Det umulige sker hele tiden

torsdag den 24. marts 2011

Den vågnende bevidsthed

Går det frem eller tilbage for verden? På to punkter, der af en eller anden grund har betydet meget for mig, er der i hvert fald fremskridt af spore. Rygning er så småt ved at bliver udfaset, ikke globalt, så dog i store dele af den vestlige verden, og blyet er kommet ud af benzinen. Det sidste skete i Danmark i 1994 uden den helt store mediebevågenhed. Men for mig var det en næsten skelsættende begivenhed.

Mit had til biler, som har levet sit eget næsten uforstyrrede liv gennem alle årene, blev grundlagt allerede i mine unge år da jeg fandt ud af at de ud over at støje temmelig meget også bidrog med en snigende nervegift, tetraetylbly (TEL), som man senere har beregnet har kostet utallige børn i byerne nogle point i deres intelligenskvotient, idet børn er særlig sårbare over for bly og andre tungmetaller. En amerikansk undersøgelse jeg så på nettet, har med vanlig amerikansk sans for profit beregnet hvor meget det har kostet samfundet og den enkelte i tabt indtjening pga. lavere uddannelsesniveau eller karakterer. Men det mest chokerende er næsten at det fik lov at fortsætte så længe uden at der blev forsket i at udvikle andre og mindre farlige additiver. Det til trods for at stoffets toksikologiske profil havde været kendt i generationer.

Tetraetylbly som additiv til benzin blev første gang introduceret  af den amerikanske opfinder Thomas Midgley, i 1921. Han havde fundet ud af at det kunne forhøje benzinens oktantal og dermed motorens ydeevne. Det var dog ikke nogen helt let sag at få stoffet godkendt, da man ret hurtigt opdagede at  de folk der arbejdede med det ofte enten blev syge eller døde. Nogle fabrikker blev tilmed beordret lukket. Selv Midgley blev syg og måtte gennem en længere afgiftningsproces da han ved en pressekonference ville bevise hvor harmløst stoffet var ved at indånde det og hælde det ud over sine hænder.

Intens lobbyvirksomhed, delvis finansieret af blyindustrien, førte dog til at mulige alternativer, fx etanol, blev opgivet og efterhånden blev blyholdig benzin et globalt problem. Selv i dag kan man overalt i København finde forhøjede koncentrationer af bly i jorden, noget mange børnehaver har måttet tage højde for når de lader børnene lege ude. I visse tilfælde har man simpelthen måttet erstatte jorden med frisk muld eller sand.

Hvordan kan den slags overhovedet foregå? Og så gennem så lang tid? Et er at industrien kan have en profitmæssig interesse i at produktionen af de problematiske stoffer fortsætter længst muligt, og det uanset om det er tobaks- eller olieindustrien, men det har altid undret mig hvor lidt modstand der er i befolkningen over for én gang hævdvundne normer, uanset hvor irrationelle eller direkte sundhedsfarlige de er. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har hørt nogen beklage sig over bly i benzinen, heller ikke selv om de som bilister har deltaget aktivt i en type forurening der muligvis kunne ramme deres egne børn. Det var i hvert fald ikke en folkelig bevægelse der førte til udfasning af TEL i benzinen.

Den samme 'hensynsløshed' eller manglende omtanke gælder generationer af rygere som kritikløst har udsat deres omgivelser for passiv rygning. Enhver forsigtig indvending mod det blev tidligere enten ignoreret eller direkte latterliggjort. Hvis man åbnede et vindue, kunne man få at vide at rygeren ikke havde lyst til at blive forkølet. Nej, så hellere lade de andre dø af kræft. Det er svært helt at forstå det omfang af fortrængning der skal mobiliseres af ellers fornuftige mennesker for at de selv vil acceptere at genere andre mennesker på den måde og udsætte dem for sygdomsfremkaldende stoffer.

Hvordan med fremtiden, er der flere ting der trænger til at blive udfaset, og som der ikke findes nogen synderlig folkelig mobilisering til fordi majoriteten er lammet af vanens magt eller bare ikke reflekterer videre over tingene? Pesticider i landbruget er et af de oplagte svar. Der er en vågnende bevidsthed i dele af befolkningen, men det er et langt sejt træk. På den anden side er det umuligt at forestille sig at der vil være pesticider i landbruget på længere sigt. Bevægelsen i retning af et 100 procent økologisk landbrug er sat i gang og er efter min mening uafvendelig, dels pga. pesticidernes belastning af hele økosystemet, men også fordi der er en meget intens forskning i økologiske dyrkningsmetoder som efterhånden vil gøre økologi til et både indlysende og rentabelt valg både for producenter og forbrugere.

Andre bud på udfasning er støj, en anden af mine mærkesager. Der vil blive mere stille i fremtiden, mindre støj fra alskens maskiner og muligvis endda inde i folks hoveder. Det vil være en følge af både den teknologiske udvikling, men også af en vågnende erkendelse af stilhedens betydning for vores fysiske og psykiske velbefindende. Når den samlede mængde af stress i samfundet har nået en kritisk masse, vil mange mennesker spontant søge i retning af stilhed og måske et simplere liv, eller i hvert fald et liv med større fokus på det væsentlige. Det vil ikke komme som en bevidst strategi eller modebølge a la Simple Living-bevægelsen, men som et uafviseligt behov. Hvor der før var et behov der skulle tilfredsstilles i form af en endeløs række af ting og adspredelser, vil den mætningstilstand jeg taler om få flere og flere mennesker til at stoppe op og søge det jeg for nemheds skyld kalder stilhed, men som bedre kan karakteriseres som en ny måde at være til på. Den ydre stilhed vil afspejle og befrugte den indre og omvendt.

Men ligesom stilhed ikke er et totalt fravær af lyde på det ydre plan, men en overgang til hvad man kunne kalde kvalitetslyde, fx naturens egne lyde, er stilhed heller ikke på det indre plan ren og skær passivitet, men tværtimod en særdeles dynamisk størrelse som skaber forandring. Stilhed er jo netop fokus på det væsentlige og repræsenterer derfor øget opmærksomhed, kreativitet og læring.

Jeg kommer til at skrive meget mere om stilhed og mine erfaringer med den senere.

Ingen kommentarer: