Viser opslag med etiketten Økologi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Økologi. Vis alle opslag

onsdag den 29. juni 2011

Bag dit eget rugbrød

At bage sit eget brød er en vigtig disciplin. Og at bage rugbrød er den allersværeste. I hvert fald indtil nu. Med en god portion inspiration fra Camilla Plum supplereret med et par af mine egne indfald, er det lykkedes mig at bage mit eget rugbrød, endda indtil flere gange, uden at noget er gået galt. Faktisk er det så vellykket at det så småt er ved at blive kendt i dele af Vejby og omegn.

Jeg betragter det ikke som min fortjeneste, men som summen af gode råvarer, en enkel opskrift og ikke mindst surdej. Brødet er så velsmagende at det er den hidtil bedste kur mod industrielt fremstillet rugbrød for slet ikke at tale om hvidt brød, som ikke engang fortjener at blive nævnt i denne her sammenhæng.

Fra at have været en meget middelmådig rugbrødsbager, er jeg med et forvandlet til noget nær ekspert i hjemmebagt rugbrød, så selv ikkeinkarnerede rugbrødsspisere har måttet overgive sig.

Her er så hvad man skal gøre for at bage et eller flere rugbrød der af uransagelige grunde lykkes hver gang:


  • 1 kg groft svedjerugmel (fra Aurion)
  • 1 kg groft ølands- eller speltmel
  • 1 kg knækkede rugkerner
  • Solsikkekerner og hørfrø efter behag
  • Et par spiseskefulde sirup (fx bygmalt)
  • Sommerlunt vand
  • Salt (så lidt som muligt)
  • 1 - 2 dl surdej (se hvordan på nettet)


Alt øko.
Skulle være nok til et par store rugbrød.

Alle ingredienser blandes i en stor skål. Salt og sirup opløses på forhånd i noget af vandet. Dejen skal være 'lind', dvs. som havregrød. Hældes i forme (jeg foretrækker silikoneforme) til hævning ved stuetemperatur i 12 timer. Brødene prikkes med en spisepind helt igennem en 20 - 30 gange inden de bages ved 200 grader midt i ovnen i fem kvarter. Tages straks ud af formene og lægges på rist. Kan herefter evt. pensles med smør. Efter en times tid kan brødene lægges i tætsluttende plastikposer for at undgå udtørring og hård skorpe.

torsdag den 24. marts 2011

Den vågnende bevidsthed

Går det frem eller tilbage for verden? På to punkter, der af en eller anden grund har betydet meget for mig, er der i hvert fald fremskridt af spore. Rygning er så småt ved at bliver udfaset, ikke globalt, så dog i store dele af den vestlige verden, og blyet er kommet ud af benzinen. Det sidste skete i Danmark i 1994 uden den helt store mediebevågenhed. Men for mig var det en næsten skelsættende begivenhed.

Mit had til biler, som har levet sit eget næsten uforstyrrede liv gennem alle årene, blev grundlagt allerede i mine unge år da jeg fandt ud af at de ud over at støje temmelig meget også bidrog med en snigende nervegift, tetraetylbly (TEL), som man senere har beregnet har kostet utallige børn i byerne nogle point i deres intelligenskvotient, idet børn er særlig sårbare over for bly og andre tungmetaller. En amerikansk undersøgelse jeg så på nettet, har med vanlig amerikansk sans for profit beregnet hvor meget det har kostet samfundet og den enkelte i tabt indtjening pga. lavere uddannelsesniveau eller karakterer. Men det mest chokerende er næsten at det fik lov at fortsætte så længe uden at der blev forsket i at udvikle andre og mindre farlige additiver. Det til trods for at stoffets toksikologiske profil havde været kendt i generationer.

Tetraetylbly som additiv til benzin blev første gang introduceret  af den amerikanske opfinder Thomas Midgley, i 1921. Han havde fundet ud af at det kunne forhøje benzinens oktantal og dermed motorens ydeevne. Det var dog ikke nogen helt let sag at få stoffet godkendt, da man ret hurtigt opdagede at  de folk der arbejdede med det ofte enten blev syge eller døde. Nogle fabrikker blev tilmed beordret lukket. Selv Midgley blev syg og måtte gennem en længere afgiftningsproces da han ved en pressekonference ville bevise hvor harmløst stoffet var ved at indånde det og hælde det ud over sine hænder.

Intens lobbyvirksomhed, delvis finansieret af blyindustrien, førte dog til at mulige alternativer, fx etanol, blev opgivet og efterhånden blev blyholdig benzin et globalt problem. Selv i dag kan man overalt i København finde forhøjede koncentrationer af bly i jorden, noget mange børnehaver har måttet tage højde for når de lader børnene lege ude. I visse tilfælde har man simpelthen måttet erstatte jorden med frisk muld eller sand.

Hvordan kan den slags overhovedet foregå? Og så gennem så lang tid? Et er at industrien kan have en profitmæssig interesse i at produktionen af de problematiske stoffer fortsætter længst muligt, og det uanset om det er tobaks- eller olieindustrien, men det har altid undret mig hvor lidt modstand der er i befolkningen over for én gang hævdvundne normer, uanset hvor irrationelle eller direkte sundhedsfarlige de er. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har hørt nogen beklage sig over bly i benzinen, heller ikke selv om de som bilister har deltaget aktivt i en type forurening der muligvis kunne ramme deres egne børn. Det var i hvert fald ikke en folkelig bevægelse der førte til udfasning af TEL i benzinen.

Den samme 'hensynsløshed' eller manglende omtanke gælder generationer af rygere som kritikløst har udsat deres omgivelser for passiv rygning. Enhver forsigtig indvending mod det blev tidligere enten ignoreret eller direkte latterliggjort. Hvis man åbnede et vindue, kunne man få at vide at rygeren ikke havde lyst til at blive forkølet. Nej, så hellere lade de andre dø af kræft. Det er svært helt at forstå det omfang af fortrængning der skal mobiliseres af ellers fornuftige mennesker for at de selv vil acceptere at genere andre mennesker på den måde og udsætte dem for sygdomsfremkaldende stoffer.

Hvordan med fremtiden, er der flere ting der trænger til at blive udfaset, og som der ikke findes nogen synderlig folkelig mobilisering til fordi majoriteten er lammet af vanens magt eller bare ikke reflekterer videre over tingene? Pesticider i landbruget er et af de oplagte svar. Der er en vågnende bevidsthed i dele af befolkningen, men det er et langt sejt træk. På den anden side er det umuligt at forestille sig at der vil være pesticider i landbruget på længere sigt. Bevægelsen i retning af et 100 procent økologisk landbrug er sat i gang og er efter min mening uafvendelig, dels pga. pesticidernes belastning af hele økosystemet, men også fordi der er en meget intens forskning i økologiske dyrkningsmetoder som efterhånden vil gøre økologi til et både indlysende og rentabelt valg både for producenter og forbrugere.

Andre bud på udfasning er støj, en anden af mine mærkesager. Der vil blive mere stille i fremtiden, mindre støj fra alskens maskiner og muligvis endda inde i folks hoveder. Det vil være en følge af både den teknologiske udvikling, men også af en vågnende erkendelse af stilhedens betydning for vores fysiske og psykiske velbefindende. Når den samlede mængde af stress i samfundet har nået en kritisk masse, vil mange mennesker spontant søge i retning af stilhed og måske et simplere liv, eller i hvert fald et liv med større fokus på det væsentlige. Det vil ikke komme som en bevidst strategi eller modebølge a la Simple Living-bevægelsen, men som et uafviseligt behov. Hvor der før var et behov der skulle tilfredsstilles i form af en endeløs række af ting og adspredelser, vil den mætningstilstand jeg taler om få flere og flere mennesker til at stoppe op og søge det jeg for nemheds skyld kalder stilhed, men som bedre kan karakteriseres som en ny måde at være til på. Den ydre stilhed vil afspejle og befrugte den indre og omvendt.

Men ligesom stilhed ikke er et totalt fravær af lyde på det ydre plan, men en overgang til hvad man kunne kalde kvalitetslyde, fx naturens egne lyde, er stilhed heller ikke på det indre plan ren og skær passivitet, men tværtimod en særdeles dynamisk størrelse som skaber forandring. Stilhed er jo netop fokus på det væsentlige og repræsenterer derfor øget opmærksomhed, kreativitet og læring.

Jeg kommer til at skrive meget mere om stilhed og mine erfaringer med den senere.

onsdag den 13. august 2008

Ren usaglighed

Politikens kronik fra 12. august, 'Øko-logik eller et trygt verdensbillede' er et eksempel på at universitetsstudier ikke nødvendigvis afføder kritisk, selvstændig tænkning. Et er at tilegne sig stoffet, noget andet er at få den nødvendige distance til det, så man ikke bliver så forblændet af fagets mange lokkende teorier at man i en form for kådhed implementerer dem i alle mulige sammenhænge hvor de ikke hører hjemme. De fire antropologistuderende forfattere til kronikken har tydeligvis fulgt med i timen, og de har i hvert fald lært én ting: At mennesker har en tendens til at dele verden op i godt og ondt, rent og urent osv. Vi forstår bedre verden på den måde ved at forsimple tingene og ordne dem i kasser, som der står. Mange gange. For denne pointe gentages flere gange i kronikken end jeg orker at opregne. Jeg tror selv præsident Bush med sin letforståelige 'enten er I med os eller også er I imod os' retorik ville blive misundelig over med hvilken sans for det forenklede budskabs kraft de fire studerende gang på gang hamrer denne trivielle pointe ind i læseren. På den måde yder de ironisk nok selv et værdigt bidrag til den ordning i kasser de angiveligt har under kritisk analyse. Hvis det var en gymnasiestil, ville jeg sige at de muligvis har en god pointe, men at de for det første skamrider den så meget at ingen længere kan holde ud at høre på den, og at de i deres behandling af emnet mangler alle de nuancer de selv efterlyser så meget hos andre.

Det emne som kronikørerne har valgt at demonstrere pointen på er økologi. Som forbrugere vælger vi nemlig, ifølge forfatterne, økologi ud fra et andet rationale end blot det at det er den produktionsform der er mindst belastende for mennesker, dyr og miljø. Vi vælger økologi fordi vi tror på autoriteter, og det statskontrollerede Ø-mærke udgør en sådan autoritet. Desuden giver det tryghed at kunne vælge noget der er 'rent' frem for noget der er 'urent'. Det gode over for det onde. Verden bliver overskuelig. Og vi som troede vi valgte økologi for at sikre vores grundvand og for at genskabe noget af den oprindelige naturs biologiske mangfoldighed, for at give grøftekanter, vådområder og engdrag levesteder for blomster, insekter og fugle, eller for at kyllingerne kan få mere end et A4-ark at bevæge sig på og koen rigtigt græs under klovene, for det bevisligt højere næringsindhold i fødevarerne, for at kaffe- eller bananplukkeren ikke skal gå rundt i en sky af pesticiddampe eller for at den indiske tekstilarbejder ikke skal arbejde med giftige klorforbindelser til blegning og tungmetaller til indfarvning. Nej, økologiske forbrugere, som godt nok typisk hører til det mest veluddannede og derfor formodentlig også mest kritisk tænkende segment i befolkningen, følger kun blindt autoriteter i form af en nærmest religiøs dyrkelse af økologiens symbol, Ø-mærket. De tænker udelukkende i rent og urent. Det virker derfor næsten ufrivilligt komisk når forfatterne som eneste argument for at fremføre denne teori, at mennesker søger tryghed i autoriteter og i forenklede budskaber, henviser til at teorien bygger på en tradition inden for antropologien!

For at understrege det angiveligt irrationelle i den adfærd de økologiske forbrugere udviser, fremhæves det at økologiske varer i virkeligheden ikke er så rene endda. Der spilles her på økologiens åndelige slægtskab med haram-halal dogmatikken eksemplificeret ved at jord på økologiske grønsager opfattes om rent (halal), mens jord på gulvet er urent (haram). Og forfatterne sætter trumf på ved at påpege at økologiske æg ofte har et højere indhold af dioxin fordi økologiske høns er mere ude i det fri og dermed bliver udsat for nedfald af dioxin fra luften. De kunne såmænd godt have tilføjet økologiske køer på græs. Men det falder dem tilsyneladende ikke ind at der kunne være andre grunde til at vælge økologi end det religiøse renhedsbud, eller at man kan finde på at købe økologiske æg til trods for at man overskrider tryghedszonen. Måske har dyrevelfærd også noget at sige. Forbrugere kan rent faktisk godt være motiveret af andre hensyn end snævre personlige interesser, og i hvert fald er nogle af dem i stand til at se tingene i en større sammenhæng.

Sætninger som denne her er symptomatiske for kronikken: 'Økologitanken er relateret til værdier der knytter sig til diskussionen om bæredygtighed og miljøbevaring i en større klimadebat'. Man er nødt til at spørge om kronikredaktøren var på ferie, for hvordan slipper den slags sætninger ellers igennem? Ikke alene er den skrevet i et knudret sprog, den er også temmelig forvrøvlet. Økologi er ikke nogen tanke, men en videnskab, og det endda mere eksakt end antropologien formentlig nogensinde kan gøre sig forhåbninger om at blive. Lad mig citere fra Den Danske Ordbogs definition af økologi: 'Videnskab der beskæftiger sig med den biologiske afhængighed mellem forskellige levende organismer i naturen og hensynet til naturens balance' - 'relateret til' - hvordan relateret til? - 'værdier' - økologi handler ikke om værdier, men om verificerbare facts. Og så omsider de ord det egentlig handler om: 'bæredygtighed' og 'miljøbevaring'. Det er korrekt, økologi handler om bæredygtighed, sådan kunne sætningen have lydt, og så havde den i det mindste sagt det klart og utvetydigt. Det er til gengæld misvisende at fremstille 'økologitanken' som om den mest hører hjemme i klimadebatten. Det er faktisk to forskellige diskussioner med kun enkelte fælles berøringspunkter.

Kronikken tager ikke på noget tidspunkt op til overvejelse hvor meget sandhed der egentlig er i den grundlæggende påstand at mennesker generelt foretrækker en opdeling i sort og hvidt. Påstanden tages ganske enkelt for givet. Vi forstår helten i en film som god gennem skurken som er ond, siges der. Muligvis, men det som gør filmens personer troværdige, og seværdige, er da hvis de får tilføjet forskellige egenskaber som giver dem dybde og karakter. Hvis man slår hjernen helt fra, kan man muligvis godt holde ud at se en todimensional film til ende, men de fleste normalt begavede mennesker vil hellere se film med nuancer, ganske enkelt fordi de bedre afspejler virkeligheden.

Meget anderledes forholder det sig ikke når man fx som forbruger vurderer forskellige fødevarer. Der tager man også højde for en masse faktorer og træffer sine valg ud fra dem. Nogle vælger animalsk fedt eller transfedtsyrer fra fordi forskningen har vist at den slags øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, eller farvestoffer fordi børn bliver hyperaktive af dem, eller så meget andet. Med andre ord, mange mennesker som køber konventionelle fødevarer, vælger også nogle fra af forskellige årsager. Man kunne spørge om de også ligger under for godt/ondt-, rent/urent-dogmerne, eller om der her er tale om 'saglige' valg. I mine øjne er valget af økologi nøjagtig lige så sagligt og videnskabeligt underbygget. Det har tilmed den dimension at det ikke alene tager hensyn til egen sundhed, men til hele økosystemet. Der er ikke noget som helst religion i det. Det handler faktisk i sidste ende om klodens overlevelse, om at sikre fremtidige generationer de samme muligheder som vi selv har haft for at nyde godt af naturens mangfoldighed.

Reference:

'Øko-logik eller et trygt verdensbillede'

en
kronik af:

ENA M.A. MADSEN, MAJKEN HVIID, HENRIETTE NØRMARK ANDERSEN OG MIKKA NIELSEN