Det umulige sker hele tiden

mandag den 7. februar 2011

Nedslidt

Alle taler om efterlønnen, men ikke meget om hvordan man taler om den, eller om de mennesker den berører.

Det er altid interessant at reflektere over hvilken terminologi der er konsensus - bevidst eller ubevidst - om at anvende i forskellige sammenhænge, og hvordan selve terminologien er med til at forme vores bevidsthed.

Lad os tage et konkret eksempel: 'nedslidt', et ord som bliver brugt utallige gange i debatten om efterløn som om der ikke fandtes andre ord i det danske sprog til at beskrive det forhold at nogle mennesker har brug for en pause, mere eller mindre permanent, efter mange år på arbejdsmarkedet. Ordet er interessant derved at det leder tanken hen på maskindele eller skosåler og andet dødt materiale som kan slides ned, men forhåbentlig også udskiftes.

Den menneskelige organisme fungerer noget anderledes - i en vis forstand lige modsat, idet den faktisk kan reparere sig selv, hvorimod det til gengæld er ret vanskeligt at skifte delene ud. Så der er ikke rigtig nogen parallel mellem den biologiske organisme og brugsgenstande, og ordet "nedslidt" afspejler derfor en mekanistisk opfattelse af mennesket som ikke har rod i virkeligheden. Filosoffen Descartes havde for øvrigt netop en sådan maskinel opfattelse, dog ikke af mennesket, men af dyr, og han mente af samme årsag ikke at dyr kunne føle smerte, hvorfor deres skrig kun var at betragte som knirkende maskindele.

Så vidt vil de færreste nok gå i deres opfattelse af den menneskelige krop, men 'nedslidning' er alligevel et udtryk for en konsumentagtig holdning til kroppen: den er en maskine der helst skal holde i 40 år eller deromkring, hvorefter den må betragtes som slidt op. Selvfølgelig er der den sandhed i det at kroppen kan blive overbelastet gennem så lang tid at sygdomme optræder, herunder en form for "nedslidning" af brusk, knogler og muskler, men det må vel understreges at det ikke er en normal tilstand på samme måde som når en vaskemaskine er 10 - 15 år og skal udskiftes fordi det ikke længere kan betale sig at reparere de slidte dele, men snarere et symptom på at kroppen har været anvendt forkert. Kroppen får ganske vist også sværere ved at reparere sig selv med årene, det tager længere tid at danne nye celler og DNA'et bliver fejlkodet osv., men "nedslidning" er alligevel et misvisende ord når vi taler levende organismer og fortæller mere om det menneskesyn vi har når det handler om arbejdslivet end om hvordan kroppen rent faktisk fungerer.

Den mekanistiske opfattelse af kroppen har bl.a. den uheldige konsekvens at man ikke fokuserer så meget på at forebygge de skader der kan føre til den såkaldte nedslidning, idet man betragter det som et vilkår på sammen måde som hvis det var en maskine der skal holde en vis tid. Der er jo også grænser for hvor meget man vil ofre på at vaskemaskinen aldrig kommer til at gå i stykker. Nedslidning bliver derfor noget uundgåeligt, noget som er uløseligt forbundet med at have et fysisk krævende arbejde.

Men der er mange måder at forebygge nedslidning på. Hvis det var muligt at variere arbejdslivet noget mere i løbet af de mange år man er på arbejdsmarkedet, fx ved at gøre det lettere at skifte branche, arbejde på deltid eller tage sabbatår, ville man kunne gøre arbejdslivet både sjovere og mere varieret. samtidig med at risikoen for skader forårsaget af ensformigt arbejde kunne minimeres.

Noget andet er at selv om der mest er fokus på kroppen, er det ikke alene den der slides. Også sindet kan blive nedslidt, hvis vi nu skal blive i den jargon. Og det er måske i virkeligheden det største problem, både når vi taler fysisk og mentalt arbejde, såkaldte vidensarbejde. Behovet for at kunne afprøve forskellige muligheder i tilværelsen, eksperimentere med den så at sige, har alle mennesker, men der levnes ikke meget mulighed for det når de fleste er bange for at miste deres job eller tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det skal være meget lettere at holde pauser for at realisere en eller anden drøm, og såkaldte "huller" i cv'et bør ikke betragtes som diskvalificerende, men måske som et udtryk for at man stadig er et menneske der tør gå på opdagelse i tilværelsen, og som ikke mener at den behøver at være fastlagt i alle detaljer.

Derfor har velfærdsstaten behov for et yderligere sikkerhedsnet med en tilhørende meget dybtgående holdningsændring. Sikkerhedsnettet hedder basisindkomst, en ubetinget statsgaranteret grundydelse uden krav om modydelse, som  kan give frihed til at mennesker, som allerede er på arbejdsmarkedet, kan eksperimentere med deres liv, og værdighed til de mennesker som er udenfor. Grænsen mellem indenfor og udenfor vil i et basisindkomstsamfund i det hele taget blive udvisket til gavn for fleksibilitet, virkelyst og engagement. Det kunne fx give plads til at søsætte projekter som lige nu ser skøre ud, men som på længere sigt kan blive en guldgrube for samfundet.

Spørgsmålet er om vi tror nok på mennesket til at vi tør give det den frihed. Tror vi nok på os selv?

Ingen kommentarer: