Det umulige sker hele tiden

onsdag den 13. februar 2008

Søren Krarup og renhedsbudet

For nogle dage siden hørte jeg Søren Krarup i et P1-program. Det er altid med en vis interesse at jeg lytter til ham, fordi jeg stort set er uenig med ham i alt, hvilket på en bekvem måde medvirker til at skærpe mine egne synspunkter og argumenter, idet jeg hele tiden bliver tvunget til at gøre klart for mig selv hvorfor jeg egentlig mener som jeg gør.

I betragtning af at han måtte dele tiden med en anden teolog er det egentlig ret forbløffende hvor meget han nåede at få sagt i løbet af udsendelsen om så forskellige emner som næstekærlighed, drivhuseffekt, biodiversitet og rygepolitik på Christiansborg.

I spørgsmålet om næstekærlighed gentog han sit velkendte synspunkt at det i kristendommen angiveligt skulle betyde kærlighed til den nærmeste, fx familien, og ikke medmennesket som sådan, uanset hvor det befinder sig, og i hvilket forhold det står til os. Med den udlægning har han med ét slag gjort lignelsen om den barmhjertige samaritaner meningsløs. Ganske vist siger Søren Krarup andetsteds at næstekærlighed er "øjeblikkets og situationens gerning så sandt som næsten er ham eller hende, jeg falder over på vejen", men pointen i historien er jo ikke at kærligheden blot omfatter dem jeg tilfældigvis møder på min vej, men at den også bør række ud til dem vi bryder os mindst om. Samaritanere var foragtede af jøderne, og derfor må det have virket provokerende på jødiske tilhørere at høre Jesus sige at det kun var samaritaneren der forbarmede sig over den forslåede mand. Med andre ord, vægten i historien ligger ikke på det arbitrære forhold at man befinder sig i samaritanerens fysiske nærhed, men at det gode i mennesket ikke har noget at gøre med om man er ’omskåret’ eller ej. Der er en dobbelthed i lignelsen. Den viser på én gang at kærligheden potentielt kan bo i et hvilket som helst individ, og den minder tilhøreren om den forhærdelse og fordomsfuldhed der stiller sig i vejen for hans egen kærlighed.

Det centrale tema i udsendelsen var imidlertid mere Krarups holdning til miljøspørgsmål, herunder blandt andet CO2-udledningen til atmosfæren. Interessant i den forbindelse var ikke så meget at han var kritisk over for om der overhovedet findes nogen nævneværdig menneskelig indflydelse på klimaet. Det har andre været før ham. Det bemærkelsesværdige var at nu hvor selv hårdnakkede optimister som Lomborg efterhånden har erkendt at mennesket påvirker klimaet i ugunstig retning, vælger Krarup at gøre det til en trossag. Han tror ganske enkelt ikke på den fortælling, men vælger en anden han synes bedre om, eller som bedre matcher de fordomme han i øvrigt har om verden. Åbenbart finder han det lettere at tro at et guddommeligt væsen har skabt vores klode end at stigningen af CO2-niveauet i atmosfæren skyldes menneskers indflydelse, til trods for at sidstnævnte er særdeles veldokumenteret og nyder konsensus blandt stort set alle denne verdens førende forskere inden for området.

Ganske vist indrømmede Krarup at han ikke vidste så meget om emnet, men det afholdt ham altså ikke fra at have en temmelig uforbeholden mening. For en mand som er vant til at arbejde med tro snarere end med facts er det måske ikke så underligt, men det er alligevel ejendommeligt at det er så svært for et sikkert ellers velbegavet menneske at fæste lid til solide forskningsresultater som bygger på evidens, hvorimod rene trosanliggender uden videre accepteres.

Krarup blev endvidere udfordret på spørgsmålet om biodiversitet. Det lod ikke til at bekymre ham synderlig meget at denne er for stærkt aftagende i Danmark, men han indrømmede dog at det ville være trist hvis der ikke længere fandtes så mange harer og andet vildt han kunne skyde, når han gik på jagt i Sønderjylland! Hver gang han udtalte sig om naturen, understregede han det ’brugsforhold’ mennesket har til den, og jeg fornemmede tydeligt den underliggende kristendomsforståelse af naturen som en indretning der er til for mennesket og mennesket som kronen på hele skaberværket.

Endelig fik Krarup også lige leveret en bredside mod den nye rygepolitik på Christiansborg. Han gjorde det hurtigt klart at det er fanatisk at forhindre folk i at ryge og understregede det ved at citere historien om den urene ånd der, efter at være blevet fordrevet fra en person, vender tilbage med syv andre endnu værre ånder og tager bolig i samme ’hus’, som nu er ’fejet og prydet’. Der ligger formentlig heri det det samme opgør Krarup altid har med alt hvad der er menneskeskabt (det ses fx også i hans opgør med menneskerettighederne), med andre ord, det udtrykker hans modvilje mod at mennesket gennem sine handlinger forsøger at gøre sig ’ren’ (det samme som Jesus havde imod jødernes renhedsbud og ritualer), fordi kun Gud kan rense mennesket (gennem syndernes forladelse).

Det forekommer mig at være en noget søgt forklaring på en meget enkel problemstilling. Igen handler det ikke om tro men om faktuelle forhold. Forskningen har vist at passiv rygning er skadelig, ja ligefrem livsforkortende. Desuden bør det vel være en menneskeret at have adgang til frisk luft, eller i hvert fald luft der ikke er direkte farlig. Men her kan Krarup naturligvis altid spille sit trumfkort ud og sige at han slet ikke anerkender begrebet menneskerettigheder!

Ingen kommentarer: