Trumps ugerninger

Ingen, som er i besiddelse af bare en smule anstændighed, kan andet end forfærdes over Trumps ugerninger, hans kynisme og magtbegær. Der findes næppe noget eller nogen han ikke ville ofre for at blive ved magten. I Trumps verden findes kun Trump, men kulten omkring ham ser det ikke. Det her er for længst ophørt med at være politik, hvis det nogensinde har været det, og er nu kun ren persondyrkelse. Trump har til fulde bevist hvad han sagde allerede i 2016, at han fint kunne skyde en eller anden på gaden og ikke miste stemmer på det.

Man har sagt at hvis flere havde læst og forstået at Hitler faktisk mente det han skrev i Mein Kampf, ville man have taget ham mere alvorligt. På samme måde skulle man måske have taget Trump alvorligt når han allerede inden valget i 2016 proklamerede at hvis han tabte, ville der være tale om valgsvindel. Nu vandt han faktisk, og så var alt jo i den skønneste orden, alle stemmer var blevet talt korrekt op, Dominion-maskinerne fungerede upåklageligt osv. Op til valget i 2020 gentog Trump sin påstand om at hvis han tabte, måtte det være valgfusk, og den fortælling har han så holdt fast i, for hvis en usandhed bliver gentaget tilstrækkelig mange gange af en person man i forvejen anser for at være en profet eller frelser, ender den med at bliver kanoniseret som sandhed. Igen en historie vi kender fra 1930'ernes Tyskland. Det er åbenbart ikke faldet mange af hans tilhængere ind at reflektere lidt over om der måske kunne være tale om et mønster, en bestemt strategi som bliver gentaget valg efter valg. Det har heller ikke gjort indtryk på dem at alle anklager om valgsvindel er blevet afvist ved adskillige domstole og at selv mange republikanske politikere har anerkendt valgresultatet, med andre ord, persondyrkelsen har ført til at et stor antal af Trumps vælgere ikke længere tror på grundlæggende demokratiske institutioner som retsvæsenet. De har således meldt sig ud af demokratiet, og tilbage er for dem kun en etpartistat, og det parti hedder Trump. Alle andre er forrædere, og det uanset om de tilhører det republikanske eller demokratiske parti.

Beviserne mod Trump i rigsretssagen, som de er blevet fremført de seneste par dage, er så overvældende at det vil være en skamplet på USA's historie, der ikke kan viskes væk, hvis han ikke bliver dømt, og det sker formentlig ikke da de republikanske senatorer er bange for deres politiske fremtid eller ganske enkelt frygter for deres liv. Det er dertil USA er nået, takket være Trump, et land på randen af borgerkrig og autokrati, og det vil formentlig tage årtier for landet at genfinde sit demokratiske fodfæste.

Synkronicitet

Enhver der færdes på cykel på øde veje, som jeg gør næsten hver dag, ved at det usandsynlige indtræffer med så insisterende selvfølgelighed at det næppe kan være en tilfældighed, men må være bestemt af eller andet, forsynet måske. Men som det ubønhørligt rationelle og ugudelige menneske jeg er, kan jeg ikke få mig selv til at tro at noget, skæbnen eller for den sags skyld Vorherre, har lagt noget som helst til rette for mig, og det uanset om det handler om noget ganske trivielt eller om livsforandrende begivenheder såsom at møde den eneste ene, hvad der for mange ikke føles så tilfældigt som det jo i virkeligheden er. Mennesker har det med at forveksle forudbestemthed med den række af trivielle årsager der har ført frem til det de opfatter som noget helt unikt.

I den trivielle afdeling af usandsynligheder, som virker så nøje tilrettelagte at man kunne fristes til at tro at nogen eller noget må stå bag, er at jeg altid, eller sådan føles det, kan være sikker på at de to eneste biler jeg møder på min øde vej, er to modkørende der passerer mig netop i det øjeblik jeg selv skal passere en stor vandpyt, som igen sandsynligvis er den eneste jeg møder på hele strækningen. Jeg er til gengæld ret overbevist om at hvor usandsynligt det end forekommer mig at være, er det noget alle cyklister kan nikke genkendende til. Det er med andre ord helt normalt og dagligdags.

Forklaringen er formentlig ret ligetil. Vi lægger mest mærke til begivenheder der har betydning for vores liv, selv når det gælder vandpytter man ikke bare kan køre udenom. Alle andre konstellationer af modkørende biler end dem der er ud for os, er ikke relevante, men er for så vidt lige så enestående og betydningsfulde. Det samme tænkte jeg da Jupiter og Saturn for nylig stod næsten oven i hinanden på nattehimlen. Ikke siden 1226 havde man kunnet observere et tilsvarende fænomen. Alligevel er alle andre konstellationer formentlig lige så sjældne. Vi tillægger dem bare ingen betydning. Jung kaldte den slags meningsgivende sammenfald eller tilfældigheder for synkronicitet.

Jeg skriver det her i respekt for de upåagtede, men ikke desto mindre enestående hændelser og måske også for at tage lidt af glansen af synkroniciteten, af alt det vi tillægger større betydning end det måske kan bære. Ved på den måde at udvide vores opmærksomhed fra et snævert felt af tillagt mening til et langt større rum af potentiel mening, vil vi måske blive bedre til at iagttage hvert øjebliks fylde og umistelige værdi. Det sker, når jeg passerer nogen på gaden, at jeg tænker at jeg formentlig aldrig vil møde den person igen. Jeg kan så vælge at være ret ligeglad, og det må jeg da indrømme at jeg som oftest er, men jeg kan også vælge at se det som en enestående begivenhed, måske endda med en følelse af tab. Samme tanke kan jeg få når jeg iagttager et lille insekt der kravler hen over jorden i al ubemærkethed. Det er også en form for synkronicitet, om end i latent form, for det insekt er til i verden, og nu også i min verden, og selv om det ikke har umiddelbar mening for mig, har det værdi. Jeg kalder det intrinsisk værdi, og hvad det er, vil jeg skrive om en anden gang.

Ars Nova

Lige før jul sidste år var jeg inde og høre Ars Nova Copenhagen, som formentlig er et af verdens bedste kor. Det var i Garnisonskirken, og de sang bl.a. Missa Puer natus est nobis af Thomas Tallis.
I næsten samme øjeblik de begyndte at synge, oplevede jeg det sælsomme og nærmest lidt skræmmende at jeg ikke kunne rumme det! Jeg var lige ved at overveje at gå, eller holde mig for ørerne for ikke bogstaveligt talt at bryde sammen. Med ét gav det jeg hørte ny mening til udtryk som "ikke at kunne være i sig selv" og "ulideligt smukt", for intet beskriver det bedre, og selv om jeg er en temmelig rutineret koncertgænger og faktisk også selv musiker og korsanger, har jeg aldrig været ude for noget lignende. Når jeg nu genhører det, kan jeg godt lytte lidt mere fattet til det, men det er heller ikke muligt at genskabe sådan en oplevelse. Musikken nåede i det øjeblik ind et sted jeg næsten ikke var klar over fandtes.

Den trivialiserede frihed

Fravalg af mundbind bliver i visse typisk stærkt højreorienterede/alternative/konspirituelle kredse brugt som et politisk statement om frihed og afvisning af statslig indblanding og "kontrol", men det er i mine øjne en trivialisering af frihedsbegrebet som mere minder om en trodsreaktion end en forståelse af hvad begrebet frihedsrettigheder indebærer i et moderne demokrati. Det mindretal som i dag protesterer mod mundbind, er i samme kategori som dem der i sin tid kæmpede imod sikkerhedsseler i biler. Det skulle staten ikke blande sig i. Men i stedet for at stå ved at de har politiske bevæggrunde til ikke at bære mundbind, hvilket ville klæde dem, forsøger de ofte på hyklerisk vis at dække sig ind under en eller anden paragraf om at de er fritaget af sundhedsmæssige grunde. På den måde har de selv lukket luften ud af deres politiske projekt. 

Jeg tager ikke stilling til hvor effektive mundbindene er, og ja, de er da irriterende, men det er ikke det der er pointen. Det jeg anfægter, er proportionsforvrængningen og afsporingen af debatten om frihedsrettigheder, som ganske vist er helt central, bare ikke i denne her sammenhæng. Det er også en afsporing i den forstand at det afleder opmærksomheden fra de steder i verden hvor basale menneskerettigheder vitterligt er under pres. Det er ikke for meget sagt at konspirationsteorier af den art har taget debatten om frihedsrettigheder som gidsel på samme måde som organisationen "Save the Children", der gennem de sidste 100 år har udført et livsvigtigt arbejde, er blevet taget som gidsel af QAnon-tilhængerne og deres groteske og særdeles skadelige konspirationsteorier, teorier som trives blandt selv velmenende om end naive folk fra new age-miljøet.

Tilhængerne af disse teorier fremstiller sædvanligvis sig selv som kritiske og selvstændigt tænkende, hvorfor de naturligvis afviser "mainstream media" (som regel forkortet MSM) over én kam. De er alle "fake news", hvorimod deres egne kilder bliver accepteret "at face value" uden et gran af kildekritik. Hvis man sætter spørgsmålstegn ved deres fortælling, som i bund og grund er en samling myter der er sat i verden for at tilfredsstille et behov for, ja hvad, myter...? ... er man i en form for koma, mens de er de vågne, ofte konkret illustreret med hashtagget "StayAwake" på profilbilledet.

Konspirationsteorierne og deres ofre er nutidens svar på middelalderens hekseprocesser. De tilfredsstiller samme behov for at identificere verdens ondskab og de mørkets kræfter man mener må stå bag. Og ligesom det er svært at bevise at man ikke er en heks, opererer konspirationsteoretikerne også konsekvent med omvendt bevisbyrde og ikke-falsificerbare teorier. Derfor kan det heller ikke overraske at konspirationteoretikere nærmest aldrig anvender etablerede videnskabelige metoder da falsificerbarhed er et afgørende kriterium for om en videnskabelig teori overhovedet er gyldig. Og i de få tilfælde hvor teorierne rent faktisk kan efterprøves og falsificeres, er de blevet modbevist af evidens, uanset om vi taler 9/11, chemtrails eller teorier om valgfusk i det amerikanske præsidentvalg.

Alt det anfægter tilsyneladende ikke konspirationsteoretikeren eller den konspirituelle for her er målet tydeligvis ikke ikke at indhente større viden om verden som den rent faktisk er, men at få indpasset verden i en på forhånd fastlagt antagelse om hvordan han eller hun mener den ser ud.