Viser opslag med etiketten Etik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Etik. Vis alle opslag

mandag den 24. januar 2011

Utilsløret kynisme

Det er sjældent man møder en så utilsløret, ja næsten ligefrem og selvfølgelig kynisme som den beskæftigelsesminister Inger Støjberg lagde for dagen i gårsdagens TV-Avis. Indslaget handlede om at asylansøgere arbejder sort for 15 kr i timen for at supplere de statsgaranterede 2000 kr de har at leve for om måneden. Denne i de flestes øjne nok ikke særlig fyrstelige timeløn er oven i købet ifølge vurderinger på vej ned fordi der jo ikke er nogen nedre grænse for hvor meget man kan udnytte denne samfundsgruppe. Alligevel blev det af beskæftigelsesministeren betegnet som "groft socialt bedrageri" og "...vi skal ikke være til grin for vores egne penge". Nej, det er sandelig også undergravende for hele systemet hvis nogen skulle komme uretmæssigt og helt uden at betale skat til 15 kr i timen, og hun er derfor "parat til at kigge på hvor langt vi kan gå på det her område". Der skal altså sættes hårdt ind, kan man forstå.

Jeg må indrømme at jeg var lidt paf. Var det virkelig forargelse der lyste ud af hende over at mennesker på samfundets bund arbejder for en slavelignende løn, og vel at mærke forargelse rettet mod arbejdstagerne og ikke arbejdsgiverne? Ikke med et eneste ord nævnte hun de mennesker der ansætter og udnytter asylansøgere til denne usle løn. Her var ingen forargelse at spore, og journalisten gjorde desværre heller ikke meget for at stille spørgsmål der kunne lede hendes tanker i den retning. Det var lige før det var surrealistisk at være vidne til.

mandag den 16. marts 2009

Børn som "legetøj"

Søren Krarup mener at mennesker som lever i registreret partnerskab, altså bøsser og lesbiske, ikke skal have lov at adoptere børn, fordi det går imod naturens orden. I hans øjne er børn bare "legetøj" for disse par fordi de ikke fra naturens hånd er skabt til at få børn sammen og dermed ikke forbundet i hvad han kalder et "skæbnefællesskab" med dem. Børn er ikke noget man vælger, men noget der bare kommer - forudsat at parret er en mand og en kvinde - i den form de nu kommer, hvorefter man, ja, netop må tage dem som de kommer. Det var vist nogenlunde de synspunkter Søren Krarup gav udtryk for i dagens P1-debat med Simon Emil Ammitzbøll.

Ud over at selve ordet "legetøj" er groft nedvurderende over for homoseksuelles nøjagtig lige så berettigede ønsker om at få børn, så halter logikken i Søren Krarups argumentation på i hvert fald ét afgørende punkt. Søren Krarup har, som han også gav udtryk for, ikke noget imod adoption som sådan, hvis det bare er et "rigtigt" forældrepar, altså en mand og en kvinde, der får den bevilget. Med andre ord, hvis et "rigtigt", af Gud indstiftet, ægtepar, er i den ulykkelige situation at de ikke kan få børn, er det åbenbart i orden at de adopterer et.

Man kan spørge hvor meget mere skæbnefællesskab der er i det end hvis et homoseksuelt par adopterer et barn. Hvor meget mindre er der tale om et valg når det barnløse, men "rigtige", par ønsker at blive forældre for et barn der ikke er deres?

Søren Krarup blander tingene sammen. Hvis han skal være konsekvent og loyal over for sit synspunkt om naturens orden og det han kalder skæbnesfællesskabet, må han gå imod adoption som sådan, uanset kønssammensætningen.

I Søren Krarups optik er et parforhold, og det forstår han som ægteskab, mellem mand og kvinde den nødvendige (og tilstrækkelige?) betingelse for godt forældreskab. Alle andre kriterier som kunne have betydning for barnets udvikling, lades ude af betragtning. Og det til trods for at han gerne vil give udseende af at tage hensyn til barnets tarv. Børn er jo, som han siger, ikke legetøj.

Det er ellers ikke svært at forestille sig følgende to scenarier, det ene hvor et barn vokser op hos et bøssepar som stimulerer det på alle måder, følelsesmæssigt, intellektuelt og kunstnerisk så det får en god og harmonisk start på tilværelsen, og det andet hvor det må henslæbe tiden, indtil det kan flytte hjemmefra, i en "sund' kernefamilie bestående at to dysfunktionelle, ukærlige og stridende, men absolut regelrette heteroseksuelle individer som tilfældigvis har fundet hinanden og avlet et barn efter en glad aften i byen. Hvad er mest legetøj i den forbindelse?

Jeg ved godt hvilken af de to familier jeg selv ville vælge at vokse op i hvis jeg havde et valg. Men som det kristne menneske Søren Krarup er, mener han netop ikke at vi skal vælge, men derimod overlade alt til Gud. For Gud ved jo bedst hvad der er godt for menneskene. På den anden side har han jo også givet os fornuften og evnen til at skelne. Hvorfor ikke bruge den her?

fredag den 9. januar 2009

Mou-mysteriet

Jeg bryder mig ikke meget om straf i det hele taget, men kan godt se at det med den nuværende såkaldte retsfølelsestilstand i befolkningen er uundgåeligt at anvende de forældede straffesystemer vi har i dag. Der findes mange alternativer til traditionel fængselsstraf som ville være mere hensigtsmæssige ud fra en rationel betragtning, men de tilfredsstiller ikke befolkningens krav om 'hævn', så at sige, og selv om især ofrene ofte ikke er dem der råber mest op om hævn, skal der også tages hensyn til dem.

En af ejendommelighederne i retspraksis og strafudmåling, er hvordan man takserer forbrydelser mod børn. Hvad er kriterierne for straf: Er det graden af 'ondskab', hvis man kan formulere det på den måde, er det skadevirkningen på børnene, eller er det snarere i hvor høj grad forbrydelserne overskrider samfundets tabuer?

Både Tønder- og Mou-sagen handler om mishandling af børn, men hvor den første har seksuelt indhold, handler den anden om tortur. Begge forældre er implicerede i de to sager. I Tønder-sagen fik faderen 10 års fængsel for at have holdt sin datter som sex-slave og for incest, mens moderen pga. psykiske problemer fik en behandlingsdom for at have været medvidende og til dels deltagende i forbrydelsen der stod på i adskillige år. I Mou-sagen, som der lige er faldet dom i, fik både faderen og moderen 5 måneders fængsel for at have udsat deres datter for fysisk og psykisk tortur gennem en periode på 4 år. Begge sager ligner hinanden på i hvert fald ét punkt: Kommunen og de sociale myndigheder har ikke grebet ind trods mistanke om overgrebene.

Hvordan kan det være at et overgreb med seksuel karakter straffes 24 gange hårdere end et hvor det handler om grov fysisk og psykisk vold? Ifølge anklageren skyldes det at der kun er få fortilfælde og derfor ikke rigtig nogen retspraksis. Men Tønder-sagen blev også beskrevet som 'uden fortilfælde'.

Derfor er spørgsmålet om hvad det er man straffer for særdeles relevant. Det mest nærliggende, i mine øjne, burde være at man straffede ud fra den skadevirkning det har på børnene, men hvordan måler man det empirisk? Der skal tages højde for både de umiddelbare traumatiske oplevelser og senvirkningerne, og hvordan finder man frem til en slags gennemsnit af disse virkninger, hvor der sikkert også er tale om store individuelle variationer?

Er det vi straffer for så i virkeligheden overskridelsen af tabuer, hvor straffens længde er nogenlunde proportional med arten af tabu? Hvis det er tilfældet, kunne meget tyde på at seksuelle forbrydelser mod børn opfattes som et langt større tabu end vold. Hvorfor er det sådan, og er det rationelt? Igen, det umiddelbart mest rationelle krititerium burde være hvilken skade det gør på ofrene, men jeg er i tvivl om hvor meget man i virkeligheden interesserer sig for det. Forskerne gør naturligvis, men i store dele af befolkningen er hele spørgsmålet præget af myter og mangel på reel viden.

