Det umulige sker hele tiden

fredag den 2. maj 2014

"Andre problemer" som selvopfyldende profeti

Det er, som man ofte siger, på samme måde som at der skal et godt helbred til at være indlagt på et hospital. Tilsvarende skal man være overordentlig ressourcestærk for overleve økonomisk og ikke mindst menneskeligt hvis man bliver "parkeret" på en overførselsindkomst. Dog af helt andre årsager end den officielle myte vil have os til at tro.

Den officielle forklaring er at problemet er den såkaldte arbejdsløshed, hvor det i virkeligheden snarere er den paradigmatiske tænkning eller normerne for hvad der gør en til en rigtig og deltagende samfundsborger der er årsagen til de "andre problemer" (end økonomiske) arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere oplever. Det er således hvad man kunne kalde en selvopfyldende profeti at mennesker, som er blevet "arbejdsløse", hurtigt mister selvrespekt og får personlige eller sociale problemer.

En "selvopfyldende profeti" defineres ifølge Den Store Danske således: "Det fænomen, at alene en udbredt forventning til et hændelsesforløb kan fremkalde dette hændelsesforløb, også selvom forventningen er baseret på en falsk opfattelse af virkeligheden."

Jeg vil hævde at det ikke er lønarbejdsløsheden som sådan der er problemet endsige årsagen til at mennesker føler sig stigmatiserede og sat udenfor og siden får alvorlige fysiske og psykiske problemer, men derimod hele fortællingen om at lønarbejdet sætter normen for at kunne være et fuldbyrdigt medlem af samfundet.
Hvis man et øjeblik forestillede sig et utopia hvor der ikke længere fandtes arbejdsløse fordi lønarbejdet var ophørt med at eksistere som norm. Det kunne være et samfund med Ubetinget Basisindkomst hvor forskellen på ulønnet og lønnet deltagelse i samfundets opgaver var blevet udvisket fordi UBI havde ført til en opblomstring af det såkaldte frivillige arbejde samtidig med at lønarbejdets monopolstatus var blevet svækket eller måske endda et samfund hvor lønarbejdet helt havde overflødiggjort sig selv.

Uanset hvad, i et sådant utopia vil den selvopfyldende profeti ikke længere få næring fordi den falske virkelighedsopfattelse om at man bliver samfundsborger gennem sit lønarbejde er afløst af en anden hvor ethvert menneske betragtes som en ressource og en værdi i sig selv og som fødselsret derfor også har ret til et eksistensgrundlag, en indkomst der er til at leve af.

Det er mit gæt at i et sådant samfund vil antallet af mennesker "med andre problemer" falde drastisk fordi disse mennesker på forhånd og uanset hvad er inkluderede i samfundet. Inklusion er vejen til selvrespekt, og selvrespekt er fundamentet for et godt liv.

Vi ved hvor meget anerkendelse betyder på arbejdsmarkedet. Men mon ikke anerkendelse er vigtig for alle mennesker, uanset hvor de befinder sig i tilværelsen? Vi har mulighed for at indrette samfundet så den anerkendelse er en slags startkapital for alle som fødes ind i det og ikke som nu hvor alt kan tages fra dig inklusive din sidste rest af værdighed.