Det umulige sker hele tiden

søndag den 13. januar 2008

Kærlig respektløshed

Det følgende blev oprindeligt skrevet under indtryk af den såkaldte Muhammed- eller karikaturkrise. Jeg brugte den som afsæt til at fortælle noget om vigtigheden af selvransagelse, uanset om man har et religiøst ståsted eller ej. Jeg forsøgte også at pege på nødvendigheden af en ny forståelse af begrebet religiøsitet, noget som især J. Krishnamurti har gjort sig til talsmand for. Det er en måde at forstå det religiøse væsen på som både inkluderer, men også i vid udstrækning overskrider begrebets traditionelle grænser. Man kunne nærmest tale om en form for transreligiøsitet.

...

Det er ejendommeligt, at så få i den nu næsten forgange debat om Muhammed-tegningerne pegede på, at det man i hvert fald kunne udlede af Jyllands-Postens 'stunt' var, at der både findes en formel og en reel ytringsfrihed. Det er sandt nok, at den formelle ytringsfrihed aldrig har været til diskussion, men uden reel ytringsfrihed er den formelle som sådan ikke meget værd. Hvad nytter ytringsfriheden, hvis ingen tør bruge den, når den for alvor bliver udfordret? Det er et alvorligt demokratisk problem, at så mange politikere, kunstnere, osv. har haft trusler hængende over hovedet, eller praktiserer selvcensur, og det uanset hvilken fløj truslerne kommer fra. Jeg anser det for en fejl, når nogen påstår, at ytringsfriheden ikke har været truet, men at det hele bare handler om at udvise anstændighed og respektere andres følelser. Problemet ligger lige præcis i de reaktioner, der kommer hvis man ikke overholder denne pli. Det er i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt, om tegningerne blot var en tom provokation, som nogle hævder. Reaktionerne peger på noget, der åbenbart var et latent problem.

Det er jo ikke fordi, det i sig selv er et problem at lade være med at fornærme andre. Selvcensur foregår hele tiden, som mange ganske rigtigt har påpeget. Ingen avis ville fx trykke karikaturer af handicappede. Problemet er bare, at der findes en anden slags selvcensur, en påtvungen variant, som jeg ikke tøver med at sammenligne med mafiaens beskyttelsespengesystem. Det er en selvcensur, der, hvis vi accepterer den, er med til at legitimere et potentielt voldeligt og udemokratisk samfund. Så længe vi betaler beskyttelsespengene, ved at holde vores kæft, har vi ingen problemer. Vi lever i fred og fordragelighed med vores naboer. Men det er faktisk en fred, der er baseret på et voldeligt og afstumpet system, hvilket er meget usundt for et hvilket som helst samfund. I en sådan situation kan det rigtigste være at holde op med at betale beskyttelsespengene og tage konfrontationen.

Hvis man aldrig bruger sine ben, vil muskler og sener til sidst blive så svage, at man knap kan gå længere. Man styrker sine ben ved at give dem modstand og hele tiden udfordre dem, og jo stærkere de er, jo længere kan man gå. Når der bliver lagt hindringer i vejen for den reelle ytringsfrihed i form af trusler, eller frygt for trusler, bliver den dialektiske udvikling, som den åbne herrredømmefri dialog er udtryk for, bremset, og hele samfundet mister noget af sin mangfoldighed og civilisatoriske kraft.

Men ikke alene har det omkostninger for dem, der betaler beskyttelsespengene. Det har det også for dem, der inkasserer pengene. Hvis der er tale om en religion, bliver den naturligvis stillet i et dårligt lys, når nogle af dens repræsentanter udøver pression, hvilket er uretfærdigt over for det store flertal, som ikke kunne drømme om det, men endnu værre er det, at det forhindrer religionen som sådan i at udvikle sig.

Det har altid været farligt at udfordre religioner, men hver gang det er sket, har religionerne selv vundet ved det og er faktisk blevet stærkere. Vi behøver blot tænke på Jesus, som var en af de største udfordrere, og som måtte bøde med livet for det. Reformationen er et andet eksempel og den gryende videnskab i renæssancen et tredje. Galilei krænkede pavekirken, blot fordi han havde tilladt sig at kigge Guds skaberværk i kortene gennem sin kikkert og fortalt, hvad han så. Det var med livet som indsats, at nogen udfordrede den katolske kirke, men den kristne kirke som helhed blev rigere og mere mangfoldig af det.

I dag burde vi egentlig være kommet så langt, at vi kan udfordre hinanden på alle områder uden at risikere livet. Det burde faktisk være en menneskeret. I et demokrati skal der være plads til at hævde hvad som helst, også - eller måske især - de ting, vi ikke bryder os om at høre. Hvis vi føler os stødt, må vi bare blive bedre til at argumentere for vores sag, eller måske skal vi øve os i at ransage os selv og de forestillinger, vi tager for givet. Det er under alle omstændigheder en god øvelse. Den skærper ånden og styrker derfor i sidste ende demokratiet og hele samfundet.

Her vil jeg gerne henlede opmærksomheden på et mere upåagtet aspekt i denne her sag, som ikke desto mindre er af stor betydning. Jeg vil gerne have lov at lægge et godt ord ind for andres ret til at blive krænket. En beskyttelse af andre menneskers følelsesmæssige tilknytning til religioner og andre ideologier, er et misforstået hensyn, der ikke alene er til skade for dem selv, men for hele dynamikken i samfundet. Jeg mener det er at stille sig i vejen for andre menneskers åndelige vækst, hvis man ikke til stadighed udfordrer dem på deres tro og overbevisning. Men bør man ikke holde sig til saglig kritik? Jo, men hvem skal definere grænserne for, hvad der er saglig og usaglig kritik? Er det modtageren eller afsenderen? Man kan sige, at tegningerne var usaglige, en tom provokation, pubertetsagtige, det hele kan sådan set være rigtig nok, men der er meget mere i det. Alene det faktum at de fik så stor virkning, må give anledning til en vis selvransagelse, hos afsenderen, men så sandelig også hos modtageren. De må jo helt åbenbart have ramt noget. Men det er jo ikke sikkert, at det de har ramt, er det samme som det modtageren tror, de har ramt. Måske var det slet ikke det hellige og ukrænkelige der blev ramt, men noget ganske andet. Det er i den slags spirende overvejelser, at den åndelige vækst tager sin begyndelse.

Lad os, for at finde ud af det, prøve at undersøge, hvad det vil sige at blive krænket, og hvad det overhovedet er der bliver krænket, og lad os holde os til troen. Det undrer mig altid, at mennesker, som betragter sig selv som religiøse, kan føles sig krænkede på deres tro. Nogle teologer herhjemme har slået til lyd for, at de godt forstår, at mange muslimer er blevet krænkede over tegningerne, og at det er fordi vi ikke selv tager vores tro alvorligt nok, hvis vi ikke føler os krænkede, når vores tro bliver udfordret eller latterliggjort.

Hvis man kigger nærmere på det, er det et lidt besynderligt argument, især når det kommer fra en kristen. Hele kristendommen er grundlagt på en serie skandaløse krænkelser. Jesus ville slet ikke have kunnet gennemføre sit projekt med at blive korsfæstet, hvis han ikke havde haft nogen han kunne krænke, og hans korsfæstelse er i sig selv den ultimative, og helt nødvendige, krænkelse af ham. Uden den ingen kristendom. I de følgende århundreder har diverse helgener nærmest stået i kø for at blive krænket. Det ville have været en katastrofe, hvis de ikke havde kunnet krænke nogen, eller selv blive krænket. Som en god kristen, skal man nærmest takke sin gud for, at man fik lov til at blive krænket. Derfor vil jeg opfordre teologerne til at tage deres tro så alvorligt, at de også tager krænkelsen med som en uadskillelig del af et liv, hvor troen spiller en central rolle.

Alt det behøver i princippet ikke gælde islam og Muhammed, selv om der er flere indikationer på, at Muhammed tålte krænkelser bedre end sine senere disciple. Det vil jeg dog lade ligge og i stedet kigge nærmere på, hvad det egentlig er der bliver krænket, når vi taler religion. Jeg mener det må være sådan, at det som er helligt i religionen slet ikke kan krænkes. For hvis det kunne krænkes, ville det være timeligt og forkrænkeligt, og dermed slet ikke et udtryk for det hellige. Det, der til gengæld kan krænkes, er forfængelighed og menneskers begrænsede forestillinger om den gud de nu har, altså rene menneskelige følelser som intet har med det guddommelige at gøre.

