.. Den daglige avis bliver sparet væk. Det samme med kurser og foredrag, som kunne forbedre deres situation i form af viden og netværker. De er for bekostelige eller direkte forbeholdt mennesker på arbejdsmarkedet, og det er de fattige jo typisk ikke. De fattige kommer derved ikke alene til at kæmpe med dårlig økonomi, men også med marginalisering og en følelse af ikke at høre til i fællesskabet. Dermed bliver vejen ud af fattigdommen endnu længere og tungere end den behøvede at være.

En af de ting der på afgørende vis kunne medvirke til at gøre denne vej kortere, er en sikring af alle borgere i samfundet et eksistensminimum i form af en basisindkomst som udbetales månedeligt uden krav om modydelse i form af arbejde eller andet. Med det som grundlag ville enhver borger, uanset øvrig indtægt, have noget at falde tilbage på og ville dermed kunne fokusere mere på andre værdier end blot den rene overlevelse. Til glæde for både liberale og socialistiske økonomer,, ville det altid kunne betale sig at arbejde da indtægter ud over borgerlønnen ikke vil blive modregnet. Den såkaldte fattigdomsfælde vil være fortid, og deltidsarbejde en reel mulighed. Man vil ikke længere være dømt enten inde eller ude i forhold til arbejdsmarkedet, men kan stå med et ben i hver lejr.