søndag den 27. januar 2008

Pædofiliforskrækkelse

Sagen med drengen fra Hellebækskolen, som skolens leder ville have bortvist fordi han i internetforumet Arto kaldte en lærer for ‘pedo’ (sic), er interessant fordi den endnu engang afslører hysteriet omkring pædofili i vores kultur. Drengen, som intetanende havde brugt udtrykket som et hvilket som helst andet kraftudtryk, blev midlertidigt borvist fra skolen og kastet ud i en mediestorm, fordi samfundet lider af en kollektiv fobi over for en seksuel minoritet. Er det rimeligt at drengen skal straffes hårdere fordi han træder på en særlig øm tå, som han ikke kan have nogen viden om eksisterer, eller fordi han ikke har tilegnet sig seksuelle normer eller tabuer som hører voksenlivet til?

Heldigvis blev skolelederens beslutning omstødt af Helsingør byråd, efter pres fra forældrene, som tilmed havde måtte hente advokatbistand, men at sagen overhovedet skal nå så vidt, grænser til det absurde. Drengen har allerede tilbagekaldt sin påstand og har undskyldt over for læreren, og det burde sådan set have været nok. Nu skal han i stedet skifte klasse, hvilket var det kompromis byrådet nåede frem til.

Kristeligt Dagblad forsvarer i en leder d. 16/1 skolelederens beslutning og taler om at byrådet ‘sender uheldige signaler om folkeskolens værdier’. Det er faktisk en del af artiklens overskrift. Men hvad er det for værdier vi skal værne om her? Det bliver ikke uddybet i artiklen. Er det at børnene lærer at tale pænt til hinanden, eller er det at de så tidligt som muligt tilegner sig samfundets tabuer, så vi kan sikre os at også næste generation deltager i den bevidstløse heksejagt på pædofile? Men når alt kommer til alt er det måske ikke overraskende at en avis, der i forvejen støtter religiøs indoktrinering, også fastholder indoktrineringen på andre områder. For nogen er salmevers stadig vigtigere end kritisk tænkning.

Det er selvfølgelig synd for læreren at han bliver hængt ud som pædofil, men hvorfor det skulle være mere synd for ham end hvis han var blevet kaldt noget andet grimt, er ikke noget der let lader sig forklare, og i hvert fald ikke noget en dreng på 11 år kan gennemskue. Anklagen for utilbørlig opførsel har forkert adresse. Det er ikke drengen der er ansvarlig for den kollektive angst samfundet lider af, og som blandt andet fører til at pædofile er den laveste underklasse i samfundet som alle frit kan sparke på, ja som det faktisk ikke er god tone ikke at sparke på.

Pædofiliforskrækkelsen er et forholdsvis nyt fænomen, i hvert fald i den størrelsesorden den har nu. Man kan se det af de reaktioner der kom på offentliggørelsen i Politiken oktober sidste år af Nan Goldins fotografi at to legende småpiger, hvoraf den ene tilfældigvis blotter sit køn. Billedet er i sig selv helt uskyldigt, men var alligevel blevet fjernet af politiet fra en kunstudstilling i England. Forargelsen over billederne var næsten på højde med den der ramte Jørgen Leth efter udgivelsen af hans ‘Det uperfekte menneske’. En kronik i Politiken af Vibeke Tøjner fra d. 21. oktober forklarer at det problematiske er at fotoet bliver revet ud af sin kunstneriske sammenhæng. Kunstens rum er, ifølge kronikken, anarkistisk, et ‘helle’ hvor man kan vise ting der i andre sammenhænge ville blive betragtet som anstødelige. Og jeg som troede at det netop var en af kunstens opgaver at forage og vække anstød. Kronikøren, som selv er kunstner, mener tilsyneladende at billederne af de dansende småpiger er uskyldige, når de hænger på et museum, hvorimod de er pornografiske og ‘vrides’ (et udtryk hun bruger flere gange) op i hovedet på beskueren, når de bliver vist i en avis, hvilket i parentes bemærket ud fra en journalistisk betragtning må anses for naturligt al den stund de var blevet fjernet af politiet fra en kunstudstilling.

Det er som om hun ikke rigtig kan blive enig med sig selv om kunsten skal forarge eller være harmløs. Tilsyneladende mener hun at kunsten gerne må forarge og udfordre vores fordomme, hvis det bare sker på de ‘ambassader’ der er udset til formålet, altså museerne, åbenbart fordi vi så godt er klar over at det ‘ikke rigtig gælder’. Iscenesættelsen bliver ikke blandet sammen med virkeligheden på en for betragteren uigennemskuelig måde. Man kunne spørge om det ikke netop kunne være en af kunstens opgaver at forsøge at udfordre det skel!

Men tilsyneladende er det ikke kronikørens opfattelse at kunsten skal provokere når det handler om et billede af to halvnøgne piger der leger og tilfældigvis kun er halvt påklædte. Hun medgiver endda at hun kan have set billedet tidligere på en udstilling uden at have tænkt nærmere over det, med andre ord, det har ikke på det tidspunkt givet anledning til at hun har udfordret sine eventuelle latente fordomme over for udstillingen af børns kønsdele, men når hun ser det samme billede i en avis føler hun sig som ‘voyeur’, hun inddrages, mod sin vilje, i den pædofiles verden, idet hun med ét betragter billedet fra den pædofiles perspektiv. Det er ikke længere blot børn der leger (hvilket ellers er fuldstændig åbenbart), men kun seksualitet (hvilket man nærmest skal være pædofil for at kunne se).

Ud fra det må man konkludere at det meget omtalte foto hverken er kunst når det befinder sig i et af kunstens templer, eller ‘ambassader’, for så ville det have vakt et eller andet i hende, provokeret eller noget andet, og ikke bare have været ‘uskyldigt’, som hun faktisk kalder det, inden det bliver ‘revet ud af sin sammenhæng’, og det er bestemt heller ikke kunst når det først er sluppet ud af kuvøsen, ud i det ‘farlige’ offentlige rum, for så er det åbenbart kun pornografi og helt igennem anstødeligt, for ‘...et blik er aldrig ’rent’. I det øjeblik vi ser noget, lades det, vi ser, med betydning og vores egne associationer’, som hun skriver. Det kan hun jo have ret i, men hvis det er en af kunstens fornemste opgaver at udfordre vores fordomme, kan hun jo begynde lige netop der, med at betragte sit eget blik og spørge sig selv hvorfor det ikke er rent, frem for at blive hængende i de fordomme hun så tydeligt vedgår at hun har. I en vis forstand har hun med sin reaktion netop bevist billedets værdi som kunst. Billedet har ved at træde ud af sin æggeskal klædt hende af til skindet og vist hende som den hun er, og meget mere kan man vel ikke forlange af kunsten.

Når jeg siger at pædofiliforskrækkelsen er eskalerende er det ikke tilfældigt. Det samme billede af småpigerne ville ikke have vakt forargelse i ‘70’erne. Jeg tror faktisk ikke nogen ville have skænket det en tanke, uanset hvor det var blevet bragt. Hvorfor denne forskel? I Apropos på P1 for nogle dage siden var der en forsker som bekræftede at denne udvikling har fundet sted, men forklarede det ved at pornoficeringen af det offentlige rum havde medført en tiltagende lede ved udstillingen af halv- og helnøgne mennesker i alle mulige sammenhænge. Derfor reagerer vi nu på billedet af småpigerne, mente hun.

Jeg mener det er en fuldstændig forkert analyse. Det er to helt parallelle spor der intet har med hinanden at gøre. For det første fordi der intet seksuelt er ved billedet. Period. Ikke engang undertoner. Derfor har det slet ikke nogen andel i den påståede pornoficering af det offentlige rum. Forklaringen skal efter min mening søges et helt andet sted, og det er foreløbig kun et gæt, men det er formentlig i at indstillingen til børn har ændret sig dramatisk i de sidste 20 - 30 år. Børn fylder ganske enkelt meget mere i folks liv, og der er kommet langt større fokus på børns vilkår. Jeg er ikke sikker på at børnene har fået det bedre, men de er i hvert fald langt mere beskyttede, for ikke at sige overbeskyttede. Samtidig er der en nærmest kollektiv skyldfølelse over at vi tager os for lidt af børnene, fordi vi ikke har tid til det. Vi overlader børnene til andre og føler dermed vi svigter dem. Kombinationen af denne næsten overdrevne omsorg og fornemmelsen af omsorgssvigt kan godt være netop den cocktail der gør at mange reagerer så stærkt på pædofili og ser overgreb på børn alle vegne. Og det rammer åbenbart også billeder der ud fra en ganske nøgtern betragtning er fuldstændig uskyldige, uanset hvor de bliver bragt.

mandag den 14. januar 2008

Kreativ tvivl

Jeg har mødt flere tvivlere inden for videnskaben end blandt troende, og flere vidende blandt troende end nogensinde i videnskabens verden. Tro er mere etableret som viden end viden er i nogen videnskab, for i videnskaben er viden altid foreløbig og til diskussion. Og ikke alene til diskussion, hele videnskabens metode består i at forsøge at finde huller i, eller noget som ikke stemmer overens med, denne foreløbige viden, mens troen af princip altid springer over hullerne. Videnskabens metode er kreativ uvidenhed, konstruktiv tvivl. Den søger ikke 'sandheden', men modsigelsesfrihed, og når den én gang er fundet, går den på jagt efter nye modsigelser.

Det siges at troende lever længere end ateister. Nogle undersøgelser tyder i hvert fald på det. Så er det jo bare ærgerligt hvis man ikke er født med et trosgen. Eller er det? Jeg vil mene det har meget at gøre med hvordan man forvalter sin manglende tro. Er trosfriheden fuld af frygt, fordi det man i virkeligheden ønsker er at slå rødder et eller andet sted i stedet for at svæve frit i tvivlens lufttomme rum, så er det sikkert livsforkortende, men hvis tvivlen er blevet en livsform, kreativ, stærk og fuld af livskraft, fordi der ikke findes nogen døre som er blevet stænget af den særlige afart af viden man kalder tro, så hviler man sikkert lige så uforstyrret i sin trosforladthed som i nogen tro. Det er kun når man søger mening at man finder meningsløshed. Hvis man som ikke-troende stadig søger mening, er det fordi man ikke har opgivet troen i sit hjerte, og det fører kun til endnu større fortvivelse. Der er derimod ikke noget mere sikkert end en urokkelig tvivl. Den fører til en ro der ikke kan rystes af noget, netop fordi den ikke har noget grundlag.

Mange mener tilsyneladende at fordi stort set hele menneskeheden bekender sig til – eller rettere fødes ind i – en religion, så må mennesker være udstyret med et religiøst gen, et trosgen. I mine øjne er der snarere tale om en fejlprogrammering af den software der ligger i hjernen. Mennesket har kapacitet til en omprogrammering – eller er det en afprogrammering? - af sin hjerne. Det behøver ikke længere at være slave af religionerne og alle deres tåbelige ritualer og såkaldte hellige bøger. De bedste af de organiserede religioner har, i hvert fald momentvist, fattet det. Både i kristendommen, men især i buddhismen, findes et opgør med både stivnede regler og hellige skrifter og påbud, men troen er ikke sat ud af kraft. En mere subtil teologisk udlægning af troen i kristendommen vil nok hævde at tvivlen er en del af den troendes liv, eller endda en del af selve troen, netop fordi den er tro og ikke viden, og fordi man overgiver sit liv til mysteriet, til noget stort og ufatteligt. Så også her svæver man i en vis forstand i det lufttomme rum.

Det kunne se sådan ud, men når man taler med kristne eller andre troende, finder man hurtigt ud af at det absolut ikke handler om den konstruktive og kompromisløse tvivl jeg beskrev før. Det kan bedre beskrives som en tvivl som troen har afbødet lige præcis så meget af den ikke leder til fortvivlelse. Men det er ikke den tvivl jeg taler om. Det er ikke den ægte vare. Udgangspunktet er forkert. Man kan ikke starte med troen. Man skal starte med tvivlen, dvs. man skal starte forfra. Hele tiden. Først må man opgive ethvert håb, finde sit åndelige nulpunkt, så at sige. I praksis vil det sige at man erkender at der ikke er noget man kan gøre, ikke engang tro.

Hvordan kan man 'gøre' det? Lige så snart man har sagt 'hvordan', har man fjernet sig fra sit åndelige nulpunkt og har bevæget sig over i mere fastlagte rammer. Man er ved at finde grunden under fødderne, og man er derfor ikke længere urokkelig, dvs. man er ikke tryg. Og er der noget vi søger, er det tryghed. Det er et paradoks at vi fjerner os endnu mere fra den tryghed hver gang vi spørger 'hvordan?'.

Den første erkendelse består altså i at der ikke er noget vi kan gøre. Hvert øjeblik bliver til en aflæring af det vi mener at vide om verden og os selv. Vi skal være så årvågne at vi fanger os selv når vi mindst aner det, helst allerede inden vi begynder at mene noget, eller inden vi reagerer med den viden vi tror vi har. Krishnamurti kalder det at blive ved 'det som er'. Hvis vi ikke går videre end det som er, når hverken tro eller viden at få nogen plads i sindet, hvilket vil sige at der er plads til noget nyt. Det er umuligt at fortælle hvad dette er, og det er sådan set også underordnet. Det er pladsen der er det vigtigste.

søndag den 13. januar 2008

Kærlig respektløshed

Det følgende blev oprindeligt skrevet under indtryk af den såkaldte Muhammed- eller karikaturkrise. Jeg brugte den som afsæt til at fortælle noget om vigtigheden af selvransagelse, uanset om man har et religiøst ståsted eller ej. Jeg forsøgte også at pege på nødvendigheden af en ny forståelse af begrebet religiøsitet, noget som især J. Krishnamurti har gjort sig til talsmand for. Det er en måde at forstå det religiøse væsen på som både inkluderer, men også i vid udstrækning overskrider begrebets traditionelle grænser. Man kunne nærmest tale om en form for transreligiøsitet.

...

Det er ejendommeligt, at så få i den nu næsten forgange debat om Muhammed-tegningerne pegede på, at det man i hvert fald kunne udlede af Jyllands-Postens 'stunt' var, at der både findes en formel og en reel ytringsfrihed. Det er sandt nok, at den formelle ytringsfrihed aldrig har været til diskussion, men uden reel ytringsfrihed er den formelle som sådan ikke meget værd. Hvad nytter ytringsfriheden, hvis ingen tør bruge den, når den for alvor bliver udfordret? Det er et alvorligt demokratisk problem, at så mange politikere, kunstnere, osv. har haft trusler hængende over hovedet, eller praktiserer selvcensur, og det uanset hvilken fløj truslerne kommer fra. Jeg anser det for en fejl, når nogen påstår, at ytringsfriheden ikke har været truet, men at det hele bare handler om at udvise anstændighed og respektere andres følelser. Problemet ligger lige præcis i de reaktioner, der kommer hvis man ikke overholder denne pli. Det er i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt, om tegningerne blot var en tom provokation, som nogle hævder. Reaktionerne peger på noget, der åbenbart var et latent problem.

Det er jo ikke fordi, det i sig selv er et problem at lade være med at fornærme andre. Selvcensur foregår hele tiden, som mange ganske rigtigt har påpeget. Ingen avis ville fx trykke karikaturer af handicappede. Problemet er bare, at der findes en anden slags selvcensur, en påtvungen variant, som jeg ikke tøver med at sammenligne med mafiaens beskyttelsespengesystem. Det er en selvcensur, der, hvis vi accepterer den, er med til at legitimere et potentielt voldeligt og udemokratisk samfund. Så længe vi betaler beskyttelsespengene, ved at holde vores kæft, har vi ingen problemer. Vi lever i fred og fordragelighed med vores naboer. Men det er faktisk en fred, der er baseret på et voldeligt og afstumpet system, hvilket er meget usundt for et hvilket som helst samfund. I en sådan situation kan det rigtigste være at holde op med at betale beskyttelsespengene og tage konfrontationen.

Hvis man aldrig bruger sine ben, vil muskler og sener til sidst blive så svage, at man knap kan gå længere. Man styrker sine ben ved at give dem modstand og hele tiden udfordre dem, og jo stærkere de er, jo længere kan man gå. Når der bliver lagt hindringer i vejen for den reelle ytringsfrihed i form af trusler, eller frygt for trusler, bliver den dialektiske udvikling, som den åbne herrredømmefri dialog er udtryk for, bremset, og hele samfundet mister noget af sin mangfoldighed og civilisatoriske kraft.

Men ikke alene har det omkostninger for dem, der betaler beskyttelsespengene. Det har det også for dem, der inkasserer pengene. Hvis der er tale om en religion, bliver den naturligvis stillet i et dårligt lys, når nogle af dens repræsentanter udøver pression, hvilket er uretfærdigt over for det store flertal, som ikke kunne drømme om det, men endnu værre er det, at det forhindrer religionen som sådan i at udvikle sig.

Det har altid været farligt at udfordre religioner, men hver gang det er sket, har religionerne selv vundet ved det og er faktisk blevet stærkere. Vi behøver blot tænke på Jesus, som var en af de største udfordrere, og som måtte bøde med livet for det. Reformationen er et andet eksempel og den gryende videnskab i renæssancen et tredje. Galilei krænkede pavekirken, blot fordi han havde tilladt sig at kigge Guds skaberværk i kortene gennem sin kikkert og fortalt, hvad han så. Det var med livet som indsats, at nogen udfordrede den katolske kirke, men den kristne kirke som helhed blev rigere og mere mangfoldig af det.

I dag burde vi egentlig være kommet så langt, at vi kan udfordre hinanden på alle områder uden at risikere livet. Det burde faktisk være en menneskeret. I et demokrati skal der være plads til at hævde hvad som helst, også - eller måske især - de ting, vi ikke bryder os om at høre. Hvis vi føler os stødt, må vi bare blive bedre til at argumentere for vores sag, eller måske skal vi øve os i at ransage os selv og de forestillinger, vi tager for givet. Det er under alle omstændigheder en god øvelse. Den skærper ånden og styrker derfor i sidste ende demokratiet og hele samfundet.

Her vil jeg gerne henlede opmærksomheden på et mere upåagtet aspekt i denne her sag, som ikke desto mindre er af stor betydning. Jeg vil gerne have lov at lægge et godt ord ind for andres ret til at blive krænket. En beskyttelse af andre menneskers følelsesmæssige tilknytning til religioner og andre ideologier, er et misforstået hensyn, der ikke alene er til skade for dem selv, men for hele dynamikken i samfundet. Jeg mener det er at stille sig i vejen for andre menneskers åndelige vækst, hvis man ikke til stadighed udfordrer dem på deres tro og overbevisning. Men bør man ikke holde sig til saglig kritik? Jo, men hvem skal definere grænserne for, hvad der er saglig og usaglig kritik? Er det modtageren eller afsenderen? Man kan sige, at tegningerne var usaglige, en tom provokation, pubertetsagtige, det hele kan sådan set være rigtig nok, men der er meget mere i det. Alene det faktum at de fik så stor virkning, må give anledning til en vis selvransagelse, hos afsenderen, men så sandelig også hos modtageren. De må jo helt åbenbart have ramt noget. Men det er jo ikke sikkert, at det de har ramt, er det samme som det modtageren tror, de har ramt. Måske var det slet ikke det hellige og ukrænkelige der blev ramt, men noget ganske andet. Det er i den slags spirende overvejelser, at den åndelige vækst tager sin begyndelse.

Lad os, for at finde ud af det, prøve at undersøge, hvad det vil sige at blive krænket, og hvad det overhovedet er der bliver krænket, og lad os holde os til troen. Det undrer mig altid, at mennesker, som betragter sig selv som religiøse, kan føles sig krænkede på deres tro. Nogle teologer herhjemme har slået til lyd for, at de godt forstår, at mange muslimer er blevet krænkede over tegningerne, og at det er fordi vi ikke selv tager vores tro alvorligt nok, hvis vi ikke føler os krænkede, når vores tro bliver udfordret eller latterliggjort.

Hvis man kigger nærmere på det, er det et lidt besynderligt argument, især når det kommer fra en kristen. Hele kristendommen er grundlagt på en serie skandaløse krænkelser. Jesus ville slet ikke have kunnet gennemføre sit projekt med at blive korsfæstet, hvis han ikke havde haft nogen han kunne krænke, og hans korsfæstelse er i sig selv den ultimative, og helt nødvendige, krænkelse af ham. Uden den ingen kristendom. I de følgende århundreder har diverse helgener nærmest stået i kø for at blive krænket. Det ville have været en katastrofe, hvis de ikke havde kunnet krænke nogen, eller selv blive krænket. Som en god kristen, skal man nærmest takke sin gud for, at man fik lov til at blive krænket. Derfor vil jeg opfordre teologerne til at tage deres tro så alvorligt, at de også tager krænkelsen med som en uadskillelig del af et liv, hvor troen spiller en central rolle.

Alt det behøver i princippet ikke gælde islam og Muhammed, selv om der er flere indikationer på, at Muhammed tålte krænkelser bedre end sine senere disciple. Det vil jeg dog lade ligge og i stedet kigge nærmere på, hvad det egentlig er der bliver krænket, når vi taler religion. Jeg mener det må være sådan, at det som er helligt i religionen slet ikke kan krænkes. For hvis det kunne krænkes, ville det være timeligt og forkrænkeligt, og dermed slet ikke et udtryk for det hellige. Det, der til gengæld kan krænkes, er forfængelighed og menneskers begrænsede forestillinger om den gud de nu har, altså rene menneskelige følelser som intet har med det guddommelige at gøre.

I virkeligheden, hvis man skal sætte sagen på spidsen, er den eneste mulige blasfemi at forestille sig, at man kan krænke det guddommelige. For det er at ophøje den menneskelige begrænsning til noget guddommeligt. Derfor, når man taler om, at denne eller hin gud eller profet er 'ukrænkelig', skal man tage det for pålydende, for det betyder ganske enkelt at det ikke er muligt for noget menneske at krænke det guddommelige. At være religiøs er at leve i og med denne ukrænkelighed. Og det er det samme som at hvile i sin tro. Derfor blev Jesus naturligvis heller ikke krænket af forhånelserne. Han var et sted, hvor krænkelserne ikke nåede hen. Hvis man altså tror på ham som en manifestation af det hellige. Det er muligt, at han selv har krænket jødedommen. Det vil jeg overlade til dem at afgøre.

Det er altså ikke det hellige, der bliver krænket, men mennesker. Og da mennesker ikke er fuldkomne, må de til stadighed kigge ind i sig selv. Det kan krænkelserne hjælpe til med. Krænkelser kan blive et værdifuldt instrument i den personlige udvikling. De kan være smertefulde, men de er også potentielle øjenåbnere. Tilstedeværelsen af dem er næsten altid et symptom på et reelt, men endnu ikke erkendt, indre modsætningsforhold.

Islam er i dag i en situation, hvor den skriger på reform. Og det ikke alene i dens praksis, men helt ned i dens bogstav. Dele af den er helt ude af trit med den moderne verden og også uforenelig med den. En af de afgørende udfordringer for den bliver forvandlingen fra lovreligion til 'rent' gudsforhold uden dogmatiske og rigide vejledninger om, hvordan livet skal leves. Kristendommen blev til netop på den måde, ved at troen og kærlighedsbudskabet kom til at stå som det centrale, ikke sådan at loven som sådan blev sat ud af kraft, men den blev helt og fuldt opfyldt og realiseret gennem troen. Også i buddhismen har man set en lignende udvikling, fra den tidlige, noget mere dogmatiske og regelbaserede, doktrin i retning at et fokus på mere essentielle begreber som højere erkendelse og kærlighed. Religioner, der ikke forandrer sig ved bl.a. at gøre sig fri af egne dogmer, vil til stadighed blive udfordret på deres helligste principper og dermed krænket. Det er en uundgåelig og nødvendig proces, ikke alene i et demokratisk samfund, men i alle samfund.

Alle religioner har et udviklingspotentiale, og det er faktisk på høje tid, at de gør brug af det. Naturvidenskaben, der af de store religioner traditionelt har være betragtet som en modstander, eller i hvert fald vanskeligt forenelig med religion, kan også opfattes som en vældig inspiration til en helt ny form for religiøsitet. Det kan være ganske befriende ikke at skulle være i centrum af universet og genstand for Guds konstante opmærksomhed, men blot noget organisk materiale fordelt ud over en planet i en tilfældig spiralgalakse blandt millioner af andre, et tilfældigt sted i et univers med sorte huller, kvasarer og andre uforståelige ting. Om ikke andet giver det basis for en vis ydmyghed, en, med rette, højt værdsat egenskab i de fleste religioner.

J. Krishnamurti er en af de religiøse tænkere, der mest vedholdende har talt dunder mod institutionaliserede religioner, og de skel de skaber mellem mennesker. Han afviste ikke den religiøse erkendelse som sådan, snarere tværtimod, men gav den nyt indhold gennem sin kritik af religiøse autoriteter af enhver art, det være sig guruer, profeter eller såkaldte hellige skrifter. Krishnamurtis forestilling om religiøsitet og 'det hellige' var ikke bundet op på noget som helst andet end den erfaring, vi kan få, hvis vi bliver i stand til helt og fuldt at gennemskue os selv, med andre ord, hvis vi ser os selv, som dem vi vitterligt er, nøgent og uden filter. Han kalder den måde at se på 'den ikke-vælgende opmærksomhed', fordi den aldrig dømmer om det den ser. Kun ud fra dette mentale nulpunkt kan noget nyt opstå, og dette nye hænger der ikke nogen duft af røgelse og hengemt lærdom ved. Det er ikke mærket af fortiden med dens traditioner og vanetænkning, og, tilføjer Krishnamurti, det er synonymt med kærlighed. Det er samtidig den eneste mulige kærlighed, for kærlighed opstår aldrig i opposition til noget andet, men kun ud fra et sådant nulpunkt af ren, fordomsfri iagttagelse.

Vores kærlighed til religiøse symboler og autoriteter er derimod blot et produkt af fortiden. Den er et mere eller mindre automatiseret kompleks af følelsesmæssige og intellektuelle reaktioner på de påvirkninger, vi har modtaget gennem vores opvækst, og er derfor dybt reaktionær, næret af udsigt til belønning og frygt for straf, i evindelig opposition til alt hvad der ligger uden for det kendte, og ukendt med det nye som alene kan frigøre og give indsigt i kærlighedens væsen.

Ikke alene kritiserer Krishnamurti alle afskygninger af formaliseret religion og praksis, han lægger også afstand til de moderne semi-religiøse selvhjælpsfilosofier, hele den såkaldte New Age trend, og gjorde sig bl.a. bemærket ved at sige om den fra Transcendental Meditation velkendte praksis, hvis væsentligste indhold er gentagelse af gamle mantraer, at man ville få samme virkning, hvis man sad og gentog et mere moderne mantra som fx "Coca-Cola". Respektløst ja, men måske nødvendigt. Hans væsentligste kritikpunkt over for New Age var, at den ikke frigør sig totalt fra erkendelsesteknikker, altså fra formaliseret praksis. For Krishnamurti findes der ingen teknik eller metode, der kan afsløre sandheder i religiøs forstand: "'Sandheden er et land uden veje', som han sagde.

Krishnamurti er konsekvent respektløs over for alt og alle, men alligevel, eller måske netop derfor, bevarer han en umådelig nænsomhed over for alt levende. Det er som om, han formår at adskille mennesket fuldstændigt fra dets selvopfattelse, dets såkaldte identitet. For ham er det at være et individ noget andet end den identifikationsproces, der skaber vores identitet. At være et individ er at være udelt og hel. Krishnamurti griber her tilbage til ordets oprindelige betydning.. Mennesker er som oftest splittede eller 'fragmenterede', fordi de hele tiden konfronterer det, som er med det, som var, med andre ord, de møder hele tiden det nye med fortiden, og fortiden er summen af alle vores erfaringer, herunder opdragelse, vaner og traditioner. Men mennesket er samtidig noget helt originalt og unikt, hvilket det indser, når det står 'alene', et udtryk Krishnamurti parafraserer som 'all one' (fra 'alone'), dvs. 'hel'. Sindet må kunne stå helt 'alene' for at være helt, og 'alene' bliver det, når det ikke er opfyldt af fortiden med dens byrde af opsparede fordomme og vanetænkning. Det hele sind er uendelig meget større, siger han, end det begrænsede sind vi har vænnet os til at leve med. Det er også mere levende og modtageligt, og så er det synonymt med kærlighed.

Er Krishnamurti humanist? I den forstand, at han altid ser det fællesmenneskelige, det der forener, snarere end det der adskiller os, er han humanist, men han er ikke antropocentrisk som især de store religioner, der i deres uendelige hovmod og uvidenhed sætter mennesket i universets centrum og opfinder guder, der matcher menneskets behov for selvbekræftelse. Han er heller ikke ren og skær oplysningshumanist, da hans projekt i første række er åndeligt og eksistentielt, hvorved det rækker langt videre end til en eller anden ny formulering af menneskerettighederne. Hans respektløse kritik af alt det, vi klamrer os til, alle vores tryghedsskabende forestillinger, gør ham til en stadigt aktuel kulturradikal, en åndelig kulturradikal om man vil, for der er ingen tvivl om, at han mener, der findes noget 'helligt' i tilværelsen. Men det åbenbarer sig kun for den, for hvem intet er helligt. Hver en sten skal vendes. Det hellige kan kun erkendes og realiseres ved, at vi opgiver enhver forestilling om, at der er noget fast holdepunkt i tilværelsen. Det hellige er ikke statisk, men i evig bevægelse og derfor mere levende end de stivnede mønstre i hjernen som tro og ideologi sædvanligvis er udtryk for.

I den aktuelle debat om religion og ytringsfrihed ville Krishnamurti have stillet sig på den respektløse og ubetingede ytringsfriheds side, og det var da også den han selv praktiserede gennem sit lange liv. Mange følte sig i mødet med ham stødt på deres ideologi, religion eller hvad det måtte være, de byggede deres tilværelse og identitet på, men de følte sig også set og kærligt favnet, som de mennesker de var, fordi han formåede at se tværs igennem de mange billeder, vi så ofte betragter hinanden med. Det er respekt i den ikke forlorne betydning af ordet.

Det er derimod ikke særlig respektfuldt at "respektere folks tro", hvis det indebærer en ukritisk accept af trosretninger og ideologier, som man dybest set er uenig i eller ligeglad med. Det er jo ren og skær hykleri. Og det er også i en vis forstand umenneskeligt, da man på den måde ikke forholder sig reelt til de mennesker, der bærer rundt på forestillingerne, men alene til forestillingerne selv, og den falske identitet der opstår med dem. Omvendt er den desværre lige så udbredte manglende indsigt i andres tro og religion, som alene grunder sig på en stærk og ukritisk forankring i egne hævdvundne sandheder, naturligvis heller ikke befordrende for medmenneskelig forståelse. Et ureflekteret forhold til andre mennesker, tager altid udgangspunkt i et ureflekteret forhold til en selv.

Respekt er i sin ægte form en barmhjertig indsigt i det fællesmenneskelige vilkår, en forståelse af, at vi alle, qua vores kulturelle og familiære baggrund, ligger under for denne falske identifikation, og at vi derfor bærer rundt på en tung byrde af forestillinger, der stiller sig i vejen for at vi kan se os selv, som vi virkelig er. Al ny erkendelse opstår ved, at man netop ikke tager afsæt i sin egen baggrund, men er i stand til at gennemskue den og lægge den fra sig. Krishnamurti kalder det "negation", at negere det kendte, ikke gennem ureflekteret afvisning, men ved at forstå dets væsen. Det væsen, der skal erkendes, er alle de forskellige strukturer, der er opbygget i hjernen, alle de spor vi har fulgt i vores liv, som vi gentager i det uendelige. Krishnamurti lægger ikke skjul på at den erkendelsesmæssige 'revolution' han ønsker, skal nå helt ind i nervecellerne, som er der hvor forvandlingen sker. Det er også en fysisk proces.

Noget af det som fascinerer ved Krishnamurtis begreb om religiøsitet er, at den hårde religionskritik, der går som en rød tråd igennem alt, hvad han har sagt og skrevet, ikke fører til, at barnet bliver hældt ud med badevandet. Religionen ryger ud, men religiøsiteten bliver. Det er en religiøsitet uden dogmer og tro. Den religiøse erkendelse i en udkrystalliseret og lutret form. Man kan også formulere det sådan, at det er en religiøsitet, der må appellere til en moderne empiristisk bevidsthed, da den kun tager udgangspunkt i det, vi umiddelbart er i stand til at erfare gennem vores sanser. Den er tillige eksperimenterende, fordi den inviterer til at udforske alle afkroge af tilværelsen. Og den er fallibilistisk, fordi den aldrig tager noget for givet.

På den måde kommer det religiøse domæne alligevel til at indtage en central plads i vores liv, men det er uden, at nogen opdager, at det har noget med religion at gøre. Det er en religiøsitet, der mere er udtrykt gennem et fravær end gennem tilvalg af alle de elementer, vi er vant til at bygge vores tilværelse på. Men giver det ikke basis for utryghed? Og er religionen ikke netop det, som skal give mennesker den ultimative følelse af tryghed gennem et tilhørsforhold til noget urokkeligt, for ikke at sige evigt? Krishnamurtis svar på det er, at virkelig tryghed kun findes gennem utryghed. Men er det ikke det samme som troen, den tro der jo også er et 'spring' ud i det uvisse? Nej, for troen har ingen genstand hos Krishnamurti, og derfor er der heller ingen tro. Der er kun usikkerhed, utryghed og tvivl. Men netop ved at blive i den tvivl, uden at løbe væk fra den, opstår der ud af dette vakuum noget helt nyt, som ikke er baseret på noget kendt, og dette er, i mangel af et bedre ord, noget guddommeligt og indbegrebet af tryghed og kærlighed.

Krishnamurtis antiautoritære og udogmatiske spiritualitet kunne være et bud på fremtidens religion, hvis man overhovedet vil bruge det ord om den. Den er trosfri, metodefri og alligevel befriende, hvis man skal tro Krishnamurti. Men det skal man ikke, siger han. Man skal selv prøve efter.

De nuværende etablerede religioner repræsenterer kun en fase i menneskehedens historie. Et forbigående om end, i menneskelig målestok, noget langvarigt fænomen. Men de vil forsvinde alle sammen, med tiden, eller blive totalt forvandlet. Den spådom vil jeg gerne komme med.

tirsdag den 8. januar 2008

En kulturradikal kritik

Det her er et gudsforladt sted, og det vil det blive ved med at være. Om det så var Vorherre selv der bankede på døren, ville han ikke blive lukket ind. Selv hvis Gud viste sig at være til, ville jeg ikke tro på ham, hende, den eller det. Religioner er generelt for åndsformørkede, vildledende eller direkte usympatiske til at man kan fæste lid til dem, for ikke at tale om at bygge sit liv på dem, og så spiller det i og for sig ingen rolle hvilken 'sandhed' de kommer med.

Der findes næppe noget mere uhelligt end hellige bøger. De fastfryser livet i én bestemt form som bliver til norm og siden til dogmer, hvorimod livet selv er konstant forandring, uforudsigelighed og en ubændig trang til at eksperimentere.

Jeg mener at religioner skal bekæmpes, ikke voldeligt, men med saglige argumenter, og ved at vise at der er en anden og mere anstændig måde at leve på. Religioner har ikke patent på moral, men har snarere hæmningsløst udnyttet den. På samme måde har kristendommen ikke patent på næstekærligheden. Den har blot taget et almenmenneskeligt begreb til sig og behændigt benyttet det i sin markedsføring. At næstekærlighed ikke er noget specifikt kristent, og ikke engang kristendommens væsentligste budskab, ved enhver teolog.

De som påstår at man bare tror på noget andet, hvis man ikke tror på en gud, eller som mener at ateisme blot er en anden form for tro, lever i en vildfarelse. Man kan sagtens være ateist uden at tro på noget. Det er faktisk det der ligger i selve begrebet. Det er ikke en trossag, når jeg forventer at solen står op i morgen. Det er højst et udtryk for vanetænkning, eller, for at udtrykke det lidt finere, en induktiv slutning. Den kan være forkert, men den rummer ingen umiddelbare dogmer. Det er simpel statistik. Solen er ikke gjort til et overnaturligt væsen. Der tages faktisk ikke engang stilling til hvad den er i forventningen om at den står op. Den er bare det den er for den umiddelbare sansning.

Der må altså skelnes mellem tro og forventning, men også mellem tro og tillid. Jeg kan have en forventning om, eller en tillid til, at en eller anden er min ven. Hvis han så går bag min ryg eller på anden måde opfører sig som om han ikke er min ven, har han skuffet mine forventninger eller svigtet min tillid. Men han har ikke været genstand for min tro. Min ven var ikke et trosindhold eller et dogme.

Man kan også, og det er måske mere præcist, vælge at sige at man er agnostiker, 'en der ikke ved'. På den måde er man i modsætning til ateisten ikke så udsat for at blive beskyldt for at tro på et eller andet. Man udelukker jo ikke noget. Man skal bare ikke glemme at der er en hårfin balance mellem ikke at antage noget og ikke udelukke noget, rent semantisk. Hvis jeg siger til en kristen at jeg ikke udelukker noget, vil hun opfatte det som mere positivt end hvis jeg siger at jeg ikke antager noget. Derfor vil jeg nok holde mig til at sige at jeg ikke antager noget. I praksis er der, for mig i hvert fald, et sammenfald mellem agnosticismen og ateismen.

Astrologien er en anden af de åndelige krykker mennesker støtter sig til. Heller ikke den ville jeg tro på, ikke engang hvis den blev videnskabeligt bevist. Hvorfor skulle jeg lade stjerner og planeter styre mit liv? Jeg er da helst fri for at vide om de har indflydelse på mit liv, og jeg er især ikke interesseret i at vide hvad der eventuelt skal ske, eller hvilke 'potentialer' jeg har og på hvilke tidspunkter. Hvis jeg ikke kan se det ved at betragte mig selv, vil astrologien kun gøre ondt værre.

Religioner, uanset hvilken aftapning de kommer i, repræsenterer en fase i menneskehedens udvikling. De vil forsvinde. Det kan godt være der går en rum tid, men det vil ske. Hvad de vil blive afløst af, er ikke så let at sige, men spørgsmålet er også om der overhovedet behøver at blive sat noget andet i stedet. Har mennesket ikke rigeligt med ressourcer i sig selv - og her taler jeg ikke New Age-agtigt om en internalisering af det guddommelige - til at gøre tilværelsen smuk for sig selv og andre? Jeg tror kunst, musik, videnskab og respekt for naturen som bærende kræfter. Man kan godt vælge at kalde den engagerede eller emotionelt betonede del af forholdet til de ting for noget åndeligt, eller spirituelt, men jeg vil mene at selv den slags begreber kommer til at høre fortiden til. De er udtryk for pseudoforklaringer på fænomener vi ikke har forstået, en form for mental rodekasse.

Der er dem der er bange for rationaliteten, fornuftens uhyre. Jeg hørte en i radioen, tror det var Bent Melchior, sige at rationaliteten er farligere end religionen. Se på den 'rationelle' udryddelse af jøder under anden verdenskrig. Det var rationalitetens spøgelse. Men det passer jo ikke. Nazisterne var lige så religiøse i deres vrangforestillinger og forkvaklede ideologi. Der var ikke noget rationelt i deres raceteorier eller hele menneskesyn. Det var en 'religiøs' nationalromantisk ideologi.

Hvis jeg skulle hæfte en etiket på mig selv, er det første der falder mig ind: 'kulturradikal'. Da der ikke rigtig er nogen der ved hvad det er, vil jeg prøve at beskrive hvad jeg lægger i ordet. Jeg opfatter det som en forholden sig til tilværelsen i alle dens mange facetter på en kritisk, fordomsfri, og altså ikke på forhånd fastlagt, måde. 'Kritisk' forstår jeg i den neutrale betydning som en åbenhed der ikke tager noget for givet, især ikke egne uforgribelige meninger. Der ligger ikke nogen modsætning i at være åben og kritisk, så længe man er konsekvent, og altså især tager sig selv med.

Problemet med dele af den såkaldte venstrefløj - som jeg ganske vist selv føler mig tilhørende, men netop derfor kritiserer så stærkt - er at den ofte forveksler kulturradikalisme med kulturrelativisme. Der er, for nogle i hvert fald, en konstant konflikt mellem to øjensynligt modstridende hensyn: på den ene side kritikken af ’det bestående’, magstrukturerne og de undertrykkende mekanismer i samfundet, og på den anden side hensynet til den enkeltes livsvalg, herunder ikke mindst hensynet til de dårligst stillede og deres muligheder for et anstændigt liv.

Når disse to, normalt ikke modsat rettede hensyn, kommer i konklikt med hinanden, bliver dele af venstrefløjen pludselig rådvild og ser sig ikke i stand til opretholde den ellers sunde kritik af magten. Det kan fx ske at magten eller overgrebene finder sted fra de grupper der normalt anses for ’trængte’, og i de tilfælde har mange på venstrefløjen en tendens til at se igennem fingre med den magt eller undertrykkelse disse grupper udøver.

Muhammedkrisen, var et godt eksempel på det. Selv om det var helt evident at religiøse kræfter prøvede at undertrykke ytringsfriheden, blev det vendt til at der havde været tale om en hån mod muslimer, som pr. definition - ifølge mange på venstrefløjen - er en trængt gruppe. Denne sammenblanding af begreberne førte til at man opfordrede til at der blev taget hensyn til muslimers religiøse følelser, at der skulle udøves en form for selvcensur. Det er, fra et venstreorienteret synspunkt, et inkonsekvent standpunkt, da det må være venstrefløjens adelsmærke altid at være kritisk over for magten, også når den udøves at grupper man synes tilhører en trængt minoritet. Venstrefløjen rodede igen tingene sammen, sådan som den historisk har gjort det så mange gange tidligere, når den har forsvaret andre totalitære systemer som fx kommunismen. Også kommunismen repræsenterede eller forsvarede trængte grupper i samfundet, traditionelt arbejderklassen, og den var, med rette, kritisk over for magten, når den var koncentreret hos få individer eller grupper i samfundet, men ventrefløjen indså først meget sent at statens overtagelse af produktionsmidlerne i solidaritetens navn, i hvert fald i statskommunismens tilfælde, kun førte til en ny form for totalitarisme. Magten var stadig koncentreret på få hænder. Det var nu bare ‘folkets’ hænder, og derfor så man gennem fingre med det uhyrlige magtmisbrug, og den undertrykkelse der foregik.

Det er ironisk at det i stedet bliver den borgerligt-liberale fløj der ofte kommer til at stå som de svages beskyttere. Det er der flere eksempler på. Naturligvis var den kritisk over for kommunismen, ikke så meget måske af hensyn til arbejderklassen eller de svage og ubemidlede, men fordi den brød med princippet om markedskræfternes frie spil. Alligevel kom højrefløjen til at stå for beskyttelsen af individets rettigheder og dermed også som garant for de udsatte gruppers sikkerhed, selv om det naturligvis ikke er hele sandheden. Men den har i hvert fald været klar og ikke rodet tingene sammen på samme måde som venstrefløjen.

Et andet mere nutidigt eksempel ses i i hvert fald dele af venstrefløjens uklare holdning til Ayaan Hirsi Ali. Fordi hun er så kritisk over for islam, og ikke i særlig høj grad skelner mellem islamisme - politisk islam - og religionen islam, idet hun mener selve fundamentet for religionen er totalitært, kommer hun i karambolage med den del af ventrefløjen som føler sig solidarisk med det muslimske mindretal i de vestlige lande, fordi muslimerne er ‘trængte’. Det er de måske også, men det var stenkasterne på Nørrebro også, hvilket ikke burde være nogen undskyldning for de metoder de tog i anvendelse. Det er heller ikke nogen ‘undskyldning’ at være muslim, hvis man er antidemokrat og fx går ind for en gradbøjning af ytringsfriheden.

En anden gruppe, der også traditionelt har hørt til på venstrefløjen, har ligeledes lidt svært ved at finde ud af hvilket ben den skal stå på. Jeg tænker på visse dele af den etablerede feministiske bevægelse. Den har et meget uklart for ikke at sige rodet forhold til netop muslimske kvinder, hvilket tørklædedebatten tydligt viser. Problemet er naturligvis at det notorisk er et vanskeligt spørgsmål, hvor det er svært at komme med et patentsvar. Grundlæggende er der, ligesom eksemplerne med venstrefløjen viste, tale om et dilemma der uvægerligt opstår når en ‘trængt’ gruppe samtidig repræsenterer et magtapparat der i selv er undertrykkende. Dilemmaet består i sin enkelhed i at muslimske kvinder jo er kvinder og derfor pr. definition undertrykte, set fra et feministisk synspunkt. På den anden side repræsenterer de også et dybt reaktionært og i grunden totalitært verdensbillede, der tilmed er kvindeundertrykkende. Men kvinderne vælger selv, mere eller mindre frivilligt, at underlægge sig dette undertrykkende system, og den frihed vil feminister, og de fleste andre, naturligvis gerne forsvare. Derved kommer feminister næsten automatisk til at sanktionere forhold de aldrig selv ville leve under eller principielt acceptere. Tørklædet er kommet til at stå som selve symbolet på dette dilemma, og det rummer da også dybt modstridende træk. På den ene side repræsenterer det den muslimske kvindes frihed til at vælge at klæde sig som hun har lyst, og på den anden side er det i hele sit budskab dybt kvinde- og mandeundertrykkende for ikke at sige livsfornægtende.

Mange danske feminister og dele af venstrefløjen har valgt at fokusere på det første, at tørklædet ikke spiller nogen rolle, men derimod det forhold at kvinder får mest mulig indflydelse i samfundet. Det ses afspejlet i dele af kvindebevægelsen og Enhedslistens holdning til spørgsmålet. Andre, især muslimske feminister, vælger at fokusere på det sidste, at tørklædet i sig selv er et problem, fordi det tvinger kvinder (og mænd) ind i bestemte roller, der kan være undertrykkende for deres livsudfoldelsesmuligheder. Jeg er tilbøjelig til at hælde mest til det sidste. Muslimske kvinder ved hvad de taler om. De har oplevet undertrykkelsen indefra, på deres egen krop bogstaveligt talt, hvorimod den typiske sekulariserede, veluddannede vestlige feminist taler ud fra et abstrakt verdensbillede, i hvilket der kun findes autonome individer med fuld handlefrihed. Det er naturligvis en illusion. Tørklædet repræsenterer ikke et frit valg for alle kvinder, men kun for et mindretal. Og desuden er det, hvordan man end vender og drejer det, diskriminerende eller direkte fornedrende for begge køn. Jeg har svært ved at se hvordan det er foreneligt med den ligestilling af kønnene som feminister og i øvrigt næsten alle andre i de demokratiske samfund arbejder for.

Møllehave, evigheden og præsens

Jeg kom til at tænke på noget Johannes Møllehave sagde i sin veloplagte, for ikke at sige sprudlende, nytårsprædiken. Han sagde at når vi siger 'jeg elsker dig', er det et eksempel på at evigheden så at sige slår ned i tiden, vi mener 'for altid', for vi mener jo ikke, som han udtrykte det, jeg elsker dig 'sådan cirka indtil 1. april'. Ordet 'elsker' skulle så at sige have evigheden indbygget i sig.

Det er jo en smuk tanke, ligefrem besnærende. Alligevel mener jeg at han tager fejl, hvilket let kan ses, hvis man erstatter ordet med et andet verbum som fx 'hader'. Der er, desværre må man sige, heller ikke nogen udløbsdato på det. Men undersøger vi det nærmere, finder vi hurtigt ud af at det samme gælder for en lang række andre sammensatte og usammensatte verber i præsens, fx 'jeg er træt' eller 'keder mig' eller 'er glad'.

Det er altså ikke en funktion ved verbet 'elsker', men en funktion ved præsens. Se fx definitionen her i Wikipedia:

http://da.wikipedia.org/wiki/Pr%C3%A6sens

hvor præsens defineres som 'tilstedeværende tid', eller som 'uden begrænsning i tid'. Dette kaldes også 'durativ præsens' eller bare præsens.

Den uendelige kærlighed er desværre alligevel ikke forankret i selve sproget, således at vi, hvad enten vi tænker over det eller ej, erklærer hinanden evindelig kærlighed, hver gang vi tager ordet elsker i vores mund.

mandag den 7. januar 2008

Langballes bud på livskvalitet

Under parolen 'en tom sjæl i et sundt legeme' fik vi for nylig i et tv-program serveret pastor Jesper Langballes bud på det gode liv, og som det tydeligt fremgik, er det ikke et liv i forsagelse eller kødets spægelse han er fortaler for, men derimod et der taknemmeligt tager imod alt hvad Gud skænker os, herunder ikke mindst i form af gærede drikke. Langballes favorit var øjensynligt en god whisky, og så lige en flaske rødvin om aftenen til at falde til ro på.

Jeg har ingen hverken religiøse eller verdslige anfægtelser over Langballes prioriteringer i valg af livskvalitet, men jeg noterede mig dog at han satte flasken fra sig, når han skulle udføre 'åndeligt arbejde'. Nu ved jeg ikke lige hvilken forbindelse der er mellem ånd og sjæl i pastorens teologiske univers, men jeg kan i hvert fald konstatere at ånd ikke er umiddelbart forenelig med den rus der ellers er så befordrende for livskvaliteten.

Hvad kan man udlede heraf? Er åndelig aktivitet da forskellig fra livskvalitet, eller i hvert fald fra den del af den som stammer fra alkohol? Og er den åndelige aktivitet lige så gold eller tom som i ovennævnte parole, fordi den nu foregår i et legeme der ikke er under underflydelse af alkohol og derfor er momentant 'sundt'?

Det er ikke helt klart for mig hvad Langballe mener med sit slogan, da jeg ikke så hele udsendelsen, men jeg formoder det kunne være noget i retning af det ikke nytter noget af gå så meget op i af have en perfekt, veltrænet krop og spise økologisk og undgå alt 'syndigt' – som bekendt er alt godt i denne verden enten syndigt eller fedende – hvis man dermed fortaber sin sjæl. Jeg antager at Langballe mener det er urealistisk at opnå begge dele, altså en sund sjæl i et sundt legeme, hvorfor man er nødt til at vælge, og så bør man vælge at redde sin sjæl, og det gør man åbenbart lettest ved ikke at nægte sig selv et godt glas engang imellem, eller helst ret ofte.