Kognitiv dissonans i det alternative Trump-segment

Jeg har tidligere skrevet om det hastigt voksende problem at dele af det spirituelle/alternative miljø er blevet ofre for en voldsom politisk højredrejning og diverse konspirationsteorier. Man kan næsten tale om en radikalisering der breder sig som en virus, ironisk nok taget i betragtning at de samme mennesker ofte mener at risikoen for at blive ramt af en virus og blive syg af den, er forsvindende lille, hvorfor de  i stedet forlader sig på et stærkt immunforsvar og diverse kosttilskud. Mod denne her virus hjælper til gengæld hverken immunforsvaret eller kosttilskud. Hvad der skal til, ved jeg faktisk ikke, men en dybere forståelse af årsagerne til at så mange hopper ned i kaninhullet og kritisk, undersøgende journalistik til afdækning af hvem der står bag de alternative fortællinger eller myter, herunder hvem der kan have interesse i at udbrede dem viralt, er vigtige første skridt i et forsøg på at komme dem til livs. Dertil kommer oplysning på et sagligt, empirisk grundlag under anvendelse af mange forskellige kilder som alle skal udmærke sig ved både at være verificerbare og falsificerbare. Om nødvendigt skal kilderne basere sig på peerreviewet forskning. 

 Et blandt flere paradokser man møder i de konspirituelle kredse, som i mange tilfælde følger for at ikke at sige dyrker Trump som en slags profet og frelser - og det selv efter at han nu ikke længere er præsident - er at det ofte er de samme mennesker som går stærkt ind for beskyttelse af sårbar natur, biologisk mangfoldighed, økologi osv. Men ingen anden præsident i nyere tid har taget så mange skridt til skade for miljøet som Trump. De konspirituelle har tilsyneladende meget lidt eller ingen interesse i den del af Trumps politik, men har mest været optaget af at han var manden som kunne tage magten fra "den globale elite", som flere af dem mener har styret verden "i årtusinder", og som tilfældigvis også alle sammen har været eller er pædofile, kvinder såvel som mænd! Det er ikke nogen tilfældighed at især QAnon-bevægelsen beskylder politiske modstandere for pædofili, for de ved at alene ordet er nok til at hjernen slår fra og enhver form for fornuft og kildekritik sættes på standby hos dem de forsøger at påvirke. Det virker som en trylleformular, og tilbage er kun tunnelsyn og bevidstløse delinger på de sociale medier. 

At Trump har været en katastrofe for miljøet, er til gengæld ikke en myte, men en konkret og målbar kendsgerning. Harvard University har løbende publiceret den lange række af tilbagerulninger af love og regulativer til beskyttelse af luft, vand og sårbare naturområder som Trump-administrationen har stået for, og som i flere tilfælde har sat USA tilbage til tiden før 1970. Jeg linker her til en artikel fra New York Times og, for de mere nørdede, også til hele Harvards "Regulatory Rollback Tracker". 

https://www.nytimes.com/interactive/2020/climate/trump-environment-rollbacks-list.html

https://eelp.law.harvard.edu/regulatory-rollback-tracker/

Trumps ugerninger

Ingen, som er i besiddelse af bare en smule anstændighed, kan andet end forfærdes over Trumps ugerninger, hans kynisme og magtbegær. Der findes næppe noget eller nogen han ikke ville ofre for at blive ved magten. I Trumps verden findes kun Trump, men kulten omkring ham ser det ikke. Det her er for længst ophørt med at være politik, hvis det nogensinde har været det, og er nu kun ren persondyrkelse. Trump har til fulde bevist hvad han sagde allerede i 2016, at han fint kunne skyde en eller anden på gaden og ikke miste stemmer på det.

Man har sagt at hvis flere havde læst og forstået at Hitler faktisk mente det han skrev i Mein Kampf, ville man have taget ham mere alvorligt. På samme måde skulle man måske have taget Trump alvorligt når han allerede inden valget i 2016 proklamerede at hvis han tabte, ville der være tale om valgsvindel. Nu vandt han faktisk, og så var alt jo i den skønneste orden, alle stemmer var blevet talt korrekt op, Dominion-maskinerne fungerede upåklageligt osv. Op til valget i 2020 gentog Trump sin påstand om at hvis han tabte, måtte det være valgfusk, og den fortælling har han så holdt fast i, for hvis en usandhed bliver gentaget tilstrækkelig mange gange af en person man i forvejen anser for at være en profet eller frelser, ender den med at bliver kanoniseret som sandhed. Igen en historie vi kender fra 1930'ernes Tyskland. Det er åbenbart ikke faldet mange af hans tilhængere ind at reflektere lidt over om der måske kunne være tale om et mønster, en bestemt strategi som bliver gentaget valg efter valg. Det har heller ikke gjort indtryk på dem at alle anklager om valgsvindel er blevet afvist ved adskillige domstole og at selv mange republikanske politikere har anerkendt valgresultatet, med andre ord, persondyrkelsen har ført til at et stor antal af Trumps vælgere ikke længere tror på grundlæggende demokratiske institutioner som retsvæsenet. De har således meldt sig ud af demokratiet, og tilbage er for dem kun en etpartistat, og det parti hedder Trump. Alle andre er forrædere, og det uanset om de tilhører det republikanske eller demokratiske parti.

Beviserne mod Trump i rigsretssagen, som de er blevet fremført de seneste par dage, er så overvældende at det vil være en skamplet på USA's historie, der ikke kan viskes væk, hvis han ikke bliver dømt, og det sker formentlig ikke da de republikanske senatorer er bange for deres politiske fremtid eller ganske enkelt frygter for deres liv. Det er dertil USA er nået, takket være Trump, et land på randen af borgerkrig og autokrati, og det vil formentlig tage årtier for landet at genfinde sit demokratiske fodfæste.

Synkronicitet

Enhver der færdes på cykel på øde veje, som jeg gør næsten hver dag, ved at det usandsynlige indtræffer med så insisterende selvfølgelighed at det næppe kan være en tilfældighed, men må være bestemt af eller andet, forsynet måske. Men som det ubønhørligt rationelle og ugudelige menneske jeg er, kan jeg ikke få mig selv til at tro at noget, skæbnen eller for den sags skyld Vorherre, har lagt noget som helst til rette for mig, og det uanset om det handler om noget ganske trivielt eller om livsforandrende begivenheder såsom at møde den eneste ene, hvad der for mange ikke føles så tilfældigt som det jo i virkeligheden er. Mennesker har det med at forveksle forudbestemthed med den række af trivielle årsager der har ført frem til det de opfatter som noget helt unikt.

I den trivielle afdeling af usandsynligheder, som virker så nøje tilrettelagte at man kunne fristes til at tro at nogen eller noget må stå bag, er at jeg altid, eller sådan føles det, kan være sikker på at de to eneste biler jeg møder på min øde vej, er to modkørende der passerer mig netop i det øjeblik jeg selv skal passere en stor vandpyt, som igen sandsynligvis er den eneste jeg møder på hele strækningen. Jeg er til gengæld ret overbevist om at hvor usandsynligt det end forekommer mig at være, er det noget alle cyklister kan nikke genkendende til. Det er med andre ord helt normalt og dagligdags.

Forklaringen er formentlig ret ligetil. Vi lægger mest mærke til begivenheder der har betydning for vores liv, selv når det gælder vandpytter man ikke bare kan køre udenom. Alle andre konstellationer af modkørende biler end dem der er ud for os, er ikke relevante, men er for så vidt lige så enestående og betydningsfulde. Det samme tænkte jeg da Jupiter og Saturn for nylig stod næsten oven i hinanden på nattehimlen. Ikke siden 1226 havde man kunnet observere et tilsvarende fænomen. Alligevel er alle andre konstellationer formentlig lige så sjældne. Vi tillægger dem bare ingen betydning. Jung kaldte den slags meningsgivende sammenfald eller tilfældigheder for synkronicitet.

Jeg skriver det her i respekt for de upåagtede, men ikke desto mindre enestående hændelser og måske også for at tage lidt af glansen af synkroniciteten, af alt det vi tillægger større betydning end det måske kan bære. Ved på den måde at udvide vores opmærksomhed fra et snævert felt af tillagt mening til et langt større rum af potentiel mening, vil vi måske blive bedre til at iagttage hvert øjebliks fylde og umistelige værdi. Det sker, når jeg passerer nogen på gaden, at jeg tænker at jeg formentlig aldrig vil møde den person igen. Jeg kan så vælge at være ret ligeglad, og det må jeg da indrømme at jeg som oftest er, men jeg kan også vælge at se det som en enestående begivenhed, måske endda med en følelse af tab. Samme tanke kan jeg få når jeg iagttager et lille insekt der kravler hen over jorden i al ubemærkethed. Det er også en form for synkronicitet, om end i latent form, for det insekt er til i verden, og nu også i min verden, og selv om det ikke har umiddelbar mening for mig, har det værdi. Jeg kalder det intrinsisk værdi, og hvad det er, vil jeg skrive om en anden gang.