Det umulige sker hele tiden

søndag den 30. januar 2011

Et smukt liv

Et godt liv, hvad er det? Filosoffer har til alle tider været optaget af spørgsmålet om det gode liv, livet forstået som den korte tid der er forundt os mellem fødsel og død. De fleste religioner har til gengæld været mere optaget af det hinsides, ofte i en grad så det liv vi kender har været betragtet som en generalprøve på det liv der angiveligt skulle komme bagefter.

Det som optager mig er imidlertid kun det liv jeg kender og kan observere, det flygtige tidsspand jeg bevæger mig igennem indtil mørket og glemslen igen omslutter mig. Eller det som hverken er lys eller mørke eller omfattet af tiden, sådan som myterne fremstiller det.

Det gode liv er et liv i godhed. Det er det første jeg vil byde ind med. Og i stedet for at diskutere hvad godhed er, vil jeg bede om at man mærker efter og lytter til alle ordets implikationer. Det er ellers let at tale om godhed som noget relativt. Hvad der er godt i den ene situation er det ikke i den anden. Og så er der tossegodhed som politikerne gerne refererer til når de vil forsvare terrorlovene: "Vi må jo ikke være tossegode". Vi skal ikke altid vende den anden kind til.

Men alt det ændrer måske ikke afgørende ved hvad det vil sige at leve et liv i godhed. Og så kan man spørge om det ikke er farisæisk at tale om godhed på den måde? Som noget der kan kultiveres. Vi kan ikke gøre os selv gode - gennem handlinger fx - al godhed kommer fra Gud. Siger de kristne i hvert fald.

Andre religioner mener derimod at godhed nok kan opøves. I buddhismen er det fx blevet til et veritabelt træningsprogram. Her kan man trinvis og forbavsende systematisk blive et bedre menneske. At det endelige formål så er at sætte sig helt ud over både godt og ondt og dermed sætte en stopper for videre genfødsler er en anden sag.

Hvis man ser bort fra de forskelle, kan de fleste religioner - og også sekulære ideologier - blive enige om at godhed handler om en eller anden grad af uselviskhed. Altså jo mindre egoisme, jo større godhed.

Men det er måske ikke så præcis en karakteristik som det lyder. For der er mange eksempler på at mennesker tilsidesætter sig selv og for såvidt er helt uselviske, samtidig med at de gør en masse skade. Jeg tænker på mennesker som er behersket af ideologier eller religiøse forestillinger. Man kan selvfølgelig altid diskutere om det i dybere forstand er uselviskhed, som fx når nogen helt optændt af en sag - religiøs, politisk eller noget andet - forsøger at omvende andre til den samme tro. De gør det i den bedste mening og uden tanke på sig selv, men alligevel er det en form for overgreb. Og det har i hvert fald ikke meget med godhed at gøre.

Det er altså ikke "nok" at være uselvisk for at være god. Og slet ikke nok til det gode liv. Eller man kan måske hævde at det at være uselvisk godt nok er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse. Godhed er et bredere begreb.

Nu vil jeg så komme med en anden tese. Det gode liv er også et smukt liv. Her er der heller ikke tale om direkte sammenfald. Jeg vil hævde at det smukke liv omfatter andet og mere end godhed, hvorimod godhed er helt indeholdt i det smukke liv. Der findes med andre ord ingen godhed som ikke også er smuk, mens det smukke liv tilføjer en dimension til godheden, en æstetisk dimension kunne man næsten sige.

Når jeg skelner sådan, er det fordi jeg ser godhed som et moralsk (men ikke moraliserende) begreb, hvor det smukke liv i hvert fald på det umiddelbare plan også omfatter moralsk set værdineutrale elementer. Det kunne være at tage vare på sin krop og sin sundhed ved blandt andet at respektere den fine balance den indgår i med sig selv og omgivelserne, og ikke nedbryde den før tid med diverse giftstoffer som tobak, alkohol eller stoffer.

Der ligger intet moralsk i det. Det er alene fordi mennesket bliver smukkere i sin livsførelse og i sin fremtræden ved ikke at være under påvirkning af forskellige stoffer som forstyrrer kroppen og sindets naturlige harmoni.

Godhed handler derimod om hvordan vi behandler andre levende væsener: mennesker, dyr, planter og økosystemet som helhed. Men godhed er stadig et underbegreb til det smukke liv, så vores måde at være på over for alt levende er også i høj grad bestemmende for om vi kan siges at leve et smukt liv.

Vi har generelt en alt for stor tro på at vi er produkter af kultur og ikke natur. Det har mange uheldige konsekvenser. En af dem er kulturrelativismen, en tro på eller respekt for at forskellige kulturer er lige meget værd. En anden er det modsatte, en tro på at én bestemt kultur har fundet den rigtige måde at leve på. Begge ekstremer er lige misvisende. Kulturen er aldrig et spejlbillede af hvad der er godt for os. Et muligt bedre svar ligger i vores DNA, selv om man heller ikke skal blive fundamentalistisk omkring det, da det også er i konstant og kaotisk udvikling. Det er bare næppe en udvikling der har så meget ved vores kulturelle fernis at gøre.

Jeg tror det er vigtigt at gøre sig fri af kulturens svøbe, ganske vist anerkende at den eksisterer, men udvikle et distanceret og frem for alt kritisk forhold til den. Det er her det gode eller smukke liv begynder, i kritikken, i negationen - hvilket naturligvis ikke er det samme som negativ kritik, men derimod en manglende blind accept af dogmer og traditioner.

Derfor, når nogen siger, vi er en kristen kultur, vi har haft kristendom i 1000 år og derfor skal vi værne om den del af vores kulturarv, kunne svaret lige så godt være at så har det jo haft sin tid. Alder er ikke i sig selv noget kvalitetsstempel. Livet udspiller sig nu. Der er ingen af os der er 1000 år gamle, og selv om det er udmærket og lærerigt at studere kulturarven, ændrer det ikke noget ved at vi må tage kritisk stilling til vores liv som det er lige her og nu. Derfor anerkender jeg slet ikke dogmet om at vi må vide noget om vores kultur for at vide hvem vi er. Vi kan ikke lære hvem vi er ved at studere endsige indoptage kulturen. Det eneste vi kan lære noget om er hvilke fordomme vi er blevet udstyret med gennem vores opvækst i den pågældende kultur.

Det smukke liv er derfor en via negativa, en negativ vej, kritisk, vågen, men alligevel, eller netop derfor, stærkt modtagelig over for alt nyt.

En mulig indvendig kunne være om selve tanken om det smukke liv, godhed og omsorg for alt levende ikke også bare er dogmer eller ligefrem ideologier. Det er rigtigt at det kunne sådan ud, men for mig er det smukke liv det som bliver tilbage i analysen, det som udkrystalliserer sig fra negationen. Det er ikke noget man i virkeligheden kan sætte på formel, da det flytter sig hele tiden. Derfor kan det heller ikke ophøjes til ideologi eller målsætning. Men det er også netop det som gør det smukt.

mandag den 24. januar 2011

Utilsløret kynisme

Det er sjældent man møder en så utilsløret, ja næsten ligefrem og selvfølgelig kynisme som den beskæftigelsesminister Inger Støjberg lagde for dagen i gårsdagens TV-Avis. Indslaget handlede om at asylansøgere arbejder sort for 15 kr i timen for at supplere de statsgaranterede 2000 kr de har at leve for om måneden. Denne i de flestes øjne nok ikke særlig fyrstelige timeløn er oven i købet ifølge vurderinger på vej ned fordi der jo ikke er nogen nedre grænse for hvor meget man kan udnytte denne samfundsgruppe. Alligevel blev det af beskæftigelsesministeren betegnet som "groft socialt bedrageri" og "...vi skal ikke være til grin for vores egne penge". Nej, det er sandelig også undergravende for hele systemet hvis nogen skulle komme uretmæssigt og helt uden at betale skat til 15 kr i timen, og hun er derfor "parat til at kigge på hvor langt vi kan gå på det her område". Der skal altså sættes hårdt ind, kan man forstå.

Jeg må indrømme at jeg var lidt paf. Var det virkelig forargelse der lyste ud af hende over at mennesker på samfundets bund arbejder for en slavelignende løn, og vel at mærke forargelse rettet mod arbejdstagerne og ikke arbejdsgiverne? Ikke med et eneste ord nævnte hun de mennesker der ansætter og udnytter asylansøgere til denne usle løn. Her var ingen forargelse at spore, og journalisten gjorde desværre heller ikke meget for at stille spørgsmål der kunne lede hendes tanker i den retning. Det var lige før det var surrealistisk at være vidne til.