torsdag den 22. december 2011

Tomhed og livsfylde


Blandt de ting der til stadighed optager mig er religion, og navnlig hvordan vi finder mening i en verden uden religion, hvis en sådan skulle opstå. Med mening tænker jeg især på hvad det er der skaber livsglæde eller livsfylde, alt det som fylder vores liv så meget at det aldrig føles tomt, selv ikke i de stunder hvor det tilsyneladende ikke har nogen retning, men bare 'er'. Den mere organiserede religionsdyrkelse har hidtil udfyldt den plads i mange menneskers liv, men meget tyder på den er på tilbagetog eller bliver afløst af andre former for spiritualitet. 

Dette er ikke nødvendigvis noget fremskridt set fra et åndsevolutionsmæssigt synspunkt, da der som oftest er tale om discountudgaver af de etablerede religioner, en slags quick fix for fortravlede mennesker, og den form for åndelig medicin på recept er kun en symptombehandling, den når ikke ned i sindets dybder hvor den virkelige transformation finder sted. Desuden er det som oftest en medicin producenterne tager sig godt betalt for. De spirituelle købmænd falbyder deres varer på et marked i vækst, så priserne på åndelige forbrugsgoder er støt stigende, og det er svært at se nogen ende på det da den åndelige armod er nøjagtig lige så grænseløs.

At det forholder sig sådan, behøver ikke komme som nogen overraskelse. Tiden er nemlig fattig på alt det som generationer har vidst skaber åndelig rigdom. Egenskaber som ydmyghed og enkel levevis er ringeagtede, har ingen status, men det var netop dem der tidligere ansås for en forudsætning for at kunne møde det guddommelige, i hvilken form det nu end var man tilbad det. 

I dag handler alt om at profilere sig selv så meget som muligt. At være synlig og allerhelst kendt for bare et eller andet, er for mange blevet et væsentligt livsindhold, og de færreste sender tanker i retning af ydmyghed. Det er tvivlsomt om ordet overhovedet ville blive forstået og ikke bare forvekslet med ydmygelse og underkastelse. Men hvor ydmygelse og underkastelse blot er egoets forlængelse i en ny retning, er ydmyghed synonymt med dets opløsning.

Ydmyghed, i sin rene form, er måske den mest udfordrende, mest krævende og samtidig mest forløsende egenskab der overhovedet findes i et menneskeliv. De fleste ville sige at kærligheden står over alt, går forud for alt, men kærlighedens søster, hvis ikke dens mor, er ydmygheden. Ydmyghed er selve kærlighedens væsen eller forudsætning, og man kan til enhver tid kende kærligheden på ydmygheden, mens det omvendte ikke nødvendigvis er tilfældet. Kærligheden bliver vi stopfodret med alle vegne, men ydmygheden står ikke altid ved dens side, og dog, når vi ser den, er vi ikke i tvivl, hverken om ydmygheden selv eller om dens faste ledsager, kærligheden.

Hvor ydmygheden er en egenskab der går stik imod tidsånden og til dels er uforståelig for 'moderne' mennesker, har det enkle liv, som er en anden af de gamle klosterdyder, været  lettere at markedsføre, og derfor sælges den nu også som små pakker, for alt hvad man finder på i dag, også selv om man ikke selv har fundet på det, skal sælges, da det er godt for både en selv og samfundet at tjene penge, og jo flere jo bedre. Det enkle liv, simple living, tilbydes derfor i form af kurser, ofte sammen med mindfulness, som er en anden ældgammel praksis der aldrig tidligere er blevet slået mønt af, og det hele bliver brugt til 'empowerment' af både dem der udbyder kurserne, og dem der modtager dem. De bliver nu rustet til igen at møde hverdagens mange udfordringer uden at gå ned med stress. De bliver 'omstillingsparate' og 'i stand til at holde mange bolde i luften ad gangen'. De bliver også bedre kolleger, venner eller kærester fordi de har fået løftet deres stresstærskel så markant.

Hele denne øgede effektivitet og smidighed i personligheden kan igen omsættes i karriere, højere løn og bedre forbrugsmuligheder, og på den måde er gammel livsvisdom ved et trylleslag blevet forvandlet til noget i og for sig letfordøjeligt og frem for alt instrumentelt. Det som før var et mål i sig selv, er nu i alt væsentligt et middel til at bringe en i princippet endnu længere væk fra det der var den oprindelige tanke med disse bærende idéer.

For som nævnt er det enkle liv, som mål i sig selv, i virkeligheden ringeagtet. Det enkle liv er noget man flirter lidt med fordi man godt ved at man er på sikker afstand af det. Man kan gå ind og ud af det som man vil. Det er sådan en slags ferie man tager fra hverdagen, man lader op med et spirituelt fix og er klar igen. Hvis man derimod var tvunget af ydre omstændigheder til at leve et enkelt liv, ville man hurtigt miste status og føle at man var havnet i en mangelsituation, både materielt men først og fremmest mentalt, fordi så stor en del af bevidstheden og identiteten hænger på ydre ting og på hvordan man fremstår over for omverdenen. Det enkle liv har kun status når man ved at det er et tilvalg.

Det skal naturligvis ikke lyde som om der ikke er et oprigtigt ønske hos mange om at forenkle deres liv, og nogle forsøger sikkert også at realisere det i det daglige. Man skal bare ikke glemme at det enkle liv først og fremmest er en sindstilstand. Det handler ikke kun om at rydde op i sine ting og skille sig af med et par stykker af dem eller skære ned på overflødige aktiviteter, hvilket alt sammen kan være udmærket, men om at sindet har sluppet sit tilhørsforhold til tingene og i stedet for at føle tomhed og afmagt over for det, er helt opfyldt af sin egen væren. Det er det jeg kalder livsfylde, og det er en fylde der er opstået fordi der er blevet plads til den. Der er ikke længere nogen identitetskerne som tingene kan gravitere i retning af og sanseindtryk, tanker og følelser kan uhindret strømme igennem uden at blive blokeret af fordomme, vanetænkning og de sædvanlige konflikter som de giver næring til.

Man kunne forledes til at tro at det er en ganske vist behagelig, men trods alt passiv tilstand, men den er tværtimod essensen af al kreativitet, og netop den giver plads for alle mulige aktiviteter og livsudfoldelse. Og jo mere sindet lærer sig selv at kende og bliver 'nøgent', jo mere slipper det helt spontant tilhørsforholdet til overflødige ting på det ydre plan. For livet er til enhver tid kun et spejl af sindet.

Med det in mente er det også let at se hvordan det enkle liv er uadskilleligt fra ydmyghed. Der findes ingen anden ydmyghed end den hvor sindet er nøgent og blottet for sig selv, og det nøgne sind fører uundgåeligt i retning af et enklere liv, fordi alt andet ganske enkelt forekommer meningsløst. Det som før syntes tomt, er nu fuld af liv og begejstring, og det som før øvede så stor tiltrækning, er nu tomt og goldt. 

Det kan sammelignes med udviklingen fra barn til voksen. Som barn kunne man lege i timevis med legetøj man som voksen har svært ved at se meningen med. Det har mistet sin magi for en voksen. På samme måde kan mange af de ting vi kender miste deres magi for os for kun at blive afløst af en højere magi, hvis man kan udtrykke det sådan. 

Men der er en væsensforskel. Den nye magi opstår kun gennem en form for aflæring. Der vil ikke længere være noget der er givet eller skal tages for givet. Alt er kun foreløbigt og klar til at blive testet. Den kritiske, årvågne bevidsthed bliver en livsform. Der er ikke tale om en ny religion, men om en tilstand af permanent dekonstruktion. Eller man kan udtrykke det sådan at sindet er gennemført agnostisk, ikke i den bløde form vel at mærke, at 'der findes måske alligevel et eller andet' fx en gud eller et evigt liv, eller en 'jeg udelukker ikke noget'-holdning, men den hårde variant hvor sindet vitterligt er helt nøgent og uvidende og ikke alene kan forliges med den tilstand, men elsker den, da den er selve essensen af det at kunne være helt åben og modtagelig over for tilværelsens mysterium. For mysteriet må godt være der. Det er endda helt i orden at der ikke er nogen mening med tingene, eller at der ikke er nogen eller noget der har lagt alt til rette for os. Livsfylden er ikke afhængig af tid eller retning.

tirsdag den 20. december 2011

Sindets rubato og de nye højopløsningformater

Vi er seende dyr, ikke hørende, og slet ikke lyttende. I hvor høj grad det er tilfældet, kan man se afspejlet i sproget. På engelsk siger man 'I see', når man vil tilkendegive at man har forstået noget, og det samme i øvrigt på dansk, fx 'det kan jeg godt se'. Det siger man uden at synet overhovedet er involveret andet end på et eller andet mentalt plan. Hvis man derimod siger 'det kan jeg godt høre' eller 'jeg hører hvad du siger', vil man sjovt nok ofte tilkendegive det modsatte, nemlig at man har hørt hvad der blev sagt, men man har ikke forstået, eller man vil ikke forstå det. Alt det viser at synet optræder med en vis dominans over for hørelsen.

Det afspejles også i vores forbrugsvaner. Et moderne tv kan vise billeder i højopløsningsformat, men den lyd der kommer ud af apparatet har sjældent samme niveau. Så kan man ganske vist koble et stereoanlæg eller surround sound på og få en ofte lidt forstørret udgave af virkeligheden med bulder og brag, men det ændrer ikke så meget ved at at de fleste stiller sig tilfreds med at få gengivet lyd, især musik, på en måde som ligger meget langt fra hvordan tingene faktisk lyder. Tolerancen over for dårlig lyd er langt større end over for det visuelle i form af billeder og film. Hvis farver og opløsning på et billede ikke er perfekt, vil det straks blive bemærket og måske påtalt, mens begrænsninger i frekvensområde, opløsning, overtoner og dynamik i musikgengivelsen i de fleste tilfælde bliver accepteret uden videre.

Musik fylder ellers meget i mange menneskers hverdag. De fleste har en iPod de hører musik på gennem nogle små øretelefoner der kun på en rudimentær måde gengiver hvad der sker i musikken. Og hjemme i stuen står der typisk en meget stor fladskærm, mens det på lydsiden kun er blevet til et minianlæg på reolen sammen med et par diminutive højttalere.

Hvorfor er det interessant? Det er det hvis man er dybt engageret i musik og i gengivelsen af den, for så spørger man uvilkårligt sig selv hvad den prioritering skyldes. Er svaret så enkelt at det bare er fordi vi får langt flere informationer ind gennem øjnene end gennem ørerne og derfor er mere kritiske med nøjagtigheden af den information? Eller er det måske fordi vi er bedre til at kompensere for det vi ikke hører ved at lægge noget til oplevelsen og på den måde fylde hullerne ud? Måske er det sådan at når det handler om et musikalsk udtryk, så kan dette formidles med meget få bits af information, forudsat at det er stærkt nok og at sindet er tunet ind på det så at sige.

Det kan sammenlignes med et maleri, som måske er så abstrakt at det kun antyder motivet, men til gengæld er udtrykket så stærkt at det straks præges i sindet. Der skabes så at sige en direkte forbindelse mellem maleriet og sindet som nærmest synes at bypasse øjnene. Lidt på samme måde som det musikalske udtryk i en gammel monooptagelse, der måske er gengivet på en køkkenradio, kan virke ualmindelig stærkt og gå direkte ind i sindet og således næsten trodse de fysiske love, for der er jo stort set ingen auditiv information tilbage set i forhold til at man sad i stue med musikerne.

Kunsten kan altså også skabe denne direkte forbindelse gennem antydninger. Forskellen er at musikken gør det hele tiden. Det er dens væsen. Et fotografi eller en almindelig film har ikke det potentiale, og derfor er vi mere krævende over for den information eller bitmængde der bliver præsenteret.

Alt det fritager nu ikke iPod'en med de elendige øretelefoner for ansvar. Både formatet, typisk MP3 og og det udstyr der gengives på, yder ikke musikken som helhed meget retfærdighed. Der mangler ganske enkelt for meget information, og den der er tilbage, er ofte forvrænget og direkte uspiselig. Men den tilfredsstiller et formål. Den for den enkelte bruger nødvendige information bliver trods alt kanaliseret fra mediet over i modtageren og forvandlet til oplevelser. Og i mange tilfælde er det 'nok'.

Men der mangler alligevel noget. 16 bit cd-formatet, som vi har levet med i 30 år, har længe været næsten enerådende som reference for lyd, selv om de gamle analoge LP'er var mere tro over for hvordan tingene faktisk lyder i virkeligheden, ganske enkelt fordi de har højere opløsning. At høre cd'er er som at zoome ind på digitale billeder. Man ender med at se firkanter. På samme måde mangler den sidste opløsning på cd. Den er måske nu ved at komme igen med de nye 24 bit højopløsningsformater, men typisk er det et nicheprodukt som kun en lille del af befolkningen er opmærksom på eller efterspørger. Man kan håbe at det vinder mere udbredelse, og at det ikke igen bliver laveste fællesnævner der går af med sejren. Musikken fortjener det - også selv om vores hjerner er så formidable til at kompensere og fylde huller ud.

søndag den 18. december 2011

Vi er kræmmersjæle

Selvfølgelig kan det betale sig at arbejde. Altid. Også uden løn. Eller helst uden løn. For arbejdet bærer lønnen i sig selv. Men det skal være meningsfuldt arbejde, og det må enhver selv have lov at definere hvad er. 

I min utopi - og sådan en har man jo lov at have - er der ingen der får løn for at arbejde. Men alle får lommepenge af staten. Ubetinget - no strings attached. Det kedelige og nedslidende arbejde, enten findes det ikke længere eller man deles om det - solidarisk. Mennesker er solidariske af natur, men bliver skolet til at være kræmmersjæle der skal sælge sig selv dyrest muligt. Således er vi ikke andet end usle kræmmere over for hinanden, vi køber og sælger hinanden og vores ydelser, hvor vi i virkeligheden bare burde være medmennesker.

Det anses for at være ædelt at tjene 'sine egne penge' (hvilket i sig selv er noget sludder) ved at gå på arbejde, men er det ikke mere ædelt at gøre dette arbejde gratis eller aflevere en langt større del til staten som så til gengæld deler solidarisk ud til alle? Ville det ikke væve mennesker tættere sammen? Det er jo trods alt et samfund vi lever i og ikke kun en stat.

Hvornår er noget et arbejde? Det er der i virkeligheden ingen der kan give et tilfredsstillende svar på. I nogen kulturer kan man nøjes med at sidde under et træ og meditere og 'arbejde for verden'. I den anden ende af skalaen finder man mennesker som arbejder på en måde så man var bedre tjent med at de ikke arbejdede. Også selv om de arbejder 60 timer om ugen og betaler meget i skat.

Derfor må enhver selv finde ud hvordan han eller hun bedst kan bidrage med sit talent og sin virkelyst til samfundet. Og enhver må gøre det i fuldstændig frihed og af egen drift. Kreativitet og livsglæde trives kun i frihed.

Jeg mener ikke der er fare for at samfundet ville bryde sammen hvis man tog det sidste og afgørende skridt i udviklingen af velfærdssamfundet ved at sikre borgerne en økonomisk grundtryghed og -frihed. Der er god grund til at antage at langt de fleste ville yde mere end de behøvede, fordi det nu engang er menneskets natur at være social og ansvarsbevidst. Der er naturligvis undtagelser, men de dukker så sandelig også op under den nuværende samfundsorden, og måske i endnu højere grad fordi systemet stimulerer eller favoriserer usolidarisk eller ligefrem egoistisk adfærd.


lørdag den 17. december 2011

Beviset for at der ikke findes evigt liv?

Hvis man anlagde fuldstændig de samme kriterier i en bevisførelse for at der er et liv efter døden som man anvender i videnskaben, ville man med stor sikkerhed sige at det er en hypotese som er slået fejl.

Når man opstiller videnskabelige hypoteser, er det altid med baggrund i observationer, og ofte fordi observationerne strider mod hvad man ellers har observeret. Det er netop den diskrepans der er et vigtigt led i hypotesedannelsen.

Et første og afgørende kriterie i den videnskabelige metode er at der anvendes direkte sanseiagttagelse af fænomenerne, dvs. enhver hypotese er understøttet af og skal til stadighed verificeres gennem sanserne: syn, hørelse, osv., eller indirekte gennem sanserne i kraft af instrumentmålinger. Det hedder empiri og er et grundlæggende træk i videnskabelig bevisførelse.

Et andet vigtigt kriterium er at de forsøg eller iagttagelser der skal verificere hypotesen skal kunne gentages uden at de strider mod tidligere iagttagelser.

Et tredje kriterium er at selve hypotesen skal være af en sådan art at den kan falsificeres. Det skal i teorien være muligt at finde modeksempler der kan afkræfte teorien. Netop af den årsag gælder fx Gud ikke som en gyldig hypotese, da man aldrig vil kunne finde afgørende bevis eller evidens for at Gud ikke eksisterer.

Som det kan ses er empirisk videnskab ikke en lære om 'sandheder', men om endnu ikke afkræftede hypoteser. Det er kun i religionen man finder sandheder. Det nærmeste videnskaben kommer en sandhed er 'den analytiske sandhed' i logikken, men den giver til gengæld ingen information om verden.

Min påstand er nu at livet efter døden er en hypotese der er gyldig i den forstand at den kan falsificeres. I hvert fald hvis man forstår liv som vi kender det. Livet kan iagttages med sanserne, og det kan også med sanserne iagttages når livsfunktionerne ophører. Derudover kan man med forskelligt måleudstyr afgøre om en organisme er levende eller ej. Vi må her til stadighed erindre om at det er livet som vi kender det og kan iagttage det og ikke et eller andet helt ukendt fænomen. Inden for denne afgrænsede, men alligevel tilstrækkelige definition er livet efter døden en gyldig hypotese der kan afkræftes.

Og afkræftet, det bliver den. Hver eneste dag har vi evidens for at det er en teori der ikke holder. Vi kan iagttage, altså verificere, dette med vores sanser, og teorien lever derfor også op til vores første kritierium om verifikation, og ydermere kan denne verifikation gentages, idet vi lige så ofte vi vil kan iagttage det samme fænomen, nemlig at livet ophører uden at komme tilbage, og ingen af vores iagttagelser har hidtil givet os anledning til at drage denne iagttagelse i tvivl. Derfor opfylder vi også vores andet kriterium om at 'forsøget' skal kunne gentages. Det kan det, men også dette efterlader ingen tvivl om at hypotesen om et liv efter døden ikke holder. Den strider ganske enkelt mod vores iagttagelser, og vel at mærke iagttagelser som er helt på linje med dem videnskaben anvender hver eneste dag.

mandag den 12. december 2011

Prof. Götz Werner om basisindkomst




Her er virkelig en mand, der kan tænke ud af boksen. I løbet af 12 minutter præsenterer han flere visionære idéer for en videreudvikling af velfærdsstaten, end det samlede Folketing har formået i årtier.

For bare at nævne et par ting: Idéen om selvforsørgelse er i højtudviklede og specialiserede samfund som vores ikke tidssvarende, da ingen i praksis lever helt og holdent af egen produktion. Arbejdsdelingen er total og global, og det burde i stedet hedde 'fremmedforsørgelse', fordi vi alle forsørger hinanden på kryds og tværs. Dernæst hans 'kopernikanske vending' af forholdet mellem arbejde og indkomst. Det er lønnen, der er forudsætningen for arbejdet og ikke omvendt. Selve arbejdet kan slet ikke gøres op i penge. Med andre ord, vi er nødt til at have en indtægt for at kunne arbejde, vi arbejder ikke for at skaffe os en indtægt. Ethvert menneske har ret til et udbetalt eksistensminimum som det grundlag tilværelsen, herunder arbejdet, kan udfolde sig på. Arbejdet er til gengæld det felt, hvor vi udfolder os kreativt og udlever vores drømme, men der kan ikke sættes værdi på det - det er 'unbezahlbar'.

Samtidig er en basisindkomst, ifølge Götz Werner, den eneste måde, hvorpå man kan opfylde den tyske grundlovs artikel 1.1, der siger, at 'menneskets værdighed er ukrænkelig'. Kun gennem en basisindkomst kan man sikre menneskets værdighed, fordi det er det eneste, der garanterer reel frihed. En anden god pointe, som han fremfører, er at vi har en tendens til at opfatte os selv som grundlæggende forskellige fra alle andre. Når man fx spørger folk, der er bange for at ingen ville arbejde, hvis de var sikret et eksistensminimum, om de selv ville holde op med at arbejde, så svarer langt de fleste, at det kunne de ikke drømme om!

lørdag den 3. december 2011

Aflivning

Til mennesker der går ind for det vanvittige forslag 'aktiv dødshjælp' og blandt andet begrunder det med at man heller ikke lader dyr lide, må man spørge hvorfor de mener det er så selvfølgeligt at aflive dyr.

tirsdag den 15. november 2011

Frisæt kommaet!

For nogle år siden havde vi en betegnelse for det af Dansk Sprognævn anbefalede komma, nyt komma eller enhedskomma, men nu hvor DSN, i et forsøg på at lægge låg på kommastriden, har slået kommaerne sammen, står man som skribent i den situation at mange af ens modtagere ikke tror man kan sætte komma fordi de mener at det nye komma igen er afskaffet. Desuden er det meget vanskeligt at forklare folk hvad kommaet egentlig hedder når der kun er ét, som så ganske vist rummer en undtagelsesregel til fordel for enhedskommaet.

Jeg synes på den måde at man svigter de bevidste sprogbrugere, som har valgt at følge anbefalingerne og ikke sætte komma foran ledsætninger fordi det kræver en længere forklaring om at der faktisk findes et andet komma. Der er bare ikke noget navn for det! På denne her blog har jeg valgt at anvende enhedskomma, men i mange andre tilfælde føler jeg mig nødsaget til at gå tilbage til det 'grammatiske' komma når jeg skriver officielt for ikke at blive mistænkt for ikke at kunne sætte kommaer, hvilket næsten er noget af det værste man kan blive beskyldt for.

Min personlige holdning er at det måske ville være bedre at sætte kommaet helt fri. Det ville totalt set i befolkningen give en bedre eller mere logisk kommatering fordi folk så i det mindste ikke ville sætte kommaer efter regler de har misforstået, fx hver gang de ser et 'at'. Hvis folk generelt kun skulle sætte kommaer hvor de selv følte der var en naturlig pause eller et behov for præcisering, kunne man måske undgå mange meningsforstyrrende kommaer. Her er et bud på hvordan:

http://www.omatskrive.dk/Tekster/frit-komma-2.htm

Eller man kunne forenkle reglerne for 'undtagelseskommaet' yderligere, hvis det er muligt, og så i øvrigt endeligt afskaffe det grammatiske komma.

En ting der undrer mig rigtig meget, er at aviserne har været så konservative i forhold til kommatering. Jeg kender ikke en eneste avis som har fulgt Sprognævnets anbefalinger om nyt komma, og man skulle da ellers forvente at netop de ville gå foran med det nyeste (og bedste). Med forlagene har det ikke været meget bedre. Jeg har arbejdet for flere forskellige forlag og er altid blevet pålagt at følge reglerne for grammatisk kommatering, selv om det bevisligt nedsætter læsehastigheden og muligvis også forståelsen.

Det er næsten som om det grammatiske komma - som i øvrigt ikke er mere 'grammatisk' end enhedskommaet - var indskrevet i Grundloven, og lige så svært det er bare at få flyttet et komma i den, lige så håbløs er udsigten til at folks kommavaner ændrer sig foreløbig.

fredag den 16. september 2011

Den røde regering er holdbar

Den nye røde regering er ikke spået de store overlevelseschancer af de borgerlige partier. Flere prominente borgerlige politikere har allerede lagt den i graven og har forudset at der kommer et nyt valg inden for et års tid fordi gabet ganske enkelt er for stort mellem hvad Enhedslisten og Radikale Venstre vil med den økonomiske politik.

Men de tager fejl. Af én bestemt grund. Alternativet til et kompromissøgende arbejde er værre - og navnligt for de to nævnte partier. Ingen partier har vel været større modstandere af den borgerlige regering og ikke mindst dens støtteparti, Dansk Folkeparti, end netop Enhedslisten og De Radikale. For dem er et nyt VKO-samarbejde et mareridtsscenarie, og de vil strække sig meget langt for at det ikke gentager sig. Derfor er den nye regering, næsten uanset sammensætningen, holdbar.

onsdag den 31. august 2011

De løsrevne tænder

Er tænderne en del af kroppen eller noget frit svævende og lige så uhåndgribelige som sjælens tilhørsforhold til legemet? Og her tænker jeg ikke alene på de kunstige og aftagelige af slagsen, men også dem der endnu er nogenlunde fast forankret i kæberne.

Spørgsmålet har pludselig fået en vis fornyet aktualitet her i valgkampen i forbindelse med at De Konservative, måske lidt overraskende, har foreslået at brugerbetalingen muligvis burde fordeles lidt mere retfærdigt, således at det skulle koste et beskedent beløb at gå til lægen, samtidig med at noget af den økonomiske byrde for tandlægebesøg ville blive overtaget af det offentlige. Som det er nu, og som det har været længe, er det kun forbeholdt de velstående at have sunde tænder, og det er ikke helt forkert at sige "vis mig dine tænder, og jeg skal sige dig hvor meget du tjener". Denne her analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd giver de temmelig rystende tal og viser den sociale slagside ved brugerbetalingen:

http://ae.dk/analyse/mange-danskere-gar-ikke-regelmaessigt-til-tandlaegen

SF vil til gengæld ikke være med til nogen form for brugerbetaling for lægebesøg, ikke engang de 3-500 kr om året De Konservative foreslår. "Folk går ikke til lægen for sjov skyld", som han siger. Man kunne spørge om det er for sjov at folk går til tandlægen. Jeg har i hvert fald aldrig syntes det var særlig sjovt. Men desværre temmelig nødvendigt, kunne man tilføje. Alligevel vil SF kun være med til en delvis ophævelse af brugerbetalingen på tandlægebesøg. De vil "arbejde for også at gøre tandlægebesøg gratis for lavindkomstgrupper", men vil åbenbart ikke indføre et helt solidarisk system på linje med resten af sundhedssektoren:


http://blog.politiken.dk/sovndal/2011/08/22/vi-skal-ikke-betale-for-l%C3%A6gebes%C3%B8g/
http://www.fyens.dk/article/1910864:Indland-Fyn--SF-foreslaar-stop-for-brugerbetaling
http://www.sf.dk/presse/nyheder/2011/08/29/s%C3%B8vndal-barfoed-kan-rende-og-hoppe-med-brugerbetaling-p%C3%A5-l%C3%A6gebes%C3%B8g

For andre, som ikke lige tilhører de deciderede lavindkomstgrupper, er tandeftersyn og -behandling åbenbart stadig at betragte som en form for skønhedsoperationer og derfor noget brugeren selv må betale.

Enhedslisten er øjensynlig det eneste parti der vil sidestille tandelægebehandling helt med besøg hos lægen:

http://www.enhedslisten.dk/artikel/tandl%C3%A6gebes%C3%B8g-skal-ikke-v%C3%A6re-en-luksus

Den noget bizarre, og, som Enhedslisten siger, ret ulogiske opsplitning af legemet i tænder og krop går formentlig tilbage til en tid hvor tandlægen var den lokale smed, hvorimod lægevidenskaben allerede tidligt var en akademisk disciplin. Konsekvenserne af dette historiske forløb må vi desværre stadig trækkes med.

I hvert fald en tid. For hvis man skal tro folkestemningen, er der temmelig massiv opbakning til at fjerne brugerbetalingen for tandlægebesøg:

http://www.24.dk/group/roit/forum/thread/2175825

torsdag den 14. juli 2011

Stå til rådighed for samfundet - ikke for arbejdsmarkedet

Dagens udsendelse om borgerløn på P1 Formiddag var en sjælden lejlighed til at høre hvad en prominent socialdemokratisk politiker har at sige om emnet. Mette Frederiksen havde sagt ja til at møde tidligere lektor i samfundsfag og nuværende medelem af bestyrelsen for netværket for basisindkomst Erik Christensen til en dialog om fordele og ulemper ved indførelse af en ubetinget basisindkomst.

Det stod fra begyndelsen af udsendelsen klart at der fra socialdemokratisk side var meget lidt forståelse for ideen om at give mennesker penge uden at kræve noget til gengæld. Det strider helt fundamentalt mod socialdemokaternes princip om ret og pligt, eller som Mette Frederiksen sagde at hun foretrak at kalde det: pligt og ret.

Uden at gå ind i alle detaljer i de fremførte synspunkter, vil jeg fremhæve noget af det jeg ser som grundlæggende paradokser i den socialdemokratiske argumentation.

Mette Frederiksen mener fx at det er et problem hvis vi ikke stiller krav til hinanden, det være sig i privatlivet og i det offentlige, for så risikerer vi at vi blive ligeglade med hinanden. Sådan nogenlunde faldt ordene. Det forstår jeg ikke. Hvad er sammenhængen? Kan det ikke tænkes at mennesker er alt andet end ligeglade med hinanden selv om der ikke stilles krav til dem, og at krav måske ikke er den mest hensigtsmæssige måde at møde mennesker på?

I forlængelse af det brugte hun også ordet 'opgivet'. Hvis vi ikke stiller krav til andre, 'opgiver' vi dem. Det kunne fx være arbejdsløse. Men i den formulering ligger der implicit at vi allerede ved og har afgjort hvad der er det gode liv for i hvert fald den gruppe af mennesker. Hvis det drejede sig om 'velfungerende' mennesker der tilfældigvis havde et arbejde, ville vi jo ikke tale om at opgive dem. Vi opgiver dem, underforstået de er fortabt hvis vi bare sender dem 'en pose penge' og overlader dem til sig selv. Og det kan vi ikke være bekendt, som det så ofte udtrykkes. I hele den argumentation ligger der implicit en vurdering om at vi godt ved hvad der er godt for dig, og derfor skal du tvinges til at få det gode liv vi har defineret for dig. Og hvis du ikke ønsker at leve efter denne definition, får du ingenting. Så tager vi dit eksistensgrundlag fra dig, indtil du tænker og handler lige som os.

Det lå hele tiden lige under overfladen at hvis mennesker ikke får at vide hvad de skal, vil de hurtigt sidde og kukkelure i deres lejligheder i de sociale boligbyggerier. Gået nærmere på klingen indrømmede hun dog at der var en del på overførselsindkomst som trods alt fik noget ud af livet og også var noget for andre, fx i form af frivilligt arbejde.

Et andet paradoks dukkede op da Mette Fredriksen gentagne gange sagde at hun ville have at mennesker tager ansvar for deres liv ved at komme i arbejde,  underforstået lønarbejde, men øjensynlig bemærkede hun ikke den modsigelse der ligger i at de først får det ansvar efter at det er blevet taget fra dem i form af den umyndiggørelse der ligger i at de ikke har ret til deres egen tid, men må afgive den til det arbejde de bliver tvunget til at søge eller bliver aktiveret til.

Hun mener tilsyneladende også at den eneste måde man kan tage ansvar for sit liv på, er gennem lønarbejdet, men det er vel i grunden en noget snæver definition af hvad det vil sige at være menneske, at en så betydningsfuld for ikke at sige grundlæggende egenskab ved det at være menneske som at tage ansvar for sit eget liv og i videre forstand for andres, skal reduceres til den funktion man udfylder på arbejdsmarkedet. Man kunne forestille sig mange andre måder at vise ansvar på, og det er tilmed måder vi ser mennesker realisere hver eneste dag på en lang række områder i civilsamfundet, og uden hvilke det slet ikke kunne hænge sammen.

Mennesker står til rådighed for sig selv og for hinanden, fordi det nu engang er deres natur. Og de gør det ganske frivilligt. Den samme frivillighed burde kunne udbredes til alle samfundets funktioner, herunder lønarbejdet. Civilisationen er moden til at vi viser hinanden den tillid.

onsdag den 29. juni 2011

Bag dit eget rugbrød

At bage sit eget brød er en vigtig disciplin. Og at bage rugbrød er den allersværeste. I hvert fald indtil nu. Med en god portion inspiration fra Camilla Plum supplereret med et par af mine egne indfald, er det lykkedes mig at bage mit eget rugbrød, endda indtil flere gange, uden at noget er gået galt. Faktisk er det så vellykket at det så småt er ved at blive kendt i dele af Vejby og omegn.

Jeg betragter det ikke som min fortjeneste, men som summen af gode råvarer, en enkel opskrift og ikke mindst surdej. Brødet er så velsmagende at det er den hidtil bedste kur mod industrielt fremstillet rugbrød for slet ikke at tale om hvidt brød, som ikke engang fortjener at blive nævnt i denne her sammenhæng.

Fra at have været en meget middelmådig rugbrødsbager, er jeg med et forvandlet til noget nær ekspert i hjemmebagt rugbrød, så selv ikkeinkarnerede rugbrødsspisere har måttet overgive sig.

Her er så hvad man skal gøre for at bage et eller flere rugbrød der af uransagelige grunde lykkes hver gang:


  • 1 kg groft svedjerugmel (fra Aurion)
  • 1 kg groft ølands- eller speltmel
  • 1 kg knækkede rugkerner
  • Solsikkekerner og hørfrø efter behag
  • Et par spiseskefulde sirup (fx bygmalt)
  • Sommerlunt vand
  • Salt (så lidt som muligt)
  • 1 - 2 dl surdej (se hvordan på nettet)


Alt øko.
Skulle være nok til et par store rugbrød.

