Det umulige sker hele tiden

tirsdag den 16. december 2008

Kommentar til Nina Smith vedr. borgerløn

I artiklen 'Lommepenge eller børneløn?', JP 03.12.08, er økonomiprofessor Nina Smith citeret for nogle bemærkninger om, og forbehold, over for borgerløn. Spørgsmålet er, om dette forbehold skyldes særlige moralske normer eller standarder, eller om det alene kan føres tilbage til rationelle økonomiske overvejelser.

Hvis det kunne bevises, eller i hvert fald sandsynliggøres, at en indførelse af borgerløn i alle henseender ville gøre samfundet rigere, både menneskeligt og økonomisk, skulle forestillinger om arbejdsmoral eller moral i al almindelighed, som måske var gangbare i det tidlige industrisamfund, men som ikke længere forekommer tidssvarende i et moderne velfærdssamfund, da stille sig hindrende i vejen for den videre samfundsudvikling?

Hvis det kunne vises med en høj grad af sandsynlighed, at mennesker med løs eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, ville have meget lettere ved, og også føle større motivation til, at søge job eller starte egen virksomhed, hvis de følte, at de stod på sikker grund, uden at grunden hele tiden skred under dem på grund af de nuværende rådighedsregler, ville det da ikke være rationelt, tilmed økonomisk rationelt, at give disse mennesker dette fodfæste?

De, der har ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, har ofte andre problemer end blot ledighed. Det hører man i hvert fald ofte. Ville det da ikke være rationelt at fjerne i hvert fald en af bekymringerne hos disse mennesker ved at sikre dem et betingelsesløst eksistensminimum, hvorved de kunne koncentrere sig om det væsentlige, at bidrage med det, de nu kan til samfundets eller deres egen livskvalitet? Det kan være, det blot er nogle få timers lønnet arbejde om ugen, eller det kunne være frivilligt ulønnet arbejde, som også indirekte bidrager til samfundsøkonomien. De nuværende rigide rådighedsregler gør det til et alt eller intet. Enten er man inde, eller også er man ude. Derved mister samfundet enorme menneskelige ressourcer. Og for de berørte mennesker fører det til en følelse af udstødelse og stigmatisering med yderligere lammelse af de kreative kræfter til følge.

Et af de hyppigst anvendte argumenter mod borgerløn, er, at det bryder med reciprocitetsprincippet, eller mere ligefremt princippet om 'noget-for-noget'. Men står det for en nærmere analyse? Lad os se på det.

De centrale elementer i 'noget-for-noget'-diskussionen er utvivlsomt begreberne 'arbejde' og 'skat'. Ved arbejde forstås sædvanligvis 'lønnet arbejde'. Andet arbejde tæller i den forbindelse ikke, da det ikke gør en til en (god) skatteborger. Men spørgsmålet er, om de begreber er så nært forbundne, og om de overhovedet er tidssvarende.

For det første er selve begrebet skatteborger, hvor flittigt det end anvendes, en slags pleonasme, et overflødigt ord. Alle i det her land er skatteborgere, da alle, inklusive de borgere, der er på kontanthjælp, betaler skat. Derfor findes der i en vis forstand ikke skatteborgere. Alene dette faktum, at skatteborgerne ikke kan afgrænses som en selvstændig gruppe, gør det en smule meningsløst overhovedet at operere med begrebet. I stedet burde man tale om, at samfundet har brug for at få løst en række opgaver til gavn for alle, og at derfor en del af folks indtægt bliver tilbageholdt med det formål.

Så er der nogen, der vil mene, at man kan være en mere eller mindre god skatteborger. Det er især kommunerne, der interesserer sig for det. En nærmere analyse vil imidlertid vise, at det, om man er en god skatteborger, kan føres tilbage til rent arbitrære kulturelle normer og i mange tilfælde uskrevne love. Er man en god skatteborger, skyldes det jo, at man har en høj indtægt. Man kunne endda driste sig til at hævde, at man kun formår at være en god skatteborger, fordi man får for meget i løn. Men får man ikke netop denne høje løn, fordi man har gjort sig fortjent til den? Reciprocitetsprincippet spøger igen. Det er en lang diskussion, som jeg ikke vil gå i detaljer med, men jeg vil dog sige så meget, at spørgsmålet om aflønning for udført arbejde, er en af de mest irrationelle institutioner, samfundet kan byde på. Intet andet område kan fremvise en tilsvarende mangel på logik. Jeg behøver blot nævne det faktum, at det mest interessante, udfordrende og livsforlængende arbejde, er det, der lønnes bedst, mens det mest opslidende, triste og livsforkortende, men helt nødvendige, arbejde, er det, der lønnes dårligst. Aflønningen følger ikke engang altid markedsmekanismen om udbud og efterspørgsel, men kan alene føres tilbage til tilfældige historiske omstændigheder. Der findes derfor ikke noget, der ligner rimelig reciprocitet på det etablerede arbejdsmarked, og begrebet 'god skatteborger' er en ren konstruktion.

