Viser opslag med etiketten Kulturradikal kritik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kulturradikal kritik. Vis alle opslag

torsdag den 22. december 2011

Tomhed og livsfylde


Blandt de ting der til stadighed optager mig er religion, og navnlig hvordan vi finder mening i en verden uden religion, hvis en sådan skulle opstå. Med mening tænker jeg især på hvad det er der skaber livsglæde eller livsfylde, alt det som fylder vores liv så meget at det aldrig føles tomt, selv ikke i de stunder hvor det tilsyneladende ikke har nogen retning, men bare 'er'. Den mere organiserede religionsdyrkelse har hidtil udfyldt den plads i mange menneskers liv, men meget tyder på den er på tilbagetog eller bliver afløst af andre former for spiritualitet. 

Dette er ikke nødvendigvis noget fremskridt set fra et åndsevolutionsmæssigt synspunkt, da der som oftest er tale om discountudgaver af de etablerede religioner, en slags quick fix for fortravlede mennesker, og den form for åndelig medicin på recept er kun en symptombehandling, den når ikke ned i sindets dybder hvor den virkelige transformation finder sted. Desuden er det som oftest en medicin producenterne tager sig godt betalt for. De spirituelle købmænd falbyder deres varer på et marked i vækst, så priserne på åndelige forbrugsgoder er støt stigende, og det er svært at se nogen ende på det da den åndelige armod er nøjagtig lige så grænseløs.

At det forholder sig sådan, behøver ikke komme som nogen overraskelse. Tiden er nemlig fattig på alt det som generationer har vidst skaber åndelig rigdom. Egenskaber som ydmyghed og enkel levevis er ringeagtede, har ingen status, men det var netop dem der tidligere ansås for en forudsætning for at kunne møde det guddommelige, i hvilken form det nu end var man tilbad det. 

I dag handler alt om at profilere sig selv så meget som muligt. At være synlig og allerhelst kendt for bare et eller andet, er for mange blevet et væsentligt livsindhold, og de færreste sender tanker i retning af ydmyghed. Det er tvivlsomt om ordet overhovedet ville blive forstået og ikke bare forvekslet med ydmygelse og underkastelse. Men hvor ydmygelse og underkastelse blot er egoets forlængelse i en ny retning, er ydmyghed synonymt med dets opløsning.

Ydmyghed, i sin rene form, er måske den mest udfordrende, mest krævende og samtidig mest forløsende egenskab der overhovedet findes i et menneskeliv. De fleste ville sige at kærligheden står over alt, går forud for alt, men kærlighedens søster, hvis ikke dens mor, er ydmygheden. Ydmyghed er selve kærlighedens væsen eller forudsætning, og man kan til enhver tid kende kærligheden på ydmygheden, mens det omvendte ikke nødvendigvis er tilfældet. Kærligheden bliver vi stopfodret med alle vegne, men ydmygheden står ikke altid ved dens side, og dog, når vi ser den, er vi ikke i tvivl, hverken om ydmygheden selv eller om dens faste ledsager, kærligheden.

Hvor ydmygheden er en egenskab der går stik imod tidsånden og til dels er uforståelig for 'moderne' mennesker, har det enkle liv, som er en anden af de gamle klosterdyder, været  lettere at markedsføre, og derfor sælges den nu også som små pakker, for alt hvad man finder på i dag, også selv om man ikke selv har fundet på det, skal sælges, da det er godt for både en selv og samfundet at tjene penge, og jo flere jo bedre. Det enkle liv, simple living, tilbydes derfor i form af kurser, ofte sammen med mindfulness, som er en anden ældgammel praksis der aldrig tidligere er blevet slået mønt af, og det hele bliver brugt til 'empowerment' af både dem der udbyder kurserne, og dem der modtager dem. De bliver nu rustet til igen at møde hverdagens mange udfordringer uden at gå ned med stress. De bliver 'omstillingsparate' og 'i stand til at holde mange bolde i luften ad gangen'. De bliver også bedre kolleger, venner eller kærester fordi de har fået løftet deres stresstærskel så markant.

Hele denne øgede effektivitet og smidighed i personligheden kan igen omsættes i karriere, højere løn og bedre forbrugsmuligheder, og på den måde er gammel livsvisdom ved et trylleslag blevet forvandlet til noget i og for sig letfordøjeligt og frem for alt instrumentelt. Det som før var et mål i sig selv, er nu i alt væsentligt et middel til at bringe en i princippet endnu længere væk fra det der var den oprindelige tanke med disse bærende idéer.

For som nævnt er det enkle liv, som mål i sig selv, i virkeligheden ringeagtet. Det enkle liv er noget man flirter lidt med fordi man godt ved at man er på sikker afstand af det. Man kan gå ind og ud af det som man vil. Det er sådan en slags ferie man tager fra hverdagen, man lader op med et spirituelt fix og er klar igen. Hvis man derimod var tvunget af ydre omstændigheder til at leve et enkelt liv, ville man hurtigt miste status og føle at man var havnet i en mangelsituation, både materielt men først og fremmest mentalt, fordi så stor en del af bevidstheden og identiteten hænger på ydre ting og på hvordan man fremstår over for omverdenen. Det enkle liv har kun status når man ved at det er et tilvalg.

Det skal naturligvis ikke lyde som om der ikke er et oprigtigt ønske hos mange om at forenkle deres liv, og nogle forsøger sikkert også at realisere det i det daglige. Man skal bare ikke glemme at det enkle liv først og fremmest er en sindstilstand. Det handler ikke kun om at rydde op i sine ting og skille sig af med et par stykker af dem eller skære ned på overflødige aktiviteter, hvilket alt sammen kan være udmærket, men om at sindet har sluppet sit tilhørsforhold til tingene og i stedet for at føle tomhed og afmagt over for det, er helt opfyldt af sin egen væren. Det er det jeg kalder livsfylde, og det er en fylde der er opstået fordi der er blevet plads til den. Der er ikke længere nogen identitetskerne som tingene kan gravitere i retning af og sanseindtryk, tanker og følelser kan uhindret strømme igennem uden at blive blokeret af fordomme, vanetænkning og de sædvanlige konflikter som de giver næring til.

Man kunne forledes til at tro at det er en ganske vist behagelig, men trods alt passiv tilstand, men den er tværtimod essensen af al kreativitet, og netop den giver plads for alle mulige aktiviteter og livsudfoldelse. Og jo mere sindet lærer sig selv at kende og bliver 'nøgent', jo mere slipper det helt spontant tilhørsforholdet til overflødige ting på det ydre plan. For livet er til enhver tid kun et spejl af sindet.

Med det in mente er det også let at se hvordan det enkle liv er uadskilleligt fra ydmyghed. Der findes ingen anden ydmyghed end den hvor sindet er nøgent og blottet for sig selv, og det nøgne sind fører uundgåeligt i retning af et enklere liv, fordi alt andet ganske enkelt forekommer meningsløst. Det som før syntes tomt, er nu fuld af liv og begejstring, og det som før øvede så stor tiltrækning, er nu tomt og goldt. 

Det kan sammelignes med udviklingen fra barn til voksen. Som barn kunne man lege i timevis med legetøj man som voksen har svært ved at se meningen med. Det har mistet sin magi for en voksen. På samme måde kan mange af de ting vi kender miste deres magi for os for kun at blive afløst af en højere magi, hvis man kan udtrykke det sådan. 

Men der er en væsensforskel. Den nye magi opstår kun gennem en form for aflæring. Der vil ikke længere være noget der er givet eller skal tages for givet. Alt er kun foreløbigt og klar til at blive testet. Den kritiske, årvågne bevidsthed bliver en livsform. Der er ikke tale om en ny religion, men om en tilstand af permanent dekonstruktion. Eller man kan udtrykke det sådan at sindet er gennemført agnostisk, ikke i den bløde form vel at mærke, at 'der findes måske alligevel et eller andet' fx en gud eller et evigt liv, eller en 'jeg udelukker ikke noget'-holdning, men den hårde variant hvor sindet vitterligt er helt nøgent og uvidende og ikke alene kan forliges med den tilstand, men elsker den, da den er selve essensen af det at kunne være helt åben og modtagelig over for tilværelsens mysterium. For mysteriet må godt være der. Det er endda helt i orden at der ikke er nogen mening med tingene, eller at der ikke er nogen eller noget der har lagt alt til rette for os. Livsfylden er ikke afhængig af tid eller retning.

søndag den 18. december 2011

Vi er kræmmersjæle

Selvfølgelig kan det betale sig at arbejde. Altid. Også uden løn. Eller helst uden løn. For arbejdet bærer lønnen i sig selv. Men det skal være meningsfuldt arbejde, og det må enhver selv have lov at definere hvad er. 

I min utopi - og sådan en har man jo lov at have - er der ingen der får løn for at arbejde. Men alle får lommepenge af staten. Ubetinget - no strings attached. Det kedelige og nedslidende arbejde, enten findes det ikke længere eller man deles om det - solidarisk. Mennesker er solidariske af natur, men bliver skolet til at være kræmmersjæle der skal sælge sig selv dyrest muligt. Således er vi ikke andet end usle kræmmere over for hinanden, vi køber og sælger hinanden og vores ydelser, hvor vi i virkeligheden bare burde være medmennesker.

Det anses for at være ædelt at tjene 'sine egne penge' (hvilket i sig selv er noget sludder) ved at gå på arbejde, men er det ikke mere ædelt at gøre dette arbejde gratis eller aflevere en langt større del til staten som så til gengæld deler solidarisk ud til alle? Ville det ikke væve mennesker tættere sammen? Det er jo trods alt et samfund vi lever i og ikke kun en stat.

Hvornår er noget et arbejde? Det er der i virkeligheden ingen der kan give et tilfredsstillende svar på. I nogen kulturer kan man nøjes med at sidde under et træ og meditere og 'arbejde for verden'. I den anden ende af skalaen finder man mennesker som arbejder på en måde så man var bedre tjent med at de ikke arbejdede. Også selv om de arbejder 60 timer om ugen og betaler meget i skat.

Derfor må enhver selv finde ud hvordan han eller hun bedst kan bidrage med sit talent og sin virkelyst til samfundet. Og enhver må gøre det i fuldstændig frihed og af egen drift. Kreativitet og livsglæde trives kun i frihed.

Jeg mener ikke der er fare for at samfundet ville bryde sammen hvis man tog det sidste og afgørende skridt i udviklingen af velfærdssamfundet ved at sikre borgerne en økonomisk grundtryghed og -frihed. Der er god grund til at antage at langt de fleste ville yde mere end de behøvede, fordi det nu engang er menneskets natur at være social og ansvarsbevidst. Der er naturligvis undtagelser, men de dukker så sandelig også op under den nuværende samfundsorden, og måske i endnu højere grad fordi systemet stimulerer eller favoriserer usolidarisk eller ligefrem egoistisk adfærd.


tirsdag den 10. maj 2011

Religionsrapport 'Gud var hos mig i junglehelvedet'

Sætter man ræven til at vogte gæs? Nej, men man sætter åbenbart gerne en katolik og tidligere informationschef for den katolske kirke i Danmark til at varetage et program om religioner med de konsekvenser det får for objektivitet og almindelig kritisk saglighed. Programmet er naturligvis Religionsrapport på DR P1 og bestyreren, i hvert fald ofte, Iben Thranholm, som efter eget udsagn har fundet sit drømmejob ved både at være teolog og journalist - i andres øjne snarere et mareridtsscenarie.

Naturligvis har journalister også deres private meninger og fordomme, men fortidens 'røde lejesvende' blegner noget ved siden af den linde strøm af ledende spørgsmål, tendentiøs formidling, for ikke at sige slet skjult propaganda for troens velsignelser i almindelighed og kristen tro i særdeleshed, som udgår fra de programmer Iben Thranholm er involveret i.

På et tidspunkt satte jeg mig for rent faktisk at forsøge at dokumentere hvilken betydelig slagside programmerne har ved at gennemlytte dem og finde citater der kan underbygge min påstand, men indså hurtigt at det er meget tidskrævende. Enhver kan til gengæld gå ind og ved 'selvhør' orientere sig i tidligere udsendelser, da de er frit tilgængelige fra DR's arkiver eller bare følge med i de nye. Det overordnede budskab eller undertonen i alle udsendelserne er at 'tro er godt', hvorimod ateisme er en noget mere tvivlsom størrelse.

Jeg er naturligvis ikke den eneste det er faldet for brystet. Kan huske et avisindlæg fra vist nok en professor inden for et naturvidenskabeligt område som også beklagede sig over de sørgelige tilstande der råder i programmet, men indvendingerne blev temmelig arrogant affærdiget i et svar fra den daværende programchef.

Det her skal imidlertid ikke handle så meget om den journalistiske vinkel, men mere konkret om den Religionsrapport der hedder 'Gud var hos mig i junglehelvedet'. Titlen refererer til Ingrid Betancourts fangenskab i den colombianske jungle, og hvordan hendes tro reddede hende. Det vil jeg ikke beskæftige mig med, i hvert fald ikke her og nu, men derimod med anden del af programmet, som bl.a. havde et interview med psykologen Peter Elsass om hans forskning i tibetanske fangers anvendelse af buddhismen som middel til at stå igennem tortur o.l. som de udsættes for af de kinesiske myndigheder.

Peter Elsass har utvivlsomt et ganske godt kendskab til buddhismen, men er dog kommet lidt på afveje når han taler om at det er et mål for buddhismen at opløse jeget (sindets 'organiserende princip') for det er netop en af de centrale pointer i buddhismen at der ikke findes noget jeg eller nogen sjæl, altså intet centralt organiserende princip, men kun en række momentane bevidsthedstilstande, bundet sammen af det kit som livsviljen og aflejringer fra tidligere handlinger (i bevidstheden eller med kroppen) udgør. Så hvis der er noget man skal opløse, er det snarere illusionen om et jeg eller lignende forestillinger om en personlighedens kerne eller kontinuum.

I sidste del af programmet var der et interview med psykolog Peter la Cour om det faktum at troende mennesker lettere kommer gennem kriser end ikketroende. Faktisk lever kirkegængere ifølge de seneste undersøgelser to år længere end andre mere ugudelige dødelige, hvilket måske kan tolkes således at der vitterligt findes en højere retfærdighed, eller også, lidt mere usentimentalt, at Vorherre helst vil udsætte mødet længst muligt med dem der allerede er kommet ind i hans fold. Det vides ikke. Mit eget synspunkt er at det svarer til at man fremstillede en pille der forlængede livet med to år, men som desværre havde den bivirkning af den forvrængede ens syn på virkeligheden. Det er der måske mange der godt kan leve med for de to ekstra år, men jeg foretrækker den mere ædruelige tilgang til tilværelsen og må så leve med mine eksistentielle kriser. Noget andet er at jeg har en skummel plan om at introducere et helt nyt potentielt livsforlængende og meget overlevelsesdygtigt erkendelsesgrundlag. Mere om det senere - forhåbentlig.

Lidt i forlængelse af det vil jeg lige kommentere på det som lader til at være Peter la Cours hovedpointe, nemlig at vi i de sidste par generationer har mistet det religiøse sprog og fællesskab, i hvert fald i Danmark. Derfor er især yngre mennesker lidt fortabte hvis de møder kriser og alvorlig sygdom. For troen giver struktur og mening foruden et socialt tilhørsforhold, for at blive i hans sprogbrug. De to generationer han refererer til, er den kulturradikale og siden den stærkt venstreorienterede eller marxistiske, som begge var meget religionskritiske.

Men det som bestandig undrer mig, når det argument fremføres, altså dette 'tab af mening' som manglende religion medfører, er hvorfor religionen skulle være det eneste alternativ til en materialistisk og forbrugsorienteret levevis. Peter la Cour har ganske vist helt ret i at vi kan blive åndeligt fattige ved at synke ned i ren materialisme (i mangel af bedre ord), men religion er da en ualmindelig sørgelig erstatning for det tabte livsindhold.

Refleksion og meditation over tilværelsens mysterier og skønhed er ikke forbeholdt religioner, og det uanset om man tillægger indholdet mening og formål eller ej. En fuga af Bach bliver ikke mindre vidunderlig selv om enhver form for tro eller overtro blev slettet fra jordens overflade og i menneskenes sind, om end jeg lidt ironisk må tilføje at Bach altid til sine kantater føjede teksten SDG (Soli Deo Gloria - Gud alene æren), men den oplevelse kan man også som ganske ugudelig have, nemlig at værkerne synes at skrive sig selv eller komme 'et andet sted fra'. Hjernen er forunderlig og stadig langt hen ad vejen uudforsket terræn.

onsdag den 23. marts 2011

Lovpligtig minikonfirmandundervisning

Det skal stadig være frivilligt, men nu også lovpligtigt, altså minikonfirmandundervisningen. Det mener et udvalg nedsat af Kirkeministeriet under ledelse af Ribes biskop Elisabeth Dons Christensen. Forskellen består i at alle 9-10-årige børn fremover skal have tilbudt undervisning i kristendom og det kirkelige arbejde. Mange kirker tilbyder det allerede, men bliver det lov, skal det være et universelt tilbud. Ikke den store forskel altså, men alligevel.

Begrundelsen for forslaget er at mange unge ikke lader sig konfirmere selv om de er døbt. I Ribe er det hvert femte, mens det i København er over halvdelen. Det bekymrer biskoppen, for de unge får dermed ikke en oplevelse af kirke og kristendom som noget godt og 'naturligt'.

Man kunne også hævde at børn heller ikke i tilstrækkelig grad stifter bekendtskab med naturens forunderlige verden, universet og vores egen biologi. En indføring, lettilgængelig naturligvis, i alt dette ville måske være mere i tråd med den viden vi har om verden end religiøse forestillinger, og at åbne børns øjne og sind for det mirakel naturen er - uden reference til en skaber - er en af de bedste investeringer man kan gøre i deres og klodens fremtid.

mandag den 14. januar 2008

Kreativ tvivl

Jeg har mødt flere tvivlere inden for videnskaben end blandt troende, og flere vidende blandt troende end nogensinde i videnskabens verden. Tro er mere etableret som viden end viden er i nogen videnskab, for i videnskaben er viden altid foreløbig og til diskussion. Og ikke alene til diskussion, hele videnskabens metode består i at forsøge at finde huller i, eller noget som ikke stemmer overens med, denne foreløbige viden, mens troen af princip altid springer over hullerne. Videnskabens metode er kreativ uvidenhed, konstruktiv tvivl. Den søger ikke 'sandheden', men modsigelsesfrihed, og når den én gang er fundet, går den på jagt efter nye modsigelser.

Det siges at troende lever længere end ateister. Nogle undersøgelser tyder i hvert fald på det. Så er det jo bare ærgerligt hvis man ikke er født med et trosgen. Eller er det? Jeg vil mene det har meget at gøre med hvordan man forvalter sin manglende tro. Er trosfriheden fuld af frygt, fordi det man i virkeligheden ønsker er at slå rødder et eller andet sted i stedet for at svæve frit i tvivlens lufttomme rum, så er det sikkert livsforkortende, men hvis tvivlen er blevet en livsform, kreativ, stærk og fuld af livskraft, fordi der ikke findes nogen døre som er blevet stænget af den særlige afart af viden man kalder tro, så hviler man sikkert lige så uforstyrret i sin trosforladthed som i nogen tro. Det er kun når man søger mening at man finder meningsløshed. Hvis man som ikke-troende stadig søger mening, er det fordi man ikke har opgivet troen i sit hjerte, og det fører kun til endnu større fortvivelse. Der er derimod ikke noget mere sikkert end en urokkelig tvivl. Den fører til en ro der ikke kan rystes af noget, netop fordi den ikke har noget grundlag.

Mange mener tilsyneladende at fordi stort set hele menneskeheden bekender sig til – eller rettere fødes ind i – en religion, så må mennesker være udstyret med et religiøst gen, et trosgen. I mine øjne er der snarere tale om en fejlprogrammering af den software der ligger i hjernen. Mennesket har kapacitet til en omprogrammering – eller er det en afprogrammering? - af sin hjerne. Det behøver ikke længere at være slave af religionerne og alle deres tåbelige ritualer og såkaldte hellige bøger. De bedste af de organiserede religioner har, i hvert fald momentvist, fattet det. Både i kristendommen, men især i buddhismen, findes et opgør med både stivnede regler og hellige skrifter og påbud, men troen er ikke sat ud af kraft. En mere subtil teologisk udlægning af troen i kristendommen vil nok hævde at tvivlen er en del af den troendes liv, eller endda en del af selve troen, netop fordi den er tro og ikke viden, og fordi man overgiver sit liv til mysteriet, til noget stort og ufatteligt. Så også her svæver man i en vis forstand i det lufttomme rum.

Det kunne se sådan ud, men når man taler med kristne eller andre troende, finder man hurtigt ud af at det absolut ikke handler om den konstruktive og kompromisløse tvivl jeg beskrev før. Det kan bedre beskrives som en tvivl som troen har afbødet lige præcis så meget af den ikke leder til fortvivlelse. Men det er ikke den tvivl jeg taler om. Det er ikke den ægte vare. Udgangspunktet er forkert. Man kan ikke starte med troen. Man skal starte med tvivlen, dvs. man skal starte forfra. Hele tiden. Først må man opgive ethvert håb, finde sit åndelige nulpunkt, så at sige. I praksis vil det sige at man erkender at der ikke er noget man kan gøre, ikke engang tro.

Hvordan kan man 'gøre' det? Lige så snart man har sagt 'hvordan', har man fjernet sig fra sit åndelige nulpunkt og har bevæget sig over i mere fastlagte rammer. Man er ved at finde grunden under fødderne, og man er derfor ikke længere urokkelig, dvs. man er ikke tryg. Og er der noget vi søger, er det tryghed. Det er et paradoks at vi fjerner os endnu mere fra den tryghed hver gang vi spørger 'hvordan?'.

Den første erkendelse består altså i at der ikke er noget vi kan gøre. Hvert øjeblik bliver til en aflæring af det vi mener at vide om verden og os selv. Vi skal være så årvågne at vi fanger os selv når vi mindst aner det, helst allerede inden vi begynder at mene noget, eller inden vi reagerer med den viden vi tror vi har. Krishnamurti kalder det at blive ved 'det som er'. Hvis vi ikke går videre end det som er, når hverken tro eller viden at få nogen plads i sindet, hvilket vil sige at der er plads til noget nyt. Det er umuligt at fortælle hvad dette er, og det er sådan set også underordnet. Det er pladsen der er det vigtigste.

søndag den 13. januar 2008

Kærlig respektløshed

Det følgende blev oprindeligt skrevet under indtryk af den såkaldte Muhammed- eller karikaturkrise. Jeg brugte den som afsæt til at fortælle noget om vigtigheden af selvransagelse, uanset om man har et religiøst ståsted eller ej. Jeg forsøgte også at pege på nødvendigheden af en ny forståelse af begrebet religiøsitet, noget som især J. Krishnamurti har gjort sig til talsmand for. Det er en måde at forstå det religiøse væsen på som både inkluderer, men også i vid udstrækning overskrider begrebets traditionelle grænser. Man kunne nærmest tale om en form for transreligiøsitet.

...

Det er ejendommeligt, at så få i den nu næsten forgange debat om Muhammed-tegningerne pegede på, at det man i hvert fald kunne udlede af Jyllands-Postens 'stunt' var, at der både findes en formel og en reel ytringsfrihed. Det er sandt nok, at den formelle ytringsfrihed aldrig har været til diskussion, men uden reel ytringsfrihed er den formelle som sådan ikke meget værd. Hvad nytter ytringsfriheden, hvis ingen tør bruge den, når den for alvor bliver udfordret? Det er et alvorligt demokratisk problem, at så mange politikere, kunstnere, osv. har haft trusler hængende over hovedet, eller praktiserer selvcensur, og det uanset hvilken fløj truslerne kommer fra. Jeg anser det for en fejl, når nogen påstår, at ytringsfriheden ikke har været truet, men at det hele bare handler om at udvise anstændighed og respektere andres følelser. Problemet ligger lige præcis i de reaktioner, der kommer hvis man ikke overholder denne pli. Det er i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt, om tegningerne blot var en tom provokation, som nogle hævder. Reaktionerne peger på noget, der åbenbart var et latent problem.

Det er jo ikke fordi, det i sig selv er et problem at lade være med at fornærme andre. Selvcensur foregår hele tiden, som mange ganske rigtigt har påpeget. Ingen avis ville fx trykke karikaturer af handicappede. Problemet er bare, at der findes en anden slags selvcensur, en påtvungen variant, som jeg ikke tøver med at sammenligne med mafiaens beskyttelsespengesystem. Det er en selvcensur, der, hvis vi accepterer den, er med til at legitimere et potentielt voldeligt og udemokratisk samfund. Så længe vi betaler beskyttelsespengene, ved at holde vores kæft, har vi ingen problemer. Vi lever i fred og fordragelighed med vores naboer. Men det er faktisk en fred, der er baseret på et voldeligt og afstumpet system, hvilket er meget usundt for et hvilket som helst samfund. I en sådan situation kan det rigtigste være at holde op med at betale beskyttelsespengene og tage konfrontationen.

Hvis man aldrig bruger sine ben, vil muskler og sener til sidst blive så svage, at man knap kan gå længere. Man styrker sine ben ved at give dem modstand og hele tiden udfordre dem, og jo stærkere de er, jo længere kan man gå. Når der bliver lagt hindringer i vejen for den reelle ytringsfrihed i form af trusler, eller frygt for trusler, bliver den dialektiske udvikling, som den åbne herrredømmefri dialog er udtryk for, bremset, og hele samfundet mister noget af sin mangfoldighed og civilisatoriske kraft.

Men ikke alene har det omkostninger for dem, der betaler beskyttelsespengene. Det har det også for dem, der inkasserer pengene. Hvis der er tale om en religion, bliver den naturligvis stillet i et dårligt lys, når nogle af dens repræsentanter udøver pression, hvilket er uretfærdigt over for det store flertal, som ikke kunne drømme om det, men endnu værre er det, at det forhindrer religionen som sådan i at udvikle sig.

Det har altid været farligt at udfordre religioner, men hver gang det er sket, har religionerne selv vundet ved det og er faktisk blevet stærkere. Vi behøver blot tænke på Jesus, som var en af de største udfordrere, og som måtte bøde med livet for det. Reformationen er et andet eksempel og den gryende videnskab i renæssancen et tredje. Galilei krænkede pavekirken, blot fordi han havde tilladt sig at kigge Guds skaberværk i kortene gennem sin kikkert og fortalt, hvad han så. Det var med livet som indsats, at nogen udfordrede den katolske kirke, men den kristne kirke som helhed blev rigere og mere mangfoldig af det.

I dag burde vi egentlig være kommet så langt, at vi kan udfordre hinanden på alle områder uden at risikere livet. Det burde faktisk være en menneskeret. I et demokrati skal der være plads til at hævde hvad som helst, også - eller måske især - de ting, vi ikke bryder os om at høre. Hvis vi føler os stødt, må vi bare blive bedre til at argumentere for vores sag, eller måske skal vi øve os i at ransage os selv og de forestillinger, vi tager for givet. Det er under alle omstændigheder en god øvelse. Den skærper ånden og styrker derfor i sidste ende demokratiet og hele samfundet.

Her vil jeg gerne henlede opmærksomheden på et mere upåagtet aspekt i denne her sag, som ikke desto mindre er af stor betydning. Jeg vil gerne have lov at lægge et godt ord ind for andres ret til at blive krænket. En beskyttelse af andre menneskers følelsesmæssige tilknytning til religioner og andre ideologier, er et misforstået hensyn, der ikke alene er til skade for dem selv, men for hele dynamikken i samfundet. Jeg mener det er at stille sig i vejen for andre menneskers åndelige vækst, hvis man ikke til stadighed udfordrer dem på deres tro og overbevisning. Men bør man ikke holde sig til saglig kritik? Jo, men hvem skal definere grænserne for, hvad der er saglig og usaglig kritik? Er det modtageren eller afsenderen? Man kan sige, at tegningerne var usaglige, en tom provokation, pubertetsagtige, det hele kan sådan set være rigtig nok, men der er meget mere i det. Alene det faktum at de fik så stor virkning, må give anledning til en vis selvransagelse, hos afsenderen, men så sandelig også hos modtageren. De må jo helt åbenbart have ramt noget. Men det er jo ikke sikkert, at det de har ramt, er det samme som det modtageren tror, de har ramt. Måske var det slet ikke det hellige og ukrænkelige der blev ramt, men noget ganske andet. Det er i den slags spirende overvejelser, at den åndelige vækst tager sin begyndelse.

Lad os, for at finde ud af det, prøve at undersøge, hvad det vil sige at blive krænket, og hvad det overhovedet er der bliver krænket, og lad os holde os til troen. Det undrer mig altid, at mennesker, som betragter sig selv som religiøse, kan føles sig krænkede på deres tro. Nogle teologer herhjemme har slået til lyd for, at de godt forstår, at mange muslimer er blevet krænkede over tegningerne, og at det er fordi vi ikke selv tager vores tro alvorligt nok, hvis vi ikke føler os krænkede, når vores tro bliver udfordret eller latterliggjort.

Hvis man kigger nærmere på det, er det et lidt besynderligt argument, især når det kommer fra en kristen. Hele kristendommen er grundlagt på en serie skandaløse krænkelser. Jesus ville slet ikke have kunnet gennemføre sit projekt med at blive korsfæstet, hvis han ikke havde haft nogen han kunne krænke, og hans korsfæstelse er i sig selv den ultimative, og helt nødvendige, krænkelse af ham. Uden den ingen kristendom. I de følgende århundreder har diverse helgener nærmest stået i kø for at blive krænket. Det ville have været en katastrofe, hvis de ikke havde kunnet krænke nogen, eller selv blive krænket. Som en god kristen, skal man nærmest takke sin gud for, at man fik lov til at blive krænket. Derfor vil jeg opfordre teologerne til at tage deres tro så alvorligt, at de også tager krænkelsen med som en uadskillelig del af et liv, hvor troen spiller en central rolle.

Alt det behøver i princippet ikke gælde islam og Muhammed, selv om der er flere indikationer på, at Muhammed tålte krænkelser bedre end sine senere disciple. Det vil jeg dog lade ligge og i stedet kigge nærmere på, hvad det egentlig er der bliver krænket, når vi taler religion. Jeg mener det må være sådan, at det som er helligt i religionen slet ikke kan krænkes. For hvis det kunne krænkes, ville det være timeligt og forkrænkeligt, og dermed slet ikke et udtryk for det hellige. Det, der til gengæld kan krænkes, er forfængelighed og menneskers begrænsede forestillinger om den gud de nu har, altså rene menneskelige følelser som intet har med det guddommelige at gøre.

I virkeligheden, hvis man skal sætte sagen på spidsen, er den eneste mulige blasfemi at forestille sig, at man kan krænke det guddommelige. For det er at ophøje den menneskelige begrænsning til noget guddommeligt. Derfor, når man taler om, at denne eller hin gud eller profet er 'ukrænkelig', skal man tage det for pålydende, for det betyder ganske enkelt at det ikke er muligt for noget menneske at krænke det guddommelige. At være religiøs er at leve i og med denne ukrænkelighed. Og det er det samme som at hvile i sin tro. Derfor blev Jesus naturligvis heller ikke krænket af forhånelserne. Han var et sted, hvor krænkelserne ikke nåede hen. Hvis man altså tror på ham som en manifestation af det hellige. Det er muligt, at han selv har krænket jødedommen. Det vil jeg overlade til dem at afgøre.

Det er altså ikke det hellige, der bliver krænket, men mennesker. Og da mennesker ikke er fuldkomne, må de til stadighed kigge ind i sig selv. Det kan krænkelserne hjælpe til med. Krænkelser kan blive et værdifuldt instrument i den personlige udvikling. De kan være smertefulde, men de er også potentielle øjenåbnere. Tilstedeværelsen af dem er næsten altid et symptom på et reelt, men endnu ikke erkendt, indre modsætningsforhold.

Islam er i dag i en situation, hvor den skriger på reform. Og det ikke alene i dens praksis, men helt ned i dens bogstav. Dele af den er helt ude af trit med den moderne verden og også uforenelig med den. En af de afgørende udfordringer for den bliver forvandlingen fra lovreligion til 'rent' gudsforhold uden dogmatiske og rigide vejledninger om, hvordan livet skal leves. Kristendommen blev til netop på den måde, ved at troen og kærlighedsbudskabet kom til at stå som det centrale, ikke sådan at loven som sådan blev sat ud af kraft, men den blev helt og fuldt opfyldt og realiseret gennem troen. Også i buddhismen har man set en lignende udvikling, fra den tidlige, noget mere dogmatiske og regelbaserede, doktrin i retning at et fokus på mere essentielle begreber som højere erkendelse og kærlighed. Religioner, der ikke forandrer sig ved bl.a. at gøre sig fri af egne dogmer, vil til stadighed blive udfordret på deres helligste principper og dermed krænket. Det er en uundgåelig og nødvendig proces, ikke alene i et demokratisk samfund, men i alle samfund.

Alle religioner har et udviklingspotentiale, og det er faktisk på høje tid, at de gør brug af det. Naturvidenskaben, der af de store religioner traditionelt har være betragtet som en modstander, eller i hvert fald vanskeligt forenelig med religion, kan også opfattes som en vældig inspiration til en helt ny form for religiøsitet. Det kan være ganske befriende ikke at skulle være i centrum af universet og genstand for Guds konstante opmærksomhed, men blot noget organisk materiale fordelt ud over en planet i en tilfældig spiralgalakse blandt millioner af andre, et tilfældigt sted i et univers med sorte huller, kvasarer og andre uforståelige ting. Om ikke andet giver det basis for en vis ydmyghed, en, med rette, højt værdsat egenskab i de fleste religioner.

J. Krishnamurti er en af de religiøse tænkere, der mest vedholdende har talt dunder mod institutionaliserede religioner, og de skel de skaber mellem mennesker. Han afviste ikke den religiøse erkendelse som sådan, snarere tværtimod, men gav den nyt indhold gennem sin kritik af religiøse autoriteter af enhver art, det være sig guruer, profeter eller såkaldte hellige skrifter. Krishnamurtis forestilling om religiøsitet og 'det hellige' var ikke bundet op på noget som helst andet end den erfaring, vi kan få, hvis vi bliver i stand til helt og fuldt at gennemskue os selv, med andre ord, hvis vi ser os selv, som dem vi vitterligt er, nøgent og uden filter. Han kalder den måde at se på 'den ikke-vælgende opmærksomhed', fordi den aldrig dømmer om det den ser. Kun ud fra dette mentale nulpunkt kan noget nyt opstå, og dette nye hænger der ikke nogen duft af røgelse og hengemt lærdom ved. Det er ikke mærket af fortiden med dens traditioner og vanetænkning, og, tilføjer Krishnamurti, det er synonymt med kærlighed. Det er samtidig den eneste mulige kærlighed, for kærlighed opstår aldrig i opposition til noget andet, men kun ud fra et sådant nulpunkt af ren, fordomsfri iagttagelse.

Vores kærlighed til religiøse symboler og autoriteter er derimod blot et produkt af fortiden. Den er et mere eller mindre automatiseret kompleks af følelsesmæssige og intellektuelle reaktioner på de påvirkninger, vi har modtaget gennem vores opvækst, og er derfor dybt reaktionær, næret af udsigt til belønning og frygt for straf, i evindelig opposition til alt hvad der ligger uden for det kendte, og ukendt med det nye som alene kan frigøre og give indsigt i kærlighedens væsen.

Ikke alene kritiserer Krishnamurti alle afskygninger af formaliseret religion og praksis, han lægger også afstand til de moderne semi-religiøse selvhjælpsfilosofier, hele den såkaldte New Age trend, og gjorde sig bl.a. bemærket ved at sige om den fra Transcendental Meditation velkendte praksis, hvis væsentligste indhold er gentagelse af gamle mantraer, at man ville få samme virkning, hvis man sad og gentog et mere moderne mantra som fx "Coca-Cola". Respektløst ja, men måske nødvendigt. Hans væsentligste kritikpunkt over for New Age var, at den ikke frigør sig totalt fra erkendelsesteknikker, altså fra formaliseret praksis. For Krishnamurti findes der ingen teknik eller metode, der kan afsløre sandheder i religiøs forstand: "'Sandheden er et land uden veje', som han sagde.

Krishnamurti er konsekvent respektløs over for alt og alle, men alligevel, eller måske netop derfor, bevarer han en umådelig nænsomhed over for alt levende. Det er som om, han formår at adskille mennesket fuldstændigt fra dets selvopfattelse, dets såkaldte identitet. For ham er det at være et individ noget andet end den identifikationsproces, der skaber vores identitet. At være et individ er at være udelt og hel. Krishnamurti griber her tilbage til ordets oprindelige betydning.. Mennesker er som oftest splittede eller 'fragmenterede', fordi de hele tiden konfronterer det, som er med det, som var, med andre ord, de møder hele tiden det nye med fortiden, og fortiden er summen af alle vores erfaringer, herunder opdragelse, vaner og traditioner. Men mennesket er samtidig noget helt originalt og unikt, hvilket det indser, når det står 'alene', et udtryk Krishnamurti parafraserer som 'all one' (fra 'alone'), dvs. 'hel'. Sindet må kunne stå helt 'alene' for at være helt, og 'alene' bliver det, når det ikke er opfyldt af fortiden med dens byrde af opsparede fordomme og vanetænkning. Det hele sind er uendelig meget større, siger han, end det begrænsede sind vi har vænnet os til at leve med. Det er også mere levende og modtageligt, og så er det synonymt med kærlighed.

Er Krishnamurti humanist? I den forstand, at han altid ser det fællesmenneskelige, det der forener, snarere end det der adskiller os, er han humanist, men han er ikke antropocentrisk som især de store religioner, der i deres uendelige hovmod og uvidenhed sætter mennesket i universets centrum og opfinder guder, der matcher menneskets behov for selvbekræftelse. Han er heller ikke ren og skær oplysningshumanist, da hans projekt i første række er åndeligt og eksistentielt, hvorved det rækker langt videre end til en eller anden ny formulering af menneskerettighederne. Hans respektløse kritik af alt det, vi klamrer os til, alle vores tryghedsskabende forestillinger, gør ham til en stadigt aktuel kulturradikal, en åndelig kulturradikal om man vil, for der er ingen tvivl om, at han mener, der findes noget 'helligt' i tilværelsen. Men det åbenbarer sig kun for den, for hvem intet er helligt. Hver en sten skal vendes. Det hellige kan kun erkendes og realiseres ved, at vi opgiver enhver forestilling om, at der er noget fast holdepunkt i tilværelsen. Det hellige er ikke statisk, men i evig bevægelse og derfor mere levende end de stivnede mønstre i hjernen som tro og ideologi sædvanligvis er udtryk for.

I den aktuelle debat om religion og ytringsfrihed ville Krishnamurti have stillet sig på den respektløse og ubetingede ytringsfriheds side, og det var da også den han selv praktiserede gennem sit lange liv. Mange følte sig i mødet med ham stødt på deres ideologi, religion eller hvad det måtte være, de byggede deres tilværelse og identitet på, men de følte sig også set og kærligt favnet, som de mennesker de var, fordi han formåede at se tværs igennem de mange billeder, vi så ofte betragter hinanden med. Det er respekt i den ikke forlorne betydning af ordet.

Det er derimod ikke særlig respektfuldt at "respektere folks tro", hvis det indebærer en ukritisk accept af trosretninger og ideologier, som man dybest set er uenig i eller ligeglad med. Det er jo ren og skær hykleri. Og det er også i en vis forstand umenneskeligt, da man på den måde ikke forholder sig reelt til de mennesker, der bærer rundt på forestillingerne, men alene til forestillingerne selv, og den falske identitet der opstår med dem. Omvendt er den desværre lige så udbredte manglende indsigt i andres tro og religion, som alene grunder sig på en stærk og ukritisk forankring i egne hævdvundne sandheder, naturligvis heller ikke befordrende for medmenneskelig forståelse. Et ureflekteret forhold til andre mennesker, tager altid udgangspunkt i et ureflekteret forhold til en selv.

Respekt er i sin ægte form en barmhjertig indsigt i det fællesmenneskelige vilkår, en forståelse af, at vi alle, qua vores kulturelle og familiære baggrund, ligger under for denne falske identifikation, og at vi derfor bærer rundt på en tung byrde af forestillinger, der stiller sig i vejen for at vi kan se os selv, som vi virkelig er. Al ny erkendelse opstår ved, at man netop ikke tager afsæt i sin egen baggrund, men er i stand til at gennemskue den og lægge den fra sig. Krishnamurti kalder det "negation", at negere det kendte, ikke gennem ureflekteret afvisning, men ved at forstå dets væsen. Det væsen, der skal erkendes, er alle de forskellige strukturer, der er opbygget i hjernen, alle de spor vi har fulgt i vores liv, som vi gentager i det uendelige. Krishnamurti lægger ikke skjul på at den erkendelsesmæssige 'revolution' han ønsker, skal nå helt ind i nervecellerne, som er der hvor forvandlingen sker. Det er også en fysisk proces.

Noget af det som fascinerer ved Krishnamurtis begreb om religiøsitet er, at den hårde religionskritik, der går som en rød tråd igennem alt, hvad han har sagt og skrevet, ikke fører til, at barnet bliver hældt ud med badevandet. Religionen ryger ud, men religiøsiteten bliver. Det er en religiøsitet uden dogmer og tro. Den religiøse erkendelse i en udkrystalliseret og lutret form. Man kan også formulere det sådan, at det er en religiøsitet, der må appellere til en moderne empiristisk bevidsthed, da den kun tager udgangspunkt i det, vi umiddelbart er i stand til at erfare gennem vores sanser. Den er tillige eksperimenterende, fordi den inviterer til at udforske alle afkroge af tilværelsen. Og den er fallibilistisk, fordi den aldrig tager noget for givet.

På den måde kommer det religiøse domæne alligevel til at indtage en central plads i vores liv, men det er uden, at nogen opdager, at det har noget med religion at gøre. Det er en religiøsitet, der mere er udtrykt gennem et fravær end gennem tilvalg af alle de elementer, vi er vant til at bygge vores tilværelse på. Men giver det ikke basis for utryghed? Og er religionen ikke netop det, som skal give mennesker den ultimative følelse af tryghed gennem et tilhørsforhold til noget urokkeligt, for ikke at sige evigt? Krishnamurtis svar på det er, at virkelig tryghed kun findes gennem utryghed. Men er det ikke det samme som troen, den tro der jo også er et 'spring' ud i det uvisse? Nej, for troen har ingen genstand hos Krishnamurti, og derfor er der heller ingen tro. Der er kun usikkerhed, utryghed og tvivl. Men netop ved at blive i den tvivl, uden at løbe væk fra den, opstår der ud af dette vakuum noget helt nyt, som ikke er baseret på noget kendt, og dette er, i mangel af et bedre ord, noget guddommeligt og indbegrebet af tryghed og kærlighed.

Krishnamurtis antiautoritære og udogmatiske spiritualitet kunne være et bud på fremtidens religion, hvis man overhovedet vil bruge det ord om den. Den er trosfri, metodefri og alligevel befriende, hvis man skal tro Krishnamurti. Men det skal man ikke, siger han. Man skal selv prøve efter.

De nuværende etablerede religioner repræsenterer kun en fase i menneskehedens historie. Et forbigående om end, i menneskelig målestok, noget langvarigt fænomen. Men de vil forsvinde alle sammen, med tiden, eller blive totalt forvandlet. Den spådom vil jeg gerne komme med.

tirsdag den 8. januar 2008

En kulturradikal kritik

Det her er et gudsforladt sted, og det vil det blive ved med at være. Om det så var Vorherre selv der bankede på døren, ville han ikke blive lukket ind. Selv hvis Gud viste sig at være til, ville jeg ikke tro på ham, hende, den eller det. Religioner er generelt for åndsformørkede, vildledende eller direkte usympatiske til at man kan fæste lid til dem, for ikke at tale om at bygge sit liv på dem, og så spiller det i og for sig ingen rolle hvilken 'sandhed' de kommer med.

Der findes næppe noget mere uhelligt end hellige bøger. De fastfryser livet i én bestemt form som bliver til norm og siden til dogmer, hvorimod livet selv er konstant forandring, uforudsigelighed og en ubændig trang til at eksperimentere.

Jeg mener at religioner skal bekæmpes, ikke voldeligt, men med saglige argumenter, og ved at vise at der er en anden og mere anstændig måde at leve på. Religioner har ikke patent på moral, men har snarere hæmningsløst udnyttet den. På samme måde har kristendommen ikke patent på næstekærligheden. Den har blot taget et almenmenneskeligt begreb til sig og behændigt benyttet det i sin markedsføring. At næstekærlighed ikke er noget specifikt kristent, og ikke engang kristendommens væsentligste budskab, ved enhver teolog.

De som påstår at man bare tror på noget andet, hvis man ikke tror på en gud, eller som mener at ateisme blot er en anden form for tro, lever i en vildfarelse. Man kan sagtens være ateist uden at tro på noget. Det er faktisk det der ligger i selve begrebet. Det er ikke en trossag, når jeg forventer at solen står op i morgen. Det er højst et udtryk for vanetænkning, eller, for at udtrykke det lidt finere, en induktiv slutning. Den kan være forkert, men den rummer ingen umiddelbare dogmer. Det er simpel statistik. Solen er ikke gjort til et overnaturligt væsen. Der tages faktisk ikke engang stilling til hvad den er i forventningen om at den står op. Den er bare det den er for den umiddelbare sansning.

Der må altså skelnes mellem tro og forventning, men også mellem tro og tillid. Jeg kan have en forventning om, eller en tillid til, at en eller anden er min ven. Hvis han så går bag min ryg eller på anden måde opfører sig som om han ikke er min ven, har han skuffet mine forventninger eller svigtet min tillid. Men han har ikke været genstand for min tro. Min ven var ikke et trosindhold eller et dogme.

Man kan også, og det er måske mere præcist, vælge at sige at man er agnostiker, 'en der ikke ved'. På den måde er man i modsætning til ateisten ikke så udsat for at blive beskyldt for at tro på et eller andet. Man udelukker jo ikke noget. Man skal bare ikke glemme at der er en hårfin balance mellem ikke at antage noget og ikke udelukke noget, rent semantisk. Hvis jeg siger til en kristen at jeg ikke udelukker noget, vil hun opfatte det som mere positivt end hvis jeg siger at jeg ikke antager noget. Derfor vil jeg nok holde mig til at sige at jeg ikke antager noget. I praksis er der, for mig i hvert fald, et sammenfald mellem agnosticismen og ateismen.

Astrologien er en anden af de åndelige krykker mennesker støtter sig til. Heller ikke den ville jeg tro på, ikke engang hvis den blev videnskabeligt bevist. Hvorfor skulle jeg lade stjerner og planeter styre mit liv? Jeg er da helst fri for at vide om de har indflydelse på mit liv, og jeg er især ikke interesseret i at vide hvad der eventuelt skal ske, eller hvilke 'potentialer' jeg har og på hvilke tidspunkter. Hvis jeg ikke kan se det ved at betragte mig selv, vil astrologien kun gøre ondt værre.

Religioner, uanset hvilken aftapning de kommer i, repræsenterer en fase i menneskehedens udvikling. De vil forsvinde. Det kan godt være der går en rum tid, men det vil ske. Hvad de vil blive afløst af, er ikke så let at sige, men spørgsmålet er også om der overhovedet behøver at blive sat noget andet i stedet. Har mennesket ikke rigeligt med ressourcer i sig selv - og her taler jeg ikke New Age-agtigt om en internalisering af det guddommelige - til at gøre tilværelsen smuk for sig selv og andre? Jeg tror kunst, musik, videnskab og respekt for naturen som bærende kræfter. Man kan godt vælge at kalde den engagerede eller emotionelt betonede del af forholdet til de ting for noget åndeligt, eller spirituelt, men jeg vil mene at selv den slags begreber kommer til at høre fortiden til. De er udtryk for pseudoforklaringer på fænomener vi ikke har forstået, en form for mental rodekasse.

Der er dem der er bange for rationaliteten, fornuftens uhyre. Jeg hørte en i radioen, tror det var Bent Melchior, sige at rationaliteten er farligere end religionen. Se på den 'rationelle' udryddelse af jøder under anden verdenskrig. Det var rationalitetens spøgelse. Men det passer jo ikke. Nazisterne var lige så religiøse i deres vrangforestillinger og forkvaklede ideologi. Der var ikke noget rationelt i deres raceteorier eller hele menneskesyn. Det var en 'religiøs' nationalromantisk ideologi.

Hvis jeg skulle hæfte en etiket på mig selv, er det første der falder mig ind: 'kulturradikal'. Da der ikke rigtig er nogen der ved hvad det er, vil jeg prøve at beskrive hvad jeg lægger i ordet. Jeg opfatter det som en forholden sig til tilværelsen i alle dens mange facetter på en kritisk, fordomsfri, og altså ikke på forhånd fastlagt, måde. 'Kritisk' forstår jeg i den neutrale betydning som en åbenhed der ikke tager noget for givet, især ikke egne uforgribelige meninger. Der ligger ikke nogen modsætning i at være åben og kritisk, så længe man er konsekvent, og altså især tager sig selv med.

Problemet med dele af den såkaldte venstrefløj - som jeg ganske vist selv føler mig tilhørende, men netop derfor kritiserer så stærkt - er at den ofte forveksler kulturradikalisme med kulturrelativisme. Der er, for nogle i hvert fald, en konstant konflikt mellem to øjensynligt modstridende hensyn: på den ene side kritikken af ’det bestående’, magstrukturerne og de undertrykkende mekanismer i samfundet, og på den anden side hensynet til den enkeltes livsvalg, herunder ikke mindst hensynet til de dårligst stillede og deres muligheder for et anstændigt liv.

Når disse to, normalt ikke modsat rettede hensyn, kommer i konklikt med hinanden, bliver dele af venstrefløjen pludselig rådvild og ser sig ikke i stand til opretholde den ellers sunde kritik af magten. Det kan fx ske at magten eller overgrebene finder sted fra de grupper der normalt anses for ’trængte’, og i de tilfælde har mange på venstrefløjen en tendens til at se igennem fingre med den magt eller undertrykkelse disse grupper udøver.

Muhammedkrisen, var et godt eksempel på det. Selv om det var helt evident at religiøse kræfter prøvede at undertrykke ytringsfriheden, blev det vendt til at der havde været tale om en hån mod muslimer, som pr. definition - ifølge mange på venstrefløjen - er en trængt gruppe. Denne sammenblanding af begreberne førte til at man opfordrede til at der blev taget hensyn til muslimers religiøse følelser, at der skulle udøves en form for selvcensur. Det er, fra et venstreorienteret synspunkt, et inkonsekvent standpunkt, da det må være venstrefløjens adelsmærke altid at være kritisk over for magten, også når den udøves at grupper man synes tilhører en trængt minoritet. Venstrefløjen rodede igen tingene sammen, sådan som den historisk har gjort det så mange gange tidligere, når den har forsvaret andre totalitære systemer som fx kommunismen. Også kommunismen repræsenterede eller forsvarede trængte grupper i samfundet, traditionelt arbejderklassen, og den var, med rette, kritisk over for magten, når den var koncentreret hos få individer eller grupper i samfundet, men ventrefløjen indså først meget sent at statens overtagelse af produktionsmidlerne i solidaritetens navn, i hvert fald i statskommunismens tilfælde, kun førte til en ny form for totalitarisme. Magten var stadig koncentreret på få hænder. Det var nu bare ‘folkets’ hænder, og derfor så man gennem fingre med det uhyrlige magtmisbrug, og den undertrykkelse der foregik.

Det er ironisk at det i stedet bliver den borgerligt-liberale fløj der ofte kommer til at stå som de svages beskyttere. Det er der flere eksempler på. Naturligvis var den kritisk over for kommunismen, ikke så meget måske af hensyn til arbejderklassen eller de svage og ubemidlede, men fordi den brød med princippet om markedskræfternes frie spil. Alligevel kom højrefløjen til at stå for beskyttelsen af individets rettigheder og dermed også som garant for de udsatte gruppers sikkerhed, selv om det naturligvis ikke er hele sandheden. Men den har i hvert fald været klar og ikke rodet tingene sammen på samme måde som venstrefløjen.

Et andet mere nutidigt eksempel ses i i hvert fald dele af venstrefløjens uklare holdning til Ayaan Hirsi Ali. Fordi hun er så kritisk over for islam, og ikke i særlig høj grad skelner mellem islamisme - politisk islam - og religionen islam, idet hun mener selve fundamentet for religionen er totalitært, kommer hun i karambolage med den del af ventrefløjen som føler sig solidarisk med det muslimske mindretal i de vestlige lande, fordi muslimerne er ‘trængte’. Det er de måske også, men det var stenkasterne på Nørrebro også, hvilket ikke burde være nogen undskyldning for de metoder de tog i anvendelse. Det er heller ikke nogen ‘undskyldning’ at være muslim, hvis man er antidemokrat og fx går ind for en gradbøjning af ytringsfriheden.

En anden gruppe, der også traditionelt har hørt til på venstrefløjen, har ligeledes lidt svært ved at finde ud af hvilket ben den skal stå på. Jeg tænker på visse dele af den etablerede feministiske bevægelse. Den har et meget uklart for ikke at sige rodet forhold til netop muslimske kvinder, hvilket tørklædedebatten tydligt viser. Problemet er naturligvis at det notorisk er et vanskeligt spørgsmål, hvor det er svært at komme med et patentsvar. Grundlæggende er der, ligesom eksemplerne med venstrefløjen viste, tale om et dilemma der uvægerligt opstår når en ‘trængt’ gruppe samtidig repræsenterer et magtapparat der i selv er undertrykkende. Dilemmaet består i sin enkelhed i at muslimske kvinder jo er kvinder og derfor pr. definition undertrykte, set fra et feministisk synspunkt. På den anden side repræsenterer de også et dybt reaktionært og i grunden totalitært verdensbillede, der tilmed er kvindeundertrykkende. Men kvinderne vælger selv, mere eller mindre frivilligt, at underlægge sig dette undertrykkende system, og den frihed vil feminister, og de fleste andre, naturligvis gerne forsvare. Derved kommer feminister næsten automatisk til at sanktionere forhold de aldrig selv ville leve under eller principielt acceptere. Tørklædet er kommet til at stå som selve symbolet på dette dilemma, og det rummer da også dybt modstridende træk. På den ene side repræsenterer det den muslimske kvindes frihed til at vælge at klæde sig som hun har lyst, og på den anden side er det i hele sit budskab dybt kvinde- og mandeundertrykkende for ikke at sige livsfornægtende.

Mange danske feminister og dele af venstrefløjen har valgt at fokusere på det første, at tørklædet ikke spiller nogen rolle, men derimod det forhold at kvinder får mest mulig indflydelse i samfundet. Det ses afspejlet i dele af kvindebevægelsen og Enhedslistens holdning til spørgsmålet. Andre, især muslimske feminister, vælger at fokusere på det sidste, at tørklædet i sig selv er et problem, fordi det tvinger kvinder (og mænd) ind i bestemte roller, der kan være undertrykkende for deres livsudfoldelsesmuligheder. Jeg er tilbøjelig til at hælde mest til det sidste. Muslimske kvinder ved hvad de taler om. De har oplevet undertrykkelsen indefra, på deres egen krop bogstaveligt talt, hvorimod den typiske sekulariserede, veluddannede vestlige feminist taler ud fra et abstrakt verdensbillede, i hvilket der kun findes autonome individer med fuld handlefrihed. Det er naturligvis en illusion. Tørklædet repræsenterer ikke et frit valg for alle kvinder, men kun for et mindretal. Og desuden er det, hvordan man end vender og drejer det, diskriminerende eller direkte fornedrende for begge køn. Jeg har svært ved at se hvordan det er foreneligt med den ligestilling af kønnene som feminister og i øvrigt næsten alle andre i de demokratiske samfund arbejder for.