Alle ingredienser blandes i en stor skål. Salt og sirup opløses på forhånd i noget af vandet. Dejen skal være 'lind', dvs. som havregrød. Hældes i forme (jeg foretrækker silikoneforme) til hævning ved stuetemperatur i 12 timer. Brødene prikkes med en spisepind helt igennem en 20 - 30 gange inden de bages ved 200 grader midt i ovnen i fem kvarter. Tages straks ud af formene og lægges på rist. Kan herefter evt. pensles med smør. Efter en times tid kan brødene lægges i tætsluttende plastikposer for at undgå udtørring og hård skorpe.

onsdag den 25. maj 2011

Ærgrelse

Det undrer mig altid når folk siger at man ikke skal ærgre sig over ting der er sket, for hvornår skal man ærgre sig hvis ikke bagefter?

Tjener ærgelsen et formål? Kan der være noget konstruktivt i at ærgre sig, eller kan man nøjes med at konstatere at noget gik galt og så forsøge at rette op på det i fremtiden? Spørgsmålet er om ærgelsen er en uvedkommende eller ligefrem destruktiv følelse der har det med at ledsage bevidstheden om ting man mener burde være gået anderledes. Eller om den tværtimod er med til opbygge en særlig viljestyrke og beslutsomhed med henblik på at ændre på tingenes tilstand.

Altså, hvis man ærgrer sig tilstrækkelig grundigt og omhyggeligt, så vil dette føre til at man akkumulerer tilstrækkelig modvilje over for at gentage ting man ikke burde have gjort eller tilstrækkelig motivation til at gøre ting man rent faktisk skulle have gjort. 

Man kan selvfølgelig også ærgre sig over hændelser man slet ikke har haft nogen indflydelse på, men en sådan ærgelse er det svært at se noget formål med.

Et strejf af ærgelse er sikkert gavnligt hvis man skal sparke sig selv i gang - bare man ikke bliver hængende i følelsen. Ideelt set skulle man være i stand til bare nøgternt at konstatere at man handlede forkert ved at handle eller handlede forkert ved ikke at handle, men vi har det med at minde os selv en tid efter om at det ikke gik som det skulle, og det er det vi normalt kalder ærgelse. Den efterfølgende påmindelse er muligvis vigtig, medmindre vi formår at se vores handling eller ikkehandling med en sådan styrke eller kraft at vi spontant ændrer kurs, hvorefter vi ikke længere er de samme som vi var før. Og så er der ikke længere nogen grund til at ærgre sig.

tirsdag den 10. maj 2011

Religionsrapport 'Gud var hos mig i junglehelvedet'

Sætter man ræven til at vogte gæs? Nej, men man sætter åbenbart gerne en katolik og tidligere informationschef for den katolske kirke i Danmark til at varetage et program om religioner med de konsekvenser det får for objektivitet og almindelig kritisk saglighed. Programmet er naturligvis Religionsrapport på DR P1 og bestyreren, i hvert fald ofte, Iben Thranholm, som efter eget udsagn har fundet sit drømmejob ved både at være teolog og journalist - i andres øjne snarere et mareridtsscenarie.

Naturligvis har journalister også deres private meninger og fordomme, men fortidens 'røde lejesvende' blegner noget ved siden af den linde strøm af ledende spørgsmål, tendentiøs formidling, for ikke at sige slet skjult propaganda for troens velsignelser i almindelighed og kristen tro i særdeleshed, som udgår fra de programmer Iben Thranholm er involveret i.

På et tidspunkt satte jeg mig for rent faktisk at forsøge at dokumentere hvilken betydelig slagside programmerne har ved at gennemlytte dem og finde citater der kan underbygge min påstand, men indså hurtigt at det er meget tidskrævende. Enhver kan til gengæld gå ind og ved 'selvhør' orientere sig i tidligere udsendelser, da de er frit tilgængelige fra DR's arkiver eller bare følge med i de nye. Det overordnede budskab eller undertonen i alle udsendelserne er at 'tro er godt', hvorimod ateisme er en noget mere tvivlsom størrelse.

Jeg er naturligvis ikke den eneste det er faldet for brystet. Kan huske et avisindlæg fra vist nok en professor inden for et naturvidenskabeligt område som også beklagede sig over de sørgelige tilstande der råder i programmet, men indvendingerne blev temmelig arrogant affærdiget i et svar fra den daværende programchef.

Det her skal imidlertid ikke handle så meget om den journalistiske vinkel, men mere konkret om den Religionsrapport der hedder 'Gud var hos mig i junglehelvedet'. Titlen refererer til Ingrid Betancourts fangenskab i den colombianske jungle, og hvordan hendes tro reddede hende. Det vil jeg ikke beskæftige mig med, i hvert fald ikke her og nu, men derimod med anden del af programmet, som bl.a. havde et interview med psykologen Peter Elsass om hans forskning i tibetanske fangers anvendelse af buddhismen som middel til at stå igennem tortur o.l. som de udsættes for af de kinesiske myndigheder.

Peter Elsass har utvivlsomt et ganske godt kendskab til buddhismen, men er dog kommet lidt på afveje når han taler om at det er et mål for buddhismen at opløse jeget (sindets 'organiserende princip') for det er netop en af de centrale pointer i buddhismen at der ikke findes noget jeg eller nogen sjæl, altså intet centralt organiserende princip, men kun en række momentane bevidsthedstilstande, bundet sammen af det kit som livsviljen og aflejringer fra tidligere handlinger (i bevidstheden eller med kroppen) udgør. Så hvis der er noget man skal opløse, er det snarere illusionen om et jeg eller lignende forestillinger om en personlighedens kerne eller kontinuum.

I sidste del af programmet var der et interview med psykolog Peter la Cour om det faktum at troende mennesker lettere kommer gennem kriser end ikketroende. Faktisk lever kirkegængere ifølge de seneste undersøgelser to år længere end andre mere ugudelige dødelige, hvilket måske kan tolkes således at der vitterligt findes en højere retfærdighed, eller også, lidt mere usentimentalt, at Vorherre helst vil udsætte mødet længst muligt med dem der allerede er kommet ind i hans fold. Det vides ikke. Mit eget synspunkt er at det svarer til at man fremstillede en pille der forlængede livet med to år, men som desværre havde den bivirkning af den forvrængede ens syn på virkeligheden. Det er der måske mange der godt kan leve med for de to ekstra år, men jeg foretrækker den mere ædruelige tilgang til tilværelsen og må så leve med mine eksistentielle kriser. Noget andet er at jeg har en skummel plan om at introducere et helt nyt potentielt livsforlængende og meget overlevelsesdygtigt erkendelsesgrundlag. Mere om det senere - forhåbentlig.

Lidt i forlængelse af det vil jeg lige kommentere på det som lader til at være Peter la Cours hovedpointe, nemlig at vi i de sidste par generationer har mistet det religiøse sprog og fællesskab, i hvert fald i Danmark. Derfor er især yngre mennesker lidt fortabte hvis de møder kriser og alvorlig sygdom. For troen giver struktur og mening foruden et socialt tilhørsforhold, for at blive i hans sprogbrug. De to generationer han refererer til, er den kulturradikale og siden den stærkt venstreorienterede eller marxistiske, som begge var meget religionskritiske.

Men det som bestandig undrer mig, når det argument fremføres, altså dette 'tab af mening' som manglende religion medfører, er hvorfor religionen skulle være det eneste alternativ til en materialistisk og forbrugsorienteret levevis. Peter la Cour har ganske vist helt ret i at vi kan blive åndeligt fattige ved at synke ned i ren materialisme (i mangel af bedre ord), men religion er da en ualmindelig sørgelig erstatning for det tabte livsindhold.

Refleksion og meditation over tilværelsens mysterier og skønhed er ikke forbeholdt religioner, og det uanset om man tillægger indholdet mening og formål eller ej. En fuga af Bach bliver ikke mindre vidunderlig selv om enhver form for tro eller overtro blev slettet fra jordens overflade og i menneskenes sind, om end jeg lidt ironisk må tilføje at Bach altid til sine kantater føjede teksten SDG (Soli Deo Gloria - Gud alene æren), men den oplevelse kan man også som ganske ugudelig have, nemlig at værkerne synes at skrive sig selv eller komme 'et andet sted fra'. Hjernen er forunderlig og stadig langt hen ad vejen uudforsket terræn.

torsdag den 24. marts 2011

Den vågnende bevidsthed

Går det frem eller tilbage for verden? På to punkter, der af en eller anden grund har betydet meget for mig, er der i hvert fald fremskridt af spore. Rygning er så småt ved at bliver udfaset, ikke globalt, så dog i store dele af den vestlige verden, og blyet er kommet ud af benzinen. Det sidste skete i Danmark i 1994 uden den helt store mediebevågenhed. Men for mig var det en næsten skelsættende begivenhed.

Mit had til biler, som har levet sit eget næsten uforstyrrede liv gennem alle årene, blev grundlagt allerede i mine unge år da jeg fandt ud af at de ud over at støje temmelig meget også bidrog med en snigende nervegift, tetraetylbly (TEL), som man senere har beregnet har kostet utallige børn i byerne nogle point i deres intelligenskvotient, idet børn er særlig sårbare over for bly og andre tungmetaller. En amerikansk undersøgelse jeg så på nettet, har med vanlig amerikansk sans for profit beregnet hvor meget det har kostet samfundet og den enkelte i tabt indtjening pga. lavere uddannelsesniveau eller karakterer. Men det mest chokerende er næsten at det fik lov at fortsætte så længe uden at der blev forsket i at udvikle andre og mindre farlige additiver. Det til trods for at stoffets toksikologiske profil havde været kendt i generationer.

Tetraetylbly som additiv til benzin blev første gang introduceret  af den amerikanske opfinder Thomas Midgley, i 1921. Han havde fundet ud af at det kunne forhøje benzinens oktantal og dermed motorens ydeevne. Det var dog ikke nogen helt let sag at få stoffet godkendt, da man ret hurtigt opdagede at  de folk der arbejdede med det ofte enten blev syge eller døde. Nogle fabrikker blev tilmed beordret lukket. Selv Midgley blev syg og måtte gennem en længere afgiftningsproces da han ved en pressekonference ville bevise hvor harmløst stoffet var ved at indånde det og hælde det ud over sine hænder.

Intens lobbyvirksomhed, delvis finansieret af blyindustrien, førte dog til at mulige alternativer, fx etanol, blev opgivet og efterhånden blev blyholdig benzin et globalt problem. Selv i dag kan man overalt i København finde forhøjede koncentrationer af bly i jorden, noget mange børnehaver har måttet tage højde for når de lader børnene lege ude. I visse tilfælde har man simpelthen måttet erstatte jorden med frisk muld eller sand.

Hvordan kan den slags overhovedet foregå? Og så gennem så lang tid? Et er at industrien kan have en profitmæssig interesse i at produktionen af de problematiske stoffer fortsætter længst muligt, og det uanset om det er tobaks- eller olieindustrien, men det har altid undret mig hvor lidt modstand der er i befolkningen over for én gang hævdvundne normer, uanset hvor irrationelle eller direkte sundhedsfarlige de er. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har hørt nogen beklage sig over bly i benzinen, heller ikke selv om de som bilister har deltaget aktivt i en type forurening der muligvis kunne ramme deres egne børn. Det var i hvert fald ikke en folkelig bevægelse der førte til udfasning af TEL i benzinen.

Den samme 'hensynsløshed' eller manglende omtanke gælder generationer af rygere som kritikløst har udsat deres omgivelser for passiv rygning. Enhver forsigtig indvending mod det blev tidligere enten ignoreret eller direkte latterliggjort. Hvis man åbnede et vindue, kunne man få at vide at rygeren ikke havde lyst til at blive forkølet. Nej, så hellere lade de andre dø af kræft. Det er svært helt at forstå det omfang af fortrængning der skal mobiliseres af ellers fornuftige mennesker for at de selv vil acceptere at genere andre mennesker på den måde og udsætte dem for sygdomsfremkaldende stoffer.

Hvordan med fremtiden, er der flere ting der trænger til at blive udfaset, og som der ikke findes nogen synderlig folkelig mobilisering til fordi majoriteten er lammet af vanens magt eller bare ikke reflekterer videre over tingene? Pesticider i landbruget er et af de oplagte svar. Der er en vågnende bevidsthed i dele af befolkningen, men det er et langt sejt træk. På den anden side er det umuligt at forestille sig at der vil være pesticider i landbruget på længere sigt. Bevægelsen i retning af et 100 procent økologisk landbrug er sat i gang og er efter min mening uafvendelig, dels pga. pesticidernes belastning af hele økosystemet, men også fordi der er en meget intens forskning i økologiske dyrkningsmetoder som efterhånden vil gøre økologi til et både indlysende og rentabelt valg både for producenter og forbrugere.

Andre bud på udfasning er støj, en anden af mine mærkesager. Der vil blive mere stille i fremtiden, mindre støj fra alskens maskiner og muligvis endda inde i folks hoveder. Det vil være en følge af både den teknologiske udvikling, men også af en vågnende erkendelse af stilhedens betydning for vores fysiske og psykiske velbefindende. Når den samlede mængde af stress i samfundet har nået en kritisk masse, vil mange mennesker spontant søge i retning af stilhed og måske et simplere liv, eller i hvert fald et liv med større fokus på det væsentlige. Det vil ikke komme som en bevidst strategi eller modebølge a la Simple Living-bevægelsen, men som et uafviseligt behov. Hvor der før var et behov der skulle tilfredsstilles i form af en endeløs række af ting og adspredelser, vil den mætningstilstand jeg taler om få flere og flere mennesker til at stoppe op og søge det jeg for nemheds skyld kalder stilhed, men som bedre kan karakteriseres som en ny måde at være til på. Den ydre stilhed vil afspejle og befrugte den indre og omvendt.

Men ligesom stilhed ikke er et totalt fravær af lyde på det ydre plan, men en overgang til hvad man kunne kalde kvalitetslyde, fx naturens egne lyde, er stilhed heller ikke på det indre plan ren og skær passivitet, men tværtimod en særdeles dynamisk størrelse som skaber forandring. Stilhed er jo netop fokus på det væsentlige og repræsenterer derfor øget opmærksomhed, kreativitet og læring.

Jeg kommer til at skrive meget mere om stilhed og mine erfaringer med den senere.

onsdag den 23. marts 2011

Lovpligtig minikonfirmandundervisning

Det skal stadig være frivilligt, men nu også lovpligtigt, altså minikonfirmandundervisningen. Det mener et udvalg nedsat af Kirkeministeriet under ledelse af Ribes biskop Elisabeth Dons Christensen. Forskellen består i at alle 9-10-årige børn fremover skal have tilbudt undervisning i kristendom og det kirkelige arbejde. Mange kirker tilbyder det allerede, men bliver det lov, skal det være et universelt tilbud. Ikke den store forskel altså, men alligevel.

Begrundelsen for forslaget er at mange unge ikke lader sig konfirmere selv om de er døbt. I Ribe er det hvert femte, mens det i København er over halvdelen. Det bekymrer biskoppen, for de unge får dermed ikke en oplevelse af kirke og kristendom som noget godt og 'naturligt'.

Man kunne også hævde at børn heller ikke i tilstrækkelig grad stifter bekendtskab med naturens forunderlige verden, universet og vores egen biologi. En indføring, lettilgængelig naturligvis, i alt dette ville måske være mere i tråd med den viden vi har om verden end religiøse forestillinger, og at åbne børns øjne og sind for det mirakel naturen er - uden reference til en skaber - er en af de bedste investeringer man kan gøre i deres og klodens fremtid.

Den nye madpyramide

Det var på tide at FDB's madpyramide blev opdateret. Den gamle har gennem 35 år været et udmærket værktøj til hurtigt at få et overblik over hvad man skal købe mest ind af for at holde en sund balance i kosten. Men nyere forskning havde gjort at den måtte revideres. Fx er ost flyttet fra bunden og helt op i toppen af pyramiden, ikke så underligt i betragtning af at de fleste oste indeholder alt for meget mættet fedt og salt samtidig med at der er nul fibre.

Det er også godt at se at grønsager er kommet ned i bunden hvor de hører hjemme, men jeg er lidt i tvivl om frugt ikke burde have samme placering frem for i midten. Det samme gælder fuldkornshvedebrød som indtager en midterplacering, mens fuldkornsrugbrød er i bunden. Det mener jeg mere er et udtryk for en regional sædvane end veldokumenteret forskning.

Generelt kan man sige at det er mælkeproducenterne der bliver ramt, idet også mælk er flyttet en plads op - fra bunden til midten - og erstattet med vand, som slet ikke var med på listen tidligere. Man kan diskutere om vand er en del af kosten, men jeg synes det er et godt signal at sende i de her tider hvor næsten al væske indtages i form af kaffe, te og ikke mindst læskedrikke.

Olivenolie, som var nærmest ukendt for 35 år siden, er nu med som en naturlig del af kosten, omend i toppen hvor den har selskab af kød og fisk. Den opmærksomme iagttager vil se at fisk er flyttet fra toppen af toppen ned i bunden af toppen, hvilket også er i tråd med de seneste forskningsresultater og -anbefalinger.

Der behøver ikke gå 35 år før vi får en ny version, og der kommer der nok heller ikke til med den fart der er på forskningen i ernæring. Måske vil kødet ryge helt ud af pyramiden næste gang.

mandag den 21. marts 2011

Religionsrapport om mindfulness

Lektor Jørn Borup hævder i programmet Religionsrapport på DR P1 om mindfulness at den 'i den asiatiske, klassiske udgave...helt klart er et ritual på linje med andre ritualer, som del af en større pakke' og 'at der stort set ikke er nogen asiater der bruger mindfulness - det er en amerikansk og vestlig opfindelse'.

Begge påstande er imidlertid forkerte. Lad os først se på hvordan man almindeligvis definerer ordet 'ritual', fx Wikipedia:

'A ritual is a set of actions, performed mainly for their symbolic value'
(http://en.wikipedia.org/wiki/Ritual).

eller Jørn Borups egen definition andetsteds:

'Ritualer er religiøse handlinger, der for de involverede er med til at skabe og opretholde verden'
(http://www.religion.dk/artikel/247907:Fagbegreber--Ritual--kult).

Ingen af definitionerne passer særlig godt på den praksis der i Theravadabuddhismen går under betegnelsen 'satipatthana', og som på engelsk - og nu også på dansk - oversættes 'mindfulness'. Buddhismen, i hvert fald i sin oprindelige form - og det må vel være den Jørn Borup især sigter til når han taler om den klassiske udgave - er netop kendetegnet ved at være overordentlig pragmatisk og 'down to earth', med andre ord, vi har at gøre med en ren teknik som er renset for ritualer eller andre symbolladede handlinger, herunder bøn. Dermed er der i virkeligheden ikke den store forskel på det som Jørn Borup kalder den primært amerikanske 'opfindelse' af mindfulness og den oprindeligt buddhistiske, som går omkring 2500 år tilbage. Begge bygger på en form for empiri eller i hvert fald nøje studier af bevidstheden og dens indhold og ikke på hverken tro eller magi.

Der er altså intet belæg i paliteksterne, som udgør den tidlige buddhistiske kanon, for at satipatthana eller den mere avancerede vipassana-træning, har været et led i en ritualiseret form for religionsdyrkelse. Faktisk er der ikke noget som helst i de tekster der overhovedet antyder at vi har at gøre med en religion efter de sædvanlige definitioner. Der hvor man, som jeg også har været inde på før, går lidt galt i byen i den vestlige sammenhæng er altså ikke ved at 'skrælle ritualerne af', for de fandtes ikke i forvejen, men ved at man helt udelader den erkendelsesteoretiske kontekst træningen indgår i.

Charlotte Mandrup, som er den der om nogen har markedsført mindfulness herhjemme - om end den har været kendt længe før i mere lukkede kredse - er lidt mere på sporet når hun taler om at buddhisterne - stadig de oprindelige - betragtede lidelsen som et grundvilkår ved tilværelsen, og at træningen i mindfulness handler om at 'se tingene som de er', dvs. gennemskue lidelsen og dens årsager, hvilket ifølge hende, og helt korrekt, er en forståelse af at det er vores tolkning af sanse- og bevidsthedsindtryk i lyset af vores lager af erindringer og forventninger til fremtiden som i særlig grad bidrager til et forvrænget eller ligefrem illusorisk billede af virkeligheden.

Man kunne måske ønske sig en lidt større stringens i hendes ordvalg når hun på den ene side taler om at 'når man først lærer at se igennem sin begær og sin frygt...så vil man opdage virkeligheden, og så stopper lidelsen' og i næste sætning 'virkeligheden er rigtig langt hen ad vejen hvad vi gør den til', jf. at den er et produkt af de spor (på pali 'samkharas') vores individuelle fortid har sat i sindet, og de nye indtryk vi møder. Rent terminologisk ville det være mere hensigtsmæssigt ikke at tale om virkeligheden i to stik modsatte betydninger.

Tilbage til Jørn Borup og den anden påstand, som lyder at der stort set ikke er nogen 'asiater' der bruger mindfulness. Det er ejendommeligt hvordan han kan hævde det al den stund at teknikken praktiseres som ren teknik og helt uden religiøs røgelse i talrige klostre i Sydøstasien. Nogle af dem er direkte dedikerede til formålet, og jeg har selv besøgt flere af dem. Den eneste grund til at han kan påstå det må være at han mener den 'amerikanske opfindelse' af mindfulness er så væsensforskellig fra den oprindelige teknik at det er noget helt andet de praktiserer i de buddhistiske lande, men det mener jeg altså ikke er tilfældet. At man så i Vesten lader hånt om den bagvedliggende filosofi er en anden sag.









tirsdag den 15. februar 2011

Borger i tre verdener

Erik Christensen, tidligere lektor i samfundsfag ved Aalborg Universitet, har skrevet en bog om og med tekster af Johannes Hohlenberg, en kunstner, forfatter og fritænker fra 1930'erne. Bogens titel er 'Borger i tre verdener', en hentydning til den såkaldte tregreningsmodel for samfundets indretning som oprindelig blev udtænkt af Rudolf Steiner, men senere videreført og udbygget af Hohlenberg.

'Tregreningen' omfatter den statslige, økonomiske og åndelige-kulturelle sfære i samfundet, og Hohlenbergs projekt er at vise hvordan disse sfærer forholder sig til hinanden, både der hvor de kan understøtte hinanden og hvor de må stå alene.

Læs videre i min anmeldelse af bogen på Kritisk Debats hjemmeside og køb selve bogen her.


onsdag den 9. februar 2011

Basisindkomst fjerner alderdommen

I en tid hvor kun to procent af nyansatte i staten er over 60 år, er det rart at se at statsejede DR ansætter den 77-årige Rafael Frühbeck de Burgos som ny chefdirigent for DR Symfoniorkestret. Det nærliggende spørgsmål er om det er mere fysisk og åndeligt udfordrende at sidde foran en computer i stat og kommune end at være kunstnerisk leder for et verdenskendt symfoniorkester. Hvad er det der gør at fordomme om alder har frit spil i nogle sammenhænge, men ikke i andre?

Det er ikke nogen hemmelighed at synet på alder har ændret sig over tid. Man skal ikke mange generationer tilbage før rollerne nærmest var byttet om. Der var ikke den ungdomsdyrkelse som i dag hvor det at være ung i sig selv er en kvalifikation og ældre opfattes som svage, mere eller mindre senile og en 'byrde' for samfundet. Dermed ikke sagt at der er nogen grund til at længes tilbage til gamle dage hvor der stod en vis respekt om de ældre. Tidligere tiders respekt for alderdommen var lige så meget på bekostning af de unges muligheder som den respekt, eller hvad man skal kalde det, som de unge nu nyder, er det for de gamle. Det er ingen grund til at have respekt for nogen, bare fordi de er ældre, ligesom der ikke er nogen grund til at lovprise unge bare fordi de er unge. Alle fortjener respekt for hvad de kommer med af ressourcer og talent. Det burde være en selvfølge.

Det er i det hele taget et meget betændt område, det med alder, hærget af myter og vrangforestillinger, hvor diskriminationen er mere ubønhørlig og alment accepteret end på noget andet område. Det ville aldrig gå an at undlade at ansætte eller fyre mennesker på basis af køn eller etnicitet i det omfang som det nu ganske selvfølgeligt sker på grund af alder. Det ville i hvert fald hurtigt føre til søgsmål og sanktioner over for arbejdsgiverne. Så længe de myter florerer i samfundet, er der brug for et sikkerhedsnet for de ældre i form af fx efterløn, da sandsynligheden for at de bliver fyret og ikke kan få job igen er overvældende.

Men det er slet ikke min pointe. Jeg mener sådan set at efterlønnen skal afskaffes, men vel at mærke som led i en langt mere grundlæggende reform af samfundet. Den eneste løsning som ikke alene tager hånd om det økonomiske problem, men også de fordomme der ligger til grund for den udbredte aldersdiskrimination, er UBI, en ubetinget basisindkomst, et grundbeløb til at leve for som udbetales af staten til alle borgere, uanset om de deltager på arbejdsmarkedet eller ej. UBI vil med ét slag erstatte alle typer af overførselsindkomst som SU, kontanthjælp, starthjælp, førtidspension, folkepension og efterløn. Men endnu vigtigere er at den vil udviske alle de grænser eller barrierer der nu kunstigt er stillet op mellem forskellige aldersklasser, køn og etniske grupper.

Det er strukturer der ændrer holdninger. Holdningsændringer har meget svært ved at finde sted når strukturerne er fastlåste på en måde der favoriserer bestemte holdninger. Så længe det fastlagte mønster i samfundet er at man inddeler livet i rigide og nærmest ufravigelige faser som uddannelse, karriere og pensionisttilværelse og understøtter denne model økonomisk og lovgivningsmæssigt, lige så længe vil fordommene om hvad man kan og ikke kan i disse faser af livet trives og være på det nærmeste uudryddelige.

Disse faser er helt kulturelt bestemte, og det er derfor man med rette kan kalde dem myter. De er vilkårlige og ikke bestemt af vores biologi. Når Rafael Frühbeck de Burgos kan blive ansat i et job der kræver det yderste af både åndsevner og sanser, hvad er det så andet end myter der hindrer arbejdsgivere og mennesker generelt i at se bort fra alder når de skal vurdere et menneskes kompetencer?

Som sagt kan vi komme de myter til livs ved at ændre de grundlæggende økonomiske strukturer i samfundet således at mennesker i alle aldre vil kunne glide ind og ud af arbejdsmarkedet på en måde der ikke skaber den friktion vi ser i dag. UBI vil åbne nye muligheder for deltidsarbejde, hvilket vil gavne både den studerende og den ældre som ikke har tid eller overskud til at arbejde på fuld tid. Mennesker med kortere uddannelse eller færre kvalifikationer vil få lettere ved at byde ind med deres arbejdskraft, da de vil have råd til at kunne tilbyde den til en lavere løn. De kan derved få fodfæste på arbejdsmarkedet og hurtigere blive opkvalificerede. Og mange flere i de såkaldt svage grupper vil kunne nyde den respekt og selvrespekt der følger med at være en del af arbejdslivet.

Men hvad jeg synes er vigtigere er at det også vil blive respektabelt at stille sig helt uden for den professionelle del af arbejdsmarkedet, måske bare i perioder, og lave frivilligt eller politisk arbejde. Det frivillige arbejde er stærkt undervurderet i et gennemprofessionaliseret samfund som vores. I løbet af de seneste generationer er meget arbejde, som tidligere var ulønnet og frivilligt, om end forpligtende, blevet overtaget af stat og kommune. Det er på mange måder en glimrende udvikling da jeg ikke ønsker mig tilbage til en tid hvor ældre eller syge skulle overlades til familiens forgodtbefindende, men der er også gået noget tabt, eller også har det aldrig virkelig været der, og det er anerkendelsen af den samfundsbærende betydning det frivillige arbejde har. Det skal kunne anerkendes at mennesker i alle aldre helt eller delvis helliger sig frivilligt arbejde, både fordi det skaber trivsel for de mennesker som udfører det, og for dem det direkte berører, men også fordi det er selve det kit der binder demokratiet sammen.

Med basisindkomst vil der ikke være noget der hedder alder i arbejdslivet, og man behøver ikke længere diskutere grænser for et karriereforløb da der ikke vil være nogen på forhånd fastlagt tilbagetrækningsalder. På den måde vil ikke alene enere som DR's nye chefdirigent kunne nyde godt af anerkendelse i en høj alder, men også almindelige og dog hver for sig helt unikke mennesker, uanset hvor de er i livet.

Kilder:
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2011/02/08/08133359.htm
http://www.ugebreveta4.dk/2011/201102/Artikler/Staten_ansaetter_ikke_seniorer.aspx

mandag den 7. februar 2011

Mindfulness

I de senere år er kurser i 'mindfulness' blevet umådelig populære. Jeg var selv på kurser i mindfulness allerede i slutningen af 1970'erne, både i buddhistiske klostre på Sri Lanka og i England, samtidig med at jeg studerede de originale buddhistiske tekster på pali som er grundlaget for hele denne praksis.

'Mindfulness' er en oversættelse fra pali af et ord som hedder 'satipatthana' og refererer til en meditationsform som godt nok er grundlæggende for buddhistisk praksis, men langt fra den eneste. Det er også værd at bemærke at den kun er at betragte som et forstadie til en videregående praksis som kaldes 'vipassana'. Vipassana kan omtrentligt oversættes med 'fuld indsigt' og handler om hvordan den praktiserende kan lære at forstå og gennemskue hele tilværelsens opbygning, og her navnlig sindet og kroppen. Det ultimative mål med denne meditationsform er en udfrielse fra tilværelsens kredsløb forstået som den uendelige række af genfødsler som buddhismen mener alle levende væsener er underlagt qua deres karma.

Man kan også formulere det således at ved at gennemskue hvordan tilværelsen er opbygget og forholde sig indifferent iagttagende til den, kan man forhindre at ny karma dannes hvorved selve 'brændstoffet' til fortsat eksistens og genfødsel ikke længere er til stede. I de mere filosofiske udredninger at denne proces opfattes tilværelsen som en strøm af fysiske og pyskiske elementer med karmisk 'ladning'. Disse elementer har kun momentan eksistens, og intet overføres fra ét moment til et andet. Kun selve bevægelsen er virkelig, på samme måde som bølger bevæger sig hen over havoverfladen selv om vandet ikke flytter sig.

Dette forhold, at bevægelsen forårsages af diskrete elementer med momentan eksistens, elementer som er gensidigt betingede uden at der finder nogen stofoverførsel sted, har fået nogle skoler inden for buddhismen til at gå et skridt videre og betragte selve elementerne som substansløse eller uden 'essens'. Den gensidige betingning indebærer ifølge dem logisk set at disse elementer slet ikke kan opstå, idet A er afhængig af B og B afhængig af A. Intet opstår, og intet forgår, alle elementer er 'tomme' og i videre forstand er hele bevægelsen naturligvis også en illusion, ligesom alle de tilhørende begreber karma, samsara og nirvana er det, og udfrielsen bliver derfor mere et spørgsmål om at gennemskue det forhold at det hele er tomt og ikke så meget at observere de enkelte elementer.

Alt det bekymrer naturligvis ikke de moderne mindfulnessaktører anført af diverse terapeuter og psykologer. De tager hvad de kan bruge og lader resten ligge, og jeg må da indrømme at som pragmatisk og komplet irreligiøs observatør til dette nye, men altså også meget gamle, modefænomen, kan jeg ikke have nogen seriøse anfægtelser over at man forsøger at udkrystallisere de teknikker som har været anvendt i buddhistiske klostre i århundreder. Jeg synes bare at den ærværdige buddhistiske tradition skal have noget mere credit for det arbejde de trods alt har lagt i det. Man kunne kalde det en slags spirituel copyright. Og min lille digression omkring det filosofiske grundlag for buddhismen var mere tænkt som en påmindelse om hvad der var den oprindelige hensigt med de teknikker man nu øser så flittigt af. De har nemlig aldrig været tænkt som rene teknikker til at komme i balance og få ro i sindet så de daglige udfordringer kan klares. Det kan højst have været betragtet som en afledet effekt.

Et andet aspekt, som måske ikke er helt uvæsentligt, er det i buddhismen ufravigelige princip at al information og undervisning skal være frit tilgængelig og gratis. Derfor er dyre kurser i mindfulness nærmest i lige så høj grad en krænkelse af spirituel copyright som det forhold at man leverer et til dels forvrænget eller i hvert fald ukomplet billede af hvad der egentlig ligger i til grund for denne praksis.

Endelig kan der siges meget om selve teknikken. Den er i mine øjne kraftfuld, men heller ikke uden risici. Hvis man griber den forkert an, kan den med ret stor sikkerhed føre til forskellige former for neuroser. Det skyldes at der eksisterer en hårfin og for de fleste mennesker ukendt grænse mellem iagttagelse og styring. Udviklingen af en meget minutiøs opmærksomhed, som er en vigtig ingrediens i teknikken, rummer potentialet til en lige så minutiøs styring og indgriben i fysiske og psykiske tilstande der har bedst af at blive ladt i fred. De færreste mennesker formår klart at skelne mellem ren opmærksomhed på det plan der her er tale om og bevidst indgriben i til dels automatiserede processer.

Der er ingen tvivl om at det er overordentlig gavnligt at være opmærksom på sine fordomme, eller sin tilbøjelighed til at repetere gamle mønstre, men opmærksomhed på alle detaljer i hvordan et enkelt skridt forløber, hvordan man ruller hen over fodsålerne osv., som også er en del af den oprindelige buddhistiske praksis, kan måske bidrage til at øge en særlig form for selektiv årvågenhed, men skal nok ikke drives for vidt. Hvis man fx kører bil og er opmærksom på alle detaljer i hvordan man drejer rattet eller træder på speederen, kan det godt være at man ikke samtidig formår at være tilstrækkelig opmærksom på trafikken. Det er i hvert fald farligt at forlade sig på at opmærksomheden er universel.

Teknikken har sin styrke, eller svaghed, i at afdække hvad der sker på det plan vi tager for givet, men der er forskel på automatiserede processer. Nogle er gavnlige, andre mindre gavnlige. Hvis jeg reagerer negativt hver gang jeg ser en udlænding, kan det være en stor fordel at være opmærksom på hvorfor jeg gør det. Og selve opmærksomheden, vil få mig til at reagere mindre pr. automatpilot. Men nogle processer har det altså som nævnt bedst upåagtet. Det betyder selvfølgelig ikke at det ikke kan være interessant at iagttage dem. Man skal bare være meget, ja opmærksom på at man ikke griber bevidst ind så de mister deres flow og spontanitet. Det er en balancegang, og jeg er bange for at de fleste mennesker hurtigt mister balancen.

Nedslidt

Alle taler om efterlønnen, men ikke meget om hvordan man taler om den, eller om de mennesker den berører.

Det er altid interessant at reflektere over hvilken terminologi der er konsensus - bevidst eller ubevidst - om at anvende i forskellige sammenhænge, og hvordan selve terminologien er med til at forme vores bevidsthed.

Lad os tage et konkret eksempel: 'nedslidt', et ord som bliver brugt utallige gange i debatten om efterløn som om der ikke fandtes andre ord i det danske sprog til at beskrive det forhold at nogle mennesker har brug for en pause, mere eller mindre permanent, efter mange år på arbejdsmarkedet. Ordet er interessant derved at det leder tanken hen på maskindele eller skosåler og andet dødt materiale som kan slides ned, men forhåbentlig også udskiftes.

Den menneskelige organisme fungerer noget anderledes - i en vis forstand lige modsat, idet den faktisk kan reparere sig selv, hvorimod det til gengæld er ret vanskeligt at skifte delene ud. Så der er ikke rigtig nogen parallel mellem den biologiske organisme og brugsgenstande, og ordet "nedslidt" afspejler derfor en mekanistisk opfattelse af mennesket som ikke har rod i virkeligheden. Filosoffen Descartes havde for øvrigt netop en sådan maskinel opfattelse, dog ikke af mennesket, men af dyr, og han mente af samme årsag ikke at dyr kunne føle smerte, hvorfor deres skrig kun var at betragte som knirkende maskindele.

Så vidt vil de færreste nok gå i deres opfattelse af den menneskelige krop, men 'nedslidning' er alligevel et udtryk for en konsumentagtig holdning til kroppen: den er en maskine der helst skal holde i 40 år eller deromkring, hvorefter den må betragtes som slidt op. Selvfølgelig er der den sandhed i det at kroppen kan blive overbelastet gennem så lang tid at sygdomme optræder, herunder en form for "nedslidning" af brusk, knogler og muskler, men det må vel understreges at det ikke er en normal tilstand på samme måde som når en vaskemaskine er 10 - 15 år og skal udskiftes fordi det ikke længere kan betale sig at reparere de slidte dele, men snarere et symptom på at kroppen har været anvendt forkert. Kroppen får ganske vist også sværere ved at reparere sig selv med årene, det tager længere tid at danne nye celler og DNA'et bliver fejlkodet osv., men "nedslidning" er alligevel et misvisende ord når vi taler levende organismer og fortæller mere om det menneskesyn vi har når det handler om arbejdslivet end om hvordan kroppen rent faktisk fungerer.

Den mekanistiske opfattelse af kroppen har bl.a. den uheldige konsekvens at man ikke fokuserer så meget på at forebygge de skader der kan føre til den såkaldte nedslidning, idet man betragter det som et vilkår på sammen måde som hvis det var en maskine der skal holde en vis tid. Der er jo også grænser for hvor meget man vil ofre på at vaskemaskinen aldrig kommer til at gå i stykker. Nedslidning bliver derfor noget uundgåeligt, noget som er uløseligt forbundet med at have et fysisk krævende arbejde.

Men der er mange måder at forebygge nedslidning på. Hvis det var muligt at variere arbejdslivet noget mere i løbet af de mange år man er på arbejdsmarkedet, fx ved at gøre det lettere at skifte branche, arbejde på deltid eller tage sabbatår, ville man kunne gøre arbejdslivet både sjovere og mere varieret. samtidig med at risikoen for skader forårsaget af ensformigt arbejde kunne minimeres.

Noget andet er at selv om der mest er fokus på kroppen, er det ikke alene den der slides. Også sindet kan blive nedslidt, hvis vi nu skal blive i den jargon. Og det er måske i virkeligheden det største problem, både når vi taler fysisk og mentalt arbejde, såkaldte vidensarbejde. Behovet for at kunne afprøve forskellige muligheder i tilværelsen, eksperimentere med den så at sige, har alle mennesker, men der levnes ikke meget mulighed for det når de fleste er bange for at miste deres job eller tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det skal være meget lettere at holde pauser for at realisere en eller anden drøm, og såkaldte "huller" i cv'et bør ikke betragtes som diskvalificerende, men måske som et udtryk for at man stadig er et menneske der tør gå på opdagelse i tilværelsen, og som ikke mener at den behøver at være fastlagt i alle detaljer.

Derfor har velfærdsstaten behov for et yderligere sikkerhedsnet med en tilhørende meget dybtgående holdningsændring. Sikkerhedsnettet hedder basisindkomst, en ubetinget statsgaranteret grundydelse uden krav om modydelse, som  kan give frihed til at mennesker, som allerede er på arbejdsmarkedet, kan eksperimentere med deres liv, og værdighed til de mennesker som er udenfor. Grænsen mellem indenfor og udenfor vil i et basisindkomstsamfund i det hele taget blive udvisket til gavn for fleksibilitet, virkelyst og engagement. Det kunne fx give plads til at søsætte projekter som lige nu ser skøre ud, men som på længere sigt kan blive en guldgrube for samfundet.

Spørgsmålet er om vi tror nok på mennesket til at vi tør give det den frihed. Tror vi nok på os selv?

fredag den 4. februar 2011

"Er der så overhovedet nogen der gider arbejde?"

Et af de hyppigst fremførte argumenter mod basisindkomst/borgerløn er at der ikke er nogen der gider arbejde hvis de ikke er tvunget til det. Arbejde er her defineret som lønarbejde. Frivilligt arbejde, herunder alle de aktiviteter som er med til at binde det civile liv og i videre forstand hele samfundet sammen, er ikke i første omgang medregnet.

Lad os lige kigge lidt nærmere på det argument. Det bygger på i hvert fald én afgørende præmis: at mennesker kun eller overvejende er motiveret af penge når de søger arbejde. Det centrale spørgsmål bliver altså om de samme mennesker ville tage det samme arbejde hvis pengene kom et andet sted fra, fx fra staten, og der ikke til disse penge var knyttet nogen betingelser af nogen art til at påtage sig et arbejde.

Det synes altså at være en kamp imellem lyst og nød forstået på den måde at lysten til at påtage sig et bestemt arbejde bestandigt må konkurrere med den nød(vendighed) der ligger til grund for at skulle påtage sig det.

Hvis man benytter en skala fra 0 til 100 procent, hvor 0 er ren nødvendighed og 100 er ren lyst, vil man på basis af statistiske undersøgelser kunne afklare hvordan mennesker fordeler sig på denne skala. De undersøgelser har man sådan set foretaget flere gange, og de viser for det første utvetydigt at de fleste foretrækker at være i lønnet arbejde frem for ikke at være det, både fordi arbejdet giver penge, men også fordi det tilfører selvrespekt, socialt liv, netværk osv. Med andre ord, undersøgelserne viser at et meget stort antal mennesker er motiveret af lyst frem for penge. Det betyder ikke at de ville gratis, om end man af og til hører det fra særligt dedikerede mennesker inden for fx forskning, men at penge i hvert fald langt fra er den eneste motivationsfaktor. Man kan så diskutere hvor meget af den lyst til arbejdet der er knyttet til sidegevinsterne i form af anerkendelse osv., og hvor meget der skyldes selve arbejdet. Det kan være svært at skille ad og vil nok af de fleste mennesker blive betragtet som et hele.

Tallene indikerer altså at mennesker gerne vil arbejde, og at pengene ofte er noget sekundært om end nødvendigt der er knyttet til arbejdet.

Nu er det at mennesker også er motiveret af lyst til arbejdet naturligvis ikke det samme som at de ville have det samme arbejde eller overhovedet arbejde hvis pengene ikke var uløseligt forbundet med arbejdet, men fx blev overført som basisindkomst fra staten. Men hvis basisindkomsten var konstrueret således at den netop kun var basis, altså et eksistensminimum, og hvis en eventuel indtægt fra lønnet arbejde ikke blev modregnet i basisindkomsten, så ville incitamentet til at påtage sig lønarbejde stadig være til stede for dem der var motiveret til at arbejde i form af en blanding af lyst og nød. Det ville nok være de fleste af os.

Hvilke konsekvenser har en sådan konstruktion? Man kan i hvert fald sige at hvis mennesker generelt er motiveret af både lyst og nød, så vil en implementering af en basisindkomstmodel, sådan som jeg her har skitseret den, afspejle netop det faktum i højere grad end den nuværende som overvejende bygger på et princip om nød.

Man kan også formulere det som en anderledes og muligvis mere hensigtsmæssig fordeling af frivillighed og tvang, ret og pligt, en fordeling som er mere i overensstemmelse med den menneskelige natur. Det er almindelig psykologi at vi som mennesker bliver mere motiverede til at "yde en ekstra indsats" - en meget populær formulering for tiden blandt politikere - når vi kan lide og er engagerede i vores arbejde, og hvis lysten kunne få bedre vilkår at trives under fordi den ikke var så knyttet til nødvendighed, kunne den tilmed vokse og blive til en endnu større del at det som motiverer os til at arbejde. Det arbejde der ville blive udført, ville være det samme, eller endda bedre udført, og i tilgift ville vi opnå større arbejdsglæde.

Forestillingen om at penge alene er den motiverende faktor og selve guleroden der skal få os til at arbejde mere, er kontraintuitiv og et levn fra industritiden hvor arbejdet både var mere trivielt og dårligere lønnet. Politikere og andre meningsdannere bør vågne op og erkende at virkeligheden ikke ser sådan ud mere eller måske aldrig har gjort det. Arbejde i dag er selve adgangsbilletten til at være en del af samfundet, en del af det sociale liv og den anerkendelse der følger med og er derfor attraktivt for de fleste uanset en eventuel indførelse af basisindkomst. At basisindkomsten så måske vil ændre lidt ved det billede, dvs. at den vil kunne føre til en større anerkendelse af ulønnet arbejde, er ikke noget man har grund til at frygte. Det vil tværtimod gøre at den selvrespekt, som alle mennesker har brug for, også kunne komme til at omfatte mennesker som ikke har så let adgang til eller føler de kan tilpasse sig det almindelige arbejdsmarked.

Som det er nu vil mennesker som er uden for arbejdsmarkedet enten føle sig udstødt eller gå i en slags venteposition indtil de igen kan komme inden for i varmen. Det betyder i mange tilfælde at de bliver mere passive end de ville have været hvis samfundet ikke på den måde var delt op i inklusion og eksklusion. Det er ikke svært at indse at hvis mennesker pr. definition enten bliver erklæret uegnet til arbejde og får pension, hvad enten det er førtidspension eller andre pensionsformer, eller de er i den "arbejdsdygtige alder" og er "parkeret" på overførselsindkomster og dermed er "udenfor", så skal der en endda overordentlig stærk psyke og viljestyrke til at mobilisere et aktivt og engageret liv. De færreste mennesker er i besiddelse af en sådan vilje og overskud. Hertil kommer at de lave ydelser fra det offentlige og manglende eller dårlige tilbud om opkvalificering, gør at det er endnu mere op ad bakke end det behøvede at være. Man skal heller ikke være blind for at den offentlige retorik har en undergravende og stigmatiserende virkning på mennesker som i forvejen føler at de er udenfor eller i bunden af hierarkiet. Man kunne lave en hel ordbog over den terminologi der anvendes til at fastholde billedet af "svage" og "stærke" i samfundet. Det ironiske er bare at det i høj grad er selve retorikken der er med til at skabe og fastholde mennesker i disse ofte forvrængede selvbilleder.

tirsdag den 1. februar 2011

Gould og Richter om hinanden

Man kunne skrive et helt essay alene om det her videoklip som viser to af det 20. århundredes absolut største pianister. Noget af det jeg vil fremhæve er det ironiske i at Gould, som her viser sig lige så veltalende i ord som han var det ved klaveret, gør opmærksom på den forskel der er mellem pianister som stiller sig mellem de komponister de fortolker, og dem der ikke gør.

Det ironiske består i at Gould ved så mange lejligheder, sit geni til trods, har placeret sig selv i den første kategori. Selv om han som ingen andre var i stand til at få trukket alle elementer i en komposition frem og gjort dem tindrende klare (fx i Bach-fortolkningerne), er der næppe andre pianister der har sat sig så eftertrykkeligt på komponisterne at der ofte kun blev meget lidt tilbage af dem. Det skal dog siges at han aldrig gjorde det på en overfladisk, show off-agtig måde blot for at vise teknisk overlegenhed. Hans fortolkninger var bare i mange tilfælde så gouldske at han fjernede sig eftertrykkeligt fra det ideal han selv opstiller når han taler om Richter.

En anden form for ironi ved klippet er naturligvis den ironiske distance Richter selv har til Gould, som jo åbenbart ikke brød sig meget om Schubert (ligesom han heller ikke kunne lide Mozart), men måske er han her lidt for hård ved ham ("Schubert has nothing to do with what Gould said" og "He liked something in my performance but he is talking about me") for Gould beskriver egentlig meget flot hvordan Schuberts ornamenteringer og gentagelser for første gang gav musikalsk mening da han hørte Richter spille dem, dvs., som jeg forstår det, han nåede for første gang ind til en forståelse af hvad Schubert selv ville med sin musik.

søndag den 30. januar 2011

Et smukt liv

Et godt liv, hvad er det? Filosoffer har til alle tider været optaget af spørgsmålet om det gode liv, livet forstået som den korte tid der er forundt os mellem fødsel og død. De fleste religioner har til gengæld været mere optaget af det hinsides, ofte i en grad så det liv vi kender har været betragtet som en generalprøve på det liv der angiveligt skulle komme bagefter.

Det som optager mig er imidlertid kun det liv jeg kender og kan observere, det flygtige tidsspand jeg bevæger mig igennem indtil mørket og glemslen igen omslutter mig. Eller det som hverken er lys eller mørke eller omfattet af tiden, sådan som myterne fremstiller det.

Det gode liv er et liv i godhed. Det er det første jeg vil byde ind med. Og i stedet for at diskutere hvad godhed er, vil jeg bede om at man mærker efter og lytter til alle ordets implikationer. Det er ellers let at tale om godhed som noget relativt. Hvad der er godt i den ene situation er det ikke i den anden. Og så er der tossegodhed som politikerne gerne refererer til når de vil forsvare terrorlovene: "Vi må jo ikke være tossegode". Vi skal ikke altid vende den anden kind til.

Men alt det ændrer måske ikke afgørende ved hvad det vil sige at leve et liv i godhed. Og så kan man spørge om det ikke er farisæisk at tale om godhed på den måde? Som noget der kan kultiveres. Vi kan ikke gøre os selv gode - gennem handlinger fx - al godhed kommer fra Gud. Siger de kristne i hvert fald.

Andre religioner mener derimod at godhed nok kan opøves. I buddhismen er det fx blevet til et veritabelt træningsprogram. Her kan man trinvis og forbavsende systematisk blive et bedre menneske. At det endelige formål så er at sætte sig helt ud over både godt og ondt og dermed sætte en stopper for videre genfødsler er en anden sag.

Hvis man ser bort fra de forskelle, kan de fleste religioner - og også sekulære ideologier - blive enige om at godhed handler om en eller anden grad af uselviskhed. Altså jo mindre egoisme, jo større godhed.

Men det er måske ikke så præcis en karakteristik som det lyder. For der er mange eksempler på at mennesker tilsidesætter sig selv og for såvidt er helt uselviske, samtidig med at de gør en masse skade. Jeg tænker på mennesker som er behersket af ideologier eller religiøse forestillinger. Man kan selvfølgelig altid diskutere om det i dybere forstand er uselviskhed, som fx når nogen helt optændt af en sag - religiøs, politisk eller noget andet - forsøger at omvende andre til den samme tro. De gør det i den bedste mening og uden tanke på sig selv, men alligevel er det en form for overgreb. Og det har i hvert fald ikke meget med godhed at gøre.

Det er altså ikke "nok" at være uselvisk for at være god. Og slet ikke nok til det gode liv. Eller man kan måske hævde at det at være uselvisk godt nok er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse. Godhed er et bredere begreb.

Nu vil jeg så komme med en anden tese. Det gode liv er også et smukt liv. Her er der heller ikke tale om direkte sammenfald. Jeg vil hævde at det smukke liv omfatter andet og mere end godhed, hvorimod godhed er helt indeholdt i det smukke liv. Der findes med andre ord ingen godhed som ikke også er smuk, mens det smukke liv tilføjer en dimension til godheden, en æstetisk dimension kunne man næsten sige.

Når jeg skelner sådan, er det fordi jeg ser godhed som et moralsk (men ikke moraliserende) begreb, hvor det smukke liv i hvert fald på det umiddelbare plan også omfatter moralsk set værdineutrale elementer. Det kunne være at tage vare på sin krop og sin sundhed ved blandt andet at respektere den fine balance den indgår i med sig selv og omgivelserne, og ikke nedbryde den før tid med diverse giftstoffer som tobak, alkohol eller stoffer.

Der ligger intet moralsk i det. Det er alene fordi mennesket bliver smukkere i sin livsførelse og i sin fremtræden ved ikke at være under påvirkning af forskellige stoffer som forstyrrer kroppen og sindets naturlige harmoni.

Godhed handler derimod om hvordan vi behandler andre levende væsener: mennesker, dyr, planter og økosystemet som helhed. Men godhed er stadig et underbegreb til det smukke liv, så vores måde at være på over for alt levende er også i høj grad bestemmende for om vi kan siges at leve et smukt liv.

Vi har generelt en alt for stor tro på at vi er produkter af kultur og ikke natur. Det har mange uheldige konsekvenser. En af dem er kulturrelativismen, en tro på eller respekt for at forskellige kulturer er lige meget værd. En anden er det modsatte, en tro på at én bestemt kultur har fundet den rigtige måde at leve på. Begge ekstremer er lige misvisende. Kulturen er aldrig et spejlbillede af hvad der er godt for os. Et muligt bedre svar ligger i vores DNA, selv om man heller ikke skal blive fundamentalistisk omkring det, da det også er i konstant og kaotisk udvikling. Det er bare næppe en udvikling der har så meget ved vores kulturelle fernis at gøre.

Jeg tror det er vigtigt at gøre sig fri af kulturens svøbe, ganske vist anerkende at den eksisterer, men udvikle et distanceret og frem for alt kritisk forhold til den. Det er her det gode eller smukke liv begynder, i kritikken, i negationen - hvilket naturligvis ikke er det samme som negativ kritik, men derimod en manglende blind accept af dogmer og traditioner.

Derfor, når nogen siger, vi er en kristen kultur, vi har haft kristendom i 1000 år og derfor skal vi værne om den del af vores kulturarv, kunne svaret lige så godt være at så har det jo haft sin tid. Alder er ikke i sig selv noget kvalitetsstempel. Livet udspiller sig nu. Der er ingen af os der er 1000 år gamle, og selv om det er udmærket og lærerigt at studere kulturarven, ændrer det ikke noget ved at vi må tage kritisk stilling til vores liv som det er lige her og nu. Derfor anerkender jeg slet ikke dogmet om at vi må vide noget om vores kultur for at vide hvem vi er. Vi kan ikke lære hvem vi er ved at studere endsige indoptage kulturen. Det eneste vi kan lære noget om er hvilke fordomme vi er blevet udstyret med gennem vores opvækst i den pågældende kultur.

Det smukke liv er derfor en via negativa, en negativ vej, kritisk, vågen, men alligevel, eller netop derfor, stærkt modtagelig over for alt nyt.

En mulig indvendig kunne være om selve tanken om det smukke liv, godhed og omsorg for alt levende ikke også bare er dogmer eller ligefrem ideologier. Det er rigtigt at det kunne sådan ud, men for mig er det smukke liv det som bliver tilbage i analysen, det som udkrystalliserer sig fra negationen. Det er ikke noget man i virkeligheden kan sætte på formel, da det flytter sig hele tiden. Derfor kan det heller ikke ophøjes til ideologi eller målsætning. Men det er også netop det som gør det smukt.

mandag den 24. januar 2011

Utilsløret kynisme

Det er sjældent man møder en så utilsløret, ja næsten ligefrem og selvfølgelig kynisme som den beskæftigelsesminister Inger Støjberg lagde for dagen i gårsdagens TV-Avis. Indslaget handlede om at asylansøgere arbejder sort for 15 kr i timen for at supplere de statsgaranterede 2000 kr de har at leve for om måneden. Denne i de flestes øjne nok ikke særlig fyrstelige timeløn er oven i købet ifølge vurderinger på vej ned fordi der jo ikke er nogen nedre grænse for hvor meget man kan udnytte denne samfundsgruppe. Alligevel blev det af beskæftigelsesministeren betegnet som "groft socialt bedrageri" og "...vi skal ikke være til grin for vores egne penge". Nej, det er sandelig også undergravende for hele systemet hvis nogen skulle komme uretmæssigt og helt uden at betale skat til 15 kr i timen, og hun er derfor "parat til at kigge på hvor langt vi kan gå på det her område". Der skal altså sættes hårdt ind, kan man forstå.

Jeg må indrømme at jeg var lidt paf. Var det virkelig forargelse der lyste ud af hende over at mennesker på samfundets bund arbejder for en slavelignende løn, og vel at mærke forargelse rettet mod arbejdstagerne og ikke arbejdsgiverne? Ikke med et eneste ord nævnte hun de mennesker der ansætter og udnytter asylansøgere til denne usle løn. Her var ingen forargelse at spore, og journalisten gjorde desværre heller ikke meget for at stille spørgsmål der kunne lede hendes tanker i den retning. Det var lige før det var surrealistisk at være vidne til.