Det er ikke svært at finde andre eksempler på, at det strenge reciprocitetsprincip ingen gang har på jorden, i hvert fald ikke jorden i dagens Danmark. Forbindelsen mellem arbejde og skat og bidrag til samfundet er en myte, der ikke har hold i virkeligheden. Der er masser af mennesker, der har fuldstændig arbejdsfri indtægter i form af formue, friværdi osv. Også her er reciprocitetsprincippet reduceret til en joke. Det er ikke blot en konstrueret virkelighed, men en skinbarlig realitet, at der intet forhold er imellem, hvad mennesker yder til samfundet, og hvad de har i indtægt og dermed bidrager med i skat. Ikke alene er der mennesker, som ikke rører en finger, men som blot har været heldige i tilværelsens lotteri og hæver en fed hyre i form af renter og afkast, men der findes også masser af mennesker på det etablerede arbejdsmarked, som ved deres blotte tilstedeværelse hæmmer andre menneskers udfoldelsesmuligheder og gør dem uproduktive eller direkte ulykkelige. De kan i realiteten være med til at bremse samfundsøkonomien, selv om de betaler deres skat og er gode skatteborgere. Samfundet ville muligvis være bedre tjent med, at de ikke arbejdede. Men det står ingen steder, for der findes kun én norm, og det er, at man skal være på arbejdsmarkedet, og er man det, så er alting godt. Og nu vil jeg ikke engang komme ind på selve indholdet af den produktion, der holdes i gang af denne norm, de mange meningsløse eller direkte skadelige produkter dette arbejds- og vækstparadigme giver anledning til.

Over for det lønnede arbejdsmarked står hele det civile samfund og alt det frivillige og ulønnede arbejde. Lige så svært, som det er at afgøre hvad reciprocitet er på arbejdsmarkedet og i samfundsøkonomien, lige så svært er det på det uformelle arbejdsmarked og i det liv, der udfolder sig der, hvor tingene ikke kan måles og vejes. Er den enlige mor, som giver sine børn en god start på livet, ikke produktiv og samfundsnyttig, eller kan et menneske ved sin blotte tilstedeværelse ikke ofte inspirere andre til et bedre og lykkeligere liv, eller gennem sine tanker og sit eksempel gøre andre mere kreative og til glæde for samfundet? Masser af mennesker influerer på andres liv og i videre forstand på hele samfundet ved den måde, de er på, uanset hvilken tilknytning de har til arbejdsmarkedet. Det er de ressourcer, vi skal blive bedre til at få øje på, og i et borgerlønssamfund vil det være både legitimt og selvfølgeligt at få dem frem i lyset.

Det er naturligvis ikke således, at borgerløn kun er et gode for de dårligst stillede i samfundet, de såkaldt marginaliserede. Borgerløn vil give alle mulighed for et mere fleksibelt forhold til arbejdsmarkedet. Det vil blive lettere at realisere mere 'risikable' projekter både i arbejdslivet og privat, da eventuelle indtægter ikke bliver modregnet i borgerlønnen. Grænserne mellem arbejde og fritid vil muligvis blive mere flydende, men det er jo helt i tråd med den udvikling informationssamfundet er inde i, og som allerede er ved at blive en realitet. Derfor er borgerløn, også ud fra en borgerlig-liberal forestillingsverden, en interessant mulighed.

Filosoffen Philippe Van Parijs har i sin argumentation for borgerløn fremført det interessante argument, at det lønnede arbejde skal betragtes som en ekstern ressource på lige fod med fx fast ejendom, og at det følgelig skal beskattes, ganske enkelt fordi det lægger beslag på nogle ressourcer, andre også kunne have haft glæde af. Det gælder naturligvis ikke mindst de privilegerede og godt aflønnede stillinger. Hans begrundelse er, at sådan som samfundet er indrettet, er det stort set kun muligt at realisere et ordentligt liv gennem lønnet arbejde, og da dette har en yderst eksklusiv karakter, idet de bedste stillinger, eller stillinger overhovedet, er forbeholdt dem, der har vundet i tilværelsens lotteri, er det kun rimeligt, at der rettes op på det forhold ved at lønarbejdet pålægges en afgift, dvs. en skat, og at det beløb, der vindes herved, bliver fordelt på hele befolkningen i form af en ubetinget basisindkomst.

Til slut et par ord om de moralske konsekvenser af den rigide version af reciprocitetsprincippet, det direkte noget-for-noget-princip. Jeg synes man skal tænke på, hvad det egentlig er, man siger, når man så ivrigt giver udtryk for, at mennesker har pligt til at arbejde, og hvad det indebærer, at kommunerne har pligt til i sidste instans at stoppe kontanthjælpen for de borgere, der ikke vil tage imod et arbejdstilbud. For det man i realiteten siger er jo, at mennesker, der ikke arbejder, ikke har nogen eksistensberettigelse. Man fjerner deres eksistensgrundlag, hvis de siger nej til at arbejde, og det kan kun være et klart signal om, at det sådan set er ligegyldigt, om de overhovedet er til, hvis de ikke deltager på arbejdsmarkedet. Det er sjældent, det formuleres så direkte, men det er den logiske konsekvens af denne bureaukratiske måde at tænke på. Jeg finder det problematisk, at en sådan lovgivning overhovedet findes, da det i mine øjne ikke er foreneligt med et moderne menneskesyn, men snarere er noget, man ville vente at finde i et totalitært eller fascistisk samfund.

Ingen kommentarer: