Det umulige sker hele tiden

mandag den 7. februar 2011

Mindfulness

I de senere år er kurser i 'mindfulness' blevet umådelig populære. Jeg var selv på kurser i mindfulness allerede i slutningen af 1970'erne, både i buddhistiske klostre på Sri Lanka og i England, samtidig med at jeg studerede de originale buddhistiske tekster på pali som er grundlaget for hele denne praksis.

'Mindfulness' er en oversættelse fra pali af et ord som hedder 'satipatthana' og refererer til en meditationsform som godt nok er grundlæggende for buddhistisk praksis, men langt fra den eneste. Det er også værd at bemærke at den kun er at betragte som et forstadie til en videregående praksis som kaldes 'vipassana'. Vipassana kan omtrentligt oversættes med 'fuld indsigt' og handler om hvordan den praktiserende kan lære at forstå og gennemskue hele tilværelsens opbygning, og her navnlig sindet og kroppen. Det ultimative mål med denne meditationsform er en udfrielse fra tilværelsens kredsløb forstået som den uendelige række af genfødsler som buddhismen mener alle levende væsener er underlagt qua deres karma.

Man kan også formulere det således at ved at gennemskue hvordan tilværelsen er opbygget og forholde sig indifferent iagttagende til den, kan man forhindre at ny karma dannes hvorved selve 'brændstoffet' til fortsat eksistens og genfødsel ikke længere er til stede. I de mere filosofiske udredninger at denne proces opfattes tilværelsen som en strøm af fysiske og pyskiske elementer med karmisk 'ladning'. Disse elementer har kun momentan eksistens, og intet overføres fra ét moment til et andet. Kun selve bevægelsen er virkelig, på samme måde som bølger bevæger sig hen over havoverfladen selv om vandet ikke flytter sig.

Dette forhold, at bevægelsen forårsages af diskrete elementer med momentan eksistens, elementer som er gensidigt betingede uden at der finder nogen stofoverførsel sted, har fået nogle skoler inden for buddhismen til at gå et skridt videre og betragte selve elementerne som substansløse eller uden 'essens'. Den gensidige betingning indebærer ifølge dem logisk set at disse elementer slet ikke kan opstå, idet A er afhængig af B og B afhængig af A. Intet opstår, og intet forgår, alle elementer er 'tomme' og i videre forstand er hele bevægelsen naturligvis også en illusion, ligesom alle de tilhørende begreber karma, samsara og nirvana er det, og udfrielsen bliver derfor mere et spørgsmål om at gennemskue det forhold at det hele er tomt og ikke så meget at observere de enkelte elementer.

Alt det bekymrer naturligvis ikke de moderne mindfulnessaktører anført af diverse terapeuter og psykologer. De tager hvad de kan bruge og lader resten ligge, og jeg må da indrømme at som pragmatisk og komplet irreligiøs observatør til dette nye, men altså også meget gamle, modefænomen, kan jeg ikke have nogen seriøse anfægtelser over at man forsøger at udkrystallisere de teknikker som har været anvendt i buddhistiske klostre i århundreder. Jeg synes bare at den ærværdige buddhistiske tradition skal have noget mere credit for det arbejde de trods alt har lagt i det. Man kunne kalde det en slags spirituel copyright. Og min lille digression omkring det filosofiske grundlag for buddhismen var mere tænkt som en påmindelse om hvad der var den oprindelige hensigt med de teknikker man nu øser så flittigt af. De har nemlig aldrig været tænkt som rene teknikker til at komme i balance og få ro i sindet så de daglige udfordringer kan klares. Det kan højst have været betragtet som en afledet effekt.

Et andet aspekt, som måske ikke er helt uvæsentligt, er det i buddhismen ufravigelige princip at al information og undervisning skal være frit tilgængelig og gratis. Derfor er dyre kurser i mindfulness nærmest i lige så høj grad en krænkelse af spirituel copyright som det forhold at man leverer et til dels forvrænget eller i hvert fald ukomplet billede af hvad der egentlig ligger i til grund for denne praksis.

Endelig kan der siges meget om selve teknikken. Den er i mine øjne kraftfuld, men heller ikke uden risici. Hvis man griber den forkert an, kan den med ret stor sikkerhed føre til forskellige former for neuroser. Det skyldes at der eksisterer en hårfin og for de fleste mennesker ukendt grænse mellem iagttagelse og styring. Udviklingen af en meget minutiøs opmærksomhed, som er en vigtig ingrediens i teknikken, rummer potentialet til en lige så minutiøs styring og indgriben i fysiske og psykiske tilstande der har bedst af at blive ladt i fred. De færreste mennesker formår klart at skelne mellem ren opmærksomhed på det plan der her er tale om og bevidst indgriben i til dels automatiserede processer.

Der er ingen tvivl om at det er overordentlig gavnligt at være opmærksom på sine fordomme, eller sin tilbøjelighed til at repetere gamle mønstre, men opmærksomhed på alle detaljer i hvordan et enkelt skridt forløber, hvordan man ruller hen over fodsålerne osv., som også er en del af den oprindelige buddhistiske praksis, kan måske bidrage til at øge en særlig form for selektiv årvågenhed, men skal nok ikke drives for vidt. Hvis man fx kører bil og er opmærksom på alle detaljer i hvordan man drejer rattet eller træder på speederen, kan det godt være at man ikke samtidig formår at være tilstrækkelig opmærksom på trafikken. Det er i hvert fald farligt at forlade sig på at opmærksomheden er universel.

Teknikken har sin styrke, eller svaghed, i at afdække hvad der sker på det plan vi tager for givet, men der er forskel på automatiserede processer. Nogle er gavnlige, andre mindre gavnlige. Hvis jeg reagerer negativt hver gang jeg ser en udlænding, kan det være en stor fordel at være opmærksom på hvorfor jeg gør det. Og selve opmærksomheden, vil få mig til at reagere mindre pr. automatpilot. Men nogle processer har det altså som nævnt bedst upåagtet. Det betyder selvfølgelig ikke at det ikke kan være interessant at iagttage dem. Man skal bare være meget, ja opmærksom på at man ikke griber bevidst ind så de mister deres flow og spontanitet. Det er en balancegang, og jeg er bange for at de fleste mennesker hurtigt mister balancen.

3 kommentarer:

Anita sagde ...

Du vægtlægger en del de ricici der er ved regelmæssig meditation, at man utilsigtet kan komme til at påvirke sit sind i en uheldig retning. Nu er det min erfaring at meditation er en meget nem teknik og på samme tid er det svært at meditere fordi man har svært ved at forstå hvad man skal gøre eller ikke-gøre når man sidder der og ja mediterer om man vil.
Men mon ikke det går godt for de fleste nogenlunde velafbalancerede mennesker at meditere i begrænset tid, sådan op til en time om dagen for eksempel?

Karsten Lieberkind sagde ...

Nu er meditation jo mange ting. Det jeg beskriver er en ganske bestemt teknik som går under navnet 'mindfulness' eller på pali 'satipatthana'. Målet med den er ikke blot en times fordybelse om dagen, men en total årvågenhed, hele døgnet rundt. Ideen er at den opmærksomhed man træner skal diffundere ud i alle aktiviteter og blive en del af ens bevidsthed som derved ændrer sig i retning af større generel og partikulær opmærksomhed. Jeg ser bare nogle problemer i teknikken, fordi den på overfladen godt nok ser simpel ud, men samtidig, hvis den ikke håndteres rigtigt, kan den medføre nogle ret alvorlige komplikationer. Mht. at gøre og ikke gøre, er det absolut vigtigste ikke at gøre noget.

Anita sagde ...

Grunden til at jeg nævner det med tiden man bruger på meditation, altså på at sitte i fokuseret meditation er at jeg har ladt mig fortælle at for megen meditations øvning ikke er at anbefale for almindelige mennesker, altså ligesom man skader sin krop ved at begynde at træne den i timevis hver dag er sandsynligheden for meditationsskader også større ved meget intensiv meditation. på mindfulness kurserne mener jeg de foreslår ca 40 minutter om dagen, uden at jeg helt ved hvad det er grundet på.