Det er er ligeledes tankevækkende hvordan forældre og skoler gennem tiden har kunnet slippe af sted med, helt ustraffet, at udsætte børn for fysisk og psykisk mishandling. Korporlig afstraffelse er ganske vist afskaffet (for ikke særlig mange år siden), men den psykiske tortur i form af læreres mobning af elever har alle dage, længe før Lektor Blomme, og givetvis også den dag i dag, været invaliderende for børn. Hvilket retsvæsen tager sig af det?

Læs også Anders Lund Madsens utrolig velskrevne og tankevækkende kommentar til Mou-sagen.

mandag den 15. december 2008

Klart nej til aktiv dødshjælp

Uanset hvad man kan mene er en ’værdig død’, er det ikke lægernes opgave at spille rollen som dødens engle og tillade dem, eller ligefrem uddanne dem i, aktivt at afslutte andre menneskers liv. Lægerne har allerede nu mange muligheder for at lindre uhelbredeligt syges lidelser eller opgive livsforlængende behandling, dvs. udføre det man kalder passiv dødshjælp. Men at tillade læger eller andre aktivt at bringe livet til ophør, er i mange henseender en moralsk glidebane.

For det første fører det lægernes rolle over for patienterne ind i en gråzone, hvis det nu er lægerne der skal udføre indgrebet, og det ville det jo efter al sandsynlighed blive (ellers er det om muligt en endnu mere skræmmende tanke). Det faktum at lægerne ikke længere entydigt var på livets side, ville uvægerligt have en afsmittende virkning på det generelle læge/patientforhold. Det er et forhold der bygger på tillid, en tillid til at lægerne kun er uddannet til at helbrede eller redde liv, eller, når der ikke længere er noget håb, at lindre den sidste tid. Med aktiv dødshjælp ville forholdet mellem læger og patienter blive mudret eller uklart. Er den læge jeg står over for med min uhelbredelige sygdom nu af den opfattelse at han eller hun lige så godt kan afslutte mit liv? Også selv om jeg måske hellere vil leve mine lidelser helt til ende.

Debatten rejser også en række spørgsmål om lægers uddannelse. Skal det være frivilligt om man vil uddanne sig til aktiv dødshjælper eller en obligatorisk del af lægers uddannelse? Det kunne i givet fald afholde en del fra at blive læger, og det i en situation hvor vi i forvejen har lægemangel. Og hvis det ikke skulle være en obligatorisk del af uddannelsen, men et tilvalg, hvad er det så for nogle læger der ville vælge den del af uddannelsen til? Vi kunne havne i en diskussion og en problematik der minder om den der står mellem om vi skal have en hær bestående af frivillige eller værnepligtige.

En anden gråzone ved indførelse af aktiv dødshjælp tegner sig i forholdet mellem den døende og de nærmeste og i videre forstand samfundet som helhed. Hvis aktiv dødshjælp bliver en mulighed, vil der let kunne komme en helt ny opfattelse af hvornår livet bør afsluttes, uanset hvad patienten selv mener om sagen. Det er ganske vist frivilligt om man vil lade lægen afslutte livet, men uhelbredeligt syge vil kunne komme til at føle sig under pres for ikke længere at ligge de nærmeste til last. Nu har de jo den mulighed at gøre en ende på det, så hvorfor ikke benytte den når der alligevel ikke længere er noget håb?

Aktiv dødshjælp vil i videre forstand også kunne påvirke hele forestillingen om hvad der er et værdigt liv og en værdig død. En værdig død kunne gå hen og blive synonymt med en aktiv afslutning på dette meningsløse liv. For hvor går grænsen for hvornår et liv er meningsløst, og hvem skal sætte den? Er det patienten selv eller det velmenende samfund som ikke længere ønsker at være vidne til al den lidelse?

’En værdig død’ er det argument man oftest hører fra almindelige mennesker der går ind for aktiv dødshjælp. Det argument forudsætter på en eller anden måde at et liv på eller andet tidspunkt kan ende med at blive uværdigt. En værdig død er altså synonymt med et uværdigt liv, et liv så lidelsesfuldt at det ikke længere giver mening at bevare det. Det er muligt at patienten selv føler at livet som hjælpeløs er uværdigt, men det kommer ikke sagen ved. Det afgørende er at ved at legalisere aktiv dødshjælp, blåstempler man potentielt nogle liv som uværdige. Det kan ikke være anderledes. Det er en uundgåelig konsekvens. At dette er endnu en moralsk glidebane, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig. Sporene fra de nazistiske eutanasiprogrammer skræmmer. Deres argumentation for aktiv dødshjælp fulgte nogenlunde de samme linjer. De ville også bare mindske folks lidelser.

Der findes i dag så mange muligheder for at lindre menneskers lidelser i den sidste fase af livet, samtidig med at ingen læger i dag foretager udsigtsløs behandling eller kunstigt forlænger livet, at der ikke kan argumenteres for aktiv dødshjælp med den begrundelse at livet ikke er værd at leve. Hvis man ville bruge det argument at livet er for lidelsesfuldt til at leves, vil mange andre kategorier end håbløst fysisk syge kunne komme i betragtning til aktiv dødshjælp. Mange med psykiske lidelser har det også så forfærdeligt at de måske gerne ville have en sprøjte der kunne gøre en ende på det hele. Men det ville aldrig blive accepteret i et moderne eutanasiprogram. Man kunne spørge hvorfor ikke, hvis begrundelsen er at man vil minimere folks lidelser. Hvis man vil hævde at en af begrundelserne for at indføre aktiv dødshjælp til fysisk syge er at de ikke er i stand til at gøre det selv, kunne man let opstille tænkte scenarier med psykisk syge som af den ene eller anden grund heller ikke formår at gøre det selv, men skal have hjælp til det. Ganske vist er forslaget om aktiv dødshjælp almindeligvis tænkt således at patienten skal være ved sine fulde fem og ikke lide af depressioner eller andre psykiske lidelser, men hvordan formår man at udskille det fysiske fra det psykiske hos uhelbredeligt syge mennesker hvis liv er fuld af lidelse?

At være uhelbredeligt syg er heller ikke altid en proces som patienten selv helt kan overskue forløbet af. Tidligt i forløbet vil hun måske komme til den konklusion at det kun kan gå én vej, og så er det bedre at afslutte det nu. Men på det tidspunkt ved hun ikke noget om de faser der er i sygdomsforløbet, eller hvilke nye erkendelser der kan opstå. Jeg udelukker den mulighed at der kan finde nogen helbredelse sted eller at der pludselig opstår en ny mulighed for behandling. Det er værd at tage i betragtning, men jeg vil begrænse argumentationen til de virkeligt uhelbredeligt syge, da det er dem det i første række handler om. Selv i de tilfælde kan forløbet muligvis tænkes at rumme noget uventet, måske ligefrem glimt af livskvalitet, eller i hvert fald en form for forsoning med tilværelsen og de vilkår den byder en. For mig at se er det parallelt med at den stærkt depressive, som ønsker at tage sit eget liv, ikke i den situation kan overskue at tilværelsen på et senere tidspunkt kan åbne op for helt nye muligheder der gør at livet kan føles værd at leve igen. Jeg er godt klar over at mennesker kan være så uhelbredeligt syge og hjælpeløst bundet til sengen at livskvalitet kan synes en fjern mulighed, men hjernen er et mirakuløst organ, og den kan ofte nå til nye erkendelser de mest usandsynlige eller uventede steder.

De argumenter jeg har fremført mod aktiv dødshjælp, er for mig nogle af de mest centrale. Jeg har endnu ikke hørt noget rimeligt argument til fordel for aktiv dødshjælp, i hvert fald ikke et som ikke samtidig har alvorlige bivirkninger. Aktiv dødshjælp ville, hvis det blev en realitet, føre samfundet ud på en moralsk glidebane; det er et forslag med klart fascistiske undertoner, idet det på sigt vil kunne føre til helt nye ’racerene’ normer for hvad der er og hvad der ikke er et godt liv.

søndag den 27. januar 2008

Pædofiliforskrækkelse

Sagen med drengen fra Hellebækskolen, som skolens leder ville have bortvist fordi han i internetforumet Arto kaldte en lærer for ‘pedo’ (sic), er interessant fordi den endnu engang afslører hysteriet omkring pædofili i vores kultur. Drengen, som intetanende havde brugt udtrykket som et hvilket som helst andet kraftudtryk, blev midlertidigt borvist fra skolen og kastet ud i en mediestorm, fordi samfundet lider af en kollektiv fobi over for en seksuel minoritet. Er det rimeligt at drengen skal straffes hårdere fordi han træder på en særlig øm tå, som han ikke kan have nogen viden om eksisterer, eller fordi han ikke har tilegnet sig seksuelle normer eller tabuer som hører voksenlivet til?

Heldigvis blev skolelederens beslutning omstødt af Helsingør byråd, efter pres fra forældrene, som tilmed havde måtte hente advokatbistand, men at sagen overhovedet skal nå så vidt, grænser til det absurde. Drengen har allerede tilbagekaldt sin påstand og har undskyldt over for læreren, og det burde sådan set have været nok. Nu skal han i stedet skifte klasse, hvilket var det kompromis byrådet nåede frem til.

Kristeligt Dagblad forsvarer i en leder d. 16/1 skolelederens beslutning og taler om at byrådet ‘sender uheldige signaler om folkeskolens værdier’. Det er faktisk en del af artiklens overskrift. Men hvad er det for værdier vi skal værne om her? Det bliver ikke uddybet i artiklen. Er det at børnene lærer at tale pænt til hinanden, eller er det at de så tidligt som muligt tilegner sig samfundets tabuer, så vi kan sikre os at også næste generation deltager i den bevidstløse heksejagt på pædofile? Men når alt kommer til alt er det måske ikke overraskende at en avis, der i forvejen støtter religiøs indoktrinering, også fastholder indoktrineringen på andre områder. For nogen er salmevers stadig vigtigere end kritisk tænkning.

Det er selvfølgelig synd for læreren at han bliver hængt ud som pædofil, men hvorfor det skulle være mere synd for ham end hvis han var blevet kaldt noget andet grimt, er ikke noget der let lader sig forklare, og i hvert fald ikke noget en dreng på 11 år kan gennemskue. Anklagen for utilbørlig opførsel har forkert adresse. Det er ikke drengen der er ansvarlig for den kollektive angst samfundet lider af, og som blandt andet fører til at pædofile er den laveste underklasse i samfundet som alle frit kan sparke på, ja som det faktisk ikke er god tone ikke at sparke på.

Pædofiliforskrækkelsen er et forholdsvis nyt fænomen, i hvert fald i den størrelsesorden den har nu. Man kan se det af de reaktioner der kom på offentliggørelsen i Politiken oktober sidste år af Nan Goldins fotografi at to legende småpiger, hvoraf den ene tilfældigvis blotter sit køn. Billedet er i sig selv helt uskyldigt, men var alligevel blevet fjernet af politiet fra en kunstudstilling i England. Forargelsen over billederne var næsten på højde med den der ramte Jørgen Leth efter udgivelsen af hans ‘Det uperfekte menneske’. En kronik i Politiken af Vibeke Tøjner fra d. 21. oktober forklarer at det problematiske er at fotoet bliver revet ud af sin kunstneriske sammenhæng. Kunstens rum er, ifølge kronikken, anarkistisk, et ‘helle’ hvor man kan vise ting der i andre sammenhænge ville blive betragtet som anstødelige. Og jeg som troede at det netop var en af kunstens opgaver at forage og vække anstød. Kronikøren, som selv er kunstner, mener tilsyneladende at billederne af de dansende småpiger er uskyldige, når de hænger på et museum, hvorimod de er pornografiske og ‘vrides’ (et udtryk hun bruger flere gange) op i hovedet på beskueren, når de bliver vist i en avis, hvilket i parentes bemærket ud fra en journalistisk betragtning må anses for naturligt al den stund de var blevet fjernet af politiet fra en kunstudstilling.

Det er som om hun ikke rigtig kan blive enig med sig selv om kunsten skal forarge eller være harmløs. Tilsyneladende mener hun at kunsten gerne må forarge og udfordre vores fordomme, hvis det bare sker på de ‘ambassader’ der er udset til formålet, altså museerne, åbenbart fordi vi så godt er klar over at det ‘ikke rigtig gælder’. Iscenesættelsen bliver ikke blandet sammen med virkeligheden på en for betragteren uigennemskuelig måde. Man kunne spørge om det ikke netop kunne være en af kunstens opgaver at forsøge at udfordre det skel!

