søndag den 6. marts 2022

Magtfuld eller magtfuldkommen

Hvor er jeg træt af at se ældre, hvide mænd ødelægge verden, mænd som automatisk ville blive sorteret fra i bunken af ansøgninger hvis de søgte et helt almindeligt job. Jeg går ikke ind for aldersdiskrimination – er selv snart en ældre hvid mand – men det er alligevel tankevækkende at så mange af verdens mest magtfulde mennesker tilhører denne snævre kategori. Og hvis alder så bare var deres største problem.
Det er en kilde til konstant undren for mig at man i lande som USA og Rusland, for nu bare at holde os til dem, som har så mange begavede, talentfulde og retskafne mennesker med hjertet på rette sted, ender med ledere som Trump og Putin. Trump, som blot er "Putin light" eller "Putin in spe", er ganske vist ikke ved magten lige nu, men han kan desværre komme igen, hvis han da ikke bliver standset af retssager forinden. Trump var tæt på at forvandle USA til en autoritær stat, og hvis han bliver genvalgt, kan han måske gøre arbejdet færdigt. Og Putin er bare en simpel gangster, en mafialeder som er nødt til at holde sig ved magten fordi retssagerne og de utallige fjender han har samlet sig, venter på den anden side.
Det er vitterligt et mysterium for mig at så store og for verdens sikkerhed afgørende lande med en så betydelig talentmasse får ledere hvis eneste ambition er magt (og penge) for enhver pris, hvor prisen ofte er menneskeliv som i deres optik frit kan ofres hvis det er opportunt. Tab af menneskeliv er "collateral damage", en nødvendig investering til sikring af magten. Det er ledere som i alle andre sammenhænge ville blive betragtet som stærkt afvigende og som de færreste ville ønske at have som venner, og de har da typisk heller ikke mange af dem. Da de som regel er rendyrkede narcissister og savner enhver form for empati eller interesse i andre mennesker og deres synspunkter, er de fuldt ud tilfredse med rygklappere og er sjældent interesserede i dialog fordi det kunne resultere i et møde med divergerende synspunkter som kun ville stille sig i vejen for det de allerede har besluttet.
Jeg bliver så glad hver gang jeg ser tidligere eller nuværende kvindelige ledere som fx Sanna Marin, Kaja Kallas, Olga Stefanishyna, Katrín Jakobsdóttir, Ursula von der Leyen for nu at nævne nogle stykker. Der burde være kønskvotering til lederposter og navnlig når det gælder lande med så stor indflydelse som USA og Rusland. Hvis det blev skrevet ind i de landes forfatning at hver anden præsident skulle være en kvinde, ville vi være nået langt. Lad mig dog lige tilføje at jeg ikke har noget imod Biden. Han gør det godt, men det er ikke nogen hemmelighed at jeg hellere havde set en anden demokratisk kandidat vinde præsidentvalget.
Mennesker med magt opfatter jeg ikke som magtfulde bare fordi de hersker over andre. Man bør skelne mellem magtfuld og magtfuldkommen. Magtfulde er mennesker som har magt over sig selv eller som behersker et stof via deres talent. Det er ikke noget talent og det gør ikke i sig selv verden til et bedre sted at stræbe efter magt for magtens skyld. Det er blot magtfuldkommenhed og er i bund og grund et behandlingskrævende patologisk karaktertræk. Autoritære ledere og regimer er menneskehedens og civilisationens børnesygdomme, og de forekommer allerede nu at være en anakronisme, at høre en anden tid til. For hvor absurd er det ikke lige at millioner af mennesker skal være ofre for et enkelt individs megalomaniske ambitioner og forfængelighed? Jeg er sikker på at mange, også i Rusland, deler den opfattelse, og det giver håb.