I virkeligheden, hvis man skal sætte sagen på spidsen, er den eneste mulige blasfemi at forestille sig, at man kan krænke det guddommelige. For det er at ophøje den menneskelige begrænsning til noget guddommeligt. Derfor, når man taler om, at denne eller hin gud eller profet er 'ukrænkelig', skal man tage det for pålydende, for det betyder ganske enkelt at det ikke er muligt for noget menneske at krænke det guddommelige. At være religiøs er at leve i og med denne ukrænkelighed. Og det er det samme som at hvile i sin tro. Derfor blev Jesus naturligvis heller ikke krænket af forhånelserne. Han var et sted, hvor krænkelserne ikke nåede hen. Hvis man altså tror på ham som en manifestation af det hellige. Det er muligt, at han selv har krænket jødedommen. Det vil jeg overlade til dem at afgøre.

Det er altså ikke det hellige, der bliver krænket, men mennesker. Og da mennesker ikke er fuldkomne, må de til stadighed kigge ind i sig selv. Det kan krænkelserne hjælpe til med. Krænkelser kan blive et værdifuldt instrument i den personlige udvikling. De kan være smertefulde, men de er også potentielle øjenåbnere. Tilstedeværelsen af dem er næsten altid et symptom på et reelt, men endnu ikke erkendt, indre modsætningsforhold.

Islam er i dag i en situation, hvor den skriger på reform. Og det ikke alene i dens praksis, men helt ned i dens bogstav. Dele af den er helt ude af trit med den moderne verden og også uforenelig med den. En af de afgørende udfordringer for den bliver forvandlingen fra lovreligion til 'rent' gudsforhold uden dogmatiske og rigide vejledninger om, hvordan livet skal leves. Kristendommen blev til netop på den måde, ved at troen og kærlighedsbudskabet kom til at stå som det centrale, ikke sådan at loven som sådan blev sat ud af kraft, men den blev helt og fuldt opfyldt og realiseret gennem troen. Også i buddhismen har man set en lignende udvikling, fra den tidlige, noget mere dogmatiske og regelbaserede, doktrin i retning at et fokus på mere essentielle begreber som højere erkendelse og kærlighed. Religioner, der ikke forandrer sig ved bl.a. at gøre sig fri af egne dogmer, vil til stadighed blive udfordret på deres helligste principper og dermed krænket. Det er en uundgåelig og nødvendig proces, ikke alene i et demokratisk samfund, men i alle samfund.

Alle religioner har et udviklingspotentiale, og det er faktisk på høje tid, at de gør brug af det. Naturvidenskaben, der af de store religioner traditionelt har være betragtet som en modstander, eller i hvert fald vanskeligt forenelig med religion, kan også opfattes som en vældig inspiration til en helt ny form for religiøsitet. Det kan være ganske befriende ikke at skulle være i centrum af universet og genstand for Guds konstante opmærksomhed, men blot noget organisk materiale fordelt ud over en planet i en tilfældig spiralgalakse blandt millioner af andre, et tilfældigt sted i et univers med sorte huller, kvasarer og andre uforståelige ting. Om ikke andet giver det basis for en vis ydmyghed, en, med rette, højt værdsat egenskab i de fleste religioner.

J. Krishnamurti er en af de religiøse tænkere, der mest vedholdende har talt dunder mod institutionaliserede religioner, og de skel de skaber mellem mennesker. Han afviste ikke den religiøse erkendelse som sådan, snarere tværtimod, men gav den nyt indhold gennem sin kritik af religiøse autoriteter af enhver art, det være sig guruer, profeter eller såkaldte hellige skrifter. Krishnamurtis forestilling om religiøsitet og 'det hellige' var ikke bundet op på noget som helst andet end den erfaring, vi kan få, hvis vi bliver i stand til helt og fuldt at gennemskue os selv, med andre ord, hvis vi ser os selv, som dem vi vitterligt er, nøgent og uden filter. Han kalder den måde at se på 'den ikke-vælgende opmærksomhed', fordi den aldrig dømmer om det den ser. Kun ud fra dette mentale nulpunkt kan noget nyt opstå, og dette nye hænger der ikke nogen duft af røgelse og hengemt lærdom ved. Det er ikke mærket af fortiden med dens traditioner og vanetænkning, og, tilføjer Krishnamurti, det er synonymt med kærlighed. Det er samtidig den eneste mulige kærlighed, for kærlighed opstår aldrig i opposition til noget andet, men kun ud fra et sådant nulpunkt af ren, fordomsfri iagttagelse.

Vores kærlighed til religiøse symboler og autoriteter er derimod blot et produkt af fortiden. Den er et mere eller mindre automatiseret kompleks af følelsesmæssige og intellektuelle reaktioner på de påvirkninger, vi har modtaget gennem vores opvækst, og er derfor dybt reaktionær, næret af udsigt til belønning og frygt for straf, i evindelig opposition til alt hvad der ligger uden for det kendte, og ukendt med det nye som alene kan frigøre og give indsigt i kærlighedens væsen.

Ikke alene kritiserer Krishnamurti alle afskygninger af formaliseret religion og praksis, han lægger også afstand til de moderne semi-religiøse selvhjælpsfilosofier, hele den såkaldte New Age trend, og gjorde sig bl.a. bemærket ved at sige om den fra Transcendental Meditation velkendte praksis, hvis væsentligste indhold er gentagelse af gamle mantraer, at man ville få samme virkning, hvis man sad og gentog et mere moderne mantra som fx "Coca-Cola". Respektløst ja, men måske nødvendigt. Hans væsentligste kritikpunkt over for New Age var, at den ikke frigør sig totalt fra erkendelsesteknikker, altså fra formaliseret praksis. For Krishnamurti findes der ingen teknik eller metode, der kan afsløre sandheder i religiøs forstand: "'Sandheden er et land uden veje', som han sagde.

Krishnamurti er konsekvent respektløs over for alt og alle, men alligevel, eller måske netop derfor, bevarer han en umådelig nænsomhed over for alt levende. Det er som om, han formår at adskille mennesket fuldstændigt fra dets selvopfattelse, dets såkaldte identitet. For ham er det at være et individ noget andet end den identifikationsproces, der skaber vores identitet. At være et individ er at være udelt og hel. Krishnamurti griber her tilbage til ordets oprindelige betydning.. Mennesker er som oftest splittede eller 'fragmenterede', fordi de hele tiden konfronterer det, som er med det, som var, med andre ord, de møder hele tiden det nye med fortiden, og fortiden er summen af alle vores erfaringer, herunder opdragelse, vaner og traditioner. Men mennesket er samtidig noget helt originalt og unikt, hvilket det indser, når det står 'alene', et udtryk Krishnamurti parafraserer som 'all one' (fra 'alone'), dvs. 'hel'. Sindet må kunne stå helt 'alene' for at være helt, og 'alene' bliver det, når det ikke er opfyldt af fortiden med dens byrde af opsparede fordomme og vanetænkning. Det hele sind er uendelig meget større, siger han, end det begrænsede sind vi har vænnet os til at leve med. Det er også mere levende og modtageligt, og så er det synonymt med kærlighed.

Er Krishnamurti humanist? I den forstand, at han altid ser det fællesmenneskelige, det der forener, snarere end det der adskiller os, er han humanist, men han er ikke antropocentrisk som især de store religioner, der i deres uendelige hovmod og uvidenhed sætter mennesket i universets centrum og opfinder guder, der matcher menneskets behov for selvbekræftelse. Han er heller ikke ren og skær oplysningshumanist, da hans projekt i første række er åndeligt og eksistentielt, hvorved det rækker langt videre end til en eller anden ny formulering af menneskerettighederne. Hans respektløse kritik af alt det, vi klamrer os til, alle vores tryghedsskabende forestillinger, gør ham til en stadigt aktuel kulturradikal, en åndelig kulturradikal om man vil, for der er ingen tvivl om, at han mener, der findes noget 'helligt' i tilværelsen. Men det åbenbarer sig kun for den, for hvem intet er helligt. Hver en sten skal vendes. Det hellige kan kun erkendes og realiseres ved, at vi opgiver enhver forestilling om, at der er noget fast holdepunkt i tilværelsen. Det hellige er ikke statisk, men i evig bevægelse og derfor mere levende end de stivnede mønstre i hjernen som tro og ideologi sædvanligvis er udtryk for.

I den aktuelle debat om religion og ytringsfrihed ville Krishnamurti have stillet sig på den respektløse og ubetingede ytringsfriheds side, og det var da også den han selv praktiserede gennem sit lange liv. Mange følte sig i mødet med ham stødt på deres ideologi, religion eller hvad det måtte være, de byggede deres tilværelse og identitet på, men de følte sig også set og kærligt favnet, som de mennesker de var, fordi han formåede at se tværs igennem de mange billeder, vi så ofte betragter hinanden med. Det er respekt i den ikke forlorne betydning af ordet.

