Viser opslag med etiketten Det gode liv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Det gode liv. Vis alle opslag

torsdag den 22. december 2011

Tomhed og livsfylde


Blandt de ting der til stadighed optager mig er religion, og navnlig hvordan vi finder mening i en verden uden religion, hvis en sådan skulle opstå. Med mening tænker jeg især på hvad det er der skaber livsglæde eller livsfylde, alt det som fylder vores liv så meget at det aldrig føles tomt, selv ikke i de stunder hvor det tilsyneladende ikke har nogen retning, men bare 'er'. Den mere organiserede religionsdyrkelse har hidtil udfyldt den plads i mange menneskers liv, men meget tyder på den er på tilbagetog eller bliver afløst af andre former for spiritualitet. 

Dette er ikke nødvendigvis noget fremskridt set fra et åndsevolutionsmæssigt synspunkt, da der som oftest er tale om discountudgaver af de etablerede religioner, en slags quick fix for fortravlede mennesker, og den form for åndelig medicin på recept er kun en symptombehandling, den når ikke ned i sindets dybder hvor den virkelige transformation finder sted. Desuden er det som oftest en medicin producenterne tager sig godt betalt for. De spirituelle købmænd falbyder deres varer på et marked i vækst, så priserne på åndelige forbrugsgoder er støt stigende, og det er svært at se nogen ende på det da den åndelige armod er nøjagtig lige så grænseløs.

At det forholder sig sådan, behøver ikke komme som nogen overraskelse. Tiden er nemlig fattig på alt det som generationer har vidst skaber åndelig rigdom. Egenskaber som ydmyghed og enkel levevis er ringeagtede, har ingen status, men det var netop dem der tidligere ansås for en forudsætning for at kunne møde det guddommelige, i hvilken form det nu end var man tilbad det. 

I dag handler alt om at profilere sig selv så meget som muligt. At være synlig og allerhelst kendt for bare et eller andet, er for mange blevet et væsentligt livsindhold, og de færreste sender tanker i retning af ydmyghed. Det er tvivlsomt om ordet overhovedet ville blive forstået og ikke bare forvekslet med ydmygelse og underkastelse. Men hvor ydmygelse og underkastelse blot er egoets forlængelse i en ny retning, er ydmyghed synonymt med dets opløsning.

Ydmyghed, i sin rene form, er måske den mest udfordrende, mest krævende og samtidig mest forløsende egenskab der overhovedet findes i et menneskeliv. De fleste ville sige at kærligheden står over alt, går forud for alt, men kærlighedens søster, hvis ikke dens mor, er ydmygheden. Ydmyghed er selve kærlighedens væsen eller forudsætning, og man kan til enhver tid kende kærligheden på ydmygheden, mens det omvendte ikke nødvendigvis er tilfældet. Kærligheden bliver vi stopfodret med alle vegne, men ydmygheden står ikke altid ved dens side, og dog, når vi ser den, er vi ikke i tvivl, hverken om ydmygheden selv eller om dens faste ledsager, kærligheden.

Hvor ydmygheden er en egenskab der går stik imod tidsånden og til dels er uforståelig for 'moderne' mennesker, har det enkle liv, som er en anden af de gamle klosterdyder, været  lettere at markedsføre, og derfor sælges den nu også som små pakker, for alt hvad man finder på i dag, også selv om man ikke selv har fundet på det, skal sælges, da det er godt for både en selv og samfundet at tjene penge, og jo flere jo bedre. Det enkle liv, simple living, tilbydes derfor i form af kurser, ofte sammen med mindfulness, som er en anden ældgammel praksis der aldrig tidligere er blevet slået mønt af, og det hele bliver brugt til 'empowerment' af både dem der udbyder kurserne, og dem der modtager dem. De bliver nu rustet til igen at møde hverdagens mange udfordringer uden at gå ned med stress. De bliver 'omstillingsparate' og 'i stand til at holde mange bolde i luften ad gangen'. De bliver også bedre kolleger, venner eller kærester fordi de har fået løftet deres stresstærskel så markant.

Hele denne øgede effektivitet og smidighed i personligheden kan igen omsættes i karriere, højere løn og bedre forbrugsmuligheder, og på den måde er gammel livsvisdom ved et trylleslag blevet forvandlet til noget i og for sig letfordøjeligt og frem for alt instrumentelt. Det som før var et mål i sig selv, er nu i alt væsentligt et middel til at bringe en i princippet endnu længere væk fra det der var den oprindelige tanke med disse bærende idéer.

For som nævnt er det enkle liv, som mål i sig selv, i virkeligheden ringeagtet. Det enkle liv er noget man flirter lidt med fordi man godt ved at man er på sikker afstand af det. Man kan gå ind og ud af det som man vil. Det er sådan en slags ferie man tager fra hverdagen, man lader op med et spirituelt fix og er klar igen. Hvis man derimod var tvunget af ydre omstændigheder til at leve et enkelt liv, ville man hurtigt miste status og føle at man var havnet i en mangelsituation, både materielt men først og fremmest mentalt, fordi så stor en del af bevidstheden og identiteten hænger på ydre ting og på hvordan man fremstår over for omverdenen. Det enkle liv har kun status når man ved at det er et tilvalg.

Det skal naturligvis ikke lyde som om der ikke er et oprigtigt ønske hos mange om at forenkle deres liv, og nogle forsøger sikkert også at realisere det i det daglige. Man skal bare ikke glemme at det enkle liv først og fremmest er en sindstilstand. Det handler ikke kun om at rydde op i sine ting og skille sig af med et par stykker af dem eller skære ned på overflødige aktiviteter, hvilket alt sammen kan være udmærket, men om at sindet har sluppet sit tilhørsforhold til tingene og i stedet for at føle tomhed og afmagt over for det, er helt opfyldt af sin egen væren. Det er det jeg kalder livsfylde, og det er en fylde der er opstået fordi der er blevet plads til den. Der er ikke længere nogen identitetskerne som tingene kan gravitere i retning af og sanseindtryk, tanker og følelser kan uhindret strømme igennem uden at blive blokeret af fordomme, vanetænkning og de sædvanlige konflikter som de giver næring til.

Man kunne forledes til at tro at det er en ganske vist behagelig, men trods alt passiv tilstand, men den er tværtimod essensen af al kreativitet, og netop den giver plads for alle mulige aktiviteter og livsudfoldelse. Og jo mere sindet lærer sig selv at kende og bliver 'nøgent', jo mere slipper det helt spontant tilhørsforholdet til overflødige ting på det ydre plan. For livet er til enhver tid kun et spejl af sindet.

Med det in mente er det også let at se hvordan det enkle liv er uadskilleligt fra ydmyghed. Der findes ingen anden ydmyghed end den hvor sindet er nøgent og blottet for sig selv, og det nøgne sind fører uundgåeligt i retning af et enklere liv, fordi alt andet ganske enkelt forekommer meningsløst. Det som før syntes tomt, er nu fuld af liv og begejstring, og det som før øvede så stor tiltrækning, er nu tomt og goldt. 

Det kan sammelignes med udviklingen fra barn til voksen. Som barn kunne man lege i timevis med legetøj man som voksen har svært ved at se meningen med. Det har mistet sin magi for en voksen. På samme måde kan mange af de ting vi kender miste deres magi for os for kun at blive afløst af en højere magi, hvis man kan udtrykke det sådan. 

Men der er en væsensforskel. Den nye magi opstår kun gennem en form for aflæring. Der vil ikke længere være noget der er givet eller skal tages for givet. Alt er kun foreløbigt og klar til at blive testet. Den kritiske, årvågne bevidsthed bliver en livsform. Der er ikke tale om en ny religion, men om en tilstand af permanent dekonstruktion. Eller man kan udtrykke det sådan at sindet er gennemført agnostisk, ikke i den bløde form vel at mærke, at 'der findes måske alligevel et eller andet' fx en gud eller et evigt liv, eller en 'jeg udelukker ikke noget'-holdning, men den hårde variant hvor sindet vitterligt er helt nøgent og uvidende og ikke alene kan forliges med den tilstand, men elsker den, da den er selve essensen af det at kunne være helt åben og modtagelig over for tilværelsens mysterium. For mysteriet må godt være der. Det er endda helt i orden at der ikke er nogen mening med tingene, eller at der ikke er nogen eller noget der har lagt alt til rette for os. Livsfylden er ikke afhængig af tid eller retning.

onsdag den 29. juni 2011

Bag dit eget rugbrød

At bage sit eget brød er en vigtig disciplin. Og at bage rugbrød er den allersværeste. I hvert fald indtil nu. Med en god portion inspiration fra Camilla Plum supplereret med et par af mine egne indfald, er det lykkedes mig at bage mit eget rugbrød, endda indtil flere gange, uden at noget er gået galt. Faktisk er det så vellykket at det så småt er ved at blive kendt i dele af Vejby og omegn.

Jeg betragter det ikke som min fortjeneste, men som summen af gode råvarer, en enkel opskrift og ikke mindst surdej. Brødet er så velsmagende at det er den hidtil bedste kur mod industrielt fremstillet rugbrød for slet ikke at tale om hvidt brød, som ikke engang fortjener at blive nævnt i denne her sammenhæng.

Fra at have været en meget middelmådig rugbrødsbager, er jeg med et forvandlet til noget nær ekspert i hjemmebagt rugbrød, så selv ikkeinkarnerede rugbrødsspisere har måttet overgive sig.

Her er så hvad man skal gøre for at bage et eller flere rugbrød der af uransagelige grunde lykkes hver gang:


  • 1 kg groft svedjerugmel (fra Aurion)
  • 1 kg groft ølands- eller speltmel
  • 1 kg knækkede rugkerner
  • Solsikkekerner og hørfrø efter behag
  • Et par spiseskefulde sirup (fx bygmalt)
  • Sommerlunt vand
  • Salt (så lidt som muligt)
  • 1 - 2 dl surdej (se hvordan på nettet)


Alt øko.
Skulle være nok til et par store rugbrød.

Alle ingredienser blandes i en stor skål. Salt og sirup opløses på forhånd i noget af vandet. Dejen skal være 'lind', dvs. som havregrød. Hældes i forme (jeg foretrækker silikoneforme) til hævning ved stuetemperatur i 12 timer. Brødene prikkes med en spisepind helt igennem en 20 - 30 gange inden de bages ved 200 grader midt i ovnen i fem kvarter. Tages straks ud af formene og lægges på rist. Kan herefter evt. pensles med smør. Efter en times tid kan brødene lægges i tætsluttende plastikposer for at undgå udtørring og hård skorpe.

onsdag den 25. maj 2011

Ærgrelse

Det undrer mig altid når folk siger at man ikke skal ærgre sig over ting der er sket, for hvornår skal man ærgre sig hvis ikke bagefter?

Tjener ærgelsen et formål? Kan der være noget konstruktivt i at ærgre sig, eller kan man nøjes med at konstatere at noget gik galt og så forsøge at rette op på det i fremtiden? Spørgsmålet er om ærgelsen er en uvedkommende eller ligefrem destruktiv følelse der har det med at ledsage bevidstheden om ting man mener burde være gået anderledes. Eller om den tværtimod er med til opbygge en særlig viljestyrke og beslutsomhed med henblik på at ændre på tingenes tilstand.

Altså, hvis man ærgrer sig tilstrækkelig grundigt og omhyggeligt, så vil dette føre til at man akkumulerer tilstrækkelig modvilje over for at gentage ting man ikke burde have gjort eller tilstrækkelig motivation til at gøre ting man rent faktisk skulle have gjort. 

Man kan selvfølgelig også ærgre sig over hændelser man slet ikke har haft nogen indflydelse på, men en sådan ærgelse er det svært at se noget formål med.

Et strejf af ærgelse er sikkert gavnligt hvis man skal sparke sig selv i gang - bare man ikke bliver hængende i følelsen. Ideelt set skulle man være i stand til bare nøgternt at konstatere at man handlede forkert ved at handle eller handlede forkert ved ikke at handle, men vi har det med at minde os selv en tid efter om at det ikke gik som det skulle, og det er det vi normalt kalder ærgelse. Den efterfølgende påmindelse er muligvis vigtig, medmindre vi formår at se vores handling eller ikkehandling med en sådan styrke eller kraft at vi spontant ændrer kurs, hvorefter vi ikke længere er de samme som vi var før. Og så er der ikke længere nogen grund til at ærgre sig.

søndag den 30. januar 2011

Et smukt liv

Et godt liv, hvad er det? Filosoffer har til alle tider været optaget af spørgsmålet om det gode liv, livet forstået som den korte tid der er forundt os mellem fødsel og død. De fleste religioner har til gengæld været mere optaget af det hinsides, ofte i en grad så det liv vi kender har været betragtet som en generalprøve på det liv der angiveligt skulle komme bagefter.

Det som optager mig er imidlertid kun det liv jeg kender og kan observere, det flygtige tidsspand jeg bevæger mig igennem indtil mørket og glemslen igen omslutter mig. Eller det som hverken er lys eller mørke eller omfattet af tiden, sådan som myterne fremstiller det.

Det gode liv er et liv i godhed. Det er det første jeg vil byde ind med. Og i stedet for at diskutere hvad godhed er, vil jeg bede om at man mærker efter og lytter til alle ordets implikationer. Det er ellers let at tale om godhed som noget relativt. Hvad der er godt i den ene situation er det ikke i den anden. Og så er der tossegodhed som politikerne gerne refererer til når de vil forsvare terrorlovene: "Vi må jo ikke være tossegode". Vi skal ikke altid vende den anden kind til.

Men alt det ændrer måske ikke afgørende ved hvad det vil sige at leve et liv i godhed. Og så kan man spørge om det ikke er farisæisk at tale om godhed på den måde? Som noget der kan kultiveres. Vi kan ikke gøre os selv gode - gennem handlinger fx - al godhed kommer fra Gud. Siger de kristne i hvert fald.

Andre religioner mener derimod at godhed nok kan opøves. I buddhismen er det fx blevet til et veritabelt træningsprogram. Her kan man trinvis og forbavsende systematisk blive et bedre menneske. At det endelige formål så er at sætte sig helt ud over både godt og ondt og dermed sætte en stopper for videre genfødsler er en anden sag.

Hvis man ser bort fra de forskelle, kan de fleste religioner - og også sekulære ideologier - blive enige om at godhed handler om en eller anden grad af uselviskhed. Altså jo mindre egoisme, jo større godhed.

Men det er måske ikke så præcis en karakteristik som det lyder. For der er mange eksempler på at mennesker tilsidesætter sig selv og for såvidt er helt uselviske, samtidig med at de gør en masse skade. Jeg tænker på mennesker som er behersket af ideologier eller religiøse forestillinger. Man kan selvfølgelig altid diskutere om det i dybere forstand er uselviskhed, som fx når nogen helt optændt af en sag - religiøs, politisk eller noget andet - forsøger at omvende andre til den samme tro. De gør det i den bedste mening og uden tanke på sig selv, men alligevel er det en form for overgreb. Og det har i hvert fald ikke meget med godhed at gøre.

Det er altså ikke "nok" at være uselvisk for at være god. Og slet ikke nok til det gode liv. Eller man kan måske hævde at det at være uselvisk godt nok er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse. Godhed er et bredere begreb.

Nu vil jeg så komme med en anden tese. Det gode liv er også et smukt liv. Her er der heller ikke tale om direkte sammenfald. Jeg vil hævde at det smukke liv omfatter andet og mere end godhed, hvorimod godhed er helt indeholdt i det smukke liv. Der findes med andre ord ingen godhed som ikke også er smuk, mens det smukke liv tilføjer en dimension til godheden, en æstetisk dimension kunne man næsten sige.

Når jeg skelner sådan, er det fordi jeg ser godhed som et moralsk (men ikke moraliserende) begreb, hvor det smukke liv i hvert fald på det umiddelbare plan også omfatter moralsk set værdineutrale elementer. Det kunne være at tage vare på sin krop og sin sundhed ved blandt andet at respektere den fine balance den indgår i med sig selv og omgivelserne, og ikke nedbryde den før tid med diverse giftstoffer som tobak, alkohol eller stoffer.

Der ligger intet moralsk i det. Det er alene fordi mennesket bliver smukkere i sin livsførelse og i sin fremtræden ved ikke at være under påvirkning af forskellige stoffer som forstyrrer kroppen og sindets naturlige harmoni.

Godhed handler derimod om hvordan vi behandler andre levende væsener: mennesker, dyr, planter og økosystemet som helhed. Men godhed er stadig et underbegreb til det smukke liv, så vores måde at være på over for alt levende er også i høj grad bestemmende for om vi kan siges at leve et smukt liv.

Vi har generelt en alt for stor tro på at vi er produkter af kultur og ikke natur. Det har mange uheldige konsekvenser. En af dem er kulturrelativismen, en tro på eller respekt for at forskellige kulturer er lige meget værd. En anden er det modsatte, en tro på at én bestemt kultur har fundet den rigtige måde at leve på. Begge ekstremer er lige misvisende. Kulturen er aldrig et spejlbillede af hvad der er godt for os. Et muligt bedre svar ligger i vores DNA, selv om man heller ikke skal blive fundamentalistisk omkring det, da det også er i konstant og kaotisk udvikling. Det er bare næppe en udvikling der har så meget ved vores kulturelle fernis at gøre.

Jeg tror det er vigtigt at gøre sig fri af kulturens svøbe, ganske vist anerkende at den eksisterer, men udvikle et distanceret og frem for alt kritisk forhold til den. Det er her det gode eller smukke liv begynder, i kritikken, i negationen - hvilket naturligvis ikke er det samme som negativ kritik, men derimod en manglende blind accept af dogmer og traditioner.

Derfor, når nogen siger, vi er en kristen kultur, vi har haft kristendom i 1000 år og derfor skal vi værne om den del af vores kulturarv, kunne svaret lige så godt være at så har det jo haft sin tid. Alder er ikke i sig selv noget kvalitetsstempel. Livet udspiller sig nu. Der er ingen af os der er 1000 år gamle, og selv om det er udmærket og lærerigt at studere kulturarven, ændrer det ikke noget ved at vi må tage kritisk stilling til vores liv som det er lige her og nu. Derfor anerkender jeg slet ikke dogmet om at vi må vide noget om vores kultur for at vide hvem vi er. Vi kan ikke lære hvem vi er ved at studere endsige indoptage kulturen. Det eneste vi kan lære noget om er hvilke fordomme vi er blevet udstyret med gennem vores opvækst i den pågældende kultur.

Det smukke liv er derfor en via negativa, en negativ vej, kritisk, vågen, men alligevel, eller netop derfor, stærkt modtagelig over for alt nyt.

En mulig indvendig kunne være om selve tanken om det smukke liv, godhed og omsorg for alt levende ikke også bare er dogmer eller ligefrem ideologier. Det er rigtigt at det kunne sådan ud, men for mig er det smukke liv det som bliver tilbage i analysen, det som udkrystalliserer sig fra negationen. Det er ikke noget man i virkeligheden kan sætte på formel, da det flytter sig hele tiden. Derfor kan det heller ikke ophøjes til ideologi eller målsætning. Men det er også netop det som gør det smukt.