Det umulige sker hele tiden

tirsdag den 25. september 2012

Tungmetaller i drikkevandet

I Danmark er vi normalt ret stolte over vores rene drikkevand, og i modsætning til mange andre lande kan vi drikke vandet direkte fra hanen. Med mellemrum konstateres ganske vist ved kontrolmålinger overskridelser af grænseværdier for pesticider og mikroorganismer, navnlig legionella og colibakterier, og vandboringer må lukkes eller forbrugerne bliver bedt om at koge vandet eller hente det andre steder, men generelt kan man stole på at det vand der kommer ud af hanen er godt og rent - eller kan man?

Et er jo at vandet er rent når det forlader vandværket, men hvordan ser det ud, og især hvordan måler det, når det har været gennem et langt rørsystem med materialer som PVC og et utal af forskellige metallegeringer? Hvad afgiver disse materialer til vandet af stoffer som ikke er til gavn for eller måske ligefrem til skade for vores helbred?

Der findes flere videnskabelige undersøgelser af emnet, og jeg vil her især fremhæve tre rapporter om metalafgivelse til drikkevandet udarbejdet af Force Technology i samarbejde med Miljøstyrelsen. Disse rapporter er kommet i perioden 2001 - 2006 og bygger på forsøgsopstillinger med forskellige typer af metaller og legeringer, som anvendes i dag, og med vand fra en række vandværker med varierende sammensætning, især mht. hårdhed. Rapporterne er meget detaljerede, men den overordnede konklusion er at flere legeringer i mange tilfælde afgiver metaller til vandet, navnlig det problematiske bly og nikkel, i så store mængder at det langt overskrider grænseværdierne. Når vi taler rør, er der desværre ikke meget man kan gøre ved det andet end at vælge rustfri stålrør i en god kvalitet hvis man vil være nogenlunde sikker på at undgå metalafgivelse til drikkevandet. Ellers er det under alle omstændigheder en god idé at lade vandet løbe nogle sekunder inden man tapper af det.

For armaturernes, blandingsbatteriernes, vedkommende er det mere kompliceret da langt de fleste armaturer, selv de VA-godkendte, indeholder legeringer som potentielt kan være til fare for sundheden. Selv efter indførelsen af det skrappe RoHS-direktiv i 2006, er det stadig tilladt at tilsætte bly til messingen for at den kan forarbejdes mekanisk, og der er ingen grænse for hvor meget der må tilsættes så længe det vand der løber igennem overholder grænseværdierne for bly. At dette desværre ikke altid er tilfældet, viser de målinger Force Technology har foretaget. Det samme gælder nikkel som anvendes i forkromingsprocessen. I mange tilfælde kan konstateres alt for høje værdier af nikkel fordi metallet er i direkte kontakt med vandet.

Den eneste producent af armaturer, som indtil videre har taget konsekvensen af denne uholdbare situation og har fremstillet en 'bæredygtig' vandhane, er firmaet Zeromix som helt undlader at anvende bly i deres messinglegeringer. Firmaet reklamerer også med at det har udviklet en metode hvorved nikkel og krom ikke kommer i kontakt med eller kan overføres til vandet.

Kilder: