Det umulige sker hele tiden

tirsdag den 15. februar 2011

Borger i tre verdener

Erik Christensen, tidligere lektor i samfundsfag ved Aalborg Universitet, har skrevet en bog om og med tekster af Johannes Hohlenberg, en kunstner, forfatter og fritænker fra 1930'erne. Bogens titel er 'Borger i tre verdener', en hentydning til den såkaldte tregreningsmodel for samfundets indretning som oprindelig blev udtænkt af Rudolf Steiner, men senere videreført og udbygget af Hohlenberg.

'Tregreningen' omfatter den statslige, økonomiske og åndelige-kulturelle sfære i samfundet, og Hohlenbergs projekt er at vise hvordan disse sfærer forholder sig til hinanden, både der hvor de kan understøtte hinanden og hvor de må stå alene.

Læs videre i min anmeldelse af bogen på Kritisk Debats hjemmeside og køb selve bogen her.


onsdag den 9. februar 2011

Basisindkomst fjerner alderdommen

I en tid hvor kun to procent af nyansatte i staten er over 60 år, er det rart at se at statsejede DR ansætter den 77-årige Rafael Frühbeck de Burgos som ny chefdirigent for DR Symfoniorkestret. Det nærliggende spørgsmål er om det er mere fysisk og åndeligt udfordrende at sidde foran en computer i stat og kommune end at være kunstnerisk leder for et verdenskendt symfoniorkester. Hvad er det der gør at fordomme om alder har frit spil i nogle sammenhænge, men ikke i andre?

Det er ikke nogen hemmelighed at synet på alder har ændret sig over tid. Man skal ikke mange generationer tilbage før rollerne nærmest var byttet om. Der var ikke den ungdomsdyrkelse som i dag hvor det at være ung i sig selv er en kvalifikation og ældre opfattes som svage, mere eller mindre senile og en 'byrde' for samfundet. Dermed ikke sagt at der er nogen grund til at længes tilbage til gamle dage hvor der stod en vis respekt om de ældre. Tidligere tiders respekt for alderdommen var lige så meget på bekostning af de unges muligheder som den respekt, eller hvad man skal kalde det, som de unge nu nyder, er det for de gamle. Det er ingen grund til at have respekt for nogen, bare fordi de er ældre, ligesom der ikke er nogen grund til at lovprise unge bare fordi de er unge. Alle fortjener respekt for hvad de kommer med af ressourcer og talent. Det burde være en selvfølge.

Det er i det hele taget et meget betændt område, det med alder, hærget af myter og vrangforestillinger, hvor diskriminationen er mere ubønhørlig og alment accepteret end på noget andet område. Det ville aldrig gå an at undlade at ansætte eller fyre mennesker på basis af køn eller etnicitet i det omfang som det nu ganske selvfølgeligt sker på grund af alder. Det ville i hvert fald hurtigt føre til søgsmål og sanktioner over for arbejdsgiverne. Så længe de myter florerer i samfundet, er der brug for et sikkerhedsnet for de ældre i form af fx efterløn, da sandsynligheden for at de bliver fyret og ikke kan få job igen er overvældende.

Men det er slet ikke min pointe. Jeg mener sådan set at efterlønnen skal afskaffes, men vel at mærke som led i en langt mere grundlæggende reform af samfundet. Den eneste løsning som ikke alene tager hånd om det økonomiske problem, men også de fordomme der ligger til grund for den udbredte aldersdiskrimination, er UBI, en ubetinget basisindkomst, et grundbeløb til at leve for som udbetales af staten til alle borgere, uanset om de deltager på arbejdsmarkedet eller ej. UBI vil med ét slag erstatte alle typer af overførselsindkomst som SU, kontanthjælp, starthjælp, førtidspension, folkepension og efterløn. Men endnu vigtigere er at den vil udviske alle de grænser eller barrierer der nu kunstigt er stillet op mellem forskellige aldersklasser, køn og etniske grupper.

Det er strukturer der ændrer holdninger. Holdningsændringer har meget svært ved at finde sted når strukturerne er fastlåste på en måde der favoriserer bestemte holdninger. Så længe det fastlagte mønster i samfundet er at man inddeler livet i rigide og nærmest ufravigelige faser som uddannelse, karriere og pensionisttilværelse og understøtter denne model økonomisk og lovgivningsmæssigt, lige så længe vil fordommene om hvad man kan og ikke kan i disse faser af livet trives og være på det nærmeste uudryddelige.

Disse faser er helt kulturelt bestemte, og det er derfor man med rette kan kalde dem myter. De er vilkårlige og ikke bestemt af vores biologi. Når Rafael Frühbeck de Burgos kan blive ansat i et job der kræver det yderste af både åndsevner og sanser, hvad er det så andet end myter der hindrer arbejdsgivere og mennesker generelt i at se bort fra alder når de skal vurdere et menneskes kompetencer?

Som sagt kan vi komme de myter til livs ved at ændre de grundlæggende økonomiske strukturer i samfundet således at mennesker i alle aldre vil kunne glide ind og ud af arbejdsmarkedet på en måde der ikke skaber den friktion vi ser i dag. UBI vil åbne nye muligheder for deltidsarbejde, hvilket vil gavne både den studerende og den ældre som ikke har tid eller overskud til at arbejde på fuld tid. Mennesker med kortere uddannelse eller færre kvalifikationer vil få lettere ved at byde ind med deres arbejdskraft, da de vil have råd til at kunne tilbyde den til en lavere løn. De kan derved få fodfæste på arbejdsmarkedet og hurtigere blive opkvalificerede. Og mange flere i de såkaldt svage grupper vil kunne nyde den respekt og selvrespekt der følger med at være en del af arbejdslivet.

Men hvad jeg synes er vigtigere er at det også vil blive respektabelt at stille sig helt uden for den professionelle del af arbejdsmarkedet, måske bare i perioder, og lave frivilligt eller politisk arbejde. Det frivillige arbejde er stærkt undervurderet i et gennemprofessionaliseret samfund som vores. I løbet af de seneste generationer er meget arbejde, som tidligere var ulønnet og frivilligt, om end forpligtende, blevet overtaget af stat og kommune. Det er på mange måder en glimrende udvikling da jeg ikke ønsker mig tilbage til en tid hvor ældre eller syge skulle overlades til familiens forgodtbefindende, men der er også gået noget tabt, eller også har det aldrig virkelig været der, og det er anerkendelsen af den samfundsbærende betydning det frivillige arbejde har. Det skal kunne anerkendes at mennesker i alle aldre helt eller delvis helliger sig frivilligt arbejde, både fordi det skaber trivsel for de mennesker som udfører det, og for dem det direkte berører, men også fordi det er selve det kit der binder demokratiet sammen.

Med basisindkomst vil der ikke være noget der hedder alder i arbejdslivet, og man behøver ikke længere diskutere grænser for et karriereforløb da der ikke vil være nogen på forhånd fastlagt tilbagetrækningsalder. På den måde vil ikke alene enere som DR's nye chefdirigent kunne nyde godt af anerkendelse i en høj alder, men også almindelige og dog hver for sig helt unikke mennesker, uanset hvor de er i livet.

Kilder:
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2011/02/08/08133359.htm
http://www.ugebreveta4.dk/2011/201102/Artikler/Staten_ansaetter_ikke_seniorer.aspx

mandag den 7. februar 2011

Mindfulness

I de senere år er kurser i 'mindfulness' blevet umådelig populære. Jeg var selv på kurser i mindfulness allerede i slutningen af 1970'erne, både i buddhistiske klostre på Sri Lanka og i England, samtidig med at jeg studerede de originale buddhistiske tekster på pali som er grundlaget for hele denne praksis.

'Mindfulness' er en oversættelse fra pali af et ord som hedder 'satipatthana' og refererer til en meditationsform som godt nok er grundlæggende for buddhistisk praksis, men langt fra den eneste. Det er også værd at bemærke at den kun er at betragte som et forstadie til en videregående praksis som kaldes 'vipassana'. Vipassana kan omtrentligt oversættes med 'fuld indsigt' og handler om hvordan den praktiserende kan lære at forstå og gennemskue hele tilværelsens opbygning, og her navnlig sindet og kroppen. Det ultimative mål med denne meditationsform er en udfrielse fra tilværelsens kredsløb forstået som den uendelige række af genfødsler som buddhismen mener alle levende væsener er underlagt qua deres karma.

Man kan også formulere det således at ved at gennemskue hvordan tilværelsen er opbygget og forholde sig indifferent iagttagende til den, kan man forhindre at ny karma dannes hvorved selve 'brændstoffet' til fortsat eksistens og genfødsel ikke længere er til stede. I de mere filosofiske udredninger at denne proces opfattes tilværelsen som en strøm af fysiske og pyskiske elementer med karmisk 'ladning'. Disse elementer har kun momentan eksistens, og intet overføres fra ét moment til et andet. Kun selve bevægelsen er virkelig, på samme måde som bølger bevæger sig hen over havoverfladen selv om vandet ikke flytter sig.

Dette forhold, at bevægelsen forårsages af diskrete elementer med momentan eksistens, elementer som er gensidigt betingede uden at der finder nogen stofoverførsel sted, har fået nogle skoler inden for buddhismen til at gå et skridt videre og betragte selve elementerne som substansløse eller uden 'essens'. Den gensidige betingning indebærer ifølge dem logisk set at disse elementer slet ikke kan opstå, idet A er afhængig af B og B afhængig af A. Intet opstår, og intet forgår, alle elementer er 'tomme' og i videre forstand er hele bevægelsen naturligvis også en illusion, ligesom alle de tilhørende begreber karma, samsara og nirvana er det, og udfrielsen bliver derfor mere et spørgsmål om at gennemskue det forhold at det hele er tomt og ikke så meget at observere de enkelte elementer.

Alt det bekymrer naturligvis ikke de moderne mindfulnessaktører anført af diverse terapeuter og psykologer. De tager hvad de kan bruge og lader resten ligge, og jeg må da indrømme at som pragmatisk og komplet irreligiøs observatør til dette nye, men altså også meget gamle, modefænomen, kan jeg ikke have nogen seriøse anfægtelser over at man forsøger at udkrystallisere de teknikker som har været anvendt i buddhistiske klostre i århundreder. Jeg synes bare at den ærværdige buddhistiske tradition skal have noget mere credit for det arbejde de trods alt har lagt i det. Man kunne kalde det en slags spirituel copyright. Og min lille digression omkring det filosofiske grundlag for buddhismen var mere tænkt som en påmindelse om hvad der var den oprindelige hensigt med de teknikker man nu øser så flittigt af. De har nemlig aldrig været tænkt som rene teknikker til at komme i balance og få ro i sindet så de daglige udfordringer kan klares. Det kan højst have været betragtet som en afledet effekt.

Et andet aspekt, som måske ikke er helt uvæsentligt, er det i buddhismen ufravigelige princip at al information og undervisning skal være frit tilgængelig og gratis. Derfor er dyre kurser i mindfulness nærmest i lige så høj grad en krænkelse af spirituel copyright som det forhold at man leverer et til dels forvrænget eller i hvert fald ukomplet billede af hvad der egentlig ligger i til grund for denne praksis.

Endelig kan der siges meget om selve teknikken. Den er i mine øjne kraftfuld, men heller ikke uden risici. Hvis man griber den forkert an, kan den med ret stor sikkerhed føre til forskellige former for neuroser. Det skyldes at der eksisterer en hårfin og for de fleste mennesker ukendt grænse mellem iagttagelse og styring. Udviklingen af en meget minutiøs opmærksomhed, som er en vigtig ingrediens i teknikken, rummer potentialet til en lige så minutiøs styring og indgriben i fysiske og psykiske tilstande der har bedst af at blive ladt i fred. De færreste mennesker formår klart at skelne mellem ren opmærksomhed på det plan der her er tale om og bevidst indgriben i til dels automatiserede processer.

Der er ingen tvivl om at det er overordentlig gavnligt at være opmærksom på sine fordomme, eller sin tilbøjelighed til at repetere gamle mønstre, men opmærksomhed på alle detaljer i hvordan et enkelt skridt forløber, hvordan man ruller hen over fodsålerne osv., som også er en del af den oprindelige buddhistiske praksis, kan måske bidrage til at øge en særlig form for selektiv årvågenhed, men skal nok ikke drives for vidt. Hvis man fx kører bil og er opmærksom på alle detaljer i hvordan man drejer rattet eller træder på speederen, kan det godt være at man ikke samtidig formår at være tilstrækkelig opmærksom på trafikken. Det er i hvert fald farligt at forlade sig på at opmærksomheden er universel.

Teknikken har sin styrke, eller svaghed, i at afdække hvad der sker på det plan vi tager for givet, men der er forskel på automatiserede processer. Nogle er gavnlige, andre mindre gavnlige. Hvis jeg reagerer negativt hver gang jeg ser en udlænding, kan det være en stor fordel at være opmærksom på hvorfor jeg gør det. Og selve opmærksomheden, vil få mig til at reagere mindre pr. automatpilot. Men nogle processer har det altså som nævnt bedst upåagtet. Det betyder selvfølgelig ikke at det ikke kan være interessant at iagttage dem. Man skal bare være meget, ja opmærksom på at man ikke griber bevidst ind så de mister deres flow og spontanitet. Det er en balancegang, og jeg er bange for at de fleste mennesker hurtigt mister balancen.

Nedslidt

Alle taler om efterlønnen, men ikke meget om hvordan man taler om den, eller om de mennesker den berører.

Det er altid interessant at reflektere over hvilken terminologi der er konsensus - bevidst eller ubevidst - om at anvende i forskellige sammenhænge, og hvordan selve terminologien er med til at forme vores bevidsthed.

Lad os tage et konkret eksempel: 'nedslidt', et ord som bliver brugt utallige gange i debatten om efterløn som om der ikke fandtes andre ord i det danske sprog til at beskrive det forhold at nogle mennesker har brug for en pause, mere eller mindre permanent, efter mange år på arbejdsmarkedet. Ordet er interessant derved at det leder tanken hen på maskindele eller skosåler og andet dødt materiale som kan slides ned, men forhåbentlig også udskiftes.

Den menneskelige organisme fungerer noget anderledes - i en vis forstand lige modsat, idet den faktisk kan reparere sig selv, hvorimod det til gengæld er ret vanskeligt at skifte delene ud. Så der er ikke rigtig nogen parallel mellem den biologiske organisme og brugsgenstande, og ordet "nedslidt" afspejler derfor en mekanistisk opfattelse af mennesket som ikke har rod i virkeligheden. Filosoffen Descartes havde for øvrigt netop en sådan maskinel opfattelse, dog ikke af mennesket, men af dyr, og han mente af samme årsag ikke at dyr kunne føle smerte, hvorfor deres skrig kun var at betragte som knirkende maskindele.

Så vidt vil de færreste nok gå i deres opfattelse af den menneskelige krop, men 'nedslidning' er alligevel et udtryk for en konsumentagtig holdning til kroppen: den er en maskine der helst skal holde i 40 år eller deromkring, hvorefter den må betragtes som slidt op. Selvfølgelig er der den sandhed i det at kroppen kan blive overbelastet gennem så lang tid at sygdomme optræder, herunder en form for "nedslidning" af brusk, knogler og muskler, men det må vel understreges at det ikke er en normal tilstand på samme måde som når en vaskemaskine er 10 - 15 år og skal udskiftes fordi det ikke længere kan betale sig at reparere de slidte dele, men snarere et symptom på at kroppen har været anvendt forkert. Kroppen får ganske vist også sværere ved at reparere sig selv med årene, det tager længere tid at danne nye celler og DNA'et bliver fejlkodet osv., men "nedslidning" er alligevel et misvisende ord når vi taler levende organismer og fortæller mere om det menneskesyn vi har når det handler om arbejdslivet end om hvordan kroppen rent faktisk fungerer.

Den mekanistiske opfattelse af kroppen har bl.a. den uheldige konsekvens at man ikke fokuserer så meget på at forebygge de skader der kan føre til den såkaldte nedslidning, idet man betragter det som et vilkår på sammen måde som hvis det var en maskine der skal holde en vis tid. Der er jo også grænser for hvor meget man vil ofre på at vaskemaskinen aldrig kommer til at gå i stykker. Nedslidning bliver derfor noget uundgåeligt, noget som er uløseligt forbundet med at have et fysisk krævende arbejde.

Men der er mange måder at forebygge nedslidning på. Hvis det var muligt at variere arbejdslivet noget mere i løbet af de mange år man er på arbejdsmarkedet, fx ved at gøre det lettere at skifte branche, arbejde på deltid eller tage sabbatår, ville man kunne gøre arbejdslivet både sjovere og mere varieret. samtidig med at risikoen for skader forårsaget af ensformigt arbejde kunne minimeres.

Noget andet er at selv om der mest er fokus på kroppen, er det ikke alene den der slides. Også sindet kan blive nedslidt, hvis vi nu skal blive i den jargon. Og det er måske i virkeligheden det største problem, både når vi taler fysisk og mentalt arbejde, såkaldte vidensarbejde. Behovet for at kunne afprøve forskellige muligheder i tilværelsen, eksperimentere med den så at sige, har alle mennesker, men der levnes ikke meget mulighed for det når de fleste er bange for at miste deres job eller tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det skal være meget lettere at holde pauser for at realisere en eller anden drøm, og såkaldte "huller" i cv'et bør ikke betragtes som diskvalificerende, men måske som et udtryk for at man stadig er et menneske der tør gå på opdagelse i tilværelsen, og som ikke mener at den behøver at være fastlagt i alle detaljer.

Derfor har velfærdsstaten behov for et yderligere sikkerhedsnet med en tilhørende meget dybtgående holdningsændring. Sikkerhedsnettet hedder basisindkomst, en ubetinget statsgaranteret grundydelse uden krav om modydelse, som  kan give frihed til at mennesker, som allerede er på arbejdsmarkedet, kan eksperimentere med deres liv, og værdighed til de mennesker som er udenfor. Grænsen mellem indenfor og udenfor vil i et basisindkomstsamfund i det hele taget blive udvisket til gavn for fleksibilitet, virkelyst og engagement. Det kunne fx give plads til at søsætte projekter som lige nu ser skøre ud, men som på længere sigt kan blive en guldgrube for samfundet.

Spørgsmålet er om vi tror nok på mennesket til at vi tør give det den frihed. Tror vi nok på os selv?

fredag den 4. februar 2011

"Er der så overhovedet nogen der gider arbejde?"

Et af de hyppigst fremførte argumenter mod basisindkomst/borgerløn er at der ikke er nogen der gider arbejde hvis de ikke er tvunget til det. Arbejde er her defineret som lønarbejde. Frivilligt arbejde, herunder alle de aktiviteter som er med til at binde det civile liv og i videre forstand hele samfundet sammen, er ikke i første omgang medregnet.

Lad os lige kigge lidt nærmere på det argument. Det bygger på i hvert fald én afgørende præmis: at mennesker kun eller overvejende er motiveret af penge når de søger arbejde. Det centrale spørgsmål bliver altså om de samme mennesker ville tage det samme arbejde hvis pengene kom et andet sted fra, fx fra staten, og der ikke til disse penge var knyttet nogen betingelser af nogen art til at påtage sig et arbejde.

Det synes altså at være en kamp imellem lyst og nød forstået på den måde at lysten til at påtage sig et bestemt arbejde bestandigt må konkurrere med den nød(vendighed) der ligger til grund for at skulle påtage sig det.

Hvis man benytter en skala fra 0 til 100 procent, hvor 0 er ren nødvendighed og 100 er ren lyst, vil man på basis af statistiske undersøgelser kunne afklare hvordan mennesker fordeler sig på denne skala. De undersøgelser har man sådan set foretaget flere gange, og de viser for det første utvetydigt at de fleste foretrækker at være i lønnet arbejde frem for ikke at være det, både fordi arbejdet giver penge, men også fordi det tilfører selvrespekt, socialt liv, netværk osv. Med andre ord, undersøgelserne viser at et meget stort antal mennesker er motiveret af lyst frem for penge. Det betyder ikke at de ville gratis, om end man af og til hører det fra særligt dedikerede mennesker inden for fx forskning, men at penge i hvert fald langt fra er den eneste motivationsfaktor. Man kan så diskutere hvor meget af den lyst til arbejdet der er knyttet til sidegevinsterne i form af anerkendelse osv., og hvor meget der skyldes selve arbejdet. Det kan være svært at skille ad og vil nok af de fleste mennesker blive betragtet som et hele.

Tallene indikerer altså at mennesker gerne vil arbejde, og at pengene ofte er noget sekundært om end nødvendigt der er knyttet til arbejdet.

Nu er det at mennesker også er motiveret af lyst til arbejdet naturligvis ikke det samme som at de ville have det samme arbejde eller overhovedet arbejde hvis pengene ikke var uløseligt forbundet med arbejdet, men fx blev overført som basisindkomst fra staten. Men hvis basisindkomsten var konstrueret således at den netop kun var basis, altså et eksistensminimum, og hvis en eventuel indtægt fra lønnet arbejde ikke blev modregnet i basisindkomsten, så ville incitamentet til at påtage sig lønarbejde stadig være til stede for dem der var motiveret til at arbejde i form af en blanding af lyst og nød. Det ville nok være de fleste af os.

Hvilke konsekvenser har en sådan konstruktion? Man kan i hvert fald sige at hvis mennesker generelt er motiveret af både lyst og nød, så vil en implementering af en basisindkomstmodel, sådan som jeg her har skitseret den, afspejle netop det faktum i højere grad end den nuværende som overvejende bygger på et princip om nød.

Man kan også formulere det som en anderledes og muligvis mere hensigtsmæssig fordeling af frivillighed og tvang, ret og pligt, en fordeling som er mere i overensstemmelse med den menneskelige natur. Det er almindelig psykologi at vi som mennesker bliver mere motiverede til at "yde en ekstra indsats" - en meget populær formulering for tiden blandt politikere - når vi kan lide og er engagerede i vores arbejde, og hvis lysten kunne få bedre vilkår at trives under fordi den ikke var så knyttet til nødvendighed, kunne den tilmed vokse og blive til en endnu større del at det som motiverer os til at arbejde. Det arbejde der ville blive udført, ville være det samme, eller endda bedre udført, og i tilgift ville vi opnå større arbejdsglæde.

Forestillingen om at penge alene er den motiverende faktor og selve guleroden der skal få os til at arbejde mere, er kontraintuitiv og et levn fra industritiden hvor arbejdet både var mere trivielt og dårligere lønnet. Politikere og andre meningsdannere bør vågne op og erkende at virkeligheden ikke ser sådan ud mere eller måske aldrig har gjort det. Arbejde i dag er selve adgangsbilletten til at være en del af samfundet, en del af det sociale liv og den anerkendelse der følger med og er derfor attraktivt for de fleste uanset en eventuel indførelse af basisindkomst. At basisindkomsten så måske vil ændre lidt ved det billede, dvs. at den vil kunne føre til en større anerkendelse af ulønnet arbejde, er ikke noget man har grund til at frygte. Det vil tværtimod gøre at den selvrespekt, som alle mennesker har brug for, også kunne komme til at omfatte mennesker som ikke har så let adgang til eller føler de kan tilpasse sig det almindelige arbejdsmarked.

Som det er nu vil mennesker som er uden for arbejdsmarkedet enten føle sig udstødt eller gå i en slags venteposition indtil de igen kan komme inden for i varmen. Det betyder i mange tilfælde at de bliver mere passive end de ville have været hvis samfundet ikke på den måde var delt op i inklusion og eksklusion. Det er ikke svært at indse at hvis mennesker pr. definition enten bliver erklæret uegnet til arbejde og får pension, hvad enten det er førtidspension eller andre pensionsformer, eller de er i den "arbejdsdygtige alder" og er "parkeret" på overførselsindkomster og dermed er "udenfor", så skal der en endda overordentlig stærk psyke og viljestyrke til at mobilisere et aktivt og engageret liv. De færreste mennesker er i besiddelse af en sådan vilje og overskud. Hertil kommer at de lave ydelser fra det offentlige og manglende eller dårlige tilbud om opkvalificering, gør at det er endnu mere op ad bakke end det behøvede at være. Man skal heller ikke være blind for at den offentlige retorik har en undergravende og stigmatiserende virkning på mennesker som i forvejen føler at de er udenfor eller i bunden af hierarkiet. Man kunne lave en hel ordbog over den terminologi der anvendes til at fastholde billedet af "svage" og "stærke" i samfundet. Det ironiske er bare at det i høj grad er selve retorikken der er med til at skabe og fastholde mennesker i disse ofte forvrængede selvbilleder.

tirsdag den 1. februar 2011

Gould og Richter om hinanden

Man kunne skrive et helt essay alene om det her videoklip som viser to af det 20. århundredes absolut største pianister. Noget af det jeg vil fremhæve er det ironiske i at Gould, som her viser sig lige så veltalende i ord som han var det ved klaveret, gør opmærksom på den forskel der er mellem pianister som stiller sig mellem de komponister de fortolker, og dem der ikke gør.

Det ironiske består i at Gould ved så mange lejligheder, sit geni til trods, har placeret sig selv i den første kategori. Selv om han som ingen andre var i stand til at få trukket alle elementer i en komposition frem og gjort dem tindrende klare (fx i Bach-fortolkningerne), er der næppe andre pianister der har sat sig så eftertrykkeligt på komponisterne at der ofte kun blev meget lidt tilbage af dem. Det skal dog siges at han aldrig gjorde det på en overfladisk, show off-agtig måde blot for at vise teknisk overlegenhed. Hans fortolkninger var bare i mange tilfælde så gouldske at han fjernede sig eftertrykkeligt fra det ideal han selv opstiller når han taler om Richter.

En anden form for ironi ved klippet er naturligvis den ironiske distance Richter selv har til Gould, som jo åbenbart ikke brød sig meget om Schubert (ligesom han heller ikke kunne lide Mozart), men måske er han her lidt for hård ved ham ("Schubert has nothing to do with what Gould said" og "He liked something in my performance but he is talking about me") for Gould beskriver egentlig meget flot hvordan Schuberts ornamenteringer og gentagelser for første gang gav musikalsk mening da han hørte Richter spille dem, dvs., som jeg forstår det, han nåede for første gang ind til en forståelse af hvad Schubert selv ville med sin musik.