Synkronicitet

Enhver der færdes på cykel på øde veje, som jeg gør næsten hver dag, ved at det usandsynlige indtræffer med så insisterende selvfølgelighed at det næppe kan være en tilfældighed, men må være bestemt af eller andet, forsynet måske. Men som det ubønhørligt rationelle og ugudelige menneske jeg er, kan jeg ikke få mig selv til at tro at noget, skæbnen eller for den sags skyld Vorherre, har lagt noget som helst til rette for mig, og det uanset om det handler om noget ganske trivielt eller om livsforandrende begivenheder såsom at møde den eneste ene, hvad der for mange ikke føles så tilfældigt som det jo i virkeligheden er. Mennesker har det med at forveksle forudbestemthed med den række af trivielle årsager der har ført frem til det de opfatter som noget helt unikt.

I den trivielle afdeling af usandsynligheder, som virker så nøje tilrettelagte at man kunne fristes til at tro at nogen eller noget må stå bag, er at jeg altid, eller sådan føles det, kan være sikker på at de to eneste biler jeg møder på min øde vej, er to modkørende der passerer mig netop i det øjeblik jeg selv skal passere en stor vandpyt, som igen sandsynligvis er den eneste jeg møder på hele strækningen. Jeg er til gengæld ret overbevist om at hvor usandsynligt det end forekommer mig at være, er det noget alle cyklister kan nikke genkendende til. Det er med andre ord helt normalt og dagligdags.

Forklaringen er formentlig ret ligetil. Vi lægger mest mærke til begivenheder der har betydning for vores liv, selv når det gælder vandpytter man ikke bare kan køre udenom. Alle andre konstellationer af modkørende biler end dem der er ud for os, er ikke relevante, men er for så vidt lige så enestående og betydningsfulde. Det samme tænkte jeg da Jupiter og Saturn for nylig stod næsten oven i hinanden på nattehimlen. Ikke siden 1226 havde man kunnet observere et tilsvarende fænomen. Alligevel er alle andre konstellationer formentlig lige så sjældne. Vi tillægger dem bare ingen betydning. Jung kaldte den slags meningsgivende sammenfald eller tilfældigheder for synkronicitet.

Jeg skriver det her i respekt for de upåagtede, men ikke desto mindre enestående hændelser og måske også for at tage lidt af glansen af synkroniciteten, af alt det vi tillægger større betydning end det måske kan bære. Ved på den måde at udvide vores opmærksomhed fra et snævert felt af tillagt mening til et langt større rum af potentiel mening, vil vi måske blive bedre til at iagttage hvert øjebliks fylde og umistelige værdi. Det sker, når jeg passerer nogen på gaden, at jeg tænker at jeg formentlig aldrig vil møde den person igen. Jeg kan så vælge at være ret ligeglad, og det må jeg da indrømme at jeg som oftest er, men jeg kan også vælge at se det som en enestående begivenhed, måske endda med en følelse af tab. Samme tanke kan jeg få når jeg iagttager et lille insekt der kravler hen over jorden i al ubemærkethed. Det er også en form for synkronicitet, om end i latent form, for det insekt er til i verden, og nu også i min verden, og selv om det ikke har umiddelbar mening for mig, har det værdi. Jeg kalder det intrinsisk værdi, og hvad det er, vil jeg skrive om en anden gang.