Det umulige sker hele tiden

torsdag den 24. marts 2011

Den vågnende bevidsthed

Går det frem eller tilbage for verden? På to punkter, der af en eller anden grund har betydet meget for mig, er der i hvert fald fremskridt af spore. Rygning er så småt ved at bliver udfaset, ikke globalt, så dog i store dele af den vestlige verden, og blyet er kommet ud af benzinen. Det sidste skete i Danmark i 1994 uden den helt store mediebevågenhed. Men for mig var det en næsten skelsættende begivenhed.

Mit had til biler, som har levet sit eget næsten uforstyrrede liv gennem alle årene, blev grundlagt allerede i mine unge år da jeg fandt ud af at de ud over at støje temmelig meget også bidrog med en snigende nervegift, tetraetylbly (TEL), som man senere har beregnet har kostet utallige børn i byerne nogle point i deres intelligenskvotient, idet børn er særlig sårbare over for bly og andre tungmetaller. En amerikansk undersøgelse jeg så på nettet, har med vanlig amerikansk sans for profit beregnet hvor meget det har kostet samfundet og den enkelte i tabt indtjening pga. lavere uddannelsesniveau eller karakterer. Men det mest chokerende er næsten at det fik lov at fortsætte så længe uden at der blev forsket i at udvikle andre og mindre farlige additiver. Det til trods for at stoffets toksikologiske profil havde været kendt i generationer.

Tetraetylbly som additiv til benzin blev første gang introduceret  af den amerikanske opfinder Thomas Midgley, i 1921. Han havde fundet ud af at det kunne forhøje benzinens oktantal og dermed motorens ydeevne. Det var dog ikke nogen helt let sag at få stoffet godkendt, da man ret hurtigt opdagede at  de folk der arbejdede med det ofte enten blev syge eller døde. Nogle fabrikker blev tilmed beordret lukket. Selv Midgley blev syg og måtte gennem en længere afgiftningsproces da han ved en pressekonference ville bevise hvor harmløst stoffet var ved at indånde det og hælde det ud over sine hænder.

Intens lobbyvirksomhed, delvis finansieret af blyindustrien, førte dog til at mulige alternativer, fx etanol, blev opgivet og efterhånden blev blyholdig benzin et globalt problem. Selv i dag kan man overalt i København finde forhøjede koncentrationer af bly i jorden, noget mange børnehaver har måttet tage højde for når de lader børnene lege ude. I visse tilfælde har man simpelthen måttet erstatte jorden med frisk muld eller sand.

Hvordan kan den slags overhovedet foregå? Og så gennem så lang tid? Et er at industrien kan have en profitmæssig interesse i at produktionen af de problematiske stoffer fortsætter længst muligt, og det uanset om det er tobaks- eller olieindustrien, men det har altid undret mig hvor lidt modstand der er i befolkningen over for én gang hævdvundne normer, uanset hvor irrationelle eller direkte sundhedsfarlige de er. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har hørt nogen beklage sig over bly i benzinen, heller ikke selv om de som bilister har deltaget aktivt i en type forurening der muligvis kunne ramme deres egne børn. Det var i hvert fald ikke en folkelig bevægelse der førte til udfasning af TEL i benzinen.

Den samme 'hensynsløshed' eller manglende omtanke gælder generationer af rygere som kritikløst har udsat deres omgivelser for passiv rygning. Enhver forsigtig indvending mod det blev tidligere enten ignoreret eller direkte latterliggjort. Hvis man åbnede et vindue, kunne man få at vide at rygeren ikke havde lyst til at blive forkølet. Nej, så hellere lade de andre dø af kræft. Det er svært helt at forstå det omfang af fortrængning der skal mobiliseres af ellers fornuftige mennesker for at de selv vil acceptere at genere andre mennesker på den måde og udsætte dem for sygdomsfremkaldende stoffer.

Hvordan med fremtiden, er der flere ting der trænger til at blive udfaset, og som der ikke findes nogen synderlig folkelig mobilisering til fordi majoriteten er lammet af vanens magt eller bare ikke reflekterer videre over tingene? Pesticider i landbruget er et af de oplagte svar. Der er en vågnende bevidsthed i dele af befolkningen, men det er et langt sejt træk. På den anden side er det umuligt at forestille sig at der vil være pesticider i landbruget på længere sigt. Bevægelsen i retning af et 100 procent økologisk landbrug er sat i gang og er efter min mening uafvendelig, dels pga. pesticidernes belastning af hele økosystemet, men også fordi der er en meget intens forskning i økologiske dyrkningsmetoder som efterhånden vil gøre økologi til et både indlysende og rentabelt valg både for producenter og forbrugere.

Andre bud på udfasning er støj, en anden af mine mærkesager. Der vil blive mere stille i fremtiden, mindre støj fra alskens maskiner og muligvis endda inde i folks hoveder. Det vil være en følge af både den teknologiske udvikling, men også af en vågnende erkendelse af stilhedens betydning for vores fysiske og psykiske velbefindende. Når den samlede mængde af stress i samfundet har nået en kritisk masse, vil mange mennesker spontant søge i retning af stilhed og måske et simplere liv, eller i hvert fald et liv med større fokus på det væsentlige. Det vil ikke komme som en bevidst strategi eller modebølge a la Simple Living-bevægelsen, men som et uafviseligt behov. Hvor der før var et behov der skulle tilfredsstilles i form af en endeløs række af ting og adspredelser, vil den mætningstilstand jeg taler om få flere og flere mennesker til at stoppe op og søge det jeg for nemheds skyld kalder stilhed, men som bedre kan karakteriseres som en ny måde at være til på. Den ydre stilhed vil afspejle og befrugte den indre og omvendt.

Men ligesom stilhed ikke er et totalt fravær af lyde på det ydre plan, men en overgang til hvad man kunne kalde kvalitetslyde, fx naturens egne lyde, er stilhed heller ikke på det indre plan ren og skær passivitet, men tværtimod en særdeles dynamisk størrelse som skaber forandring. Stilhed er jo netop fokus på det væsentlige og repræsenterer derfor øget opmærksomhed, kreativitet og læring.

Jeg kommer til at skrive meget mere om stilhed og mine erfaringer med den senere.

onsdag den 23. marts 2011

Lovpligtig minikonfirmandundervisning

Det skal stadig være frivilligt, men nu også lovpligtigt, altså minikonfirmandundervisningen. Det mener et udvalg nedsat af Kirkeministeriet under ledelse af Ribes biskop Elisabeth Dons Christensen. Forskellen består i at alle 9-10-årige børn fremover skal have tilbudt undervisning i kristendom og det kirkelige arbejde. Mange kirker tilbyder det allerede, men bliver det lov, skal det være et universelt tilbud. Ikke den store forskel altså, men alligevel.

Begrundelsen for forslaget er at mange unge ikke lader sig konfirmere selv om de er døbt. I Ribe er det hvert femte, mens det i København er over halvdelen. Det bekymrer biskoppen, for de unge får dermed ikke en oplevelse af kirke og kristendom som noget godt og 'naturligt'.

Man kunne også hævde at børn heller ikke i tilstrækkelig grad stifter bekendtskab med naturens forunderlige verden, universet og vores egen biologi. En indføring, lettilgængelig naturligvis, i alt dette ville måske være mere i tråd med den viden vi har om verden end religiøse forestillinger, og at åbne børns øjne og sind for det mirakel naturen er - uden reference til en skaber - er en af de bedste investeringer man kan gøre i deres og klodens fremtid.

Den nye madpyramide

Det var på tide at FDB's madpyramide blev opdateret. Den gamle har gennem 35 år været et udmærket værktøj til hurtigt at få et overblik over hvad man skal købe mest ind af for at holde en sund balance i kosten. Men nyere forskning havde gjort at den måtte revideres. Fx er ost flyttet fra bunden og helt op i toppen af pyramiden, ikke så underligt i betragtning af at de fleste oste indeholder alt for meget mættet fedt og salt samtidig med at der er nul fibre.

Det er også godt at se at grønsager er kommet ned i bunden hvor de hører hjemme, men jeg er lidt i tvivl om frugt ikke burde have samme placering frem for i midten. Det samme gælder fuldkornshvedebrød som indtager en midterplacering, mens fuldkornsrugbrød er i bunden. Det mener jeg mere er et udtryk for en regional sædvane end veldokumenteret forskning.

Generelt kan man sige at det er mælkeproducenterne der bliver ramt, idet også mælk er flyttet en plads op - fra bunden til midten - og erstattet med vand, som slet ikke var med på listen tidligere. Man kan diskutere om vand er en del af kosten, men jeg synes det er et godt signal at sende i de her tider hvor næsten al væske indtages i form af kaffe, te og ikke mindst læskedrikke.

Olivenolie, som var nærmest ukendt for 35 år siden, er nu med som en naturlig del af kosten, omend i toppen hvor den har selskab af kød og fisk. Den opmærksomme iagttager vil se at fisk er flyttet fra toppen af toppen ned i bunden af toppen, hvilket også er i tråd med de seneste forskningsresultater og -anbefalinger.

Der behøver ikke gå 35 år før vi får en ny version, og der kommer der nok heller ikke til med den fart der er på forskningen i ernæring. Måske vil kødet ryge helt ud af pyramiden næste gang.

mandag den 21. marts 2011

Religionsrapport om mindfulness

Lektor Jørn Borup hævder i programmet Religionsrapport på DR P1 om mindfulness at den 'i den asiatiske, klassiske udgave...helt klart er et ritual på linje med andre ritualer, som del af en større pakke' og 'at der stort set ikke er nogen asiater der bruger mindfulness - det er en amerikansk og vestlig opfindelse'.

Begge påstande er imidlertid forkerte. Lad os først se på hvordan man almindeligvis definerer ordet 'ritual', fx Wikipedia:

'A ritual is a set of actions, performed mainly for their symbolic value'
(http://en.wikipedia.org/wiki/Ritual).

eller Jørn Borups egen definition andetsteds:

'Ritualer er religiøse handlinger, der for de involverede er med til at skabe og opretholde verden'
(http://www.religion.dk/artikel/247907:Fagbegreber--Ritual--kult).

Ingen af definitionerne passer særlig godt på den praksis der i Theravadabuddhismen går under betegnelsen 'satipatthana', og som på engelsk - og nu også på dansk - oversættes 'mindfulness'. Buddhismen, i hvert fald i sin oprindelige form - og det må vel være den Jørn Borup især sigter til når han taler om den klassiske udgave - er netop kendetegnet ved at være overordentlig pragmatisk og 'down to earth', med andre ord, vi har at gøre med en ren teknik som er renset for ritualer eller andre symbolladede handlinger, herunder bøn. Dermed er der i virkeligheden ikke den store forskel på det som Jørn Borup kalder den primært amerikanske 'opfindelse' af mindfulness og den oprindeligt buddhistiske, som går omkring 2500 år tilbage. Begge bygger på en form for empiri eller i hvert fald nøje studier af bevidstheden og dens indhold og ikke på hverken tro eller magi.

Der er altså intet belæg i paliteksterne, som udgør den tidlige buddhistiske kanon, for at satipatthana eller den mere avancerede vipassana-træning, har været et led i en ritualiseret form for religionsdyrkelse. Faktisk er der ikke noget som helst i de tekster der overhovedet antyder at vi har at gøre med en religion efter de sædvanlige definitioner. Der hvor man, som jeg også har været inde på før, går lidt galt i byen i den vestlige sammenhæng er altså ikke ved at 'skrælle ritualerne af', for de fandtes ikke i forvejen, men ved at man helt udelader den erkendelsesteoretiske kontekst træningen indgår i.

Charlotte Mandrup, som er den der om nogen har markedsført mindfulness herhjemme - om end den har været kendt længe før i mere lukkede kredse - er lidt mere på sporet når hun taler om at buddhisterne - stadig de oprindelige - betragtede lidelsen som et grundvilkår ved tilværelsen, og at træningen i mindfulness handler om at 'se tingene som de er', dvs. gennemskue lidelsen og dens årsager, hvilket ifølge hende, og helt korrekt, er en forståelse af at det er vores tolkning af sanse- og bevidsthedsindtryk i lyset af vores lager af erindringer og forventninger til fremtiden som i særlig grad bidrager til et forvrænget eller ligefrem illusorisk billede af virkeligheden.

Man kunne måske ønske sig en lidt større stringens i hendes ordvalg når hun på den ene side taler om at 'når man først lærer at se igennem sin begær og sin frygt...så vil man opdage virkeligheden, og så stopper lidelsen' og i næste sætning 'virkeligheden er rigtig langt hen ad vejen hvad vi gør den til', jf. at den er et produkt af de spor (på pali 'samkharas') vores individuelle fortid har sat i sindet, og de nye indtryk vi møder. Rent terminologisk ville det være mere hensigtsmæssigt ikke at tale om virkeligheden i to stik modsatte betydninger.

Tilbage til Jørn Borup og den anden påstand, som lyder at der stort set ikke er nogen 'asiater' der bruger mindfulness. Det er ejendommeligt hvordan han kan hævde det al den stund at teknikken praktiseres som ren teknik og helt uden religiøs røgelse i talrige klostre i Sydøstasien. Nogle af dem er direkte dedikerede til formålet, og jeg har selv besøgt flere af dem. Den eneste grund til at han kan påstå det må være at han mener den 'amerikanske opfindelse' af mindfulness er så væsensforskellig fra den oprindelige teknik at det er noget helt andet de praktiserer i de buddhistiske lande, men det mener jeg altså ikke er tilfældet. At man så i Vesten lader hånt om den bagvedliggende filosofi er en anden sag.