Det umulige sker hele tiden

mandag den 16. marts 2009

Børn som "legetøj"

Søren Krarup mener at mennesker som lever i registreret partnerskab, altså bøsser og lesbiske, ikke skal have lov at adoptere børn, fordi det går imod naturens orden. I hans øjne er børn bare "legetøj" for disse par fordi de ikke fra naturens hånd er skabt til at få børn sammen og dermed ikke forbundet i hvad han kalder et "skæbnefællesskab" med dem. Børn er ikke noget man vælger, men noget der bare kommer - forudsat at parret er en mand og en kvinde - i den form de nu kommer, hvorefter man, ja, netop må tage dem som de kommer. Det var vist nogenlunde de synspunkter Søren Krarup gav udtryk for i dagens P1-debat med Simon Emil Ammitzbøll.

Ud over at selve ordet "legetøj" er groft nedvurderende over for homoseksuelles nøjagtig lige så berettigede ønsker om at få børn, så halter logikken i Søren Krarups argumentation på i hvert fald ét afgørende punkt. Søren Krarup har, som han også gav udtryk for, ikke noget imod adoption som sådan, hvis det bare er et "rigtigt" forældrepar, altså en mand og en kvinde, der får den bevilget. Med andre ord, hvis et "rigtigt", af Gud indstiftet, ægtepar, er i den ulykkelige situation at de ikke kan få børn, er det åbenbart i orden at de adopterer et.

Man kan spørge hvor meget mere skæbnefællesskab der er i det end hvis et homoseksuelt par adopterer et barn. Hvor meget mindre er der tale om et valg når det barnløse, men "rigtige", par ønsker at blive forældre for et barn der ikke er deres?

Søren Krarup blander tingene sammen. Hvis han skal være konsekvent og loyal over for sit synspunkt om naturens orden og det han kalder skæbnesfællesskabet, må han gå imod adoption som sådan, uanset kønssammensætningen.

I Søren Krarups optik er et parforhold, og det forstår han som ægteskab, mellem mand og kvinde den nødvendige (og tilstrækkelige?) betingelse for godt forældreskab. Alle andre kriterier som kunne have betydning for barnets udvikling, lades ude af betragtning. Og det til trods for at han gerne vil give udseende af at tage hensyn til barnets tarv. Børn er jo, som han siger, ikke legetøj.

Det er ellers ikke svært at forestille sig følgende to scenarier, det ene hvor et barn vokser op hos et bøssepar som stimulerer det på alle måder, følelsesmæssigt, intellektuelt og kunstnerisk så det får en god og harmonisk start på tilværelsen, og det andet hvor det må henslæbe tiden, indtil det kan flytte hjemmefra, i en "sund' kernefamilie bestående at to dysfunktionelle, ukærlige og stridende, men absolut regelrette heteroseksuelle individer som tilfældigvis har fundet hinanden og avlet et barn efter en glad aften i byen. Hvad er mest legetøj i den forbindelse?

Jeg ved godt hvilken af de to familier jeg selv ville vælge at vokse op i hvis jeg havde et valg. Men som det kristne menneske Søren Krarup er, mener han netop ikke at vi skal vælge, men derimod overlade alt til Gud. For Gud ved jo bedst hvad der er godt for menneskene. På den anden side har han jo også givet os fornuften og evnen til at skelne. Hvorfor ikke bruge den her?

fredag den 13. marts 2009

Pedersen

Abdul Wahid Pedersen er uden tvivl et sympatisk menneske og en god demokrat. Derfor vrider hans sig også som en ål hver gang han er nødt til at udtale sig på sin religions vegne, og det må han jo i sagens natur som imam gøre, konstant og ikke mindst i alle medier.

Problemet er bare at han har en meget dårlig sag. Islam er ikke just kendt for at være demokratisk, men snarere teokratisk, så derfor løber den gode mand hele tiden ind i problemer han kunne have undgået hvis han ikke havde valgt at blive muslim, fx problemer med at tage entydig afstand fra visse dele af shariaen så som stening som straf for utroskab. Som han siger "Så hvor forfærdelig strafformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den" og "Hvis jeg tog afstand fra stening, ville jeg melde mig ud af islam". Det skulle han måske overveje.

I P1-debatten i dag var Pedersen igen ude i et ærinde hvor han måtte sno sig. Anledningen er udgivelsen af Sherry Jones' 'Medinas juvel', en roman som både beskyldes for at fornærme og lovprise islam, afhængig af øjnene der ser den. Den handler om Muhammed og hans ni-årige hustru Aisha.

Pedersens problem med bogen er, som jeg forstår det, ikke så meget dens indhold, altså om den gengiver islam på den ene eller den anden måde, men mere hvordan muslimer har tænkt sig at reagere på den. Han ser ingen grund til at tage chancer og udgive en bog der måske skaber spændinger og social uro. Så hvorfor ikke bare lade være?

Men der er jo netop kernen i problemet. Er det bogens fejl at den forårsager en måske ukontrollabel situation, eller er det de religiøse følelser der er kommet på vildspor? Det kunne jo også være at problemet ligger i religionen selv, eller den måde den fortolkes på, når følelserne så ofte ligger uden på tøjet hos en del af de mennesker der praktiserer den.

Hvis man går til den anden yderlighed inden for religioner, især buddhismen, finder man intet der ville kunne ophidse gemytterne på den måde som det sker i islams navn. Årsagen er at der ikke er noget der skal forsvares. Der er heller ikke nogen gud eller noget skriftsted man skal stå til ansvar for. Det er ikke muligt at kæmpe for noget eller mod nogen i Guds navn, da det ville være absurd i forhold til selve grundlaget, idet der kun findes det enkelte individs kamp med sig selv, og det højere mål ikke er et eller andet løfte om paradis, men blot udfrielsen fra en endeløs række af genfødsler, altså en slags intethed.

Når man melder sig ind i en religion, sådan som Pedersen har gjort det, er man nødt til at acceptere 'hele pakken'. Sådan udtrykker han det faktisk. Men i det aner man også et svagt tiltag til oprør mod i hvert fald dele af pakken. Han bryder sig faktisk ikke om disse barbariske straffe. Naturligvis. Intet menneske ved sine fulde fem gør det. Men de er indstiftet af Gud og dermed en del af pakken, og så har Han nok sine grunde til det. Pedersen er ikke nået til det punkt hvor han tænker at der måske er noget galt med pakken som helhed når den rummer så uspiselige elementer.

For mig at se er det et udtryk for hvad rodløshed og søgen efter identitet kan føre til. Religioner, eller hovedparten af dem, tilbyder en falsk form for tryghed, som de tilmed tager sig rigtig godt betalt for. Som initieret bliver man tvunget til at deponere ikke alene sin kritiske fornuft, men også desværre noget af sin menneskelighed. Der er ganske vist mange pragmatiske og delvis sekulariserede kristne, muslimer osv. som vælger at tage selvstændig stilling og kun udvælge dele af pakkerne, men de gør det mere på trods end på grund af de religioner de føler de tilhører. Ingen religioner har endnu kunnet beskyldes for at opfordre til kritisk tænkning.

For mange år siden følte jeg mig stærkt tiltrukket af buddhismen i dens sydlige form (Theravada-buddhismen) fordi jeg fandt at dens filosofi havde klangbund i mit eget sind. Jeg overvejede endda at melde mig ind i ordenen. Men jeg kunne ikke forlige mig intellektuelt med hverken loven om karma eller teorien om genfødsel, så jeg valgte at holde mig udenfor. Hvis jeg havde meldt mig ind, ville jeg også have følt at jeg skulle acceptere 'hele pakken', i hvert fald udadtil, og den form for hykleri kunne jeg ikke leve med. Det til trods for at buddhismen, i hvert fald i den form, overhovedet ikke er nogen religion i traditionel forstand, men snarere en livsfilosofi, en lære om kroppen, sindet og bevidstheden foruden et hav af meditationsteknikker. Der var ikke mange kameler at sluge, idet man kunne sammensætte sin egen variant af buddhismen nærmest efter behag. Men der var altså alligevel nogle grundlæggende forestillinger om mekanikken i tilværelsen som jeg var uenig i, eller som jeg ikke fandt dokumenteret, og det gjorde at buddhismen kun forblev en midlertidig inspirationskilde.

Jeg tror man skal lære kunsten at nulstille sin viden om verden og hele tiden begynde forfra. Hver dag. Uden at leve på dogmer om hvordan verden er skruet sammen. Tilværelsen er pr. definition usikker, og det samme gælder det der kommer efter den, om end det med meget stor sandsynlighed ikke er noget som helst. Det eneste man kan gøre er at lære at tackle denne usikkerhed eller utryghed på en værdig måde. Til sidst vil man måske opdage en egen skønhed i den og finde tryghed i utrygheden.

Den løsning som religionerne tilbyder er til gengæld ikke værdig, men et surrogat. Der er ingen fremtid for menneskeheden i de forklaringsmodeller religionerne opstiller fordi de ikke tager udgangspunkt i hvad mennesker rent faktisk sanser og oplever i deres liv og i deres bevidsthed, men i religiøse dogmer og læresætninger. Mange mennesker har ganske vist såkaldte religiøse erfaringer eller ligefrem åbenbaringer, men de kan alle føres tilbage til et ikke-religiøst grundlag, til processer i hjernen der bestemt ikke har meget med Vorherre at gøre.

Se også: Stening står ikke til diskussion

søndag den 8. marts 2009

Tro på tvivl

Biokemikeren Jesper Hoffmeyer omtalte i dagens 'Faglitteratur på P1' sin nye bog 'Tro på tvivl'. Det nye og interessante er at han mener at videnskaben, som ellers i sit grundlag bør være 'systematisk tvivlende', ikke altid tvivler nok på sit grundlag. Fx er darwinismen blevet til noget nær et dogme som der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Det betyder naturligvis ikke at evolutionslæren som sådan skal forkastes, eller at der skal åbnes op for at kreationisterne måske alligevel har ret, men kun at den må gå i rette med sig selv, altså bestandigt tvivle, på sit eget grundlag.

Men egentlig er der jo ikke noget nyt i den diskussion. Det er, som Hoffmeyer fremhæver det, velkendt at videnskaben også i en vis udstrækning forlader sig på 'tro', eller i hvert fald tillid, idet den jo anvender de fem sanser vi er udstyret med, foruden måleinstrumenter, til at kortlægge verden, og at alle disse redskaber er fejlbarlige. Desuden er der en tendens til at teorier bliver kanoniseret og bliver til paradigmer som det ikke er let at slippe af med fordi de giver selv trænede og kritisk tænkende forskere tunnelsyn. Mest kendt er det newtonske verdensbillede, som for videnskaben vel nærmest var uangribeligt, indtil det endeligt måtte vige for, eller modificeres af, det einsteinske. Det skal dog fremhæves at det faktisk netop var observationer der førte til at man måtte anse Newtons teorier for ikke helt ufejlbarlige.

Når Hoffmeyer siger at videnskaben ofte tvivler for lidt og fremstiller det som en begrænsning ved videnskaben som sådan, synes jeg at han overser at det jo faktisk ikke er er en fejl ved videnskaben eller dens metode, men mere et udtryk for fordomme hos dem der udøver den. Hvis videnskaben, eller dele af den, forholder sig ukritisk eller ligefrem fundamentalistisk til evolutionslæren, opfylder den jo netop ikke kravet til god videnskab, som er konstant at anfægte sig selv og sit grundlag, altså at tvivle.

Jeg synes dog han har en god pointe når han siger at videnskaben, især biologien har et problem hvis den forsøger at forklare hele det menneskelige erfaringsfelt gennem kroppen alene, uden at tage hensyn til at mennesker rent faktisk har en oplevelse af noget 'andet' som de ikke kalder krop, men fx sjæl. Ikke sådan at forstå at man skal bevare forestillingen om sjælen, men blot at trække sjælen ud af ligningen og efterlade kroppen sjælløs, er for reduktionistisk en tilgang. Der mangler en anden forklaringsmodel som videnskaben endnu ikke har kunnet sætte på formel. Ellers bliver det som at tro at man har en lødig vegetarisk ret hvis man bare fjerner kødet og nøjes med 'tilbehøret'. Mange tror det ganske vist, men paletten er langt større og mere farverig end som så, og det gælder nok også for de teorier om mennesket som vil komme fremover.

tirsdag den 27. januar 2009

Tab ikke sparepæren på gulvet!

Det er en god idé at udvise en vis forsigtighed når elsparepæren skal udskiftes. Hvis den går i stykker, kan det resultere i et udslip af det ekstremt miljøfarlige tungmetal kviksølv i mængder der langt overskrider gældende grænseværdier.

En normal elsparepære må indeholde op til 4 mg kviksølv. Sammenlign det med at en person på 70 kg højst må indtage 50 mikrogram kviksølv om dagen hvis grænseværdien for det totale indtag ikke skal overskrides. Det er 80 gange mindre end hvad der er i en enkelt sparepære.
Grænsen for, hvor meget kviksølv, det er tilrådeligt at indtage om ugen, er i følge de danske myndigheder (Fødevarestyrelsen) sat til 5 µg (mikrogram) totalkviksølv/per kg. personen vejer. Heraf må højst 1,6 µg/kg være i form af methylkviksølv /8/. Denne såkaldte PTWI (Provisionally Tolerable Weekly Intake = foreløbige tolerable ugentlige indtagelse) af totalkviksølv gælder dog ikke for kvinder i den fødedygtige alder, idet der ikke med sikkerhed har kunnet fastsættes en nedre grænse for skader på fostrets hjerne.
Kilde: Miljø & Sundhed

Konklusionen må være at gravide skal være særlig omhyggelige når de håndterer sparepærer og gøre grundigt rent hvis uheldet er ude.

Elsparefonden har igennem længere tid kørt en massiv kampagne til fordel for sparepæren, fordi den på grund af et lavere strømforbrug sparer naturen for store mængder CO2 som ellers ville være blevet udledt af de hovedsageligt kulfyrede kraftværker. De har bare glemt at informere tilstrækkeligt om at sparepæren er miljøfarligt affald.

Faktum er at 43 procent af sparepærerne ikke går til genanvendelse, men ryger direkte ud i forbrændingen fordi mange ikke er klar over eller er ligeglade med at pærerne skal på genbrugsstationen. Landets kommuner har heller ikke formået at følge op på elpærernes store succes ved at informere borgerne og sikre at en større procentdel bliver indsamlet til genanvendelse. Måske burde man overveje at indføre en særlig pant på sparepærer. Almindelige glødepærer og de nye lysdiodepærer (LED) kan fritages da de ikke indeholder miljøfarlige stoffer.

Bemærkelsesværdigt er det også at det nuværende kviksølvindhold i elsparepærer endda overskrider grænseværdierne i EU's nye skrappe RoHS direktiv, hvor det kun er tilladt ifølge en undtagelsesbestemmelse til reglen.

10 gode grunde til at hade sparepærer

Øvrige kilder:

Berlingske Tidende
Elsparefonden
Miljøstyrelsen

søndag den 25. januar 2009

Et kilo kemikalier for hvert kilo tekstiler

Det går fremad med salget af økologiske varer. I hvert fald når det gælder fødevarer. Mere sløjt står det til med tekstiler hvor tiden synes at have stået stille siden 1970'erne. Nogle vil måske huske at man måtte frekventere de dengang meget eksotiske helsekostforretninger for overhovedet at finde noget med etiketten økologisk (dog uden Ø-mærket der først blev indført i 1989). Tilsvarende ihærdig i sin søgen må man i dag være når det gælder økologisk tøj, og det endda med de magtfulde søgeredskaber vi nu har til rådighed gennem internettet.

Udvalget af økotekstiler er formentlig størst i babytøj, men selv om det er et vigtigt område, er det trods alt en begrænset målgruppe. Vi andre må ud og have syet tøj efter økologiske metervarer eller vænne os til at gå i de samme klude.

Det er til gengæld ganske godt i tråd med de anbefalinger der er kommet i en nylig norsk rapport, citeret i Informationscenter for Miljø & Sundheds nyhedsbrev, hvor det netop fremhæves at det af hensyn til miljøet er bedst at begrænse sit tøjforbrug. Tøjproduktion er nemlig noget af det der belaster miljøet allermest. Især er bomuld en stor synder, idet den tegner sig for ca. 25 procent af klodens samlede pesticidforbrug, plus at der bruges enorme mængder gift i forarbejdelsen (til indfarvning og blegning m.v.). Bomuldsproduktion er desuden meget vandkrævende.

Desværre er det svært at omlægge menneskers forbrugsvaner, ikke mindst på tekstilområdet der er så bundet op på identitet og status. På fødevareområdet er de fleste mennesker ikke lige så styret af modeluner og prioriterer gerne sundhed og bæredygtighed ret højt. Derfor, hvis der skal sættes skub i udviklingen, må der en politisk indsats til, kombineret med en vilje fra tøjproducenternes side til at gå foran. Nogle få har allerede gjort det.

Forbrugerne vil givetvis gerne købe økologisk tøj, men det skal følge nogenlunde med moden og heller ikke være urimeligt meget dyrere end konventionelt tøj. Det er ikke nogen undskyldning at efterspørgslen er ringe, for det er meget få der efterspørger noget der ikke findes på hylderne. Hvis det var tilgængeligt, ville folk købe det, især hvis produkterne tillige blev markedsført med tilstrækkelig dokumentation for hvor meget gift man kan spare verden for gennem sit tøjvalg.

fredag den 16. januar 2009

Fadervor og salmesang

Bertel Haarder synes fadervor og salmesang er en 'utrolig værdifuld del af vores kultur'...'som det vil være vanvittigt at forbyde' på de af landets skoler der endnu dyrker dem. I stedet bør denne praksis udvides til alle landets skoler, mener han ifølge DR's nyheder. Udtalelsen blev dog senere samme dag korrigeret af ministeren til kun at omfatte morgensamlinger med salmesang.

Uanset hvad er Bertel Haarder nu kommet i modvind over for foreningen Humanistisk Samfund som arbejder for et sekulært Danmark og for en indførelse af ikke-religiøse ceremonier til markering af livets betydningsfulde begivenheder. Foreningen har udsendt en pressemeddelelse i anledning af at Houlkærskolen i Viborg, som har praktiseret fadervor i de mindste klasser gennem de sidste 30 år, har modtaget en række klager fra forældre om at deres børn bliver udsat for religiøs indoktrinering. Foreningen har også rettet henvendelse til Folketingets politiske ordførere på undervisningsområdet og har i hvert fald fået støtte fra Christine Antorini (S) og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

Egentlig burde det alene ud fra gældende lovgivning være klart nok at fadervor ikke hører hjemme i folkeskolen. Undervisningen må ifølge folkeskoleloven ikke være forkyndende. 'Undervisning med et religiøst forkyndende formål eller virkning må ikke finde sted. Eleverne må ikke påvirkes i retning af bestemte livsanskuelser eller politiske opfattelser – hverken skjult eller åbenlyst' som Bertel Haarder selv skriver i et notat. Men åbenbart mener han ikke at fadervor hører hjemme i kategorien forkyndelse. Notatet var da også formuleret som en reaktion på at en skole (Elling skole) havde undervist eleverne i en række afspændingsøvelser hvilket af ministeren blevet opfattet som en 'nyreligiøs' praksis.

Man kan diskutere om det er i orden af synge salmer, men det er vanskeligt at forestille sig noget mere forkyndende end fadervor som er en trosbekendelse, for ikke alene forkynder den troen på den kristne gud (hvad enten det nu er Jahve eller Kristus der er tale om), men den afkræver samtidig eleverne et trosløfte. Det er ikke nok at eleverne kan fritages for at deltage, enten ved at 'eleven ikke behøver at folde hænderne' eller kan gå udenfor. Enhver kan jo regne ud hvad det kan føre til i form af mobning eller udstødelse fra fællesskabet. Børn kan være ret nådesløse i den sammenhæng. Religionsdyrkelse bør være et aktivt tilvalg den enkelte foretager i rette sammenhæng, ikke et fravalg, og da slet ikke når fravalget skal foretages af børn i nogle omgivelser hvor de er udsat for et potentielt gruppepres. Desuden er det i sig selv forkasteligt at den form for ensidig religiøs propaganda overhovedet skal finde sted i undervisningsinstitutioner der skal tage vare på fundamentale principper om alsidighed, objektivitet og pluralisme.

Det groteske i situationen bliver klart hvis man forestiller sig ordet Gud erstattet med Krishna eller 'den kære leder' (som i Nordkorea). Det er ikke, som nogen har villet fremstille det, en harmløs praksis eller bare en hyggelig tradition, men et overgreb på børns bevidsthed i den alder hvor de er mest modtagelige for manipulation og propaganda. Børnene skal naturligvis møde værdier og holdninger, men det skal være dem vores samfund i første række bygger på, dvs. demokrati, menneskerettigheder osv.

fredag den 9. januar 2009

Mou-mysteriet

Jeg bryder mig ikke meget om straf i det hele taget, men kan godt se at det med den nuværende såkaldte retsfølelsestilstand i befolkningen er uundgåeligt at anvende de forældede straffesystemer vi har i dag. Der findes mange alternativer til traditionel fængselsstraf som ville være mere hensigtsmæssige ud fra en rationel betragtning, men de tilfredsstiller ikke befolkningens krav om 'hævn', så at sige, og selv om især ofrene ofte ikke er dem der råber mest op om hævn, skal der også tages hensyn til dem.

En af ejendommelighederne i retspraksis og strafudmåling, er hvordan man takserer forbrydelser mod børn. Hvad er kriterierne for straf: Er det graden af 'ondskab', hvis man kan formulere det på den måde, er det skadevirkningen på børnene, eller er det snarere i hvor høj grad forbrydelserne overskrider samfundets tabuer?

Både Tønder- og Mou-sagen handler om mishandling af børn, men hvor den første har seksuelt indhold, handler den anden om tortur. Begge forældre er implicerede i de to sager. I Tønder-sagen fik faderen 10 års fængsel for at have holdt sin datter som sex-slave og for incest, mens moderen pga. psykiske problemer fik en behandlingsdom for at have været medvidende og til dels deltagende i forbrydelsen der stod på i adskillige år. I Mou-sagen, som der lige er faldet dom i, fik både faderen og moderen 5 måneders fængsel for at have udsat deres datter for fysisk og psykisk tortur gennem en periode på 4 år. Begge sager ligner hinanden på i hvert fald ét punkt: Kommunen og de sociale myndigheder har ikke grebet ind trods mistanke om overgrebene.

Hvordan kan det være at et overgreb med seksuel karakter straffes 24 gange hårdere end et hvor det handler om grov fysisk og psykisk vold? Ifølge anklageren skyldes det at der kun er få fortilfælde og derfor ikke rigtig nogen retspraksis. Men Tønder-sagen blev også beskrevet som 'uden fortilfælde'.

Derfor er spørgsmålet om hvad det er man straffer for særdeles relevant. Det mest nærliggende, i mine øjne, burde være at man straffede ud fra den skadevirkning det har på børnene, men hvordan måler man det empirisk? Der skal tages højde for både de umiddelbare traumatiske oplevelser og senvirkningerne, og hvordan finder man frem til en slags gennemsnit af disse virkninger, hvor der sikkert også er tale om store individuelle variationer?

Er det vi straffer for så i virkeligheden overskridelsen af tabuer, hvor straffens længde er nogenlunde proportional med arten af tabu? Hvis det er tilfældet, kunne meget tyde på at seksuelle forbrydelser mod børn opfattes som et langt større tabu end vold. Hvorfor er det sådan, og er det rationelt? Igen, det umiddelbart mest rationelle krititerium burde være hvilken skade det gør på ofrene, men jeg er i tvivl om hvor meget man i virkeligheden interesserer sig for det. Forskerne gør naturligvis, men i store dele af befolkningen er hele spørgsmålet præget af myter og mangel på reel viden.

Det er er ligeledes tankevækkende hvordan forældre og skoler gennem tiden har kunnet slippe af sted med, helt ustraffet, at udsætte børn for fysisk og psykisk mishandling. Korporlig afstraffelse er ganske vist afskaffet (for ikke særlig mange år siden), men den psykiske tortur i form af læreres mobning af elever har alle dage, længe før Lektor Blomme, og givetvis også den dag i dag, været invaliderende for børn. Hvilket retsvæsen tager sig af det?

Læs også Anders Lund Madsens utrolig velskrevne og tankevækkende kommentar til Mou-sagen.