Et af de hyppigst fremførte argumenter mod basisindkomst/borgerløn er at der ikke er nogen der gider arbejde hvis de ikke er tvunget til det. Arbejde er her defineret som lønarbejde. Frivilligt arbejde, herunder alle de aktiviteter som er med til at binde det civile liv og i videre forstand hele samfundet sammen, er ikke i første omgang medregnet.
Lad os lige kigge lidt nærmere på det argument. Det bygger på i hvert fald én afgørende præmis: at mennesker kun eller overvejende er motiveret af penge når de søger arbejde. Det centrale spørgsmål bliver altså om de samme mennesker ville tage det samme arbejde hvis pengene kom et andet sted fra, fx fra staten, og der ikke til disse penge var knyttet nogen betingelser af nogen art til at påtage sig et arbejde.
Det synes altså at være en kamp imellem lyst og nød forstået på den måde at lysten til at påtage sig et bestemt arbejde bestandigt må konkurrere med den nød(vendighed) der ligger til grund for at skulle påtage sig det.
Hvis man benytter en skala fra 0 til 100 procent, hvor 0 er ren nødvendighed og 100 er ren lyst, vil man på basis af statistiske undersøgelser kunne afklare hvordan mennesker fordeler sig på denne skala. De undersøgelser har man sådan set foretaget flere gange, og de viser for det første utvetydigt at de fleste foretrækker at være i lønnet arbejde frem for ikke at være det, både fordi arbejdet giver penge, men også fordi det tilfører selvrespekt, socialt liv, netværk osv. Med andre ord, undersøgelserne viser at et meget stort antal mennesker er motiveret af lyst frem for penge. Det betyder ikke at de ville gratis, om end man af og til hører det fra særligt dedikerede mennesker inden for fx forskning, men at penge i hvert fald langt fra er den eneste motivationsfaktor. Man kan så diskutere hvor meget af den lyst til arbejdet der er knyttet til sidegevinsterne i form af anerkendelse osv., og hvor meget der skyldes selve arbejdet. Det kan være svært at skille ad og vil nok af de fleste mennesker blive betragtet som et hele.
Tallene indikerer altså at mennesker gerne vil arbejde, og at pengene ofte er noget sekundært om end nødvendigt der er knyttet til arbejdet.
Nu er det at mennesker også er motiveret af lyst til arbejdet naturligvis ikke det samme som at de ville have det samme arbejde eller overhovedet arbejde hvis pengene ikke var uløseligt forbundet med arbejdet, men fx blev overført som basisindkomst fra staten. Men hvis basisindkomsten var konstrueret således at den netop kun var basis, altså et eksistensminimum, og hvis en eventuel indtægt fra lønnet arbejde ikke blev modregnet i basisindkomsten, så ville incitamentet til at påtage sig lønarbejde stadig være til stede for dem der var motiveret til at arbejde i form af en blanding af lyst og nød. Det ville nok være de fleste af os.
Hvilke konsekvenser har en sådan konstruktion? Man kan i hvert fald sige at hvis mennesker generelt er motiveret af både lyst og nød, så vil en implementering af en basisindkomstmodel, sådan som jeg her har skitseret den, afspejle netop det faktum i højere grad end den nuværende som overvejende bygger på et princip om nød.
Man kan også formulere det som en anderledes og muligvis mere hensigtsmæssig fordeling af frivillighed og tvang, ret og pligt, en fordeling som er mere i overensstemmelse med den menneskelige natur. Det er almindelig psykologi at vi som mennesker bliver mere motiverede til at "yde en ekstra indsats" - en meget populær formulering for tiden blandt politikere - når vi kan lide og er engagerede i vores arbejde, og hvis lysten kunne få bedre vilkår at trives under fordi den ikke var så knyttet til nødvendighed, kunne den tilmed vokse og blive til en endnu større del at det som motiverer os til at arbejde. Det arbejde der ville blive udført, ville være det samme, eller endda bedre udført, og i tilgift ville vi opnå større arbejdsglæde.
Forestillingen om at penge alene er den motiverende faktor og selve guleroden der skal få os til at arbejde mere, er kontraintuitiv og et levn fra industritiden hvor arbejdet både var mere trivielt og dårligere lønnet. Politikere og andre meningsdannere bør vågne op og erkende at virkeligheden ikke ser sådan ud mere eller måske aldrig har gjort det. Arbejde i dag er selve adgangsbilletten til at være en del af samfundet, en del af det sociale liv og den anerkendelse der følger med og er derfor attraktivt for de fleste uanset en eventuel indførelse af basisindkomst. At basisindkomsten så måske vil ændre lidt ved det billede, dvs. at den vil kunne føre til en større anerkendelse af ulønnet arbejde, er ikke noget man har grund til at frygte. Det vil tværtimod gøre at den selvrespekt, som alle mennesker har brug for, også kunne komme til at omfatte mennesker som ikke har så let adgang til eller føler de kan tilpasse sig det almindelige arbejdsmarked.
Som det er nu vil mennesker som er uden for arbejdsmarkedet enten føle sig udstødt eller gå i en slags venteposition indtil de igen kan komme inden for i varmen. Det betyder i mange tilfælde at de bliver mere passive end de ville have været hvis samfundet ikke på den måde var delt op i inklusion og eksklusion. Det er ikke svært at indse at hvis mennesker pr. definition enten bliver erklæret uegnet til arbejde og får pension, hvad enten det er førtidspension eller andre pensionsformer, eller de er i den "arbejdsdygtige alder" og er "parkeret" på overførselsindkomster og dermed er "udenfor", så skal der en endda overordentlig stærk psyke og viljestyrke til at mobilisere et aktivt og engageret liv. De færreste mennesker er i besiddelse af en sådan vilje og overskud. Hertil kommer at de lave ydelser fra det offentlige og manglende eller dårlige tilbud om opkvalificering, gør at det er endnu mere op ad bakke end det behøvede at være. Man skal heller ikke være blind for at den offentlige retorik har en undergravende og stigmatiserende virkning på mennesker som i forvejen føler at de er udenfor eller i bunden af hierarkiet. Man kunne lave en hel ordbog over den terminologi der anvendes til at fastholde billedet af "svage" og "stærke" i samfundet. Det ironiske er bare at det i høj grad er selve retorikken der er med til at skabe og fastholde mennesker i disse ofte forvrængede selvbilleder.
fredag den 4. februar 2011
tirsdag den 1. februar 2011
Gould og Richter om hinanden
Man kunne skrive et helt essay alene om det her videoklip som viser to af det 20. århundredes absolut største pianister. Noget af det jeg vil fremhæve er det ironiske i at Gould, som her viser sig lige så veltalende i ord som han var det ved klaveret, gør opmærksom på den forskel der er mellem pianister som stiller sig mellem de komponister de fortolker, og dem der ikke gør.
Det ironiske består i at Gould ved så mange lejligheder, sit geni til trods, har placeret sig selv i den første kategori. Selv om han som ingen andre var i stand til at få trukket alle elementer i en komposition frem og gjort dem tindrende klare (fx i Bach-fortolkningerne), er der næppe andre pianister der har sat sig så eftertrykkeligt på komponisterne at der ofte kun blev meget lidt tilbage af dem. Det skal dog siges at han aldrig gjorde det på en overfladisk, show off-agtig måde blot for at vise teknisk overlegenhed. Hans fortolkninger var bare i mange tilfælde så gouldske at han fjernede sig eftertrykkeligt fra det ideal han selv opstiller når han taler om Richter.
En anden form for ironi ved klippet er naturligvis den ironiske distance Richter selv har til Gould, som jo åbenbart ikke brød sig meget om Schubert (ligesom han heller ikke kunne lide Mozart), men måske er han her lidt for hård ved ham ("Schubert has nothing to do with what Gould said" og "He liked something in my performance but he is talking about me") for Gould beskriver egentlig meget flot hvordan Schuberts ornamenteringer og gentagelser for første gang gav musikalsk mening da han hørte Richter spille dem, dvs., som jeg forstår det, han nåede for første gang ind til en forståelse af hvad Schubert selv ville med sin musik.
søndag den 30. januar 2011
Et smukt liv
Et godt liv, hvad er det? Filosoffer har til alle tider været optaget af spørgsmålet om det gode liv, livet forstået som den korte tid der er forundt os mellem fødsel og død. De fleste religioner har til gengæld været mere optaget af det hinsides, ofte i en grad så det liv vi kender har været betragtet som en generalprøve på det liv der angiveligt skulle komme bagefter.
Det som optager mig er imidlertid kun det liv jeg kender og kan observere, det flygtige tidsspand jeg bevæger mig igennem indtil mørket og glemslen igen omslutter mig. Eller det som hverken er lys eller mørke eller omfattet af tiden, sådan som myterne fremstiller det.
Det gode liv er et liv i godhed. Det er det første jeg vil byde ind med. Og i stedet for at diskutere hvad godhed er, vil jeg bede om at man mærker efter og lytter til alle ordets implikationer. Det er ellers let at tale om godhed som noget relativt. Hvad der er godt i den ene situation er det ikke i den anden. Og så er der tossegodhed som politikerne gerne refererer til når de vil forsvare terrorlovene: "Vi må jo ikke være tossegode". Vi skal ikke altid vende den anden kind til.
Men alt det ændrer måske ikke afgørende ved hvad det vil sige at leve et liv i godhed. Og så kan man spørge om det ikke er farisæisk at tale om godhed på den måde? Som noget der kan kultiveres. Vi kan ikke gøre os selv gode - gennem handlinger fx - al godhed kommer fra Gud. Siger de kristne i hvert fald.
Andre religioner mener derimod at godhed nok kan opøves. I buddhismen er det fx blevet til et veritabelt træningsprogram. Her kan man trinvis og forbavsende systematisk blive et bedre menneske. At det endelige formål så er at sætte sig helt ud over både godt og ondt og dermed sætte en stopper for videre genfødsler er en anden sag.
Hvis man ser bort fra de forskelle, kan de fleste religioner - og også sekulære ideologier - blive enige om at godhed handler om en eller anden grad af uselviskhed. Altså jo mindre egoisme, jo større godhed.
Men det er måske ikke så præcis en karakteristik som det lyder. For der er mange eksempler på at mennesker tilsidesætter sig selv og for såvidt er helt uselviske, samtidig med at de gør en masse skade. Jeg tænker på mennesker som er behersket af ideologier eller religiøse forestillinger. Man kan selvfølgelig altid diskutere om det i dybere forstand er uselviskhed, som fx når nogen helt optændt af en sag - religiøs, politisk eller noget andet - forsøger at omvende andre til den samme tro. De gør det i den bedste mening og uden tanke på sig selv, men alligevel er det en form for overgreb. Og det har i hvert fald ikke meget med godhed at gøre.
Det er altså ikke "nok" at være uselvisk for at være god. Og slet ikke nok til det gode liv. Eller man kan måske hævde at det at være uselvisk godt nok er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse. Godhed er et bredere begreb.
Nu vil jeg så komme med en anden tese. Det gode liv er også et smukt liv. Her er der heller ikke tale om direkte sammenfald. Jeg vil hævde at det smukke liv omfatter andet og mere end godhed, hvorimod godhed er helt indeholdt i det smukke liv. Der findes med andre ord ingen godhed som ikke også er smuk, mens det smukke liv tilføjer en dimension til godheden, en æstetisk dimension kunne man næsten sige.
Når jeg skelner sådan, er det fordi jeg ser godhed som et moralsk (men ikke moraliserende) begreb, hvor det smukke liv i hvert fald på det umiddelbare plan også omfatter moralsk set værdineutrale elementer. Det kunne være at tage vare på sin krop og sin sundhed ved blandt andet at respektere den fine balance den indgår i med sig selv og omgivelserne, og ikke nedbryde den før tid med diverse giftstoffer som tobak, alkohol eller stoffer.
Der ligger intet moralsk i det. Det er alene fordi mennesket bliver smukkere i sin livsførelse og i sin fremtræden ved ikke at være under påvirkning af forskellige stoffer som forstyrrer kroppen og sindets naturlige harmoni.
Godhed handler derimod om hvordan vi behandler andre levende væsener: mennesker, dyr, planter og økosystemet som helhed. Men godhed er stadig et underbegreb til det smukke liv, så vores måde at være på over for alt levende er også i høj grad bestemmende for om vi kan siges at leve et smukt liv.
Vi har generelt en alt for stor tro på at vi er produkter af kultur og ikke natur. Det har mange uheldige konsekvenser. En af dem er kulturrelativismen, en tro på eller respekt for at forskellige kulturer er lige meget værd. En anden er det modsatte, en tro på at én bestemt kultur har fundet den rigtige måde at leve på. Begge ekstremer er lige misvisende. Kulturen er aldrig et spejlbillede af hvad der er godt for os. Et muligt bedre svar ligger i vores DNA, selv om man heller ikke skal blive fundamentalistisk omkring det, da det også er i konstant og kaotisk udvikling. Det er bare næppe en udvikling der har så meget ved vores kulturelle fernis at gøre.
Jeg tror det er vigtigt at gøre sig fri af kulturens svøbe, ganske vist anerkende at den eksisterer, men udvikle et distanceret og frem for alt kritisk forhold til den. Det er her det gode eller smukke liv begynder, i kritikken, i negationen - hvilket naturligvis ikke er det samme som negativ kritik, men derimod en manglende blind accept af dogmer og traditioner.
Derfor, når nogen siger, vi er en kristen kultur, vi har haft kristendom i 1000 år og derfor skal vi værne om den del af vores kulturarv, kunne svaret lige så godt være at så har det jo haft sin tid. Alder er ikke i sig selv noget kvalitetsstempel. Livet udspiller sig nu. Der er ingen af os der er 1000 år gamle, og selv om det er udmærket og lærerigt at studere kulturarven, ændrer det ikke noget ved at vi må tage kritisk stilling til vores liv som det er lige her og nu. Derfor anerkender jeg slet ikke dogmet om at vi må vide noget om vores kultur for at vide hvem vi er. Vi kan ikke lære hvem vi er ved at studere endsige indoptage kulturen. Det eneste vi kan lære noget om er hvilke fordomme vi er blevet udstyret med gennem vores opvækst i den pågældende kultur.
Det smukke liv er derfor en via negativa, en negativ vej, kritisk, vågen, men alligevel, eller netop derfor, stærkt modtagelig over for alt nyt.
En mulig indvendig kunne være om selve tanken om det smukke liv, godhed og omsorg for alt levende ikke også bare er dogmer eller ligefrem ideologier. Det er rigtigt at det kunne sådan ud, men for mig er det smukke liv det som bliver tilbage i analysen, det som udkrystalliserer sig fra negationen. Det er ikke noget man i virkeligheden kan sætte på formel, da det flytter sig hele tiden. Derfor kan det heller ikke ophøjes til ideologi eller målsætning. Men det er også netop det som gør det smukt.
Det som optager mig er imidlertid kun det liv jeg kender og kan observere, det flygtige tidsspand jeg bevæger mig igennem indtil mørket og glemslen igen omslutter mig. Eller det som hverken er lys eller mørke eller omfattet af tiden, sådan som myterne fremstiller det.
Det gode liv er et liv i godhed. Det er det første jeg vil byde ind med. Og i stedet for at diskutere hvad godhed er, vil jeg bede om at man mærker efter og lytter til alle ordets implikationer. Det er ellers let at tale om godhed som noget relativt. Hvad der er godt i den ene situation er det ikke i den anden. Og så er der tossegodhed som politikerne gerne refererer til når de vil forsvare terrorlovene: "Vi må jo ikke være tossegode". Vi skal ikke altid vende den anden kind til.
Men alt det ændrer måske ikke afgørende ved hvad det vil sige at leve et liv i godhed. Og så kan man spørge om det ikke er farisæisk at tale om godhed på den måde? Som noget der kan kultiveres. Vi kan ikke gøre os selv gode - gennem handlinger fx - al godhed kommer fra Gud. Siger de kristne i hvert fald.
Andre religioner mener derimod at godhed nok kan opøves. I buddhismen er det fx blevet til et veritabelt træningsprogram. Her kan man trinvis og forbavsende systematisk blive et bedre menneske. At det endelige formål så er at sætte sig helt ud over både godt og ondt og dermed sætte en stopper for videre genfødsler er en anden sag.
Hvis man ser bort fra de forskelle, kan de fleste religioner - og også sekulære ideologier - blive enige om at godhed handler om en eller anden grad af uselviskhed. Altså jo mindre egoisme, jo større godhed.
Men det er måske ikke så præcis en karakteristik som det lyder. For der er mange eksempler på at mennesker tilsidesætter sig selv og for såvidt er helt uselviske, samtidig med at de gør en masse skade. Jeg tænker på mennesker som er behersket af ideologier eller religiøse forestillinger. Man kan selvfølgelig altid diskutere om det i dybere forstand er uselviskhed, som fx når nogen helt optændt af en sag - religiøs, politisk eller noget andet - forsøger at omvende andre til den samme tro. De gør det i den bedste mening og uden tanke på sig selv, men alligevel er det en form for overgreb. Og det har i hvert fald ikke meget med godhed at gøre.
Det er altså ikke "nok" at være uselvisk for at være god. Og slet ikke nok til det gode liv. Eller man kan måske hævde at det at være uselvisk godt nok er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse. Godhed er et bredere begreb.
Nu vil jeg så komme med en anden tese. Det gode liv er også et smukt liv. Her er der heller ikke tale om direkte sammenfald. Jeg vil hævde at det smukke liv omfatter andet og mere end godhed, hvorimod godhed er helt indeholdt i det smukke liv. Der findes med andre ord ingen godhed som ikke også er smuk, mens det smukke liv tilføjer en dimension til godheden, en æstetisk dimension kunne man næsten sige.
Når jeg skelner sådan, er det fordi jeg ser godhed som et moralsk (men ikke moraliserende) begreb, hvor det smukke liv i hvert fald på det umiddelbare plan også omfatter moralsk set værdineutrale elementer. Det kunne være at tage vare på sin krop og sin sundhed ved blandt andet at respektere den fine balance den indgår i med sig selv og omgivelserne, og ikke nedbryde den før tid med diverse giftstoffer som tobak, alkohol eller stoffer.
Der ligger intet moralsk i det. Det er alene fordi mennesket bliver smukkere i sin livsførelse og i sin fremtræden ved ikke at være under påvirkning af forskellige stoffer som forstyrrer kroppen og sindets naturlige harmoni.
Godhed handler derimod om hvordan vi behandler andre levende væsener: mennesker, dyr, planter og økosystemet som helhed. Men godhed er stadig et underbegreb til det smukke liv, så vores måde at være på over for alt levende er også i høj grad bestemmende for om vi kan siges at leve et smukt liv.
Vi har generelt en alt for stor tro på at vi er produkter af kultur og ikke natur. Det har mange uheldige konsekvenser. En af dem er kulturrelativismen, en tro på eller respekt for at forskellige kulturer er lige meget værd. En anden er det modsatte, en tro på at én bestemt kultur har fundet den rigtige måde at leve på. Begge ekstremer er lige misvisende. Kulturen er aldrig et spejlbillede af hvad der er godt for os. Et muligt bedre svar ligger i vores DNA, selv om man heller ikke skal blive fundamentalistisk omkring det, da det også er i konstant og kaotisk udvikling. Det er bare næppe en udvikling der har så meget ved vores kulturelle fernis at gøre.
Jeg tror det er vigtigt at gøre sig fri af kulturens svøbe, ganske vist anerkende at den eksisterer, men udvikle et distanceret og frem for alt kritisk forhold til den. Det er her det gode eller smukke liv begynder, i kritikken, i negationen - hvilket naturligvis ikke er det samme som negativ kritik, men derimod en manglende blind accept af dogmer og traditioner.
Derfor, når nogen siger, vi er en kristen kultur, vi har haft kristendom i 1000 år og derfor skal vi værne om den del af vores kulturarv, kunne svaret lige så godt være at så har det jo haft sin tid. Alder er ikke i sig selv noget kvalitetsstempel. Livet udspiller sig nu. Der er ingen af os der er 1000 år gamle, og selv om det er udmærket og lærerigt at studere kulturarven, ændrer det ikke noget ved at vi må tage kritisk stilling til vores liv som det er lige her og nu. Derfor anerkender jeg slet ikke dogmet om at vi må vide noget om vores kultur for at vide hvem vi er. Vi kan ikke lære hvem vi er ved at studere endsige indoptage kulturen. Det eneste vi kan lære noget om er hvilke fordomme vi er blevet udstyret med gennem vores opvækst i den pågældende kultur.
Det smukke liv er derfor en via negativa, en negativ vej, kritisk, vågen, men alligevel, eller netop derfor, stærkt modtagelig over for alt nyt.
En mulig indvendig kunne være om selve tanken om det smukke liv, godhed og omsorg for alt levende ikke også bare er dogmer eller ligefrem ideologier. Det er rigtigt at det kunne sådan ud, men for mig er det smukke liv det som bliver tilbage i analysen, det som udkrystalliserer sig fra negationen. Det er ikke noget man i virkeligheden kan sætte på formel, da det flytter sig hele tiden. Derfor kan det heller ikke ophøjes til ideologi eller målsætning. Men det er også netop det som gør det smukt.
mandag den 24. januar 2011
Utilsløret kynisme
Det er sjældent man møder en så utilsløret, ja næsten ligefrem og selvfølgelig kynisme som den beskæftigelsesminister Inger Støjberg lagde for dagen i gårsdagens TV-Avis. Indslaget handlede om at asylansøgere arbejder sort for 15 kr i timen for at supplere de statsgaranterede 2000 kr de har at leve for om måneden. Denne i de flestes øjne nok ikke særlig fyrstelige timeløn er oven i købet ifølge vurderinger på vej ned fordi der jo ikke er nogen nedre grænse for hvor meget man kan udnytte denne samfundsgruppe. Alligevel blev det af beskæftigelsesministeren betegnet som "groft socialt bedrageri" og "...vi skal ikke være til grin for vores egne penge". Nej, det er sandelig også undergravende for hele systemet hvis nogen skulle komme uretmæssigt og helt uden at betale skat til 15 kr i timen, og hun er derfor "parat til at kigge på hvor langt vi kan gå på det her område". Der skal altså sættes hårdt ind, kan man forstå.
Jeg må indrømme at jeg var lidt paf. Var det virkelig forargelse der lyste ud af hende over at mennesker på samfundets bund arbejder for en slavelignende løn, og vel at mærke forargelse rettet mod arbejdstagerne og ikke arbejdsgiverne? Ikke med et eneste ord nævnte hun de mennesker der ansætter og udnytter asylansøgere til denne usle løn. Her var ingen forargelse at spore, og journalisten gjorde desværre heller ikke meget for at stille spørgsmål der kunne lede hendes tanker i den retning. Det var lige før det var surrealistisk at være vidne til.
mandag den 16. marts 2009
Børn som "legetøj"
Søren Krarup mener at mennesker som lever i registreret partnerskab, altså bøsser og lesbiske, ikke skal have lov at adoptere børn, fordi det går imod naturens orden. I hans øjne er børn bare "legetøj" for disse par fordi de ikke fra naturens hånd er skabt til at få børn sammen og dermed ikke forbundet i hvad han kalder et "skæbnefællesskab" med dem. Børn er ikke noget man vælger, men noget der bare kommer - forudsat at parret er en mand og en kvinde - i den form de nu kommer, hvorefter man, ja, netop må tage dem som de kommer. Det var vist nogenlunde de synspunkter Søren Krarup gav udtryk for i dagens P1-debat med Simon Emil Ammitzbøll.
Ud over at selve ordet "legetøj" er groft nedvurderende over for homoseksuelles nøjagtig lige så berettigede ønsker om at få børn, så halter logikken i Søren Krarups argumentation på i hvert fald ét afgørende punkt. Søren Krarup har, som han også gav udtryk for, ikke noget imod adoption som sådan, hvis det bare er et "rigtigt" forældrepar, altså en mand og en kvinde, der får den bevilget. Med andre ord, hvis et "rigtigt", af Gud indstiftet, ægtepar, er i den ulykkelige situation at de ikke kan få børn, er det åbenbart i orden at de adopterer et.
Man kan spørge hvor meget mere skæbnefællesskab der er i det end hvis et homoseksuelt par adopterer et barn. Hvor meget mindre er der tale om et valg når det barnløse, men "rigtige", par ønsker at blive forældre for et barn der ikke er deres?
Søren Krarup blander tingene sammen. Hvis han skal være konsekvent og loyal over for sit synspunkt om naturens orden og det han kalder skæbnesfællesskabet, må han gå imod adoption som sådan, uanset kønssammensætningen.
I Søren Krarups optik er et parforhold, og det forstår han som ægteskab, mellem mand og kvinde den nødvendige (og tilstrækkelige?) betingelse for godt forældreskab. Alle andre kriterier som kunne have betydning for barnets udvikling, lades ude af betragtning. Og det til trods for at han gerne vil give udseende af at tage hensyn til barnets tarv. Børn er jo, som han siger, ikke legetøj.
Det er ellers ikke svært at forestille sig følgende to scenarier, det ene hvor et barn vokser op hos et bøssepar som stimulerer det på alle måder, følelsesmæssigt, intellektuelt og kunstnerisk så det får en god og harmonisk start på tilværelsen, og det andet hvor det må henslæbe tiden, indtil det kan flytte hjemmefra, i en "sund' kernefamilie bestående at to dysfunktionelle, ukærlige og stridende, men absolut regelrette heteroseksuelle individer som tilfældigvis har fundet hinanden og avlet et barn efter en glad aften i byen. Hvad er mest legetøj i den forbindelse?
Jeg ved godt hvilken af de to familier jeg selv ville vælge at vokse op i hvis jeg havde et valg. Men som det kristne menneske Søren Krarup er, mener han netop ikke at vi skal vælge, men derimod overlade alt til Gud. For Gud ved jo bedst hvad der er godt for menneskene. På den anden side har han jo også givet os fornuften og evnen til at skelne. Hvorfor ikke bruge den her?
Ud over at selve ordet "legetøj" er groft nedvurderende over for homoseksuelles nøjagtig lige så berettigede ønsker om at få børn, så halter logikken i Søren Krarups argumentation på i hvert fald ét afgørende punkt. Søren Krarup har, som han også gav udtryk for, ikke noget imod adoption som sådan, hvis det bare er et "rigtigt" forældrepar, altså en mand og en kvinde, der får den bevilget. Med andre ord, hvis et "rigtigt", af Gud indstiftet, ægtepar, er i den ulykkelige situation at de ikke kan få børn, er det åbenbart i orden at de adopterer et.
Man kan spørge hvor meget mere skæbnefællesskab der er i det end hvis et homoseksuelt par adopterer et barn. Hvor meget mindre er der tale om et valg når det barnløse, men "rigtige", par ønsker at blive forældre for et barn der ikke er deres?
Søren Krarup blander tingene sammen. Hvis han skal være konsekvent og loyal over for sit synspunkt om naturens orden og det han kalder skæbnesfællesskabet, må han gå imod adoption som sådan, uanset kønssammensætningen.
I Søren Krarups optik er et parforhold, og det forstår han som ægteskab, mellem mand og kvinde den nødvendige (og tilstrækkelige?) betingelse for godt forældreskab. Alle andre kriterier som kunne have betydning for barnets udvikling, lades ude af betragtning. Og det til trods for at han gerne vil give udseende af at tage hensyn til barnets tarv. Børn er jo, som han siger, ikke legetøj.
Det er ellers ikke svært at forestille sig følgende to scenarier, det ene hvor et barn vokser op hos et bøssepar som stimulerer det på alle måder, følelsesmæssigt, intellektuelt og kunstnerisk så det får en god og harmonisk start på tilværelsen, og det andet hvor det må henslæbe tiden, indtil det kan flytte hjemmefra, i en "sund' kernefamilie bestående at to dysfunktionelle, ukærlige og stridende, men absolut regelrette heteroseksuelle individer som tilfældigvis har fundet hinanden og avlet et barn efter en glad aften i byen. Hvad er mest legetøj i den forbindelse?
Jeg ved godt hvilken af de to familier jeg selv ville vælge at vokse op i hvis jeg havde et valg. Men som det kristne menneske Søren Krarup er, mener han netop ikke at vi skal vælge, men derimod overlade alt til Gud. For Gud ved jo bedst hvad der er godt for menneskene. På den anden side har han jo også givet os fornuften og evnen til at skelne. Hvorfor ikke bruge den her?
fredag den 13. marts 2009
Pedersen
Abdul Wahid Pedersen er uden tvivl et sympatisk menneske og en god demokrat. Derfor vrider hans sig også som en ål hver gang han er nødt til at udtale sig på sin religions vegne, og det må han jo i sagens natur som imam gøre, konstant og ikke mindst i alle medier.
Problemet er bare at han har en meget dårlig sag. Islam er ikke just kendt for at være demokratisk, men snarere teokratisk, så derfor løber den gode mand hele tiden ind i problemer han kunne have undgået hvis han ikke havde valgt at blive muslim, fx problemer med at tage entydig afstand fra visse dele af shariaen så som stening som straf for utroskab. Som han siger "Så hvor forfærdelig strafformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den" og "Hvis jeg tog afstand fra stening, ville jeg melde mig ud af islam". Det skulle han måske overveje.
I P1-debatten i dag var Pedersen igen ude i et ærinde hvor han måtte sno sig. Anledningen er udgivelsen af Sherry Jones' 'Medinas juvel', en roman som både beskyldes for at fornærme og lovprise islam, afhængig af øjnene der ser den. Den handler om Muhammed og hans ni-årige hustru Aisha.
Pedersens problem med bogen er, som jeg forstår det, ikke så meget dens indhold, altså om den gengiver islam på den ene eller den anden måde, men mere hvordan muslimer har tænkt sig at reagere på den. Han ser ingen grund til at tage chancer og udgive en bog der måske skaber spændinger og social uro. Så hvorfor ikke bare lade være?
Men der er jo netop kernen i problemet. Er det bogens fejl at den forårsager en måske ukontrollabel situation, eller er det de religiøse følelser der er kommet på vildspor? Det kunne jo også være at problemet ligger i religionen selv, eller den måde den fortolkes på, når følelserne så ofte ligger uden på tøjet hos en del af de mennesker der praktiserer den.
Hvis man går til den anden yderlighed inden for religioner, især buddhismen, finder man intet der ville kunne ophidse gemytterne på den måde som det sker i islams navn. Årsagen er at der ikke er noget der skal forsvares. Der er heller ikke nogen gud eller noget skriftsted man skal stå til ansvar for. Det er ikke muligt at kæmpe for noget eller mod nogen i Guds navn, da det ville være absurd i forhold til selve grundlaget, idet der kun findes det enkelte individs kamp med sig selv, og det højere mål ikke er et eller andet løfte om paradis, men blot udfrielsen fra en endeløs række af genfødsler, altså en slags intethed.
Når man melder sig ind i en religion, sådan som Pedersen har gjort det, er man nødt til at acceptere 'hele pakken'. Sådan udtrykker han det faktisk. Men i det aner man også et svagt tiltag til oprør mod i hvert fald dele af pakken. Han bryder sig faktisk ikke om disse barbariske straffe. Naturligvis. Intet menneske ved sine fulde fem gør det. Men de er indstiftet af Gud og dermed en del af pakken, og så har Han nok sine grunde til det. Pedersen er ikke nået til det punkt hvor han tænker at der måske er noget galt med pakken som helhed når den rummer så uspiselige elementer.
For mig at se er det et udtryk for hvad rodløshed og søgen efter identitet kan føre til. Religioner, eller hovedparten af dem, tilbyder en falsk form for tryghed, som de tilmed tager sig rigtig godt betalt for. Som initieret bliver man tvunget til at deponere ikke alene sin kritiske fornuft, men også desværre noget af sin menneskelighed. Der er ganske vist mange pragmatiske og delvis sekulariserede kristne, muslimer osv. som vælger at tage selvstændig stilling og kun udvælge dele af pakkerne, men de gør det mere på trods end på grund af de religioner de føler de tilhører. Ingen religioner har endnu kunnet beskyldes for at opfordre til kritisk tænkning.
For mange år siden følte jeg mig stærkt tiltrukket af buddhismen i dens sydlige form (Theravada-buddhismen) fordi jeg fandt at dens filosofi havde klangbund i mit eget sind. Jeg overvejede endda at melde mig ind i ordenen. Men jeg kunne ikke forlige mig intellektuelt med hverken loven om karma eller teorien om genfødsel, så jeg valgte at holde mig udenfor. Hvis jeg havde meldt mig ind, ville jeg også have følt at jeg skulle acceptere 'hele pakken', i hvert fald udadtil, og den form for hykleri kunne jeg ikke leve med. Det til trods for at buddhismen, i hvert fald i den form, overhovedet ikke er nogen religion i traditionel forstand, men snarere en livsfilosofi, en lære om kroppen, sindet og bevidstheden foruden et hav af meditationsteknikker. Der var ikke mange kameler at sluge, idet man kunne sammensætte sin egen variant af buddhismen nærmest efter behag. Men der var altså alligevel nogle grundlæggende forestillinger om mekanikken i tilværelsen som jeg var uenig i, eller som jeg ikke fandt dokumenteret, og det gjorde at buddhismen kun forblev en midlertidig inspirationskilde.
Jeg tror man skal lære kunsten at nulstille sin viden om verden og hele tiden begynde forfra. Hver dag. Uden at leve på dogmer om hvordan verden er skruet sammen. Tilværelsen er pr. definition usikker, og det samme gælder det der kommer efter den, om end det med meget stor sandsynlighed ikke er noget som helst. Det eneste man kan gøre er at lære at tackle denne usikkerhed eller utryghed på en værdig måde. Til sidst vil man måske opdage en egen skønhed i den og finde tryghed i utrygheden.
Den løsning som religionerne tilbyder er til gengæld ikke værdig, men et surrogat. Der er ingen fremtid for menneskeheden i de forklaringsmodeller religionerne opstiller fordi de ikke tager udgangspunkt i hvad mennesker rent faktisk sanser og oplever i deres liv og i deres bevidsthed, men i religiøse dogmer og læresætninger. Mange mennesker har ganske vist såkaldte religiøse erfaringer eller ligefrem åbenbaringer, men de kan alle føres tilbage til et ikke-religiøst grundlag, til processer i hjernen der bestemt ikke har meget med Vorherre at gøre.
Se også: Stening står ikke til diskussion
Problemet er bare at han har en meget dårlig sag. Islam er ikke just kendt for at være demokratisk, men snarere teokratisk, så derfor løber den gode mand hele tiden ind i problemer han kunne have undgået hvis han ikke havde valgt at blive muslim, fx problemer med at tage entydig afstand fra visse dele af shariaen så som stening som straf for utroskab. Som han siger "Så hvor forfærdelig strafformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den" og "Hvis jeg tog afstand fra stening, ville jeg melde mig ud af islam". Det skulle han måske overveje.
I P1-debatten i dag var Pedersen igen ude i et ærinde hvor han måtte sno sig. Anledningen er udgivelsen af Sherry Jones' 'Medinas juvel', en roman som både beskyldes for at fornærme og lovprise islam, afhængig af øjnene der ser den. Den handler om Muhammed og hans ni-årige hustru Aisha.
Pedersens problem med bogen er, som jeg forstår det, ikke så meget dens indhold, altså om den gengiver islam på den ene eller den anden måde, men mere hvordan muslimer har tænkt sig at reagere på den. Han ser ingen grund til at tage chancer og udgive en bog der måske skaber spændinger og social uro. Så hvorfor ikke bare lade være?
Men der er jo netop kernen i problemet. Er det bogens fejl at den forårsager en måske ukontrollabel situation, eller er det de religiøse følelser der er kommet på vildspor? Det kunne jo også være at problemet ligger i religionen selv, eller den måde den fortolkes på, når følelserne så ofte ligger uden på tøjet hos en del af de mennesker der praktiserer den.
Hvis man går til den anden yderlighed inden for religioner, især buddhismen, finder man intet der ville kunne ophidse gemytterne på den måde som det sker i islams navn. Årsagen er at der ikke er noget der skal forsvares. Der er heller ikke nogen gud eller noget skriftsted man skal stå til ansvar for. Det er ikke muligt at kæmpe for noget eller mod nogen i Guds navn, da det ville være absurd i forhold til selve grundlaget, idet der kun findes det enkelte individs kamp med sig selv, og det højere mål ikke er et eller andet løfte om paradis, men blot udfrielsen fra en endeløs række af genfødsler, altså en slags intethed.
Når man melder sig ind i en religion, sådan som Pedersen har gjort det, er man nødt til at acceptere 'hele pakken'. Sådan udtrykker han det faktisk. Men i det aner man også et svagt tiltag til oprør mod i hvert fald dele af pakken. Han bryder sig faktisk ikke om disse barbariske straffe. Naturligvis. Intet menneske ved sine fulde fem gør det. Men de er indstiftet af Gud og dermed en del af pakken, og så har Han nok sine grunde til det. Pedersen er ikke nået til det punkt hvor han tænker at der måske er noget galt med pakken som helhed når den rummer så uspiselige elementer.
For mig at se er det et udtryk for hvad rodløshed og søgen efter identitet kan føre til. Religioner, eller hovedparten af dem, tilbyder en falsk form for tryghed, som de tilmed tager sig rigtig godt betalt for. Som initieret bliver man tvunget til at deponere ikke alene sin kritiske fornuft, men også desværre noget af sin menneskelighed. Der er ganske vist mange pragmatiske og delvis sekulariserede kristne, muslimer osv. som vælger at tage selvstændig stilling og kun udvælge dele af pakkerne, men de gør det mere på trods end på grund af de religioner de føler de tilhører. Ingen religioner har endnu kunnet beskyldes for at opfordre til kritisk tænkning.
For mange år siden følte jeg mig stærkt tiltrukket af buddhismen i dens sydlige form (Theravada-buddhismen) fordi jeg fandt at dens filosofi havde klangbund i mit eget sind. Jeg overvejede endda at melde mig ind i ordenen. Men jeg kunne ikke forlige mig intellektuelt med hverken loven om karma eller teorien om genfødsel, så jeg valgte at holde mig udenfor. Hvis jeg havde meldt mig ind, ville jeg også have følt at jeg skulle acceptere 'hele pakken', i hvert fald udadtil, og den form for hykleri kunne jeg ikke leve med. Det til trods for at buddhismen, i hvert fald i den form, overhovedet ikke er nogen religion i traditionel forstand, men snarere en livsfilosofi, en lære om kroppen, sindet og bevidstheden foruden et hav af meditationsteknikker. Der var ikke mange kameler at sluge, idet man kunne sammensætte sin egen variant af buddhismen nærmest efter behag. Men der var altså alligevel nogle grundlæggende forestillinger om mekanikken i tilværelsen som jeg var uenig i, eller som jeg ikke fandt dokumenteret, og det gjorde at buddhismen kun forblev en midlertidig inspirationskilde.
Jeg tror man skal lære kunsten at nulstille sin viden om verden og hele tiden begynde forfra. Hver dag. Uden at leve på dogmer om hvordan verden er skruet sammen. Tilværelsen er pr. definition usikker, og det samme gælder det der kommer efter den, om end det med meget stor sandsynlighed ikke er noget som helst. Det eneste man kan gøre er at lære at tackle denne usikkerhed eller utryghed på en værdig måde. Til sidst vil man måske opdage en egen skønhed i den og finde tryghed i utrygheden.
Den løsning som religionerne tilbyder er til gengæld ikke værdig, men et surrogat. Der er ingen fremtid for menneskeheden i de forklaringsmodeller religionerne opstiller fordi de ikke tager udgangspunkt i hvad mennesker rent faktisk sanser og oplever i deres liv og i deres bevidsthed, men i religiøse dogmer og læresætninger. Mange mennesker har ganske vist såkaldte religiøse erfaringer eller ligefrem åbenbaringer, men de kan alle føres tilbage til et ikke-religiøst grundlag, til processer i hjernen der bestemt ikke har meget med Vorherre at gøre.
Se også: Stening står ikke til diskussion
søndag den 8. marts 2009
Tro på tvivl
Biokemikeren Jesper Hoffmeyer omtalte i dagens 'Faglitteratur på P1' sin nye bog 'Tro på tvivl'. Det nye og interessante er at han mener at videnskaben, som ellers i sit grundlag bør være 'systematisk tvivlende', ikke altid tvivler nok på sit grundlag. Fx er darwinismen blevet til noget nær et dogme som der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Det betyder naturligvis ikke at evolutionslæren som sådan skal forkastes, eller at der skal åbnes op for at kreationisterne måske alligevel har ret, men kun at den må gå i rette med sig selv, altså bestandigt tvivle, på sit eget grundlag.
Men egentlig er der jo ikke noget nyt i den diskussion. Det er, som Hoffmeyer fremhæver det, velkendt at videnskaben også i en vis udstrækning forlader sig på 'tro', eller i hvert fald tillid, idet den jo anvender de fem sanser vi er udstyret med, foruden måleinstrumenter, til at kortlægge verden, og at alle disse redskaber er fejlbarlige. Desuden er der en tendens til at teorier bliver kanoniseret og bliver til paradigmer som det ikke er let at slippe af med fordi de giver selv trænede og kritisk tænkende forskere tunnelsyn. Mest kendt er det newtonske verdensbillede, som for videnskaben vel nærmest var uangribeligt, indtil det endeligt måtte vige for, eller modificeres af, det einsteinske. Det skal dog fremhæves at det faktisk netop var observationer der førte til at man måtte anse Newtons teorier for ikke helt ufejlbarlige.
Når Hoffmeyer siger at videnskaben ofte tvivler for lidt og fremstiller det som en begrænsning ved videnskaben som sådan, synes jeg at han overser at det jo faktisk ikke er er en fejl ved videnskaben eller dens metode, men mere et udtryk for fordomme hos dem der udøver den. Hvis videnskaben, eller dele af den, forholder sig ukritisk eller ligefrem fundamentalistisk til evolutionslæren, opfylder den jo netop ikke kravet til god videnskab, som er konstant at anfægte sig selv og sit grundlag, altså at tvivle.
Jeg synes dog han har en god pointe når han siger at videnskaben, især biologien har et problem hvis den forsøger at forklare hele det menneskelige erfaringsfelt gennem kroppen alene, uden at tage hensyn til at mennesker rent faktisk har en oplevelse af noget 'andet' som de ikke kalder krop, men fx sjæl. Ikke sådan at forstå at man skal bevare forestillingen om sjælen, men blot at trække sjælen ud af ligningen og efterlade kroppen sjælløs, er for reduktionistisk en tilgang. Der mangler en anden forklaringsmodel som videnskaben endnu ikke har kunnet sætte på formel. Ellers bliver det som at tro at man har en lødig vegetarisk ret hvis man bare fjerner kødet og nøjes med 'tilbehøret'. Mange tror det ganske vist, men paletten er langt større og mere farverig end som så, og det gælder nok også for de teorier om mennesket som vil komme fremover.
Men egentlig er der jo ikke noget nyt i den diskussion. Det er, som Hoffmeyer fremhæver det, velkendt at videnskaben også i en vis udstrækning forlader sig på 'tro', eller i hvert fald tillid, idet den jo anvender de fem sanser vi er udstyret med, foruden måleinstrumenter, til at kortlægge verden, og at alle disse redskaber er fejlbarlige. Desuden er der en tendens til at teorier bliver kanoniseret og bliver til paradigmer som det ikke er let at slippe af med fordi de giver selv trænede og kritisk tænkende forskere tunnelsyn. Mest kendt er det newtonske verdensbillede, som for videnskaben vel nærmest var uangribeligt, indtil det endeligt måtte vige for, eller modificeres af, det einsteinske. Det skal dog fremhæves at det faktisk netop var observationer der førte til at man måtte anse Newtons teorier for ikke helt ufejlbarlige.
Når Hoffmeyer siger at videnskaben ofte tvivler for lidt og fremstiller det som en begrænsning ved videnskaben som sådan, synes jeg at han overser at det jo faktisk ikke er er en fejl ved videnskaben eller dens metode, men mere et udtryk for fordomme hos dem der udøver den. Hvis videnskaben, eller dele af den, forholder sig ukritisk eller ligefrem fundamentalistisk til evolutionslæren, opfylder den jo netop ikke kravet til god videnskab, som er konstant at anfægte sig selv og sit grundlag, altså at tvivle.
Jeg synes dog han har en god pointe når han siger at videnskaben, især biologien har et problem hvis den forsøger at forklare hele det menneskelige erfaringsfelt gennem kroppen alene, uden at tage hensyn til at mennesker rent faktisk har en oplevelse af noget 'andet' som de ikke kalder krop, men fx sjæl. Ikke sådan at forstå at man skal bevare forestillingen om sjælen, men blot at trække sjælen ud af ligningen og efterlade kroppen sjælløs, er for reduktionistisk en tilgang. Der mangler en anden forklaringsmodel som videnskaben endnu ikke har kunnet sætte på formel. Ellers bliver det som at tro at man har en lødig vegetarisk ret hvis man bare fjerner kødet og nøjes med 'tilbehøret'. Mange tror det ganske vist, men paletten er langt større og mere farverig end som så, og det gælder nok også for de teorier om mennesket som vil komme fremover.
Abonner på:
Opslag (Atom)