Det er derimod ikke særlig respektfuldt at "respektere folks tro", hvis det indebærer en ukritisk accept af trosretninger og ideologier, som man dybest set er uenig i eller ligeglad med. Det er jo ren og skær hykleri. Og det er også i en vis forstand umenneskeligt, da man på den måde ikke forholder sig reelt til de mennesker, der bærer rundt på forestillingerne, men alene til forestillingerne selv, og den falske identitet der opstår med dem. Omvendt er den desværre lige så udbredte manglende indsigt i andres tro og religion, som alene grunder sig på en stærk og ukritisk forankring i egne hævdvundne sandheder, naturligvis heller ikke befordrende for medmenneskelig forståelse. Et ureflekteret forhold til andre mennesker, tager altid udgangspunkt i et ureflekteret forhold til en selv.

Respekt er i sin ægte form en barmhjertig indsigt i det fællesmenneskelige vilkår, en forståelse af, at vi alle, qua vores kulturelle og familiære baggrund, ligger under for denne falske identifikation, og at vi derfor bærer rundt på en tung byrde af forestillinger, der stiller sig i vejen for at vi kan se os selv, som vi virkelig er. Al ny erkendelse opstår ved, at man netop ikke tager afsæt i sin egen baggrund, men er i stand til at gennemskue den og lægge den fra sig. Krishnamurti kalder det "negation", at negere det kendte, ikke gennem ureflekteret afvisning, men ved at forstå dets væsen. Det væsen, der skal erkendes, er alle de forskellige strukturer, der er opbygget i hjernen, alle de spor vi har fulgt i vores liv, som vi gentager i det uendelige. Krishnamurti lægger ikke skjul på at den erkendelsesmæssige 'revolution' han ønsker, skal nå helt ind i nervecellerne, som er der hvor forvandlingen sker. Det er også en fysisk proces.

Noget af det som fascinerer ved Krishnamurtis begreb om religiøsitet er, at den hårde religionskritik, der går som en rød tråd igennem alt, hvad han har sagt og skrevet, ikke fører til, at barnet bliver hældt ud med badevandet. Religionen ryger ud, men religiøsiteten bliver. Det er en religiøsitet uden dogmer og tro. Den religiøse erkendelse i en udkrystalliseret og lutret form. Man kan også formulere det sådan, at det er en religiøsitet, der må appellere til en moderne empiristisk bevidsthed, da den kun tager udgangspunkt i det, vi umiddelbart er i stand til at erfare gennem vores sanser. Den er tillige eksperimenterende, fordi den inviterer til at udforske alle afkroge af tilværelsen. Og den er fallibilistisk, fordi den aldrig tager noget for givet.

På den måde kommer det religiøse domæne alligevel til at indtage en central plads i vores liv, men det er uden, at nogen opdager, at det har noget med religion at gøre. Det er en religiøsitet, der mere er udtrykt gennem et fravær end gennem tilvalg af alle de elementer, vi er vant til at bygge vores tilværelse på. Men giver det ikke basis for utryghed? Og er religionen ikke netop det, som skal give mennesker den ultimative følelse af tryghed gennem et tilhørsforhold til noget urokkeligt, for ikke at sige evigt? Krishnamurtis svar på det er, at virkelig tryghed kun findes gennem utryghed. Men er det ikke det samme som troen, den tro der jo også er et 'spring' ud i det uvisse? Nej, for troen har ingen genstand hos Krishnamurti, og derfor er der heller ingen tro. Der er kun usikkerhed, utryghed og tvivl. Men netop ved at blive i den tvivl, uden at løbe væk fra den, opstår der ud af dette vakuum noget helt nyt, som ikke er baseret på noget kendt, og dette er, i mangel af et bedre ord, noget guddommeligt og indbegrebet af tryghed og kærlighed.

Krishnamurtis antiautoritære og udogmatiske spiritualitet kunne være et bud på fremtidens religion, hvis man overhovedet vil bruge det ord om den. Den er trosfri, metodefri og alligevel befriende, hvis man skal tro Krishnamurti. Men det skal man ikke, siger han. Man skal selv prøve efter.

De nuværende etablerede religioner repræsenterer kun en fase i menneskehedens historie. Et forbigående om end, i menneskelig målestok, noget langvarigt fænomen. Men de vil forsvinde alle sammen, med tiden, eller blive totalt forvandlet. Den spådom vil jeg gerne komme med.

Ingen kommentarer: