Det umulige sker hele tiden

mandag den 14. januar 2008

Kreativ tvivl

Jeg har mødt flere tvivlere inden for videnskaben end blandt troende, og flere vidende blandt troende end nogensinde i videnskabens verden. Tro er mere etableret som viden end viden er i nogen videnskab, for i videnskaben er viden altid foreløbig og til diskussion. Og ikke alene til diskussion, hele videnskabens metode består i at forsøge at finde huller i, eller noget som ikke stemmer overens med, denne foreløbige viden, mens troen af princip altid springer over hullerne. Videnskabens metode er kreativ uvidenhed, konstruktiv tvivl. Den søger ikke 'sandheden', men modsigelsesfrihed, og når den én gang er fundet, går den på jagt efter nye modsigelser.

Det siges at troende lever længere end ateister. Nogle undersøgelser tyder i hvert fald på det. Så er det jo bare ærgerligt hvis man ikke er født med et trosgen. Eller er det? Jeg vil mene det har meget at gøre med hvordan man forvalter sin manglende tro. Er trosfriheden fuld af frygt, fordi det man i virkeligheden ønsker er at slå rødder et eller andet sted i stedet for at svæve frit i tvivlens lufttomme rum, så er det sikkert livsforkortende, men hvis tvivlen er blevet en livsform, kreativ, stærk og fuld af livskraft, fordi der ikke findes nogen døre som er blevet stænget af den særlige afart af viden man kalder tro, så hviler man sikkert lige så uforstyrret i sin trosforladthed som i nogen tro. Det er kun når man søger mening at man finder meningsløshed. Hvis man som ikke-troende stadig søger mening, er det fordi man ikke har opgivet troen i sit hjerte, og det fører kun til endnu større fortvivelse. Der er derimod ikke noget mere sikkert end en urokkelig tvivl. Den fører til en ro der ikke kan rystes af noget, netop fordi den ikke har noget grundlag.

Mange mener tilsyneladende at fordi stort set hele menneskeheden bekender sig til – eller rettere fødes ind i – en religion, så må mennesker være udstyret med et religiøst gen, et trosgen. I mine øjne er der snarere tale om en fejlprogrammering af den software der ligger i hjernen. Mennesket har kapacitet til en omprogrammering – eller er det en afprogrammering? - af sin hjerne. Det behøver ikke længere at være slave af religionerne og alle deres tåbelige ritualer og såkaldte hellige bøger. De bedste af de organiserede religioner har, i hvert fald momentvist, fattet det. Både i kristendommen, men især i buddhismen, findes et opgør med både stivnede regler og hellige skrifter og påbud, men troen er ikke sat ud af kraft. En mere subtil teologisk udlægning af troen i kristendommen vil nok hævde at tvivlen er en del af den troendes liv, eller endda en del af selve troen, netop fordi den er tro og ikke viden, og fordi man overgiver sit liv til mysteriet, til noget stort og ufatteligt. Så også her svæver man i en vis forstand i det lufttomme rum.

Det kunne se sådan ud, men når man taler med kristne eller andre troende, finder man hurtigt ud af at det absolut ikke handler om den konstruktive og kompromisløse tvivl jeg beskrev før. Det kan bedre beskrives som en tvivl som troen har afbødet lige præcis så meget af den ikke leder til fortvivlelse. Men det er ikke den tvivl jeg taler om. Det er ikke den ægte vare. Udgangspunktet er forkert. Man kan ikke starte med troen. Man skal starte med tvivlen, dvs. man skal starte forfra. Hele tiden. Først må man opgive ethvert håb, finde sit åndelige nulpunkt, så at sige. I praksis vil det sige at man erkender at der ikke er noget man kan gøre, ikke engang tro.

Hvordan kan man 'gøre' det? Lige så snart man har sagt 'hvordan', har man fjernet sig fra sit åndelige nulpunkt og har bevæget sig over i mere fastlagte rammer. Man er ved at finde grunden under fødderne, og man er derfor ikke længere urokkelig, dvs. man er ikke tryg. Og er der noget vi søger, er det tryghed. Det er et paradoks at vi fjerner os endnu mere fra den tryghed hver gang vi spørger 'hvordan?'.

Den første erkendelse består altså i at der ikke er noget vi kan gøre. Hvert øjeblik bliver til en aflæring af det vi mener at vide om verden og os selv. Vi skal være så årvågne at vi fanger os selv når vi mindst aner det, helst allerede inden vi begynder at mene noget, eller inden vi reagerer med den viden vi tror vi har. Krishnamurti kalder det at blive ved 'det som er'. Hvis vi ikke går videre end det som er, når hverken tro eller viden at få nogen plads i sindet, hvilket vil sige at der er plads til noget nyt. Det er umuligt at fortælle hvad dette er, og det er sådan set også underordnet. Det er pladsen der er det vigtigste.

Ingen kommentarer: