tirsdag den 25. september 2012

Tungmetaller i drikkevandet

I Danmark er vi normalt ret stolte over vores rene drikkevand, og i modsætning til mange andre lande kan vi drikke vandet direkte fra hanen. Med mellemrum konstateres ganske vist ved kontrolmålinger overskridelser af grænseværdier for pesticider og mikroorganismer, navnlig legionella og colibakterier, og vandboringer må lukkes eller forbrugerne bliver bedt om at koge vandet eller hente det andre steder, men generelt kan man stole på at det vand der kommer ud af hanen er godt og rent - eller kan man?

Et er jo at vandet er rent når det forlader vandværket, men hvordan ser det ud, og især hvordan måler det, når det har været gennem et langt rørsystem med materialer som PVC og et utal af forskellige metallegeringer? Hvad afgiver disse materialer til vandet af stoffer som ikke er til gavn for eller måske ligefrem til skade for vores helbred?

Der findes flere videnskabelige undersøgelser af emnet, og jeg vil her især fremhæve tre rapporter om metalafgivelse til drikkevandet udarbejdet af Force Technology i samarbejde med Miljøstyrelsen. Disse rapporter er kommet i perioden 2001 - 2006 og bygger på forsøgsopstillinger med forskellige typer af metaller og legeringer, som anvendes i dag, og med vand fra en række vandværker med varierende sammensætning, især mht. hårdhed. Rapporterne er meget detaljerede, men den overordnede konklusion er at flere legeringer i mange tilfælde afgiver metaller til vandet, navnlig det problematiske bly og nikkel, i så store mængder at det langt overskrider grænseværdierne. Når vi taler rør, er der desværre ikke meget man kan gøre ved det andet end at vælge rustfri stålrør i en god kvalitet hvis man vil være nogenlunde sikker på at undgå metalafgivelse til drikkevandet. Ellers er det under alle omstændigheder en god idé at lade vandet løbe nogle sekunder inden man tapper af det.

For armaturernes, blandingsbatteriernes, vedkommende er det mere kompliceret da langt de fleste armaturer, selv de VA-godkendte, indeholder legeringer som potentielt kan være til fare for sundheden. Selv efter indførelsen af det skrappe RoHS-direktiv i 2006, er det stadig tilladt at tilsætte bly til messingen for at den kan forarbejdes mekanisk, og der er ingen grænse for hvor meget der må tilsættes så længe det vand der løber igennem overholder grænseværdierne for bly. At dette desværre ikke altid er tilfældet, viser de målinger Force Technology har foretaget. Det samme gælder nikkel som anvendes i forkromingsprocessen. I mange tilfælde kan konstateres alt for høje værdier af nikkel fordi metallet er i direkte kontakt med vandet.

Den eneste producent af armaturer, som indtil videre har taget konsekvensen af denne uholdbare situation og har fremstillet en 'bæredygtig' vandhane, er firmaet Zeromix som helt undlader at anvende bly i deres messinglegeringer. Firmaet reklamerer også med at det har udviklet en metode hvorved nikkel og krom ikke kommer i kontakt med eller kan overføres til vandet.

Kilder:

onsdag den 7. marts 2012

Væren som accidentiel egenskab

At noget er til i stedet for ikke at være det, har optaget filosofferne i lang tid. Hvad vil det sige at noget er til? Kan det overhovedet stilles op meget dualistisk som et enten eller? Eller er det måske bare en særlig egenskab ved bevidstheden, at den klassificerer noget som værende til, og ikke et grundvilkår ved universet? Og er universet så overhovedet selv til?

I stedet for at opfatte det at noget er til som et enten eller, kunne man måske tale om at egenskaben at være til, er en særlig farve bevidstheden antager, en blandt mange mulige.

Idealisterne mener traditionelt at verden er min bevidsthed, verden bliver simpelthen til gennem bevidsthed, og det er ikke muligt at tale om at være til uden gennem 'mig'. Omvendt mener realisterne at verden også vil være der helt uden nogen bevidsthed til at opfatte den.

Men der kunne også tænkes en anden fortolkning af det samme, som ikke tolker verden som hverken helt bevidsthedsafhængig eller - uafhængig. Det kunne være ved at verden får 'farve' af at være til gennem bevidstheden, hvilket altså betyder at den godt kan være til i en eller anden form uafhængig af bevidstheden - vi ved bare ikke hvordan - men at selve den tolkning, at være til, er en modus i bevidstheden, så at det vi ved om at være til, eller den måde at være til på vi kender, kun sker gennem bevidstheden.

Hvilket åbner op for en ikkedualistisk tolkning af eksistensen. Noget kan godt være til i forskellige former, hvor der ikke er tale om tilstandsformer for den samme eksistens, men varianter af eksistensen som sådan. Billedligt set kunne det svare lidt til at gøre det muligt at være 'lidt gravid' i stedet for det sædvanlige enten eller, dog med det forbehold at det ikke nødvendigvis drejer sig om en gradvis forøgelse eller formindskelse af eksistensen, men om noget helt andet som slet ikke kan beskrives inden for rammerne af væren eller ikkeværen.

torsdag den 22. december 2011

Tomhed og livsfylde


Blandt de ting der til stadighed optager mig er religion, og navnlig hvordan vi finder mening i en verden uden religion, hvis en sådan skulle opstå. Med mening tænker jeg især på hvad det er der skaber livsglæde eller livsfylde, alt det som fylder vores liv så meget at det aldrig føles tomt, selv ikke i de stunder hvor det tilsyneladende ikke har nogen retning, men bare 'er'. Den mere organiserede religionsdyrkelse har hidtil udfyldt den plads i mange menneskers liv, men meget tyder på den er på tilbagetog eller bliver afløst af andre former for spiritualitet. 

Dette er ikke nødvendigvis noget fremskridt set fra et åndsevolutionsmæssigt synspunkt, da der som oftest er tale om discountudgaver af de etablerede religioner, en slags quick fix for fortravlede mennesker, og den form for åndelig medicin på recept er kun en symptombehandling, den når ikke ned i sindets dybder hvor den virkelige transformation finder sted. Desuden er det som oftest en medicin producenterne tager sig godt betalt for. De spirituelle købmænd falbyder deres varer på et marked i vækst, så priserne på åndelige forbrugsgoder er støt stigende, og det er svært at se nogen ende på det da den åndelige armod er nøjagtig lige så grænseløs.

At det forholder sig sådan, behøver ikke komme som nogen overraskelse. Tiden er nemlig fattig på alt det som generationer har vidst skaber åndelig rigdom. Egenskaber som ydmyghed og enkel levevis er ringeagtede, har ingen status, men det var netop dem der tidligere ansås for en forudsætning for at kunne møde det guddommelige, i hvilken form det nu end var man tilbad det. 

I dag handler alt om at profilere sig selv så meget som muligt. At være synlig og allerhelst kendt for bare et eller andet, er for mange blevet et væsentligt livsindhold, og de færreste sender tanker i retning af ydmyghed. Det er tvivlsomt om ordet overhovedet ville blive forstået og ikke bare forvekslet med ydmygelse og underkastelse. Men hvor ydmygelse og underkastelse blot er egoets forlængelse i en ny retning, er ydmyghed synonymt med dets opløsning.

Ydmyghed, i sin rene form, er måske den mest udfordrende, mest krævende og samtidig mest forløsende egenskab der overhovedet findes i et menneskeliv. De fleste ville sige at kærligheden står over alt, går forud for alt, men kærlighedens søster, hvis ikke dens mor, er ydmygheden. Ydmyghed er selve kærlighedens væsen eller forudsætning, og man kan til enhver tid kende kærligheden på ydmygheden, mens det omvendte ikke nødvendigvis er tilfældet. Kærligheden bliver vi stopfodret med alle vegne, men ydmygheden står ikke altid ved dens side, og dog, når vi ser den, er vi ikke i tvivl, hverken om ydmygheden selv eller om dens faste ledsager, kærligheden.

Hvor ydmygheden er en egenskab der går stik imod tidsånden og til dels er uforståelig for 'moderne' mennesker, har det enkle liv, som er en anden af de gamle klosterdyder, været  lettere at markedsføre, og derfor sælges den nu også som små pakker, for alt hvad man finder på i dag, også selv om man ikke selv har fundet på det, skal sælges, da det er godt for både en selv og samfundet at tjene penge, og jo flere jo bedre. Det enkle liv, simple living, tilbydes derfor i form af kurser, ofte sammen med mindfulness, som er en anden ældgammel praksis der aldrig tidligere er blevet slået mønt af, og det hele bliver brugt til 'empowerment' af både dem der udbyder kurserne, og dem der modtager dem. De bliver nu rustet til igen at møde hverdagens mange udfordringer uden at gå ned med stress. De bliver 'omstillingsparate' og 'i stand til at holde mange bolde i luften ad gangen'. De bliver også bedre kolleger, venner eller kærester fordi de har fået løftet deres stresstærskel så markant.

Hele denne øgede effektivitet og smidighed i personligheden kan igen omsættes i karriere, højere løn og bedre forbrugsmuligheder, og på den måde er gammel livsvisdom ved et trylleslag blevet forvandlet til noget i og for sig letfordøjeligt og frem for alt instrumentelt. Det som før var et mål i sig selv, er nu i alt væsentligt et middel til at bringe en i princippet endnu længere væk fra det der var den oprindelige tanke med disse bærende idéer.

For som nævnt er det enkle liv, som mål i sig selv, i virkeligheden ringeagtet. Det enkle liv er noget man flirter lidt med fordi man godt ved at man er på sikker afstand af det. Man kan gå ind og ud af det som man vil. Det er sådan en slags ferie man tager fra hverdagen, man lader op med et spirituelt fix og er klar igen. Hvis man derimod var tvunget af ydre omstændigheder til at leve et enkelt liv, ville man hurtigt miste status og føle at man var havnet i en mangelsituation, både materielt men først og fremmest mentalt, fordi så stor en del af bevidstheden og identiteten hænger på ydre ting og på hvordan man fremstår over for omverdenen. Det enkle liv har kun status når man ved at det er et tilvalg.

Det skal naturligvis ikke lyde som om der ikke er et oprigtigt ønske hos mange om at forenkle deres liv, og nogle forsøger sikkert også at realisere det i det daglige. Man skal bare ikke glemme at det enkle liv først og fremmest er en sindstilstand. Det handler ikke kun om at rydde op i sine ting og skille sig af med et par stykker af dem eller skære ned på overflødige aktiviteter, hvilket alt sammen kan være udmærket, men om at sindet har sluppet sit tilhørsforhold til tingene og i stedet for at føle tomhed og afmagt over for det, er helt opfyldt af sin egen væren. Det er det jeg kalder livsfylde, og det er en fylde der er opstået fordi der er blevet plads til den. Der er ikke længere nogen identitetskerne som tingene kan gravitere i retning af og sanseindtryk, tanker og følelser kan uhindret strømme igennem uden at blive blokeret af fordomme, vanetænkning og de sædvanlige konflikter som de giver næring til.

Man kunne forledes til at tro at det er en ganske vist behagelig, men trods alt passiv tilstand, men den er tværtimod essensen af al kreativitet, og netop den giver plads for alle mulige aktiviteter og livsudfoldelse. Og jo mere sindet lærer sig selv at kende og bliver 'nøgent', jo mere slipper det helt spontant tilhørsforholdet til overflødige ting på det ydre plan. For livet er til enhver tid kun et spejl af sindet.

Med det in mente er det også let at se hvordan det enkle liv er uadskilleligt fra ydmyghed. Der findes ingen anden ydmyghed end den hvor sindet er nøgent og blottet for sig selv, og det nøgne sind fører uundgåeligt i retning af et enklere liv, fordi alt andet ganske enkelt forekommer meningsløst. Det som før syntes tomt, er nu fuld af liv og begejstring, og det som før øvede så stor tiltrækning, er nu tomt og goldt. 

Det kan sammelignes med udviklingen fra barn til voksen. Som barn kunne man lege i timevis med legetøj man som voksen har svært ved at se meningen med. Det har mistet sin magi for en voksen. På samme måde kan mange af de ting vi kender miste deres magi for os for kun at blive afløst af en højere magi, hvis man kan udtrykke det sådan. 

Men der er en væsensforskel. Den nye magi opstår kun gennem en form for aflæring. Der vil ikke længere være noget der er givet eller skal tages for givet. Alt er kun foreløbigt og klar til at blive testet. Den kritiske, årvågne bevidsthed bliver en livsform. Der er ikke tale om en ny religion, men om en tilstand af permanent dekonstruktion. Eller man kan udtrykke det sådan at sindet er gennemført agnostisk, ikke i den bløde form vel at mærke, at 'der findes måske alligevel et eller andet' fx en gud eller et evigt liv, eller en 'jeg udelukker ikke noget'-holdning, men den hårde variant hvor sindet vitterligt er helt nøgent og uvidende og ikke alene kan forliges med den tilstand, men elsker den, da den er selve essensen af det at kunne være helt åben og modtagelig over for tilværelsens mysterium. For mysteriet må godt være der. Det er endda helt i orden at der ikke er nogen mening med tingene, eller at der ikke er nogen eller noget der har lagt alt til rette for os. Livsfylden er ikke afhængig af tid eller retning.

tirsdag den 20. december 2011

Sindets rubato og de nye højopløsningformater

Vi er seende dyr, ikke hørende, og slet ikke lyttende. I hvor høj grad det er tilfældet, kan man se afspejlet i sproget. På engelsk siger man 'I see', når man vil tilkendegive at man har forstået noget, og det samme i øvrigt på dansk, fx 'det kan jeg godt se'. Det siger man uden at synet overhovedet er involveret andet end på et eller andet mentalt plan. Hvis man derimod siger 'det kan jeg godt høre' eller 'jeg hører hvad du siger', vil man sjovt nok ofte tilkendegive det modsatte, nemlig at man har hørt hvad der blev sagt, men man har ikke forstået, eller man vil ikke forstå det. Alt det viser at synet optræder med en vis dominans over for hørelsen.

Det afspejles også i vores forbrugsvaner. Et moderne tv kan vise billeder i højopløsningsformat, men den lyd der kommer ud af apparatet har sjældent samme niveau. Så kan man ganske vist koble et stereoanlæg eller surround sound på og få en ofte lidt forstørret udgave af virkeligheden med bulder og brag, men det ændrer ikke så meget ved at at de fleste stiller sig tilfreds med at få gengivet lyd, især musik, på en måde som ligger meget langt fra hvordan tingene faktisk lyder. Tolerancen over for dårlig lyd er langt større end over for det visuelle i form af billeder og film. Hvis farver og opløsning på et billede ikke er perfekt, vil det straks blive bemærket og måske påtalt, mens begrænsninger i frekvensområde, opløsning, overtoner og dynamik i musikgengivelsen i de fleste tilfælde bliver accepteret uden videre.

Musik fylder ellers meget i mange menneskers hverdag. De fleste har en iPod de hører musik på gennem nogle små øretelefoner der kun på en rudimentær måde gengiver hvad der sker i musikken. Og hjemme i stuen står der typisk en meget stor fladskærm, mens det på lydsiden kun er blevet til et minianlæg på reolen sammen med et par diminutive højttalere.

Hvorfor er det interessant? Det er det hvis man er dybt engageret i musik og i gengivelsen af den, for så spørger man uvilkårligt sig selv hvad den prioritering skyldes. Er svaret så enkelt at det bare er fordi vi får langt flere informationer ind gennem øjnene end gennem ørerne og derfor er mere kritiske med nøjagtigheden af den information? Eller er det måske fordi vi er bedre til at kompensere for det vi ikke hører ved at lægge noget til oplevelsen og på den måde fylde hullerne ud? Måske er det sådan at når det handler om et musikalsk udtryk, så kan dette formidles med meget få bits af information, forudsat at det er stærkt nok og at sindet er tunet ind på det så at sige.

Det kan sammenlignes med et maleri, som måske er så abstrakt at det kun antyder motivet, men til gengæld er udtrykket så stærkt at det straks præges i sindet. Der skabes så at sige en direkte forbindelse mellem maleriet og sindet som nærmest synes at bypasse øjnene. Lidt på samme måde som det musikalske udtryk i en gammel monooptagelse, der måske er gengivet på en køkkenradio, kan virke ualmindelig stærkt og gå direkte ind i sindet og således næsten trodse de fysiske love, for der er jo stort set ingen auditiv information tilbage set i forhold til at man sad i stue med musikerne.

Kunsten kan altså også skabe denne direkte forbindelse gennem antydninger. Forskellen er at musikken gør det hele tiden. Det er dens væsen. Et fotografi eller en almindelig film har ikke det potentiale, og derfor er vi mere krævende over for den information eller bitmængde der bliver præsenteret.

Alt det fritager nu ikke iPod'en med de elendige øretelefoner for ansvar. Både formatet, typisk MP3 og og det udstyr der gengives på, yder ikke musikken som helhed meget retfærdighed. Der mangler ganske enkelt for meget information, og den der er tilbage, er ofte forvrænget og direkte uspiselig. Men den tilfredsstiller et formål. Den for den enkelte bruger nødvendige information bliver trods alt kanaliseret fra mediet over i modtageren og forvandlet til oplevelser. Og i mange tilfælde er det 'nok'.

Men der mangler alligevel noget. 16 bit cd-formatet, som vi har levet med i 30 år, har længe været næsten enerådende som reference for lyd, selv om de gamle analoge LP'er var mere tro over for hvordan tingene faktisk lyder i virkeligheden, ganske enkelt fordi de har højere opløsning. At høre cd'er er som at zoome ind på digitale billeder. Man ender med at se firkanter. På samme måde mangler den sidste opløsning på cd. Den er måske nu ved at komme igen med de nye 24 bit højopløsningsformater, men typisk er det et nicheprodukt som kun en lille del af befolkningen er opmærksom på eller efterspørger. Man kan håbe at det vinder mere udbredelse, og at det ikke igen bliver laveste fællesnævner der går af med sejren. Musikken fortjener det - også selv om vores hjerner er så formidable til at kompensere og fylde huller ud.

søndag den 18. december 2011

Vi er kræmmersjæle

Selvfølgelig kan det betale sig at arbejde. Altid. Også uden løn. Eller helst uden løn. For arbejdet bærer lønnen i sig selv. Men det skal være meningsfuldt arbejde, og det må enhver selv have lov at definere hvad er. 

I min utopi - og sådan en har man jo lov at have - er der ingen der får løn for at arbejde. Men alle får lommepenge af staten. Ubetinget - no strings attached. Det kedelige og nedslidende arbejde, enten findes det ikke længere eller man deles om det - solidarisk. Mennesker er solidariske af natur, men bliver skolet til at være kræmmersjæle der skal sælge sig selv dyrest muligt. Således er vi ikke andet end usle kræmmere over for hinanden, vi køber og sælger hinanden og vores ydelser, hvor vi i virkeligheden bare burde være medmennesker.

Det anses for at være ædelt at tjene 'sine egne penge' (hvilket i sig selv er noget sludder) ved at gå på arbejde, men er det ikke mere ædelt at gøre dette arbejde gratis eller aflevere en langt større del til staten som så til gengæld deler solidarisk ud til alle? Ville det ikke væve mennesker tættere sammen? Det er jo trods alt et samfund vi lever i og ikke kun en stat.

Hvornår er noget et arbejde? Det er der i virkeligheden ingen der kan give et tilfredsstillende svar på. I nogen kulturer kan man nøjes med at sidde under et træ og meditere og 'arbejde for verden'. I den anden ende af skalaen finder man mennesker som arbejder på en måde så man var bedre tjent med at de ikke arbejdede. Også selv om de arbejder 60 timer om ugen og betaler meget i skat.

Derfor må enhver selv finde ud hvordan han eller hun bedst kan bidrage med sit talent og sin virkelyst til samfundet. Og enhver må gøre det i fuldstændig frihed og af egen drift. Kreativitet og livsglæde trives kun i frihed.

Jeg mener ikke der er fare for at samfundet ville bryde sammen hvis man tog det sidste og afgørende skridt i udviklingen af velfærdssamfundet ved at sikre borgerne en økonomisk grundtryghed og -frihed. Der er god grund til at antage at langt de fleste ville yde mere end de behøvede, fordi det nu engang er menneskets natur at være social og ansvarsbevidst. Der er naturligvis undtagelser, men de dukker så sandelig også op under den nuværende samfundsorden, og måske i endnu højere grad fordi systemet stimulerer eller favoriserer usolidarisk eller ligefrem egoistisk adfærd.


lørdag den 17. december 2011

Beviset for at der ikke findes evigt liv?

Hvis man anlagde fuldstændig de samme kriterier i en bevisførelse for at der er et liv efter døden som man anvender i videnskaben, ville man med stor sikkerhed sige at det er en hypotese som er slået fejl.

Når man opstiller videnskabelige hypoteser, er det altid med baggrund i observationer, og ofte fordi observationerne strider mod hvad man ellers har observeret. Det er netop den diskrepans der er et vigtigt led i hypotesedannelsen.

Et første og afgørende kriterie i den videnskabelige metode er at der anvendes direkte sanseiagttagelse af fænomenerne, dvs. enhver hypotese er understøttet af og skal til stadighed verificeres gennem sanserne: syn, hørelse, osv., eller indirekte gennem sanserne i kraft af instrumentmålinger. Det hedder empiri og er et grundlæggende træk i videnskabelig bevisførelse.

Et andet vigtigt kriterium er at de forsøg eller iagttagelser der skal verificere hypotesen skal kunne gentages uden at de strider mod tidligere iagttagelser.

Et tredje kriterium er at selve hypotesen skal være af en sådan art at den kan falsificeres. Det skal i teorien være muligt at finde modeksempler der kan afkræfte teorien. Netop af den årsag gælder fx Gud ikke som en gyldig hypotese, da man aldrig vil kunne finde afgørende bevis eller evidens for at Gud ikke eksisterer.

Som det kan ses er empirisk videnskab ikke en lære om 'sandheder', men om endnu ikke afkræftede hypoteser. Det er kun i religionen man finder sandheder. Det nærmeste videnskaben kommer en sandhed er 'den analytiske sandhed' i logikken, men den giver til gengæld ingen information om verden.

Min påstand er nu at livet efter døden er en hypotese der er gyldig i den forstand at den kan falsificeres. I hvert fald hvis man forstår liv som vi kender det. Livet kan iagttages med sanserne, og det kan også med sanserne iagttages når livsfunktionerne ophører. Derudover kan man med forskelligt måleudstyr afgøre om en organisme er levende eller ej. Vi må her til stadighed erindre om at det er livet som vi kender det og kan iagttage det og ikke et eller andet helt ukendt fænomen. Inden for denne afgrænsede, men alligevel tilstrækkelige definition er livet efter døden en gyldig hypotese der kan afkræftes.

Og afkræftet, det bliver den. Hver eneste dag har vi evidens for at det er en teori der ikke holder. Vi kan iagttage, altså verificere, dette med vores sanser, og teorien lever derfor også op til vores første kritierium om verifikation, og ydermere kan denne verifikation gentages, idet vi lige så ofte vi vil kan iagttage det samme fænomen, nemlig at livet ophører uden at komme tilbage, og ingen af vores iagttagelser har hidtil givet os anledning til at drage denne iagttagelse i tvivl. Derfor opfylder vi også vores andet kriterium om at 'forsøget' skal kunne gentages. Det kan det, men også dette efterlader ingen tvivl om at hypotesen om et liv efter døden ikke holder. Den strider ganske enkelt mod vores iagttagelser, og vel at mærke iagttagelser som er helt på linje med dem videnskaben anvender hver eneste dag.

mandag den 12. december 2011

Prof. Götz Werner om basisindkomst




Her er virkelig en mand, der kan tænke ud af boksen. I løbet af 12 minutter præsenterer han flere visionære idéer for en videreudvikling af velfærdsstaten, end det samlede Folketing har formået i årtier.

For bare at nævne et par ting: Idéen om selvforsørgelse er i højtudviklede og specialiserede samfund som vores ikke tidssvarende, da ingen i praksis lever helt og holdent af egen produktion. Arbejdsdelingen er total og global, og det burde i stedet hedde 'fremmedforsørgelse', fordi vi alle forsørger hinanden på kryds og tværs. Dernæst hans 'kopernikanske vending' af forholdet mellem arbejde og indkomst. Det er lønnen, der er forudsætningen for arbejdet og ikke omvendt. Selve arbejdet kan slet ikke gøres op i penge. Med andre ord, vi er nødt til at have en indtægt for at kunne arbejde, vi arbejder ikke for at skaffe os en indtægt. Ethvert menneske har ret til et udbetalt eksistensminimum som det grundlag tilværelsen, herunder arbejdet, kan udfolde sig på. Arbejdet er til gengæld det felt, hvor vi udfolder os kreativt og udlever vores drømme, men der kan ikke sættes værdi på det - det er 'unbezahlbar'.

Samtidig er en basisindkomst, ifølge Götz Werner, den eneste måde, hvorpå man kan opfylde den tyske grundlovs artikel 1.1, der siger, at 'menneskets værdighed er ukrænkelig'. Kun gennem en basisindkomst kan man sikre menneskets værdighed, fordi det er det eneste, der garanterer reel frihed. En anden god pointe, som han fremfører, er at vi har en tendens til at opfatte os selv som grundlæggende forskellige fra alle andre. Når man fx spørger folk, der er bange for at ingen ville arbejde, hvis de var sikret et eksistensminimum, om de selv ville holde op med at arbejde, så svarer langt de fleste, at det kunne de ikke drømme om!