mandag den 16. marts 2009

Børn som "legetøj"

Søren Krarup mener at mennesker som lever i registreret partnerskab, altså bøsser og lesbiske, ikke skal have lov at adoptere børn, fordi det går imod naturens orden. I hans øjne er børn bare "legetøj" for disse par fordi de ikke fra naturens hånd er skabt til at få børn sammen og dermed ikke forbundet i hvad han kalder et "skæbnefællesskab" med dem. Børn er ikke noget man vælger, men noget der bare kommer - forudsat at parret er en mand og en kvinde - i den form de nu kommer, hvorefter man, ja, netop må tage dem som de kommer. Det var vist nogenlunde de synspunkter Søren Krarup gav udtryk for i dagens P1-debat med Simon Emil Ammitzbøll.

Ud over at selve ordet "legetøj" er groft nedvurderende over for homoseksuelles nøjagtig lige så berettigede ønsker om at få børn, så halter logikken i Søren Krarups argumentation på i hvert fald ét afgørende punkt. Søren Krarup har, som han også gav udtryk for, ikke noget imod adoption som sådan, hvis det bare er et "rigtigt" forældrepar, altså en mand og en kvinde, der får den bevilget. Med andre ord, hvis et "rigtigt", af Gud indstiftet, ægtepar, er i den ulykkelige situation at de ikke kan få børn, er det åbenbart i orden at de adopterer et.

Man kan spørge hvor meget mere skæbnefællesskab der er i det end hvis et homoseksuelt par adopterer et barn. Hvor meget mindre er der tale om et valg når det barnløse, men "rigtige", par ønsker at blive forældre for et barn der ikke er deres?

Søren Krarup blander tingene sammen. Hvis han skal være konsekvent og loyal over for sit synspunkt om naturens orden og det han kalder skæbnesfællesskabet, må han gå imod adoption som sådan, uanset kønssammensætningen.

I Søren Krarups optik er et parforhold, og det forstår han som ægteskab, mellem mand og kvinde den nødvendige (og tilstrækkelige?) betingelse for godt forældreskab. Alle andre kriterier som kunne have betydning for barnets udvikling, lades ude af betragtning. Og det til trods for at han gerne vil give udseende af at tage hensyn til barnets tarv. Børn er jo, som han siger, ikke legetøj.

Det er ellers ikke svært at forestille sig følgende to scenarier, det ene hvor et barn vokser op hos et bøssepar som stimulerer det på alle måder, følelsesmæssigt, intellektuelt og kunstnerisk så det får en god og harmonisk start på tilværelsen, og det andet hvor det må henslæbe tiden, indtil det kan flytte hjemmefra, i en "sund' kernefamilie bestående at to dysfunktionelle, ukærlige og stridende, men absolut regelrette heteroseksuelle individer som tilfældigvis har fundet hinanden og avlet et barn efter en glad aften i byen. Hvad er mest legetøj i den forbindelse?

Jeg ved godt hvilken af de to familier jeg selv ville vælge at vokse op i hvis jeg havde et valg. Men som det kristne menneske Søren Krarup er, mener han netop ikke at vi skal vælge, men derimod overlade alt til Gud. For Gud ved jo bedst hvad der er godt for menneskene. På den anden side har han jo også givet os fornuften og evnen til at skelne. Hvorfor ikke bruge den her?

fredag den 13. marts 2009

Pedersen

Abdul Wahid Pedersen er uden tvivl et sympatisk menneske og en god demokrat. Derfor vrider hans sig også som en ål hver gang han er nødt til at udtale sig på sin religions vegne, og det må han jo i sagens natur som imam gøre, konstant og ikke mindst i alle medier.

Problemet er bare at han har en meget dårlig sag. Islam er ikke just kendt for at være demokratisk, men snarere teokratisk, så derfor løber den gode mand hele tiden ind i problemer han kunne have undgået hvis han ikke havde valgt at blive muslim, fx problemer med at tage entydig afstand fra visse dele af shariaen så som stening som straf for utroskab. Som han siger "Så hvor forfærdelig strafformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den" og "Hvis jeg tog afstand fra stening, ville jeg melde mig ud af islam". Det skulle han måske overveje.

I P1-debatten i dag var Pedersen igen ude i et ærinde hvor han måtte sno sig. Anledningen er udgivelsen af Sherry Jones' 'Medinas juvel', en roman som både beskyldes for at fornærme og lovprise islam, afhængig af øjnene der ser den. Den handler om Muhammed og hans ni-årige hustru Aisha.

Pedersens problem med bogen er, som jeg forstår det, ikke så meget dens indhold, altså om den gengiver islam på den ene eller den anden måde, men mere hvordan muslimer har tænkt sig at reagere på den. Han ser ingen grund til at tage chancer og udgive en bog der måske skaber spændinger og social uro. Så hvorfor ikke bare lade være?

Men der er jo netop kernen i problemet. Er det bogens fejl at den forårsager en måske ukontrollabel situation, eller er det de religiøse følelser der er kommet på vildspor? Det kunne jo også være at problemet ligger i religionen selv, eller den måde den fortolkes på, når følelserne så ofte ligger uden på tøjet hos en del af de mennesker der praktiserer den.

Hvis man går til den anden yderlighed inden for religioner, især buddhismen, finder man intet der ville kunne ophidse gemytterne på den måde som det sker i islams navn. Årsagen er at der ikke er noget der skal forsvares. Der er heller ikke nogen gud eller noget skriftsted man skal stå til ansvar for. Det er ikke muligt at kæmpe for noget eller mod nogen i Guds navn, da det ville være absurd i forhold til selve grundlaget, idet der kun findes det enkelte individs kamp med sig selv, og det højere mål ikke er et eller andet løfte om paradis, men blot udfrielsen fra en endeløs række af genfødsler, altså en slags intethed.

Når man melder sig ind i en religion, sådan som Pedersen har gjort det, er man nødt til at acceptere 'hele pakken'. Sådan udtrykker han det faktisk. Men i det aner man også et svagt tiltag til oprør mod i hvert fald dele af pakken. Han bryder sig faktisk ikke om disse barbariske straffe. Naturligvis. Intet menneske ved sine fulde fem gør det. Men de er indstiftet af Gud og dermed en del af pakken, og så har Han nok sine grunde til det. Pedersen er ikke nået til det punkt hvor han tænker at der måske er noget galt med pakken som helhed når den rummer så uspiselige elementer.

For mig at se er det et udtryk for hvad rodløshed og søgen efter identitet kan føre til. Religioner, eller hovedparten af dem, tilbyder en falsk form for tryghed, som de tilmed tager sig rigtig godt betalt for. Som initieret bliver man tvunget til at deponere ikke alene sin kritiske fornuft, men også desværre noget af sin menneskelighed. Der er ganske vist mange pragmatiske og delvis sekulariserede kristne, muslimer osv. som vælger at tage selvstændig stilling og kun udvælge dele af pakkerne, men de gør det mere på trods end på grund af de religioner de føler de tilhører. Ingen religioner har endnu kunnet beskyldes for at opfordre til kritisk tænkning.

For mange år siden følte jeg mig stærkt tiltrukket af buddhismen i dens sydlige form (Theravada-buddhismen) fordi jeg fandt at dens filosofi havde klangbund i mit eget sind. Jeg overvejede endda at melde mig ind i ordenen. Men jeg kunne ikke forlige mig intellektuelt med hverken loven om karma eller teorien om genfødsel, så jeg valgte at holde mig udenfor. Hvis jeg havde meldt mig ind, ville jeg også have følt at jeg skulle acceptere 'hele pakken', i hvert fald udadtil, og den form for hykleri kunne jeg ikke leve med. Det til trods for at buddhismen, i hvert fald i den form, overhovedet ikke er nogen religion i traditionel forstand, men snarere en livsfilosofi, en lære om kroppen, sindet og bevidstheden foruden et hav af meditationsteknikker. Der var ikke mange kameler at sluge, idet man kunne sammensætte sin egen variant af buddhismen nærmest efter behag. Men der var altså alligevel nogle grundlæggende forestillinger om mekanikken i tilværelsen som jeg var uenig i, eller som jeg ikke fandt dokumenteret, og det gjorde at buddhismen kun forblev en midlertidig inspirationskilde.

Jeg tror man skal lære kunsten at nulstille sin viden om verden og hele tiden begynde forfra. Hver dag. Uden at leve på dogmer om hvordan verden er skruet sammen. Tilværelsen er pr. definition usikker, og det samme gælder det der kommer efter den, om end det med meget stor sandsynlighed ikke er noget som helst. Det eneste man kan gøre er at lære at tackle denne usikkerhed eller utryghed på en værdig måde. Til sidst vil man måske opdage en egen skønhed i den og finde tryghed i utrygheden.

Den løsning som religionerne tilbyder er til gengæld ikke værdig, men et surrogat. Der er ingen fremtid for menneskeheden i de forklaringsmodeller religionerne opstiller fordi de ikke tager udgangspunkt i hvad mennesker rent faktisk sanser og oplever i deres liv og i deres bevidsthed, men i religiøse dogmer og læresætninger. Mange mennesker har ganske vist såkaldte religiøse erfaringer eller ligefrem åbenbaringer, men de kan alle føres tilbage til et ikke-religiøst grundlag, til processer i hjernen der bestemt ikke har meget med Vorherre at gøre.

Se også: Stening står ikke til diskussion

søndag den 8. marts 2009

Tro på tvivl

Biokemikeren Jesper Hoffmeyer omtalte i dagens 'Faglitteratur på P1' sin nye bog 'Tro på tvivl'. Det nye og interessante er at han mener at videnskaben, som ellers i sit grundlag bør være 'systematisk tvivlende', ikke altid tvivler nok på sit grundlag. Fx er darwinismen blevet til noget nær et dogme som der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Det betyder naturligvis ikke at evolutionslæren som sådan skal forkastes, eller at der skal åbnes op for at kreationisterne måske alligevel har ret, men kun at den må gå i rette med sig selv, altså bestandigt tvivle, på sit eget grundlag.

Men egentlig er der jo ikke noget nyt i den diskussion. Det er, som Hoffmeyer fremhæver det, velkendt at videnskaben også i en vis udstrækning forlader sig på 'tro', eller i hvert fald tillid, idet den jo anvender de fem sanser vi er udstyret med, foruden måleinstrumenter, til at kortlægge verden, og at alle disse redskaber er fejlbarlige. Desuden er der en tendens til at teorier bliver kanoniseret og bliver til paradigmer som det ikke er let at slippe af med fordi de giver selv trænede og kritisk tænkende forskere tunnelsyn. Mest kendt er det newtonske verdensbillede, som for videnskaben vel nærmest var uangribeligt, indtil det endeligt måtte vige for, eller modificeres af, det einsteinske. Det skal dog fremhæves at det faktisk netop var observationer der førte til at man måtte anse Newtons teorier for ikke helt ufejlbarlige.

Når Hoffmeyer siger at videnskaben ofte tvivler for lidt og fremstiller det som en begrænsning ved videnskaben som sådan, synes jeg at han overser at det jo faktisk ikke er er en fejl ved videnskaben eller dens metode, men mere et udtryk for fordomme hos dem der udøver den. Hvis videnskaben, eller dele af den, forholder sig ukritisk eller ligefrem fundamentalistisk til evolutionslæren, opfylder den jo netop ikke kravet til god videnskab, som er konstant at anfægte sig selv og sit grundlag, altså at tvivle.

Jeg synes dog han har en god pointe når han siger at videnskaben, især biologien har et problem hvis den forsøger at forklare hele det menneskelige erfaringsfelt gennem kroppen alene, uden at tage hensyn til at mennesker rent faktisk har en oplevelse af noget 'andet' som de ikke kalder krop, men fx sjæl. Ikke sådan at forstå at man skal bevare forestillingen om sjælen, men blot at trække sjælen ud af ligningen og efterlade kroppen sjælløs, er for reduktionistisk en tilgang. Der mangler en anden forklaringsmodel som videnskaben endnu ikke har kunnet sætte på formel. Ellers bliver det som at tro at man har en lødig vegetarisk ret hvis man bare fjerner kødet og nøjes med 'tilbehøret'. Mange tror det ganske vist, men paletten er langt større og mere farverig end som så, og det gælder nok også for de teorier om mennesket som vil komme fremover.