Men tilsyneladende er det ikke kronikørens opfattelse at kunsten skal provokere når det handler om et billede af to halvnøgne piger der leger og tilfældigvis kun er halvt påklædte. Hun medgiver endda at hun kan have set billedet tidligere på en udstilling uden at have tænkt nærmere over det, med andre ord, det har ikke på det tidspunkt givet anledning til at hun har udfordret sine eventuelle latente fordomme over for udstillingen af børns kønsdele, men når hun ser det samme billede i en avis føler hun sig som ‘voyeur’, hun inddrages, mod sin vilje, i den pædofiles verden, idet hun med ét betragter billedet fra den pædofiles perspektiv. Det er ikke længere blot børn der leger (hvilket ellers er fuldstændig åbenbart), men kun seksualitet (hvilket man nærmest skal være pædofil for at kunne se).

Ud fra det må man konkludere at det meget omtalte foto hverken er kunst når det befinder sig i et af kunstens templer, eller ‘ambassader’, for så ville det have vakt et eller andet i hende, provokeret eller noget andet, og ikke bare have været ‘uskyldigt’, som hun faktisk kalder det, inden det bliver ‘revet ud af sin sammenhæng’, og det er bestemt heller ikke kunst når det først er sluppet ud af kuvøsen, ud i det ‘farlige’ offentlige rum, for så er det åbenbart kun pornografi og helt igennem anstødeligt, for ‘...et blik er aldrig ’rent’. I det øjeblik vi ser noget, lades det, vi ser, med betydning og vores egne associationer’, som hun skriver. Det kan hun jo have ret i, men hvis det er en af kunstens fornemste opgaver at udfordre vores fordomme, kan hun jo begynde lige netop der, med at betragte sit eget blik og spørge sig selv hvorfor det ikke er rent, frem for at blive hængende i de fordomme hun så tydeligt vedgår at hun har. I en vis forstand har hun med sin reaktion netop bevist billedets værdi som kunst. Billedet har ved at træde ud af sin æggeskal klædt hende af til skindet og vist hende som den hun er, og meget mere kan man vel ikke forlange af kunsten.

Når jeg siger at pædofiliforskrækkelsen er eskalerende er det ikke tilfældigt. Det samme billede af småpigerne ville ikke have vakt forargelse i ‘70’erne. Jeg tror faktisk ikke nogen ville have skænket det en tanke, uanset hvor det var blevet bragt. Hvorfor denne forskel? I Apropos på P1 for nogle dage siden var der en forsker som bekræftede at denne udvikling har fundet sted, men forklarede det ved at pornoficeringen af det offentlige rum havde medført en tiltagende lede ved udstillingen af halv- og helnøgne mennesker i alle mulige sammenhænge. Derfor reagerer vi nu på billedet af småpigerne, mente hun.

Jeg mener det er en fuldstændig forkert analyse. Det er to helt parallelle spor der intet har med hinanden at gøre. For det første fordi der intet seksuelt er ved billedet. Period. Ikke engang undertoner. Derfor har det slet ikke nogen andel i den påståede pornoficering af det offentlige rum. Forklaringen skal efter min mening søges et helt andet sted, og det er foreløbig kun et gæt, men det er formentlig i at indstillingen til børn har ændret sig dramatisk i de sidste 20 - 30 år. Børn fylder ganske enkelt meget mere i folks liv, og der er kommet langt større fokus på børns vilkår. Jeg er ikke sikker på at børnene har fået det bedre, men de er i hvert fald langt mere beskyttede, for ikke at sige overbeskyttede. Samtidig er der en nærmest kollektiv skyldfølelse over at vi tager os for lidt af børnene, fordi vi ikke har tid til det. Vi overlader børnene til andre og føler dermed vi svigter dem. Kombinationen af denne næsten overdrevne omsorg og fornemmelsen af omsorgssvigt kan godt være netop den cocktail der gør at mange reagerer så stærkt på pædofili og ser overgreb på børn alle vegne. Og det rammer åbenbart også billeder der ud fra en ganske nøgtern betragtning er fuldstændig uskyldige, uanset hvor de bliver bragt.