Det umulige sker hele tiden

torsdag den 18. december 2008

Jørgen Leth ud af nypuritanismens greb

Som aktiv cykelrytter (amatør) ser jeg naturligvis med stor glæde på at Jørgen Leth er tilbage på TV2 med sine episke, nærmest drømmeagtige beskrivelser af Tour'en. Men det er ikke kun cykelsporten, eller dækningen af den, der har vundet en sejr, det er fornuften, frisindet og i videre forstand ytringsfriheden som for en gangs skyld får det sidste ord.

Nypuritanismen og snæversynet ligger imidlertid lige under overfladen, hvilket denne her sag endnu engang har bevist. Det tjener dog TV2 til ære at de nu indrømmer en så monumental fejl som det var at fyre Jørgen Leth på baggrund af en oppisket folkestemning der, takket være mediernes sans for den gode (læs: indbringende) historie, kom helt ud af kontrol, i hvert fald uden for fornuftens kontrol. Til gengæld må det være pinligt for TV2 at det overhovedet kom så vidt at de fjernede en af de få personer der kunne tilføre dem en smule format, på baggrund af noget der overhovedet ikke var en sag, men en ren og skær hetz mod en mand der ikke havde gjort andet end at udøve sin kunst.

At det kom så vidt dengang at Leth foruden sit TV2-job mistede filmstøtten fra Det Danske Filminstitut (som han nu også har fået igen) og jobbet som konsul (som han endnu ikke har fået igen), fortæller det så mere om medierne end om hvad der reelt rører sig i befolkningen, kunne man spørge. Det er nok en kombination. Medierne, især en avis som Ekstra Bladet, der tilsyneladende altid opererer efter devisen 'dobbeltmoral er dobbelt så godt', kastede sig grådigt over historien, denne ikke-historie, og hængte Jørgen Leth ud på det groveste. Andre mere respektable medier fulgte efter og tilsluttede sig hetzen, måske knap så højrøstet, men dog uden det minimum af refleksion der ville have fået dem til at holde inde med det.

Når store dele af befolkningen hoppede med på vognen, skyldes det selvfølgelig til dels at Ekstra Bladet og andre medier godt ved hvilke knapper de skal trykke på, men også at stemningen blev gejlet yderligere op på nettet og andre steder. Det er naturligvis nedslående at erfare, også selv om det kan undskyldes med at den slags lynchstemninger er momentane udslag af vanvid. For dette lurende vanvid ligger som en understrøm i bevidstheden hos de fleste mennesker, og jeg finder det foruroligende hver gang strømmen bevæger sig op til overfladen og spørger mig selv hvorfor. Er det fordi der simpelthen er brug for en ventil til at lukke opsparede frustrationer ud, og til det kræves der en 'egnet' syndebuk?

Et oplagt mål for denne vrede der pludselig bliver sluppet løs, er typisk en person som rager for højt op på den ene eller den anden måde, eller som overtræder tabuer. Et af tabuerne er konstellationen ældre mænd/unge piger. Den er oplagt mere et mål for folkets vrede end den modsatte ældre kvinde/ung mand. I det hele taget er det sjældent skytset rettes så meget mod kvinder som mod mænd, og det skyldes nogle normer eller nedarvede forestillinger om at kvinden i forvejen er den svage part. Der er stof nok i det til en selvstændig artikel, så jeg vil ikke komme mere ind på det interessante emne her, men bare sige at der er findes et veritabelt hierarki af fordomme i hvilke mænd, kvinder og børn spiller helt bestemte nøje definerede roller. Generelt kan man sige at jo større gabet er mellem den magt hhv. afmagt de implicerede parter har, jo større er fordømmelsen af den magthavende. Der er dog nogle bemærkelsesværdige undtagelser til den 'regel', og det er især hvis 'magtfordommene' støder imod andre fordomme, fx om etnicitet eller sociale forhold. Her kan sympatien hurtigt vende sig væk fra den svage part, fordi der knytter sig særlige fordomme til visse grupper i samfundet som fx indvandrere eller arbejdsløse.

Situationen med Jørgen Leth var den at han levede op til alle fordommene. Han ragede op, højt over andre, i kraft sin originalitet - 'han er ikke som os andre' - og han overtrådte tabuet ældre mand/ung pige, tilmed i en situation hvor forholdet var yderligere accentueret i et påstået magtmisforhold, med andre ord, tabuet blev forstærket ved at manden, som i forvejen er underlagt tabuet om at være stærkere, altså overlegen, i forhold til kvinden, blev gjort endnu stærkere pga. de imperialistiske undertoner der var til stede, når forholdet var mellem en konsul og en ung og fattig haitiansk pige. Så var scenen sat, og det spillede ikke længere nogen rolle for folk om denne scene udspillede sig i en skønlitterær kontekst eller om forholdet var frit for begge parter og i øvrigt fuldstændig legalt, da pigen var over den seksuelle lavalder.

Man kan drage en parallel til tegneren Kurt Westergaard, som, uden nogen sammenligning i øvrigt, også er blevet offer, om end meget mere ulykkeligt, blot ved at udøve sin kunst eller passe sit arbejde som han selv siger. Her er det nogle andre fordomme der er på spil. De er religiøse og som sådan om muligt endnu mere hinsides al fornuft. Ud over at det i et land med ytringsfrihed burde være legitimt at udfordre et hvilket som helst synspunkt og en hvilken som helst ideologi - og islam tæller i den forbindelse som ideologi - er den stakkels tegner ganske enkelt blevet misforstået, og misforståelsen bliver gentaget i det uendelige, selv af folk som er intelligente nok til at vide bedre. Kurt Westergaard har aldrig generet nogen navngivne personer, ikke engang Muhammed, da den herostratisk berømte tegning - den med bomben i turbanen - tydeligvis kun er en hentydning til islamisters misbrug af Muhammed til terrorformål. Men selv om han vitterligt havde fornærmet Muhammed, Jesus, Buddha eller såkaldte hellige bøger, ville det have været helt i orden som en kunstnerisk handling eller et politisk statement. Alene det at udfordre det fornuftsstridige, det irrationelle element i mennesket, er ikke blot en acceptabel handling, men helt nødvendigt.

Pointen er her at det ikke spiller nogen rolle hvad det er for fordomme vi er oppe imod, om det er kulturelle normer og uskrevne love eller religiøse dogmer eller regler. Det er i min optik ét fedt. I de fleste tilfælde kan reglerne, hvad enten de er verdslige eller religiøse, ikke føres tilbage til noget rationelt, empirisk grundlag, og de burde derfor konstant udfordres med det fineste redskab mennesket besidder, fornuften.

Der hersker til gengæld almindelig skepsis over for hvad fornuften formår, og ofte en udbredt konsensus om at fornuften ikke rækker til at forklare, for ikke at sige sætte spørgsmålstegn ved nedarvede forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert. Følelser sættes over fornuften, ofte som om der var tale om direkte modsætninger. Men sagen er jo at følelser og fornuft er komplementære størrelser som understøtter snarere end modarbejder hinanden. Der er ikke nogen grund til at sætte fornuften på standby fordi man inddrager sit følelsesliv.

Problemet er selvfølgelig hvad man skal vedtage er fornuft, hvis det overhovedet er muligt at blive enige om det. For en troende er Guds ord 'fornuft', også selv om vi ikke lige kan gennemskue det, ej heller den religiøse selv. Det kunne man kalde 'fornuft qua autoritet', et begreb man også, desværre, genfinder i mindre vidtløftige sammenhænge, hvor forholdet er mellem mennesker og ikke mellem guder og mennesker.

Når det handler om kulturelle fordomme, herunder tabuer, er det i virkeligheden også, om end i mere skjult form, en type autoritær fornuft man knytter an til. Det er nemlig ikke altid til at gennemskue hvem autoriteten er. Det eneste man ved er at reglen gælder, og de færreste eller ingen kan sige noget om hvorfor. I mange tilfælde vil en empirisk, videnskabelig undersøgelse nemlig komme til det stik modsatte resultat, altså at reglen bør ophæves eller nedtones. Eksempler på det kunne være folkedybets 'krav om højere straffe' der går imod hvad man rent faktisk, dvs. gennem videnskabelige undersøgelser, ved om effekten af højere straffe. De har nemlig ingen effekt, i hvert fald ingen gavnlig.

Man kunne spørge om det ikke snarere er følelser end autoritær 'fornuft' der styrer menneskers opfattelse af retfærdighed i forbindelse med forbrydelse og straf. Men her er det at jeg vil hævde at følelser er et meget fleksibelt fænomen. De indretter sig nemlig efter hvilken type 'fornuft' der styrer samfundet. Det har man kunnet se i talrige tilfælde. Tiderne skifter og følelserne skifter med dem. Homoseksualitet har tidligere kunnet få de værste følelser op i folk, men er nu (med visse undtagelser fra fossile grupper i samfundet) generelt accepteret. I 1970'erne var pædofiliforskrækkelsen ikke nær så udbredt som den er i dag. Pædofili var godt nok et tabu, men slet ikke omfattet af det hysteri som råder i dag. Fænomenet var ganske enkelt underlagt en anden type fornuft.

Det betyder naturligvis ikke at alt i samfundet skal accepteres, at alle normer skal ophæves. Men enhver norm, enhver uskreven lov og ethvert tabu bør til enhver tid underkastes en kritisk analyse, hvor alene fornuften er redskabet, og den type fornuft man vælger til formålet må være af den fineste slags menneskeheden til dato har udviklet. Kun én type fornuft kandiderer hertil, og det er den fornuft der alene baserer sig på logisk argumentation og empiri. Ingen anden metode lever op til det helt nødvendige krav om at undersøgelsen skal være fri af traditioner og overleverede fordomme.

Helt afgørende er det at fornuften anvendes lidenskabsløst på alle de områder vi tror vi allerede kender eller har særlige følelser for, da det rationelle element i os former ikke alene vores intellekt, men også vores følelseliv. De to ting er heldigvis nært forbundne. Ellers ville det for alvor se sort ud. Nu er der håb om at mennesket på et tidspunkt kan blive fornuftsstyret uden af den grund at blive et ufølsomt væsen. Følelser uden fornuft er farlige, men konstruktive når fornuften én gang har banet vejen for dem.

Ingen kommentarer: