Det umulige sker hele tiden

mandag den 21. marts 2011

Religionsrapport om mindfulness

Lektor Jørn Borup hævder i programmet Religionsrapport på DR P1 om mindfulness at den 'i den asiatiske, klassiske udgave...helt klart er et ritual på linje med andre ritualer, som del af en større pakke' og 'at der stort set ikke er nogen asiater der bruger mindfulness - det er en amerikansk og vestlig opfindelse'.

Begge påstande er imidlertid forkerte. Lad os først se på hvordan man almindeligvis definerer ordet 'ritual', fx Wikipedia:

'A ritual is a set of actions, performed mainly for their symbolic value'
(http://en.wikipedia.org/wiki/Ritual).

eller Jørn Borups egen definition andetsteds:

'Ritualer er religiøse handlinger, der for de involverede er med til at skabe og opretholde verden'
(http://www.religion.dk/artikel/247907:Fagbegreber--Ritual--kult).

Ingen af definitionerne passer særlig godt på den praksis der i Theravadabuddhismen går under betegnelsen 'satipatthana', og som på engelsk - og nu også på dansk - oversættes 'mindfulness'. Buddhismen, i hvert fald i sin oprindelige form - og det må vel være den Jørn Borup især sigter til når han taler om den klassiske udgave - er netop kendetegnet ved at være overordentlig pragmatisk og 'down to earth', med andre ord, vi har at gøre med en ren teknik som er renset for ritualer eller andre symbolladede handlinger, herunder bøn. Dermed er der i virkeligheden ikke den store forskel på det som Jørn Borup kalder den primært amerikanske 'opfindelse' af mindfulness og den oprindeligt buddhistiske, som går omkring 2500 år tilbage. Begge bygger på en form for empiri eller i hvert fald nøje studier af bevidstheden og dens indhold og ikke på hverken tro eller magi.

Der er altså intet belæg i paliteksterne, som udgør den tidlige buddhistiske kanon, for at satipatthana eller den mere avancerede vipassana-træning, har været et led i en ritualiseret form for religionsdyrkelse. Faktisk er der ikke noget som helst i de tekster der overhovedet antyder at vi har at gøre med en religion efter de sædvanlige definitioner. Der hvor man, som jeg også har været inde på før, går lidt galt i byen i den vestlige sammenhæng er altså ikke ved at 'skrælle ritualerne af', for de fandtes ikke i forvejen, men ved at man helt udelader den erkendelsesteoretiske kontekst træningen indgår i.

Charlotte Mandrup, som er den der om nogen har markedsført mindfulness herhjemme - om end den har været kendt længe før i mere lukkede kredse - er lidt mere på sporet når hun taler om at buddhisterne - stadig de oprindelige - betragtede lidelsen som et grundvilkår ved tilværelsen, og at træningen i mindfulness handler om at 'se tingene som de er', dvs. gennemskue lidelsen og dens årsager, hvilket ifølge hende, og helt korrekt, er en forståelse af at det er vores tolkning af sanse- og bevidsthedsindtryk i lyset af vores lager af erindringer og forventninger til fremtiden som i særlig grad bidrager til et forvrænget eller ligefrem illusorisk billede af virkeligheden.

Man kunne måske ønske sig en lidt større stringens i hendes ordvalg når hun på den ene side taler om at 'når man først lærer at se igennem sin begær og sin frygt...så vil man opdage virkeligheden, og så stopper lidelsen' og i næste sætning 'virkeligheden er rigtig langt hen ad vejen hvad vi gør den til', jf. at den er et produkt af de spor (på pali 'samkharas') vores individuelle fortid har sat i sindet, og de nye indtryk vi møder. Rent terminologisk ville det være mere hensigtsmæssigt ikke at tale om virkeligheden i to stik modsatte betydninger.

Tilbage til Jørn Borup og den anden påstand, som lyder at der stort set ikke er nogen 'asiater' der bruger mindfulness. Det er ejendommeligt hvordan han kan hævde det al den stund at teknikken praktiseres som ren teknik og helt uden religiøs røgelse i talrige klostre i Sydøstasien. Nogle af dem er direkte dedikerede til formålet, og jeg har selv besøgt flere af dem. Den eneste grund til at han kan påstå det må være at han mener den 'amerikanske opfindelse' af mindfulness er så væsensforskellig fra den oprindelige teknik at det er noget helt andet de praktiserer i de buddhistiske lande, men det mener jeg altså ikke er tilfældet. At man så i Vesten lader hånt om den bagvedliggende filosofi er en anden sag.









Ingen kommentarer: