fredag den 15. februar 2008

CO2-forbrug giver prestige

Hvis man lagde to grafer oven på hinanden, den ene for CO2-forbrug og den anden for samfundsmæssig status, ville man formentlig finde at de var stort set sammenfaldende. Det giver status at være forbruger, og det giver endnu mere status at være storforbruger. Lad mig nævne nogle eksempler.

Det er velkendt at firehjulstrækkere er de mest miljøbelastende biler på markedet. Alligevel kan man dårligt sige andet end at de gennem et længere stykke tid har redet på en modebølge. Jeg ved ikke om den er for aftagende, men hvis den er, skyldes det sandsynligvis ikke en tiltagende respekt for miljøet eller den massive mediedækning af de globale CO2-problemer, men at enhver modebølge nu engang har sin tid.

Man kun undre sig over hvorfor dette fænomen slår igennem gang på gang, at miljøet bliver sorteper, også når det trodser enhver sund fornuft. Firehjulstrækkere i Danmark er en joke. Men en dårlig joke. Stort set ingen har brug for dem. Alligevel finder man nu disse landbrugsmaskiner overalt, selv midt inde i København, hvor de sikkert kører omkring 2 km på literen.

Alt det er velkendt. Men hvad værre er: det er langt fra et isoleret tilfælde. Langt ind i folksjælen er der en dyb og inderlig skepsis over for en øget miljøbevidsthed. Ganske vist stiger salget af økologiske varer, og mange hævder i hvert fald at miljø- og naturbeskyttelse betyder noget for dem. Men hver gang chancen er der for gøre oprør mod ’den politisk korrekte’ miljøadfærd, griber store dele af befolkningen begærligt efter den. Sådan kunne det i hvert fald se ud.

Hvis vi bliver i CO2-problematikken, kan man som det mest oplagte eksempel på denne trodsreaktion nævne hele Lomborg-sagaen, hvor mange mennesker med kyshånd tog imod det bevisligt fejlagtige budskab om at der var fred og ingen fare når det gjaldt menneskeskabte drivhusgasser. Til trods for at Lomborg stod over for en hel hær af forskere, som var eksperter i det han ikke selv var ekspert i, altså miljøspørgsmål, valgte mange at lytte til ham, for ikke at sige slet og ret ’tro’ på ham. Videnskab blev en trossag. Og et modelune. Det var sådan set ligegyldigt hvad videnskaben havde at sige, for folk havde ganske enkelt behov for at tro noget andet. Mange tørstede efter gode nyheder, især når det gjaldt miljøet, efter mange års 'sortsyn' og 'dommedagsprofetier', og det i en sådan grad at selv hvis dommedag vitterligt stod for døren (og det er der faktisk meget der tyder på, hvis man ser på klimaeffekterne), var der ikke mange der var villige til at tro på det.

Nu har økologien ganske vist efterhånden fået bidt sig fast, men det har været et langt sejt træk, og der er stadig mange som mener der er noget frelst over den. Det giver sig blandt andet udslag i ejendommelige udtalelser om at der sikkert bliver snydt med de økologiske varer, underforstået at de nok ikke er så økologiske alligevel, hvorfor det er mere 'sikkert' at købe konventionelle varer. Jeg plejer at svare om det så er bedre at købe varer hvor man er sikker på at blive snydt!

Men alt det er ikke meget anderledes end man har set det på andre områder hvor nye tiltag først er blevet latterliggjort, siden heftigt imødegået og til sidst generelt accepteret (jf. Schopenhauer). Tænk på rygning. Det er lige pludselig gået stærkt, ikke så stærkt godt nok som i andre lande, men i forhold til for få år siden, er der virkelig sket et skred i retning af at det er blevet uacceptabelt at ryge. Fra at man var til grin hvis man forslog folk at lade være med ryge i nærheden af en, er rygning nu bandlyst de fleste offentlige steder, og det ender sandsynligvis med at det bliver en praksis vi med en vis gysen ser tilbage på i lighed med andre af tidligere tiders barbariske skikke.

Noget lignende vil givetvis finde sted med det konventionelle landbrug. Det vil også blive fortid i den form vi kender det nu. Allerede nu forekommer det utidssvarende, og inden for en årrække vil anvendelse af gift i landbruget blive vurderet som en uacceptabel omkostning. Til gengæld kan jeg forestille mig at genteknologi i fremtiden vil komme til at spille en stor rolle for økologien. Konsekvenserne heraf er dog på nuværende tidspunkt umulige at forudse. Det kan både blive en velsignelse og en forbandelse eller begge dele.

Ingen kommentarer: