Det umulige sker hele tiden

mandag den 15. december 2008

Klart nej til aktiv dødshjælp

Uanset hvad man kan mene er en ’værdig død’, er det ikke lægernes opgave at spille rollen som dødens engle og tillade dem, eller ligefrem uddanne dem i, aktivt at afslutte andre menneskers liv. Lægerne har allerede nu mange muligheder for at lindre uhelbredeligt syges lidelser eller opgive livsforlængende behandling, dvs. udføre det man kalder passiv dødshjælp. Men at tillade læger eller andre aktivt at bringe livet til ophør, er i mange henseender en moralsk glidebane.

For det første fører det lægernes rolle over for patienterne ind i en gråzone, hvis det nu er lægerne der skal udføre indgrebet, og det ville det jo efter al sandsynlighed blive (ellers er det om muligt en endnu mere skræmmende tanke). Det faktum at lægerne ikke længere entydigt var på livets side, ville uvægerligt have en afsmittende virkning på det generelle læge/patientforhold. Det er et forhold der bygger på tillid, en tillid til at lægerne kun er uddannet til at helbrede eller redde liv, eller, når der ikke længere er noget håb, at lindre den sidste tid. Med aktiv dødshjælp ville forholdet mellem læger og patienter blive mudret eller uklart. Er den læge jeg står over for med min uhelbredelige sygdom nu af den opfattelse at han eller hun lige så godt kan afslutte mit liv? Også selv om jeg måske hellere vil leve mine lidelser helt til ende.

Debatten rejser også en række spørgsmål om lægers uddannelse. Skal det være frivilligt om man vil uddanne sig til aktiv dødshjælper eller en obligatorisk del af lægers uddannelse? Det kunne i givet fald afholde en del fra at blive læger, og det i en situation hvor vi i forvejen har lægemangel. Og hvis det ikke skulle være en obligatorisk del af uddannelsen, men et tilvalg, hvad er det så for nogle læger der ville vælge den del af uddannelsen til? Vi kunne havne i en diskussion og en problematik der minder om den der står mellem om vi skal have en hær bestående af frivillige eller værnepligtige.

En anden gråzone ved indførelse af aktiv dødshjælp tegner sig i forholdet mellem den døende og de nærmeste og i videre forstand samfundet som helhed. Hvis aktiv dødshjælp bliver en mulighed, vil der let kunne komme en helt ny opfattelse af hvornår livet bør afsluttes, uanset hvad patienten selv mener om sagen. Det er ganske vist frivilligt om man vil lade lægen afslutte livet, men uhelbredeligt syge vil kunne komme til at føle sig under pres for ikke længere at ligge de nærmeste til last. Nu har de jo den mulighed at gøre en ende på det, så hvorfor ikke benytte den når der alligevel ikke længere er noget håb?

Aktiv dødshjælp vil i videre forstand også kunne påvirke hele forestillingen om hvad der er et værdigt liv og en værdig død. En værdig død kunne gå hen og blive synonymt med en aktiv afslutning på dette meningsløse liv. For hvor går grænsen for hvornår et liv er meningsløst, og hvem skal sætte den? Er det patienten selv eller det velmenende samfund som ikke længere ønsker at være vidne til al den lidelse?

’En værdig død’ er det argument man oftest hører fra almindelige mennesker der går ind for aktiv dødshjælp. Det argument forudsætter på en eller anden måde at et liv på eller andet tidspunkt kan ende med at blive uværdigt. En værdig død er altså synonymt med et uværdigt liv, et liv så lidelsesfuldt at det ikke længere giver mening at bevare det. Det er muligt at patienten selv føler at livet som hjælpeløs er uværdigt, men det kommer ikke sagen ved. Det afgørende er at ved at legalisere aktiv dødshjælp, blåstempler man potentielt nogle liv som uværdige. Det kan ikke være anderledes. Det er en uundgåelig konsekvens. At dette er endnu en moralsk glidebane, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig. Sporene fra de nazistiske eutanasiprogrammer skræmmer. Deres argumentation for aktiv dødshjælp fulgte nogenlunde de samme linjer. De ville også bare mindske folks lidelser.

Der findes i dag så mange muligheder for at lindre menneskers lidelser i den sidste fase af livet, samtidig med at ingen læger i dag foretager udsigtsløs behandling eller kunstigt forlænger livet, at der ikke kan argumenteres for aktiv dødshjælp med den begrundelse at livet ikke er værd at leve. Hvis man ville bruge det argument at livet er for lidelsesfuldt til at leves, vil mange andre kategorier end håbløst fysisk syge kunne komme i betragtning til aktiv dødshjælp. Mange med psykiske lidelser har det også så forfærdeligt at de måske gerne ville have en sprøjte der kunne gøre en ende på det hele. Men det ville aldrig blive accepteret i et moderne eutanasiprogram. Man kunne spørge hvorfor ikke, hvis begrundelsen er at man vil minimere folks lidelser. Hvis man vil hævde at en af begrundelserne for at indføre aktiv dødshjælp til fysisk syge er at de ikke er i stand til at gøre det selv, kunne man let opstille tænkte scenarier med psykisk syge som af den ene eller anden grund heller ikke formår at gøre det selv, men skal have hjælp til det. Ganske vist er forslaget om aktiv dødshjælp almindeligvis tænkt således at patienten skal være ved sine fulde fem og ikke lide af depressioner eller andre psykiske lidelser, men hvordan formår man at udskille det fysiske fra det psykiske hos uhelbredeligt syge mennesker hvis liv er fuld af lidelse?

At være uhelbredeligt syg er heller ikke altid en proces som patienten selv helt kan overskue forløbet af. Tidligt i forløbet vil hun måske komme til den konklusion at det kun kan gå én vej, og så er det bedre at afslutte det nu. Men på det tidspunkt ved hun ikke noget om de faser der er i sygdomsforløbet, eller hvilke nye erkendelser der kan opstå. Jeg udelukker den mulighed at der kan finde nogen helbredelse sted eller at der pludselig opstår en ny mulighed for behandling. Det er værd at tage i betragtning, men jeg vil begrænse argumentationen til de virkeligt uhelbredeligt syge, da det er dem det i første række handler om. Selv i de tilfælde kan forløbet muligvis tænkes at rumme noget uventet, måske ligefrem glimt af livskvalitet, eller i hvert fald en form for forsoning med tilværelsen og de vilkår den byder en. For mig at se er det parallelt med at den stærkt depressive, som ønsker at tage sit eget liv, ikke i den situation kan overskue at tilværelsen på et senere tidspunkt kan åbne op for helt nye muligheder der gør at livet kan føles værd at leve igen. Jeg er godt klar over at mennesker kan være så uhelbredeligt syge og hjælpeløst bundet til sengen at livskvalitet kan synes en fjern mulighed, men hjernen er et mirakuløst organ, og den kan ofte nå til nye erkendelser de mest usandsynlige eller uventede steder.

De argumenter jeg har fremført mod aktiv dødshjælp, er for mig nogle af de mest centrale. Jeg har endnu ikke hørt noget rimeligt argument til fordel for aktiv dødshjælp, i hvert fald ikke et som ikke samtidig har alvorlige bivirkninger. Aktiv dødshjælp ville, hvis det blev en realitet, føre samfundet ud på en moralsk glidebane; det er et forslag med klart fascistiske undertoner, idet det på sigt vil kunne føre til helt nye ’racerene’ normer for hvad der er og hvad der ikke er et godt liv.

1 kommentar:

Søren Rønhede sagde ...

Du har helt ret. Tænk at også Alternativet er hoppet på den aktive dødshjælp og afviser debat om spørgsmålet.