Det umulige sker hele tiden

onsdag den 25. maj 2011

Ærgelse

Det undrer mig altid når folk siger at man ikke skal ærgre sig over ting der er sket, for hvornår skal man ærgre sig hvis ikke bagefter?

Tjener ærgelsen et formål? Kan der være noget konstruktivt i at ærgre sig, eller kan man nøjes med at konstatere at noget gik galt og så forsøge at rette op på det i fremtiden? Spørgsmålet er om ærgelsen er en uvedkommende eller ligefrem destruktiv følelse der har det med at ledsage bevidstheden om ting man mener burde være gået anderledes. Eller om den tværtimod er med til opbygge en særlig viljestyrke og beslutsomhed med henblik på at ændre på tingenes tilstand.

Altså, hvis man ærgrer sig tilstrækkelig grundigt og omhyggeligt, så vil dette føre til at man akkumulerer tilstrækkelig modvilje over for at gentage ting man ikke burde have gjort eller tilstrækkelig motivation til at gøre ting man rent faktisk skulle have gjort. 

Man kan selvfølgelig også ærgre sig over hændelser man slet ikke har haft nogen indflydelse på, men en sådan ærgelse er det svært at se noget formål med.

Et strejf af ærgelse er sikkert gavnligt hvis man skal sparke sig selv i gang - bare man ikke bliver hængende i følelsen. Ideelt set skulle man være i stand til bare nøgternt at konstatere at man handlede forkert ved at handle eller handlede forkert ved ikke at handle, men vi har det med at minde os selv en tid efter om at det ikke gik som det skulle, og det er det vi normalt kalder ærgelse. Den efterfølgende påmindelse er muligvis vigtig, medmindre vi formår at se vores handling eller ikkehandling med en sådan styrke eller kraft at vi spontant ændrer kurs, hvorefter vi ikke længere er de samme som vi var før. Og så er der ikke længere nogen grund til at ærgre sig.

Ingen kommentarer: