Det umulige sker hele tiden

tirsdag den 8. januar 2008

En kulturradikal kritik

Det her er et gudsforladt sted, og det vil det blive ved med at være. Om det så var Vorherre selv der bankede på døren, ville han ikke blive lukket ind. Selv hvis Gud viste sig at være til, ville jeg ikke tro på ham, hende, den eller det. Religioner er generelt for åndsformørkede, vildledende eller direkte usympatiske til at man kan fæste lid til dem, for ikke at tale om at bygge sit liv på dem, og så spiller det i og for sig ingen rolle hvilken 'sandhed' de kommer med.

Der findes næppe noget mere uhelligt end hellige bøger. De fastfryser livet i én bestemt form som bliver til norm og siden til dogmer, hvorimod livet selv er konstant forandring, uforudsigelighed og en ubændig trang til at eksperimentere.

Jeg mener at religioner skal bekæmpes, ikke voldeligt, men med saglige argumenter, og ved at vise at der er en anden og mere anstændig måde at leve på. Religioner har ikke patent på moral, men har snarere hæmningsløst udnyttet den. På samme måde har kristendommen ikke patent på næstekærligheden. Den har blot taget et almenmenneskeligt begreb til sig og behændigt benyttet det i sin markedsføring. At næstekærlighed ikke er noget specifikt kristent, og ikke engang kristendommens væsentligste budskab, ved enhver teolog.

De som påstår at man bare tror på noget andet, hvis man ikke tror på en gud, eller som mener at ateisme blot er en anden form for tro, lever i en vildfarelse. Man kan sagtens være ateist uden at tro på noget. Det er faktisk det der ligger i selve begrebet. Det er ikke en trossag, når jeg forventer at solen står op i morgen. Det er højst et udtryk for vanetænkning, eller, for at udtrykke det lidt finere, en induktiv slutning. Den kan være forkert, men den rummer ingen umiddelbare dogmer. Det er simpel statistik. Solen er ikke gjort til et overnaturligt væsen. Der tages faktisk ikke engang stilling til hvad den er i forventningen om at den står op. Den er bare det den er for den umiddelbare sansning.

Der må altså skelnes mellem tro og forventning, men også mellem tro og tillid. Jeg kan have en forventning om, eller en tillid til, at en eller anden er min ven. Hvis han så går bag min ryg eller på anden måde opfører sig som om han ikke er min ven, har han skuffet mine forventninger eller svigtet min tillid. Men han har ikke været genstand for min tro. Min ven var ikke et trosindhold eller et dogme.

Man kan også, og det er måske mere præcist, vælge at sige at man er agnostiker, 'en der ikke ved'. På den måde er man i modsætning til ateisten ikke så udsat for at blive beskyldt for at tro på et eller andet. Man udelukker jo ikke noget. Man skal bare ikke glemme at der er en hårfin balance mellem ikke at antage noget og ikke udelukke noget, rent semantisk. Hvis jeg siger til en kristen at jeg ikke udelukker noget, vil hun opfatte det som mere positivt end hvis jeg siger at jeg ikke antager noget. Derfor vil jeg nok holde mig til at sige at jeg ikke antager noget. I praksis er der, for mig i hvert fald, et sammenfald mellem agnosticismen og ateismen.

Astrologien er en anden af de åndelige krykker mennesker støtter sig til. Heller ikke den ville jeg tro på, ikke engang hvis den blev videnskabeligt bevist. Hvorfor skulle jeg lade stjerner og planeter styre mit liv? Jeg er da helst fri for at vide om de har indflydelse på mit liv, og jeg er især ikke interesseret i at vide hvad der eventuelt skal ske, eller hvilke 'potentialer' jeg har og på hvilke tidspunkter. Hvis jeg ikke kan se det ved at betragte mig selv, vil astrologien kun gøre ondt værre.

Religioner, uanset hvilken aftapning de kommer i, repræsenterer en fase i menneskehedens udvikling. De vil forsvinde. Det kan godt være der går en rum tid, men det vil ske. Hvad de vil blive afløst af, er ikke så let at sige, men spørgsmålet er også om der overhovedet behøver at blive sat noget andet i stedet. Har mennesket ikke rigeligt med ressourcer i sig selv - og her taler jeg ikke New Age-agtigt om en internalisering af det guddommelige - til at gøre tilværelsen smuk for sig selv og andre? Jeg tror kunst, musik, videnskab og respekt for naturen som bærende kræfter. Man kan godt vælge at kalde den engagerede eller emotionelt betonede del af forholdet til de ting for noget åndeligt, eller spirituelt, men jeg vil mene at selv den slags begreber kommer til at høre fortiden til. De er udtryk for pseudoforklaringer på fænomener vi ikke har forstået, en form for mental rodekasse.

Der er dem der er bange for rationaliteten, fornuftens uhyre. Jeg hørte en i radioen, tror det var Bent Melchior, sige at rationaliteten er farligere end religionen. Se på den 'rationelle' udryddelse af jøder under anden verdenskrig. Det var rationalitetens spøgelse. Men det passer jo ikke. Nazisterne var lige så religiøse i deres vrangforestillinger og forkvaklede ideologi. Der var ikke noget rationelt i deres raceteorier eller hele menneskesyn. Det var en 'religiøs' nationalromantisk ideologi.

Hvis jeg skulle hæfte en etiket på mig selv, er det første der falder mig ind: 'kulturradikal'. Da der ikke rigtig er nogen der ved hvad det er, vil jeg prøve at beskrive hvad jeg lægger i ordet. Jeg opfatter det som en forholden sig til tilværelsen i alle dens mange facetter på en kritisk, fordomsfri, og altså ikke på forhånd fastlagt, måde. 'Kritisk' forstår jeg i den neutrale betydning som en åbenhed der ikke tager noget for givet, især ikke egne uforgribelige meninger. Der ligger ikke nogen modsætning i at være åben og kritisk, så længe man er konsekvent, og altså især tager sig selv med.

Problemet med dele af den såkaldte venstrefløj - som jeg ganske vist selv føler mig tilhørende, men netop derfor kritiserer så stærkt - er at den ofte forveksler kulturradikalisme med kulturrelativisme. Der er, for nogle i hvert fald, en konstant konflikt mellem to øjensynligt modstridende hensyn: på den ene side kritikken af ’det bestående’, magstrukturerne og de undertrykkende mekanismer i samfundet, og på den anden side hensynet til den enkeltes livsvalg, herunder ikke mindst hensynet til de dårligst stillede og deres muligheder for et anstændigt liv.

Når disse to, normalt ikke modsat rettede hensyn, kommer i konklikt med hinanden, bliver dele af venstrefløjen pludselig rådvild og ser sig ikke i stand til opretholde den ellers sunde kritik af magten. Det kan fx ske at magten eller overgrebene finder sted fra de grupper der normalt anses for ’trængte’, og i de tilfælde har mange på venstrefløjen en tendens til at se igennem fingre med den magt eller undertrykkelse disse grupper udøver.

Muhammedkrisen, var et godt eksempel på det. Selv om det var helt evident at religiøse kræfter prøvede at undertrykke ytringsfriheden, blev det vendt til at der havde været tale om en hån mod muslimer, som pr. definition - ifølge mange på venstrefløjen - er en trængt gruppe. Denne sammenblanding af begreberne førte til at man opfordrede til at der blev taget hensyn til muslimers religiøse følelser, at der skulle udøves en form for selvcensur. Det er, fra et venstreorienteret synspunkt, et inkonsekvent standpunkt, da det må være venstrefløjens adelsmærke altid at være kritisk over for magten, også når den udøves at grupper man synes tilhører en trængt minoritet. Venstrefløjen rodede igen tingene sammen, sådan som den historisk har gjort det så mange gange tidligere, når den har forsvaret andre totalitære systemer som fx kommunismen. Også kommunismen repræsenterede eller forsvarede trængte grupper i samfundet, traditionelt arbejderklassen, og den var, med rette, kritisk over for magten, når den var koncentreret hos få individer eller grupper i samfundet, men ventrefløjen indså først meget sent at statens overtagelse af produktionsmidlerne i solidaritetens navn, i hvert fald i statskommunismens tilfælde, kun førte til en ny form for totalitarisme. Magten var stadig koncentreret på få hænder. Det var nu bare ‘folkets’ hænder, og derfor så man gennem fingre med det uhyrlige magtmisbrug, og den undertrykkelse der foregik.

Det er ironisk at det i stedet bliver den borgerligt-liberale fløj der ofte kommer til at stå som de svages beskyttere. Det er der flere eksempler på. Naturligvis var den kritisk over for kommunismen, ikke så meget måske af hensyn til arbejderklassen eller de svage og ubemidlede, men fordi den brød med princippet om markedskræfternes frie spil. Alligevel kom højrefløjen til at stå for beskyttelsen af individets rettigheder og dermed også som garant for de udsatte gruppers sikkerhed, selv om det naturligvis ikke er hele sandheden. Men den har i hvert fald været klar og ikke rodet tingene sammen på samme måde som venstrefløjen.

Et andet mere nutidigt eksempel ses i i hvert fald dele af venstrefløjens uklare holdning til Ayaan Hirsi Ali. Fordi hun er så kritisk over for islam, og ikke i særlig høj grad skelner mellem islamisme - politisk islam - og religionen islam, idet hun mener selve fundamentet for religionen er totalitært, kommer hun i karambolage med den del af ventrefløjen som føler sig solidarisk med det muslimske mindretal i de vestlige lande, fordi muslimerne er ‘trængte’. Det er de måske også, men det var stenkasterne på Nørrebro også, hvilket ikke burde være nogen undskyldning for de metoder de tog i anvendelse. Det er heller ikke nogen ‘undskyldning’ at være muslim, hvis man er antidemokrat og fx går ind for en gradbøjning af ytringsfriheden.

En anden gruppe, der også traditionelt har hørt til på venstrefløjen, har ligeledes lidt svært ved at finde ud af hvilket ben den skal stå på. Jeg tænker på visse dele af den etablerede feministiske bevægelse. Den har et meget uklart for ikke at sige rodet forhold til netop muslimske kvinder, hvilket tørklædedebatten tydligt viser. Problemet er naturligvis at det notorisk er et vanskeligt spørgsmål, hvor det er svært at komme med et patentsvar. Grundlæggende er der, ligesom eksemplerne med venstrefløjen viste, tale om et dilemma der uvægerligt opstår når en ‘trængt’ gruppe samtidig repræsenterer et magtapparat der i selv er undertrykkende. Dilemmaet består i sin enkelhed i at muslimske kvinder jo er kvinder og derfor pr. definition undertrykte, set fra et feministisk synspunkt. På den anden side repræsenterer de også et dybt reaktionært og i grunden totalitært verdensbillede, der tilmed er kvindeundertrykkende. Men kvinderne vælger selv, mere eller mindre frivilligt, at underlægge sig dette undertrykkende system, og den frihed vil feminister, og de fleste andre, naturligvis gerne forsvare. Derved kommer feminister næsten automatisk til at sanktionere forhold de aldrig selv ville leve under eller principielt acceptere. Tørklædet er kommet til at stå som selve symbolet på dette dilemma, og det rummer da også dybt modstridende træk. På den ene side repræsenterer det den muslimske kvindes frihed til at vælge at klæde sig som hun har lyst, og på den anden side er det i hele sit budskab dybt kvinde- og mandeundertrykkende for ikke at sige livsfornægtende.

Mange danske feminister og dele af venstrefløjen har valgt at fokusere på det første, at tørklædet ikke spiller nogen rolle, men derimod det forhold at kvinder får mest mulig indflydelse i samfundet. Det ses afspejlet i dele af kvindebevægelsen og Enhedslistens holdning til spørgsmålet. Andre, især muslimske feminister, vælger at fokusere på det sidste, at tørklædet i sig selv er et problem, fordi det tvinger kvinder (og mænd) ind i bestemte roller, der kan være undertrykkende for deres livsudfoldelsesmuligheder. Jeg er tilbøjelig til at hælde mest til det sidste. Muslimske kvinder ved hvad de taler om. De har oplevet undertrykkelsen indefra, på deres egen krop bogstaveligt talt, hvorimod den typiske sekulariserede, veluddannede vestlige feminist taler ud fra et abstrakt verdensbillede, i hvilket der kun findes autonome individer med fuld handlefrihed. Det er naturligvis en illusion. Tørklædet repræsenterer ikke et frit valg for alle kvinder, men kun for et mindretal. Og desuden er det, hvordan man end vender og drejer det, diskriminerende eller direkte fornedrende for begge køn. Jeg har svært ved at se hvordan det er foreneligt med den ligestilling af kønnene som feminister og i øvrigt næsten alle andre i de demokratiske samfund arbejder for.

Ingen kommentarer: